Grønne kranse, grønne kranse, tre for en skilling

Svenden med sin brud går i haven ud, på de grønne sko hun synes danse. Ak, hvor hun er let'. Foden er så net. Pogen sælger til dem grønne kranse. (Poul Martin Møller, 1819)

Af Holger Rasmussen

Billede

Fig. 1: Tegning af Stig Holsting.

Fra tidligt om foråret, så snart de unge skud begynder at bryde frem, bindes af dem de såkaldte »grønne kranse«, som man hænger op i værelserne på grund af deres rare duft eller gemmer i skuffer mellem tøj, fordi de - omend med urette - betragtes som et godt middel mod møl og andre insekter. Vellugten skyldes stoffet kumarin, som dannes i skuddene, når de visner eller knuses. - Sådan hedder det om planten skovmærke eller bukkar i Gram og Jessens »Vilde planter i Norden«.

Bag den korte kulturhistoriske notits skjuler sig en vidt udbredt folkeskik, som Dansk Folkemuseum har bedt sine frivillige medarbejdere ud over landet gøre rede for. Resultatet er blevet et optegnelsesmateriale, der dækker ikke blot de områder, hvor planten er almindelig, nemlig Øerne og Østjylland, men også egne, hvor den slet ikke vokser, men hvor man, viser det sig, alligevel kendte de »grønne kranse«, der blev falholdt af tilrejsende fra de selvforsynende landsdele. Selv til Mandø kom der undertiden en kone ad vadehavsvejen for at tilbyde øens befolkning skovmærkekranse. Hvad vi savner i det indsamlede materiale er oplysninger fra købstadsbeboere om, hvordan de skaffede sig »grønne kranse«, og hvad de brugte dem til. Her kommer litteraturen os imidlertid til undsætning. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Tegning af Stig Holsting.

Gadesalget af grønne kranse, som blev bragt til byen af bondefolk fra oplandet, var et så opmuntrende indslag i købstadslivet, at det har fængslet adskillige litterater af større og mindre kvalitet. Første gang, det sker, er såvidt vides i almuesangen »Den forvildede Københavner«, der stod at læse i Københavns Aften-Post mandagen den 9. maj 1791. Hvert vers sluttedes med et omkvæd, »som er sat med særskilt stil og synges med deres bekendte naturlige tone, således som de synges på vore gader«. Med andre ord: hvert vers ender med en gadesælgers råb, og ved vers 13 er det kransebonden, der lader sig høre: Grønne kranse! Grønne kranse! Skal I ha grønne kranse?

I Poul Martin Møllers Aprilvise fra 1819, »Grøn er vårenshæk«, findes idyllen med drengen, der sælger »grønne kranse« til svenden og hans brud. Den samme scene møder vi længere fremme i århundredet hos lejlighedsdigteren Vilhelm Fristrup, men malet i mørkere farver. Det er fra hans sang, der i øvrigt var til musik af Hornemann, at linien: Grønne kranse! Grønne kranse! Tre for en skilling! stammer. Også senere har skovmærkerne været et kært, men årstidsbestemt og derfor kortvarigt, indslag i købstadslivet. I sin erindringsbog skriver Edith Rode: »Nede på gaden råbte koner med rejer, og der lugtede også af dem. Og af mange andre ting. Af grønne kranse. Alle gaderne lugtede af noget, men det var forskelligt, og Store Kongensgade lugtede bedst«. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3: Så tidligt som fra sidste halvdel af 1700-tallet haves der sikre oplysninger om, at bønder bragte grønne kranse til salg i hovedstaden, og hvert forår helt til vore dage har manden med kransene på en stok været en fast figur i gadelivet omkring Helliggejst. På billedet ses en nordsjællandsk bonde pa vej til byen med sit lager i rygkurven og en vareprøve i hånden. - Maleri fra omkring 1800 af ukendt kunstner. Nationalmuseet.

Det var netop skovmærkernes duft, der gjorde dem så yndede, og som fik folk til at købe dem for at have dem hængende. Allerede botanikeren Simon Paulli fortæller i sin urtebog fra 1648, at »bønderne her i landet, Tyskland og andre lande gøre krantze af buckar, hvilke de hænge i stuer på bjælkerne at give god lugt fra sig og bortdrive ond stank«. De gamle, beklumrede bondestuer, hvor vinduerne normalt ikke var til at lukke op, kunne nok have behov for opfriskende duft.

Et andet sted, hvor vellugt var påkrævet, var på de gammeldags lokummer. I det nu indsamlede materiale er en beskrivelse fra en østjysk herregård, hvor man havde lokum indtil 1917. »Det var beliggende i en høj stue, så der var langt ned til spanden. Ind til den var der en dør, og spanden blev tømt en gang om ugen. På lokum havde vi altid en krans hængende for at give lidt vellugt til rummet. Om foråret var det en meget stor og tyk bukkarkrans, der blev hængende, til lavendlerne blomstrede, så blev den skiftet ud med en lavendelkrans«. Foreløbig står denne oplysning alene, men det er tænkeligt, at også andre har haft samme udmærkede ide, inden man fik de lugtpræparater, der sælges nu til dags. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4: Som Poul Martin Møller, der i Aprilvise havde anslået lyse toner, lader også Vilhelm Fristrup sin Grønne Kranse-vise begynde let og muntert:

Grønne kranse'. Grønne kranse! Tre for
en skilling!

Det råbte en pusling så frejdig og fro --

Men humøret aftager fra vers til vers, den lille forretningsmand har ikke heldet med sig, og til sidst er alt bedrøvelighed:

Med ho 'det han hang, men endnu han sang:
Grønne kranse! Grønne kranse! Syv for
en skilling!

