Grydehøj

(Fig. 1) Omkring landsbyen Lejre ligger i lidt spredt fægtning et stort antal gravhøje. Blandt dem er der nogle, som i særlig grad kalder på opmærksomheden på grund af deres størrelse. En af disse er overpløjet, og et par er klemt inde i bevoksning og bebyggelse, så her falder størrelsen ikke i øjnene. Men store er de, 4-5 meter i højden, betydeligt over gennemsnittet af danske gravhøje. Det er ikke for ingenting de i gammel tid har fristet gravrøvere, som store plyndringshuller i højtoppene taler tydeligt om.

Af Harald Andersen

Billede

Fig. 1. Ingen figurtekst

Vi, der gennem en årrække med spaden har arbejdet på at opfriske Lejres anløbne glorie, har ofte skævet til disse høje, for søger man efter kongegrave, og det er det rimeligt at gøre på dette sted, så må det først og fremmest være her, man skal lede. En af højene kom i særlig grad i kikkerten af den simple grund, at det var den letteste at give sig i kast med. Det var den store overpløjede Grydehøj beliggende tæt op ad Lejres kendteste oldtidsminde, den store skibssætning. I et tidligere nummer af Skalk er fortalt lidt om, hvad der gik forud for det spadestik, som 2. september i år endelig indledte højens udgravning, der afsluttedes 2½ måned senere. Da var højen dækket og igen bragt i sømmelig stand.

Udgravningens mål var i første række at skaffe svar på et bestemt spørgsmål: Er højen fra yngre jernalder? Inden for dette tidsrum — o. år 400 til o. år 1000 - må man nemlig antage, at Lejre-kongesædet har bestået. Når man hører at antallet af storhøje, som har kunnet dateres til denne periode, er overordentlig ringe - det overstiger næppe 10 - mens bronzealderens storhøje tælles i hundreder om ikke i tusinder, så vil man forstå, hvor spinkelt håbet var. (Fig. 2.). Der var spænding over denne udgravning i de første stakåndede dage, mens vi skar os ned og famlende prøvede at tyde skriften i mulden. Det endelige svar kom i slutningen af september og var positivt. Højen var fra yngre jernalder. Betydningen af denne opdagelse er indlysende og voldte glæde.

Billede

Fig. 2 Takket være interessen omkring det gamle Lejre kan Grydehøjs historie følges tre århundreder tilbage i tiden. På Worms prospekt fra 1643 (her gengivet i udsnit) og på Gebhardis tegning fra 1758 (se ovenfor) er højen afbildet sammen med den nærliggende skibssætning. På begge tegningerne ses plvndringshullet. Det danner en "næsten som enden af en gaffel udskåret fordybning" som biskop Münter skriver i sin Lejrebeskrivelse fra 1806.

Berusede af heldet ønskede vi os mere: rige fund, en nærmere datering. Men der er som bekendt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Op mod en snes jernnagler, en mængde ganske tynde og fine guldtråde, åbenbart fra guldbroderi på tøj, og en del bronzestumper var, hvad graven havde at byde på. Til gengæld fandt vi et gravsted af en art og et format, som ikke tidligere er truffet her i landet. Dets nærmere indretning vil fremgå af hosstående tegning og den dertil hørende tekst. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3. Det store, af ploven udslettede tophul, som vi kender fra tegningerne, lod ane, at vi ville finde graven plyndret. Under udgravningen traf vi hurtigt røvernes spor. De har med stor ulejlighed gravet sig ned til brandlaget, som ikke har tilfredsstillet forventningerne. Skuffet har de indstillet arbejdet. Skaden på graven var ringe. Plyndringen må være af gammel dato, men altså ikke så gammel, at man har vidst, hvad graven indeholdt. Overpløjningen af højen begyndte i 1800-årene. Grydehøj er bygget på en markflade, der var riflet som et vaskebræt. Det skyldes sikkert, at man som byggeplads har valgt en ager, der har været pløjet for ikke længe siden. Det er den samme agerform, som i 1956 for første gang blev påtruffet ved vikingeanlæggene på Lindholm ved Aalborg. Under muldlaget, i overfladen af den lyse undergrund fandtes også plovspor, men af mere almindelig art. Det var den velkendte afstribning på kryds og tværs. Om de to sæt pløjespor hører sammen er uvist, men noget taler for det.

