Graven under lampen

Foråret 1972 indløb melding om en planlagt fjernvarmeudgravning i Klostergadens nordre del, og det stod klart, at den ville skære ret igennem resterne af en i 1500-årene nedrevet teglstenskirke hørende til gråbrødrenes klosteranlæg. Arbejdet fandt sted senere på året. Som ventet blev begge kirkens sidemure påtruffet, og også et stykke af den vestlige kirkegårdsmur kom for dagen. Inde i kirkerummet blev udgravet sytten middelaldergrave, men en af dem stjal unægtelig billedet. Undersøgelsen af den alene stod på i tre uger og fulgtes med stor interesse af lundenserne. Også mange af byens gæster fik del i oplevelsen.

Stedet, hvor graven blev fundet, lå omkring elleve meter inden for kirkens korgavl. Dybden var påfaldende ringe, kun én meter under fortovsfliserne. Det virkede i begyndelsen mærkeligt, men fik efterhånden sin forklaring.

Det første af graven, som dukkede op, var et tøndehvælv med kappe af en halv stens tykkelse. Det dækkede over en teglstenskiste med fire skifters væghøjde og en vægtykkelse på én sten (en halv plejer ellers at være det sædvanlige). Selve gravrummet, der målte 190 x 44 cm, havde gulv af grus med et tyndt lag kalk over og fremtrådte med omhyggeligt pudsede vægge. Pudslaget havde kun ganske få beskadigelser, hvilket er mærkeligt den høje alder taget i betragtning.

Ved den fortsatte undersøgelse var det nødvendigt at tage hvælvet ned sten for sten for at få klarhed over indholdet. I en gravkiste ville man vente et skelet, men det tog ikke lang tid at fastslå, at sådant ikke fandtes. Derimod frempræpareredes et antal kistesøm og en del trærester, som ved deres leje fortalte, at en lågforsynet, mandslang trækiste har udfyldt gravrummet - men altså uden lig, til gengæld med forskelligt andet. To skrin, et af bly og et af træ, har været anbragt i den, og dertil kommer et lag kalkmørtel, ti centimeter tykt og lagt i rektangulær form. Også fire blyhylstre må efter deres placering have været i trækisten. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3., fig. 4)

Analyser af hylstrenes indhold antyder, at de har været holdere for vokslys; sådanne kan have været brugt ved gravceremoniellet. Mere tvivlsomt er det, hvad der har været i skrinene. De var i en så dårlig forfatning, at de måtte indstøbes i paraffin for at kunne transporteres til museet; sidevæggene var næsten i pulverform, og lågene, hvis der har været nogen, kunne ikke erkendes. Det samme materiale, som dækkede teglkistens bund, udfyldte nu skrinene, men det er næppe deres oprindelige indhold. Hvad dette var, har hverken røntgenstråler eller kemiske analyser kunnet afsløre, men organisk stof, hvis det skulle være forklaringen, lader sig ikke altid påvise. Laboratorieundersøgelserne er dog ikke afsluttet endnu.

Enhver detalje i gravrummet blev nøje registreret; da det var gjort, og alt var fjernet, blev selve teglstenskisten demonteret sten for sten. Herved afdækkedes et velbygget fundament i tre skifter af ubearbejdede marksten; mellemrummene udfyldt med mindre sten lagt i kalkmørtel. I oversiden af denne opbygning - altså umiddelbart under teglkisten - aftegnede sig på iøjnefaldende måde to med kalkmørtel sammenføjede, flade heller. Da de løftedes, viste der sig under dem et mindre kammer med et ilde medtaget egetræsskrin helt fyldt med skeletrester. Den egentlige grav var fundet.

Dette gravkammer var af betydelig enklere konstruktion end den hvælvede teglstenskiste ovenover. De tre sider var af tegl, men kun en halv sten tykke, den fjerde (østre gavl) mærkelig nok en rå kampesten, blot tilhugget på den indadvendende side. Gravrummet, hvis omfang var 70x29 cm, fremtrådte upudset med grove, ubehandlede furer som på ydersiden. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Det meste af træet i egeskrinet var for muldet, men da flertallet af beslagene sad på oprindelig plads, har restaurering været mulig. Til den rigt beslåede kasse hørte et hængselforsynet lukke, som har kunnet låses. Det var ganske velbevaret og endnu med nøglen siddende i.

