Grønne kranse, grønne kranse, tre for en skilling

Fra tidligt om foråret, så snart de unge skud begynder at bryde frem, bindes af dem de såkaldte »grønne kranse«, som man hænger op i værelserne på grund af deres rare duft eller gemmer i skuffer mellem tøj, fordi de – omend med urette – betragtes som et godt middel mod møl og andre insekter. Vellugten skyldes stoffet kumarin, som dannes i skuddene, når de visner eller knuses. – Sådan hedder det om planten skovmærke eller bukkar i Gram og Jessens »Vilde planter i Norden«.

Bag den korte kulturhistoriske notits skjuler sig en vidt udbredt folkeskik, som Dansk Folkemuseum har bedt sine frivillige medarbejdere ud over landet gøre rede for. Resultatet er blevet et optegnelsesmateriale, der dækker ikke blot de områder, hvor planten er almindelig, nemlig Øerne og Østjylland, men også egne, hvor den slet ikke vokser, men hvor man, viser det sig, alligevel kendte de »grønne kranse«, der blev falholdt af tilrejsende fra de selvforsynende landsdele. Selv til Mandø kom der undertiden en kone ad vadehavsvejen for at tilbyde øens befolkning skovmærkekranse. Hvad vi savner i det indsamlede materiale er oplysninger fra købstadsbeboere om, hvordan de skaffede sig »grønne kranse«, og hvad de brugte dem til. Her kommer litteraturen os imidlertid til undsætning. (Fig. 2)