Gravhøj med køer
En flok køer har taget en gravhøj i besiddelse, dekorativt demonstrerende deres foragt for landets lovlige øvrighed. Nu er det ikke sådan, at køer ikke må færdes på gravhøje, de har i så henseende ganske samme rettigheder som mennesker. Det er først, når de begynder at stampe jorden op med klovene og myre i højens sider med spidse horn, at de nedkalder statens vrede over deres hoveder - men det gør de til gengæld så tit, de kan komme af sted med det. Helt galt bliver det naturligvis, når de som her har gnubbet sig op ad den kronede fredningssten, ja væltet den om på jorden og trampet på den, formodentlig under vellystig brølen. (Fig. 1)
Af Redaktionen
Fig. 1. Fot: Jørn Bie.
Det er køernes ejer, der i givet fald må stå til regnskab for sine undergivnes misgerninger. Det er ham, der kan »straffes med bøder, hvorhos han kan tilpligtes at genoprette den ulovligt ændrede tilstand«. Thi »alle jordfaste fortidsminder, såsom gravhøje, gravpladser, stendysser og bautasten, voldsteder og lignende gamle befæstningsanlæg samt ruiner, er fredede«. Og ikke nok med det: »Inden for en omkreds af 100 meter må der ikke uden tilladelse opføres bygninger eller foretages beplantninger eller ændringer i terrænet«. Den fredningssten, som køerne så skammeligt har trådt på, er altså egentlig lidt overflødig. Disse sten rejses da heller ikke mere, for højene er fredet med eller uden dem, og fredningen gælder, som man vil have forstået, ikke blot højene selv, men også deres nærmeste omgivelser.
Hvorefter man haver at rette sig, hvad enten man nu synes, det er rimeligt eller ej. I det foreliggende tilfælde må man anbefale ejeren at sætte hegn om højen, rejse fredningsstenen, fylde hullerne, glatte efter og bede græsset skynde sig at gro. Undlader han det, vil forsyndelsen ikke forblive uopdaget. Samtlige fredede fortidsminder tilses hvert tredje år af landets fredningsdommere.