For at få det mest mulige ud af skrin og knogler var det hensigtsmæssigt at forsøge hele kammeret med indhold taget op under ét. Det lykkedes, efter at to af skifterne i stenfundamentet var fjernet. Gravkammeret var i sin tid opmuret på et flere centimeter tykt grusunderlag, og det lod sig gøre at presse fem flade jernstænger ind under det; de blev derefter sammenkoblet med et til formålet konstrueret rammeværk. Det brøstfæIdige skrin med skeletresterne holdtes i form ved hjælp af en klæbrig vædske, som sprøjtedes over. Såvel løsgørelsen fra underlaget som transporten til museet forløb uden uheld, og nu fulgte et omfattende og meget tidkrævende dokumentations- og analysearbejde. Det er endnu ikke helt afsluttet.

Hvad indeholdt så skrinet i det nedre gravkammer? Ovenpå skeletdelene fandtes små stumper tøj, som antyder, at der har været svøbt et klæde omkring knogledyngen. Ligeledes oven på benene lå en blykapsel og en blyplade, mens endnu en blyplade stod på kant ved skrinets østvæg. Kapslen er sandsynligvis et relikviegemme, og pladerne, der er ubeskrevne, kan være dele af en anden lignende, som er brudt itu.

Den osteologiske og odontologiske undersøgelse af skeletdelene viser, at de er af en mand i 60-70 årsalderen; kropslængden kan beregnes til ca 170 cm. Et menneskeskelet består af noget nær 200 ben, hvilket må have været meget håndgribeligt for den eller dem, som foretog nedpakningen. Skrinets til formålet knappe format har gjort det pinligt nødvendigt at udnytte pladsen til det yderste. Alle mindre ben er lagt i bunden, hvorefter størrelsen gradvis øges. For at få plads til lårbenene har man måttet slå hul i kraniet, hvis indre hulhed derefter kunne udnyttes. Foruden lårbensenderne har også nogle rygknogler fundet husrum i den mishandlede hjerneskal. Samtlige skeletdele, inclusive hånd- og fodben, har kunnet bestemmes.

Det beskadigede kranium kunne føjes sammen, men ikke fuldstændigt, en benskal manglede i venstre side. Det krævede en forklaring. Med særdeles grundighed er hullets kanter blevet undersøgt af den osteologiske ekspertise, som efter samråd med en kriminalteknisk specialist i skudskader har kunnet fastslå, at benstumpen er sprængt bort med stor kraft indefra. Ved fornyet undersøgelse af kraniet blev man opmærksom på et mindre hul ved højre tinding; det var af rombisk tværsnit og svarer i størrelse og form meget godt til en middelalderlig armbrøstpil. Dødsårsagen turde dermed være fastslået.

Det kan virke forvirrende at møde en så utraditionel gravform, men uforklarligt er tilfældet ikke. Det skete i middelalderen, når en fornem person døde udenlands, at hans krop blev specielt behandlet med henblik på transport. Liget blev simpelthen parteret og kogt, for at bløddelene kunne skilles fra knoglerne; af hygiejniske grunde nøjedes man med at fremsende de sidste til hjemstedet. Skeletdelene i transportskrinet må være et resultat af denne delikate proces, som her for første gang i lundearkæologiens historie har kunnet illustreres.

En fremtrædende mand død i det fremmede. Findes der nogen navngiven person med disse kvalifikationer, som ifølge bevarede annaler har fundet sit sidste hvilested i franciskanernes klosterkirke i Lund? Et entydigt svar kan gives: Jakob Erlandsen, ærkebiskop 1254-1274. (Fig. 8)

En dansk gråbroder, Peder Olsen, som i begyndelsen af 1500-årene samlede historisk materiale og nedtegnede traditioner om franciskanerne og deres klosteranlæg, har i det lundensiske gråbrødreklosters kirke noteret Jakob Erlandsens gravskrift. Oversat lyder den således:

»Uppsalas primas, i Lund sin
kirkes hyrde med hæder,
fri for hovmodets synd, en
mand af strengeste sæder –
hid bød han bære sig sidst,
til fattige brødres kirkes
rum, at af venners fortjeneste
hans egen og måtte styrkes.

