Griffenfelds gave

På Københavns Bymuseum opbevares et sølvbeslået drikkehorn, i sin tid skænket af Griffenfeld til Københavns rådhus. Det var i 1674, altså for præcis 300 år siden. Lad os benytte lejligheden til lidt nærmere at betragte gaven og den ædle giver. (Fig. 1).

Af Sigurd Grieg

Billede


Peder Griffenfeld (forhen Peder Schumacher) stod da på sin magts højde. Under Frederik 3. havde han haft betydelig fremgang, og efter dennes død i 1670 gik vejen ret mod tinderne. Den nye konge, Christian 5., gjorde en stor mand af ham, men bestemt ikke langsomt, som faderen skal have tilrådet. Maj 1671 blev han udnævnt til geheimeråd med 3.000 rigsdaler i løn samt excellencetitel, og samme år fik han ved mageskifte med sin hustrus arvelod kronens skøde på Tønsberg provstis gods og Sem Kongsgård; den fik nu adelige rettigheder og blev kaldt Griffenfeld, hvilket navn han derefter selv antog. Stadig samme år, i oktober, fødtes en kongesøn (den senere Frederik 4.), i hvilken anledning Griffenfeld ophøjedes til ridder af den nye orden »Danebroge«, hvis navn og insignier i nationale farver vistnok skyldes ham. April 1673 gav kongen ham amtmandsembedet i Tønsberg med 500 rigsdaler i indtægt, og i november, da han til majestætens tilfredshed havde afsluttet forhandlingerne med den kejserlige gesandt, udnævntes han til rigskansler og tillagdes 6.000 rigsdaler i gage. (Fig. 2). Samtidig ophøjedes hans med krongods udvidede norske ejendom til et grevskab, hvilket medførte yderligere omkring 3.000 rigsdaler i årlig indtægt, og han blev ridder af elefanten.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1974:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.