Gravhøj – luk dig op!
Langhøjen - vel at mærke den ægte langhøj - er en sjælden gravform; der går næppe een på hver 1000 rundhøje. De fleste af dem findes i Nordjylland, i Thy og Vendsyssel; på Øerne forekommer de så godt som aldrig. Langhøjen kan minde om stenalderens langdysse, men mangler dens store sten. (Fig. 1) (Fig. 2)
Af G. Kumwald
Fig. 1. Ingen billedtekst
Fig. 2. Ingen billedtekst
Den største kendte - nu forlængst sløjfede - langhøj lå i Serridslev i Vendsyssel; den var 186 m lang. Men den høj i nabobyen Sdr. Vrå, som Forhistorisk Museum nu er i gang med at undersøge, hører heller ikke til de små. Den er 82 m lang, 10 m bred og var oprindelig 2 m høj. Nu er den udjævnet ved dyrkning.
Kun en enkelt langhøj er tidligere blevet fagmæssigt undersøgt, og det er længe siden. Den indeholdt grave fra ældre bronzealder. Et par andre høje har på mere tilfældig måde givet fund, der ligeledes peger mod bronzealder.
Med denne spinkle viden som baggrund graver vi nu i Sdr. Vrå. Hosstående billeder viser glimt fra udgravningen, som stadig er igang, og fortæller lidt om måden, på hvilken vi aflokker højen dens hemmeligheder.
Den smukke fodkrans, som desværre på lange strækninger er opbrudt, har aldrig ligget fremme i dagslyset. Den har fra første færd været skjult under højen. Som næsten altid i gravhøje er der også her grave, som ikke har været i højen oprindelig, men som senere er bygget ind af folk, som fandt det formålstjenligt at bruge det gamle gravsted til deres egne døde. To sådanne sekundære grave henligger endnu uåbnede, og sekundær er vel også en tredje, der ses på midterbilledet - til venstre i forgrunden. (Fig. 3) Desværre var denne grav tom. (Fig. 4)
Fig. 3. Ingen billedtekst
Fig. 4. Arkæologisk undersøgelse af en gravhøj har en del tilfælles med lægevidenskabens undersøgelser af døde legemer. Udgraveren dissekerer ikke med kniv, men med spade og spatel. Med dem skærer han højen op. En udgravning ødelægger sit objekt og kan aldrig gøres om. Derfor skal udgraverens notater, tegninger og fotografier i alle detailler kunne fortælle eftertiden, hvad han fandt. Det tager tid, når kunstens regler for alvor skal følges og alt højens væsen krænges ud.
Måske er det højrejserens efterkommere, der hviler i disse grave. Et andet fund - udgravningens hidtil interessanteste - minder om folk, der levede forud for højens tilblivelse. Som bekendt er det ikke sjældent under oldtidens gravhøje at finde spor af pløjning. Overalt under denne langhøj er der plovspor. (Fig. 5) Aldrig før er plovspor fra oldtiden set så tyde ligt, aldrig er der afdækket så stort et areal - henved 1000 m2. I sidste nummer af Skalk har Holger Friis fremsat den teori, at plovspor under gravhøje snarere stammer fra udskæring af græstørv til højbygningen end fra agerbrug. Hvordan det end kan være i andre tilfælde, så synes plovsporene heri Sdr. Vrå at stamme fra dyrkning. Flere grunde taler derfor, bl.a. den, at der er spor af pløjning i mindst fire - somme steder endnu flere - retninger.
Fig. 5. Ingen billedtekst
Midt i højen lå den grav, for hvis skyld højen er rejst: en stensætning med en stor sten for hver ende, utvivlsomt leje for en stammekiste. Også denne grav var beklageligt tom, men ganske nær ved den ligger endnu et anlæg, som også må stamme fra højens ældste tid, og som vækker håb om, at jagten dog måske tilsidst vil lykkes: en lille, toppet stendynge, der godt kan minde om dem, der nu og da er hvælvet over grave fra slutningen af bronzealderen eller fra tidlig jernalder. Det mærkelige er, at alle stenene er gennemrevnet og sprængt som følge af brænding. Har de måske engang dannet underlag for et ligbål?
Hvor gammel højen egentlig er står endnu hen i det uvisse. I højfylden er fundet mange ting fra stenalderens slutningsafsnit; men de må være tilfældigt indblandet og fortæller kun, at ældre er højen i hvert fald ikke. Formen af midtergraven peger mod ældre bronzealder, mens andre forhold synes at tale for en noget senere tid. Måske rummer den lille stendynge, som ses afbildet under disse linjer, svaret. (Fig. 6)
Fig. 6. Ingen billedtekst