Gravens relative fattigdom på gods hænger vel sammen med, at den døde er brændt. Ilden har taget sin del af byttet. Dernæst må man huske, at vor udgravning ikke afdækkede hele brandlaget, men kun en del af det. Der kan endnu ligge ting i højen, til glæde for de næste. Endelig forholder det sig sådan, at der inden for den yngre jernalders meget lange tidsrum er perioder, hvor gravskikken ikke kræver noget stort udstyr til den døde. At det ikke er nogen ringe mand, der hviler her, viser hele anlæggets omfang. Højen, der nu er knap tre meter høj, må før udpløjningen have været omkring ved fire meter. Bredden har været mindst 36 m. Der er altså tale om en høj af meget betydelig størrelse, og det er bemærkelsesværdigt, at højen ikke er bygget over en ældre høj, men er opført på een gang. Sådanne i eet stræk byggede storhøje kendes fra denne sene del af jernalderen kun i to-tre tilfælde. Også selve gravstedet, dvs. brandlaget, er forbavsende stort. Fra randen i nord (som vi traf i et mindre indsnit) til yderste udløber i syd var afstanden 32 meter. (Fig. 4).

Billede

Fig. 4. Graven bestod af et vidtstrakt lag af trækul, spredt ud over marken. Mellem trækullet lå de brændte ben af den døde - og vel af offerdyr, som han har fået med sig på bålet. Her i lå også oldsagerne: jernnagler, guldtråde og stumper af bronze. Oven på brandlaget har man lagt træ og tømmer: bjælker, lange planker, dynger af stokke. Træet var slet bevaret; bjælkerne var således næsten rådnet bort, men hulrummene efter dem stod tilbage i højfylden. Træværket var tilsyneladende tilfældigt henkastet og dets betydning er gådefuld. Kun et eneste sted - til venstre i indhakket - var en række spinkle pæle rammet planmæssigt ned. Mellem træværket lå hist og her dyreknogler, som ikke har været med på bålet; et sted fandtes således kraniet af et stort dyr (stærkt opløst; antagelig hest eller ko). Oven på brandlaget lå også spredte dynger af store sten, som var anbragt lige så planløst som træværket. En af stenene viste sig at være en del af en drejekværn. Over graven har man bygget højen op af græstørv.

Den person, som her er blevet brændt på bal, iført sin guldbroderede dragt, kan det være en konge eller dronning? Spørgsmålet lader sig ikke omgå, men før det søges besvaret, kan der være grund til et par overvejelser.

Gennem de første seks århundreder af historisk tid (fra år 1000 til år 1600) var antallet af regenter og disses legitime ægtefæller 74. Der er ingen grund til at tro, at tallet skulle have været mindre gennem de 6 århundreder, som yngre jernalder spænder over, tværtimod; og dertil kommer, at Danmark var opdelt i flere mindre riger. Antal let af kongelige grave fra dette tidsrum kan da meget vel ligge omkring et par hundrede, ja, er måske langt større, og der er således god grund til at tro, at adskillige af de høje, vi har for øje, når vi berejser landet, hører til denne kategori, som altså ikke er helt så sjælden, som man måske var tilbøjelig til at forestille sig. Om en af disse høje - nordhøjen i Jelling - ved vi med sikkerhed, at den har rummet en konge eller dronning. Men der er andre gravfund af klasse fra perioden, og det skulle være mere end mærkeligt om ikke nogle af dem faktisk var kongegrave.

Vender vi efter dette tilbage til Grydehøj, må vi sige - og kan gøre det uden at tage benene fra jorden – at, stedets historie taget i betragtning, er det ikke blot muligt, men sandsynligt, at graven rummer en Lejrekonge eller hans ægtefælle. Noget afgørende bevis kan ikke leveres, hvilket ej heller var at vente. Det ville være hen i vejret blot at antyde tilknytningsforhold mellem højen og en af de oldtidskonger, hvis navne er os bekendt.

Det, at Grydehøj har vist sig at høre hjemme i oldtidens sidste århundreder, gør at vi må se med nye øjne på højene omkring Lejre, for det er en nærliggende mulighed, at denne flok af usædvanlig store høje er jævngamle med Grydehøj. Skibssætningerne, der hidtil har været ene om at bevidne de skrevne kilders udsagn om Lejres store fortid, har altså fået naboer, og der er slået endnu en breche i tvivlens forsvarsværker. Højene som man fandt ved de andre nordiske oldtidskongebyer - Jelling, Uppsala, Borre - men som man ikke kunne få øje på ved Lejre, de er her, når man får brillerne på.
(Fig. 5).

Billede

Fig. 5. Gebhardi 1758: Plan over Grydehøj.