Her hviler ærkebispen af
Lund, en mand af
fortjeneste og gode gerninger,
Jacobus, kaldet Erlandi.
Må han hvile her, gravsat
med hæder under lampen
i koret i Herrens år 1274.
Han døde den søndag da
man synger Invocavit«.

Jakob Erlandsen var af stormandsslægt ligesom andre kirkefyrster i højmiddelalderens Danmark. Hans mor tilhørte den berømte Hvideæt, hans far, som var en mægtig mand, kaldtes Erland af Skåne. De fik flere sønner, som kom til at præge Danmarkshistorie under 1200-årenes kampe mellem kongemagt og kirke. (Fig. 9)

Sin ungdoms studier i teologien drev han udenrigs, formodentlig ved universitetet i Paris. Han tog magistergraden og færdedes siden ved pavehoffet, hvilket skaffede ham hæderstitlen pavelig kapellan. Efter hjemkomsten til Danmark blev han domprovst i Lund og - 1250 - biskop i Roskilde, hvorved han fik København i sin besiddelse. Allerede på dette tidspunkt kom han i konflikt med regeringsmagten, så da han snart efter af domkapitlet i Lund valgtes til ærkebiskop, skete det mod kongens vilje. Jakob tiltrådte sit nye embede palmesøndag 1254 med et højtideligt indtog i Lund. Der var strid om ham ved hans indsættelse, og strid blev der under hele hans embedstid.

Efter flere års magtkamp, som blandt andet medførte, at hele landet lagdes under interdikt, og forskellige personer blev bandlyst, gik kongen og hans forbundsfæller, hvortil samtlige jyske bisper hørte, af med sejren, og Jakob Erlandsen måtte gå i landflygtighed. Det var i 1262. Han fik først et fristed hos Birger Jarl i Sverige, men begav sig senere til paven. Nu fulgte flere års forhandlinger mellem pavens sendebud og den danske konge, men endelig - ved slutningen af 1272 - blev der sluttet forlig. Jakob kunne under frit lejde vende tilbage til sin ærkebispestol. Spørgsmålet om kongens skadeserstatning til ham skulle afgøres, når han igen var i Danmark. Hjemrejsen påbegyndtes, men han kom ikke længere end til Rygen, hvor han døde den 18. februar 1274. Dødsårsagen omtales ikke i bevarede dokumenter. Af største interesse er derfor det påviste skudsår i kraniet fra graven i Lund.

Er der nu tilstrækkelig baggrund til, at man tør fastslå en sammenhæng mellem skeletresterne i transportskrinet og den stridbare ærkebisp Jakob Erlandsen? En signetring, et segl eller noget andet personligt havde unægtelig lettet bevisførelsen, men sådant fandtes ikke i graven. Trods savnet står vi ikke helt hjælpeløse. Der er ved undersøgelsen fremkommet en mængde detaljer, som er betydningsfulde i diskussionen, og som styrker identificeringens sandsynlighed.

Af afgørende betydning er naturligvis kendskabet til klostret og dets beliggenhed. Den sikreste oplysning om grundlæggelsesåret er hentet fra en krønike, der nævner, at de små brødre, som franciskanerne altid kaldes, indførtes i Lund af ærkebisp Uffe 1238 og fik anvist plads dér. Stedet svarer til sydøstre del af nuværende Gråbrødrekvarter.

Ved reformationen raseredes klostret, det blev en ruin, som Klostergaden, da den senere anlagdes, blev ført henover. Under denne gade og grunden nord derfor er flere gange fremgravet dele af klosterkirken. Den var bygget af teglsten og har haft stræbepiller, hvilket viser, at der har været hvælvinger. Der er fundet rester af en syd- og en vestportal, den første med en rigt profileret omfatning af tegl på baser af sandsten. Grundplanen, der har kunnet rekonstrueres gennem tilstrækkelige fund af murværk, har været langstrakt rektangulær uden særskilt ydre markering af koret; de indre mål kan beregnes til 42 x 9 meter. Når man på denne grundplan indtegner en øst-vestlig midtlinje, gør man den interessante iagttagelse, at den havner midt over graven.

