Gravstuen

Hulbjergjættestuen bliver for tiden udgravet af Langelands Museum. Også den har haft besøg af stenhuggerne, der fjernede to af de store dæksten over kammerets ene ende, men iøvrigt ikke gjorde forsøg på at trænge ned i kammeret.

Jættestuerne er bygget til at rumme mange lig. Bag hver jættestue ligger en imponerende arbejdsindsats, der langt overgår den, som blev ofret på de levendes huse, og stor teknisk viden om kunsten at bygge af uformede sten. Målet har åbenbart været at skabe en »uforgængelig« bolig til de døde. Men det syn, som møder en, når man trænger inden for stenmurene, står i mærkelig kontrast til denne stræben.

Inde i gravstuerne fandt de døde ikke et fredlyst sted, hvor de kunne være sikre på at hvile i ro. Det er jo muligt, at det oprindelig har været hensigten, men efterhånden som stuernes bund blev fyldt med lig, skaffede man plads til nye ved brutalt at skubbe de tidligere begravedes skeletter til side. Navnlig i jættestuer på øerne finder man ofte skeletdele af et stort antal mennesker. Man kan aflæse af de oldsager, der blev medgivet som gravgaver, at stuerne har været benyttet gennem lange tider – ikke sjældent gennem århundreder. I en sådan ofte benyttet jættestue kan bunden være dækket af et tykt gravlag, hvor menneskeknogler og oldsager ligger rodet sammen mellem hinanden. Det er sjældent at finde uforstyrrede skeletter; kun de sidst begravede har af og til fået lov at hvile i fred. (Fig. 2, fig. 3)