Gravhund eller hest?

Men hunde er sjældne i folkekunsten, og selv om dette dyr af sort jydepotteler nok er et stykke legetøj, må det alligevel alvorligt tages i betragtning, om ikke formgiveren i valg og behandling af motivet har fulgt folkekunstens normale regler. Og de siger, at en hest er lav og langstrakt, i det mindste kan være det og ofte er det. Sådan er manglebrætternes hestehåndtag, men deres form er vel delvis funktionsbestemt. Og sådan ser de mellemeuropæiske offerdyr af jern ud. Skønt noget facetagtigt tildannet på hele kroppen, det overflødige ler fjernet med lange, sikre snit, kan man dog måske tage nakkens to flader, der mødes i en svagt markeret kam, til indtægt for hesteteorien: En antydning af en manke.

Sagen kunne muligvis afgøres, hvis hovedet havde været til stede. Det er det ikke, men det kan komme. Bagkroppen blev indsendt først, i efteråret, og fra museets 1. afdeling, der ikke ville kendes ved stykket som oldsag, havnede det på Folkemuseet. I foråret kom forkroppen, fundet ved rivning af gangene i den have, hvor efterårsarbejdet havde bragt bagkroppen for dagens lys, på en gård i Outrup ved Varde, en rigtig jydepotteegn. Nu limer vi dyret sammen og udstiller det i Bondesamlingens rum med sort lertøj. Og så venter vi på hovedet.