Fristrup kom nok virkeligheden nærmere end Poul Møller, for det var fattigfolk og deres børn, der falbød de grønne kranse uden at kunne vente noget større udbytte deraf. - Den pjaltetklædte dreng på billedet sælger ikke blot kranse, men har også et lager af flettede halmmåtter på ryggen. - Maleri af W. Nielsen 1865. Nationalmuseet.

Fra et sjællandsk herregårdsmiljø er det oplyst, at familiefaderen hvert år fik en krans, som han hængte op på væggen ved barometret, hvor den blev til næste forår. Kransen selv brugtes som barometer, for de tørre skovmærker dufter stærkere, når luftfugtigheden øges. Så kunne der ventes regn, vidste man; overalt i landet kendte og benyttede man dette varsel. Det er folkelig visdom, som man kunne nå til ad erfaringens vej, men i øvrigt forekommer oplysningen overalt i den botaniske faglitteratur fra 1700-tallet.

De anvendelser af skovmærkerne, vi indtil nu har omtalt, er ganske fornuftbetonede, men bukkaren spillede også en rolle i folkemedicinen, og hermed er vi inde på et område med endog meget dybe rødder i overtroen. Brugen af planten som lægemiddel blev for resten støttet af de højeste videnskabelige autoriteter. Da von Aphelen i 1770 oversatte, forøgede og forbedrede Bomares naturhistorie, noterede han, at planten er »meget nyttig i alle slags begyndende forstoppelser, den er lægende og sammentrækkende. Man sylter blomsterne for at betjene sig deraf for faldesyge, til at kvæge og lette hjertet og for fruentimmernes måneds tider«. Hvor meget af dette, der er dansk gods, og hvor meget, der er overtaget fra den franske udgave, er ikke til at sige på en studs. Mere end hundrede år tidligere kunne dog før omtalte Simon Paulli oplyse, at det »formenes om disse buckar, at dersom de bliver bundne under deres fødder, som ere bestedte udi barnefødsel, da skulle de forhjælpe, at fødselen des snarere kunne gå for sig«. Helt tilbage i middelalderen havde lægen Henrik Harpestreng fremhævet plantens medicinske egenskaber.

I hvor høj grad, folket har taget disse lærde anvisninger til sig, er ikke let at afgøre, men nogle eksempler har vi dog derpå, omend det i første række synes at være husdyrene, man har kureret med bukkaren. Fra Vestsjælland fortæller Karoline Graves, at de tørrede skovmærker blev anvendt i afkog til kreaturer, som græssede i skoven, »og dér ved at æde en eller anden plante var meget udsat for en sygdom, som gjorde urinen blodblandet, og som nok ellers som regel var dødelig, når den ikke i første stadium kunne standses ved det nævnte middel«. På Vestmøen gav man køerne et afkog at drikke, når de ikke ville blive rene (slippe efterbyrden) efter kælvningen.

Om brugen mod menneskelige svagheder ved vi også lidt. På Møen har man helt op til nutiden regnet planten for virksom mod tandpine. Og fra Fyn er oplyst, at man brugte bukkar kogt i smør til at bade barselkvindens brystvorter med, når barnet havde været lidt for grådigt. Meddeleren tilføjer, at hendes mor, der selv havde anvendt rådet, ville have hende til at gøre det samme efter en barnefødsel i 1912, »men lægen lo og kaldte det et kællingeråd«.

Det ville han sikkert også have kaldt det råd til fødende kvinder, som Paulli anfører, og dog er det blevet regnet for virksomt højt op mod vor tid. Endnu i 1925 kunne man i Ods herred erindre, at ældre erfarne kvinder fortalte de unge piger, at de skulle lægge kranse af skovmærker under fødderne, når de engang skulle sætte børn i verden - det skulle gøre fødselen lettere.

Dette råd har ærværdige ahner og vid udbredelse i Europa, og tro og forestillinger, der knyttes til andre planter af samme familie som skovmærke - først og fremmest gul snerre - synes at være blevet vævet ind heri. Både skovmærke og snerre kaldes med folkelige navne som »Jomfru Maries sengehalm«, »Marie sengefor« eller »Mariehalm«, og baggrunden for navnene og de forestillinger, der forbindes med dem, finder vi i et sagn om, at jomfru Maria havde lagt Jesusbarnet på et knippe hø, hvori disse planter fandtes. Deraf fik planterne deres kraft; duften mentes at styrke den fødende, som derfor fik tørrede blade og stængler af skovmærke eller snerre stoppet i puderne og blandet i sengehalmen.

Alt dette lyder jo meget fromt, men i virkeligheden går skikken tilbage til hedensk tid, hvor planterne henførtes til forskellige ikke-kristne guddomme, som det gamle latinske navn for skovmærke: Herba matris sylvae (skovmoderens urt) - vidner om. Kirken så meget skævt hertil, på et kirkekoncilium i 734 søgte man at få skikken forbudt, men da forbudet ingenting hjalp, greb man til et velkendt middel. Når overtroen ikke kunne udryddes, måtte den ialtfald kristeliggøres. Det skete ved at knytte planterne til jomfru Maria og Jesusbarnets fødsel - deraf de folkelige navne og legenden.

Sæsonen for »grønne kranse« er kun kort. Så snart skovmærkerne begynder at blomstre, aftager duften betydeligt. Det vidste man, og man havde også en forklaring på, hvorfor det var sådan. I Jylland sagde man, at »efter Voldborg nat lugter skovmærker ikke, for så har heksene været ude at pisse på dem«. Her satte man helt naturligt heksenes udflugt til Bloksbjerg i forbindelse med et mindre ærinde undervejs. På Falster hed det sig, at skovmærkerne skulle plukkes før 1. maj, for ellers »havde ræven fisset på dem«.

(Fig. 5)

Billede

Fig. 5: Tegning af Stig Holsting.