Gravstuen

Hulbjergjættestuen bliver for tiden udgravet af Langelands Museum. Også den har haft besøg af stenhuggerne, der fjernede to af de store dæksten over kammerets ene ende, men iøvrigt ikke gjorde forsøg på at trænge ned i kammeret.

Jættestuerne er bygget til at rumme mange lig. Bag hver jættestue ligger en imponerende arbejdsindsats, der langt overgår den, som blev ofret på de levendes huse, og stor teknisk viden om kunsten at bygge af uformede sten. Målet har åbenbart været at skabe en »uforgængelig« bolig til de døde. Men det syn, som møder en, når man trænger inden for stenmurene, står i mærkelig kontrast til denne stræben.

Inde i gravstuerne fandt de døde ikke et fredlyst sted, hvor de kunne være sikre på at hvile i ro. Det er jo muligt, at det oprindelig har været hensigten, men efterhånden som stuernes bund blev fyldt med lig, skaffede man plads til nye ved brutalt at skubbe de tidligere begravedes skeletter til side. Navnlig i jættestuer på øerne finder man ofte skeletdele af et stort antal mennesker. Man kan aflæse af de oldsager, der blev medgivet som gravgaver, at stuerne har været benyttet gennem lange tider - ikke sjældent gennem århundreder. I en sådan ofte benyttet jættestue kan bunden være dækket af et tykt gravlag, hvor menneskeknogler og oldsager ligger rodet sammen mellem hinanden. Det er sjældent at finde uforstyrrede skeletter; kun de sidst begravede har af og til fået lov at hvile i fred. (Fig. 2, fig. 3)

Hulbjergjættestuen frembød det klassiske billede. Da jorden var fjernet og overfladen lå afrenset, mødte blikket det velkendte virvar af løse menneskeknogler og itubrudte kranier. Ved væggene var der flere steder samlet lange lemmeknogler sammen i bunker. Enkelte steder blev der fundet skeletdele i orden, men ikke et eneste fuldstændigt skelet. En flintdolk og en bennål fra dette lag viser, at disse yngste begravelser er fra yngre stenalders sidste afsnit, dolktiden.

Det er vanskeligt at give en forklaring på, hvorfor også de yngste skeletter er blevet forstyrret. Det hænger dog nok sammen med, at der er foretaget et voldeligt indbrud i jættestuen, medens dolktidens skeletter endnu lå frit i det åbne gravrum, før det dækkende jordlag sivede ind fra højen eller blev indført på anden måde. Indbrudet var sket i jættestuens nordende, hvor en dæksten var vippet ned, så den stod med spidsen boret lidt ned i gravlaget. Samtidig styrtede andre store sten med ind i gravstuen, hvor de slog et kranium fladt og lavede anden ravage. På det tidspunkt, da indbrudet skete, var gangen så fyldt med skeletdele, at den letteste vej til kammeret var gennem loftet. Men om hensigten med indbrudet kan der kun gisnes. (Fig. 4, fig. 5)

Virvaret blev ikke mindre, efterhånden som vi arbejdede os ned gennem knoglelaget. Hist og her kunne der - ligesom i overfladelaget - spores et vist system i opdyngningen. Knoglerne kunne ligge sorteret. Lemmeknoglerne lå ofte for sig, og et sted, i en niche mellem to af gangens bæresten, blev der fundet flere skulderblade stablet oven på hinanden.

Under udgravningen kunne vi flere steder konstatere, at man ikke altid havde ventet med at flytte rundt på knoglerne, til senerne, der holder dem sammen, var helt opløst. I et par tilfælde la en række led af en rygsøjle i en sådan stilling, at der ikke er tvivl om, at de er flyttet som et sammenhængende hele, løsrevet fra det øvrige skelet. I andre tilfælde så det ud til, at en arm eller et ben i sammenhæng er blevet slæbt til side. Det har ikke været hyggeligt at opholde sig i stenkammeret, når der lavedes til begravelse.

Under udgravningen blev der i jættestuen fundet et stort antal oldsager: flint- og benredskaber, ravperler og flere hundrede lerkarskår, som vil kunne sammenstilles til en halv snes hele kar. Den fortsatte udgravning vil sikkert yderligere give et stort antal lerkarskår, idet der uden for højens randsten er påvist en offerplads. Oldsagerne er endnu kun flygtigt gennemset, men de viser i hvert fald, at Hulbjergjættestuen har været i brug flere gange i jættestuetiden og ind i dolktid. At også det ødanske enkeltgravsfolk har været der, viser et svajet lerbæger. (Fig. 6, fig. 7)

En kommende antropologisk undersøgelse af knoglerne vil måske kunne påvise spor af sygdomme, f.eks. ændringer efter gigtlidelser. Et sygeligt træk lader sig uden sagkyndig bistand erkende ved et af kranierne. Det lå stuvet ind bag en af de
fremspringende karmsten i døråbningen ind til gravstuen. Da det blev fisket frem, sås et uregelmæssigt ovalt hul bag venstre øjenbrynsbue (se billedet ovenfor). Hullet kan hverken skyldes forvitring eller beskadigelse under den ublide anbringelse.

Er det et nyt vidnesbyrd om, at stenaldermanden ikke veg tilbage for at afhjælpe følgerne af kraniebeskadigelse ved trepanering? Disse operationer lykkedes jo tit så godt, at patienten overlevede indgrebet og levede videre medens sårrandene helede. Det er også muligt, at hullet er opstået som følge af en hjernesygdom. Der kendes fra et par jættestuer kranier med huller, der skyldes, at en svulst har opløst og gennembrudt kranievæggen indefra. Eller er der en helt tredje årsag? Sagkyndige vil til sin tid kunne give svaret.