
Gravhund eller hest?
Det var et spørgsmål, der straks meldte sig, da vi på Nationalmuseets 3. afdeling så de to brudstykker af lerdyret i sammenhæng. Staturen er ganske vist ubestrideligt en gravhunds, langstrakt og på lave, noget krumme ben.
Af Peter Michelsen

Men hunde er sjældne i folkekunsten, og selv om dette dyr af sort jydepotteler nok er et stykke legetøj, må det alligevel alvorligt tages i betragtning, om ikke formgiveren i valg og behandling af motivet har fulgt folkekunstens normale regler. Og de siger, at en hest er lav og langstrakt, i det mindste kan være det og ofte er det. Sådan er manglebrætternes hestehåndtag, men deres form er vel delvis funktionsbestemt. Og sådan ser de mellemeuropæiske offerdyr af jern ud. Skønt noget facetagtigt tildannet på hele kroppen, det overflødige ler fjernet med lange, sikre snit, kan man dog måske tage nakkens to flader, der mødes i en svagt markeret kam, til indtægt for hesteteorien: En antydning af en manke.
Sagen kunne muligvis afgøres, hvis hovedet havde været til stede. Det er det ikke, men det kan komme. Bagkroppen blev indsendt først, i efteråret, og fra museets 1. afdeling, der ikke ville kendes ved stykket som oldsag, havnede det på Folkemuseet. I foråret kom forkroppen, fundet ved rivning af gangene i den have, hvor efterårsarbejdet havde bragt bagkroppen for dagens lys, på en gård i Outrup ved Varde, en rigtig jydepotteegn. Nu limer vi dyret sammen og udstiller det i Bondesamlingens rum med sort lertøj. Og så venter vi på hovedet.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1957:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Brudekroner fra Møn

Den kloge konge

Hele historien

Bragesnak