Grænsen mellem kor og skib har ikke kunnet fastslås, men i flere samtidige franciskanerkirker fra Danmark-Sverige har koret omfattet mellem en tredjedel og halvdelen af kirkens samlede længde, så lundekirkens kor bør have været mellem fjorten og tyve meter langt. Da graven lå elleve meter fra kirkens østgavl, er det rimeligt at antage, at den har befundet sig i korets vestre del. Denne konstatering er betydningsfuld, for den indebærer, at graven faktisk har fået hæderspladsen foran højalteret. Dette igen gør Peder Olsens oplysning, at Jakob Erlandsen var begravet under lampen, særdeles interessant. Den sandsynlige placering af en lampe i et kor med krydshvælv må være i det punkt, hvor hvælvingsribberne skærer hinanden. Overført til lundekirkens forhold skulle det betyde, at lampen hang i hvælvet foran højalteret, det vil sige over den aktuelle grav.

Hvis vi ser på selve gravtypen, så er også den vigtig for bedømmelsen af, hvem der kan have fået tildelt den udsøgte plads. Det var kun forundt visse medlemmer af fyrstehuse at stedes til hvile i en gravtumba (et fritstående gravmæle), og til denne kategori af monumenter må vor teglkiste henregnes. Det sås ved udgravningen, at toppen af den murede hvælving, der dækkede graven, har ligget højere end det ældste korgulv, som der også blev fundet rester af. Denne del har altså raget op og må have haft en speciel overbygning, måske af type som Birger Jarls i Varnhems klosterkirke eller dronning Katarinas i Gudhem. De to grave er begge fra midten af 1200-årene og altså nogenlunde samtidige med vor. (Fig. 10)

Antallet af personer med en sådan rang og betydning, at de kan kappes med Jakob Erlandsen om retten til det fornemme gravmæle, må være begrænset til et minimum. Det er usandsynligt, at pladsen allerede skulle have været optaget, da han begravedes 1274, eftersom kirken på grund af flere års interdikt ikke var indviet. Gråbrødrene må iøvrigt have vidst, at Jakob havde givet forskrifter om sin begravelse i deres kirke, og da han var deres beskytter og velgører, forekommer det lidet troligt, at de skulle have tildelt en anden hæderspladsen.

Skønt således en række indicier taler for, at den undersøgte grav er Jakob Erlandsens, kander også fremføres modargumenter. Det gennemskudte kranium kan opfattes som et sådant. Det er påfaldende, at den voldsomme dødsmåde ikke omtales i kilderne, som dog på den anden side heller ikke bestrider den. De bevarede historiske dokumenter er simpelthen tavse på dette punkt.

Den, som i første række havde et motiv til at lade Jakob Erlandsen rydde af vejen, var den danske konge Erik Klipping. Ganske vist stod han som sejrherren i den officielle magtkamp, men han må have næret et indædt had mod den mand, som engang havde vægret sig ved at krone ham, og som foranstaltede bandlysning, interdikt og sammensværgelser i landet. Dertil kommer spørgsmålet om skadeserstatningen, som kongen kunne vente aktualiseret i samme øjeblik Jakob Erlandsen satte foden på dansk jord og dermed genindtrådte i sit embede. Alt dette skulle være grund nok til et attentat mod den besværlige ærkebisp. Hvad der i realiteten skete er højst uklart, men kongen var vel den person i landet, der havde de bedste muligheder for at lade Jakob dræbe, uden at det opdagedes, og de lavmælte notitser om bortgangen kan forklares ved, at man ønskede dødsårsagen hemmeligholdt. Skeletteringsprocessen har effektivt skjult sporene af udåden.

Sagen er forældet, men sandsynligheden taler for, at de fundne menneskelevninger er Jakob Erlandsens. En gennem syv århundreder perfekt bevaret hemmelighed er røbet.

Litteratur: Ingvar Andersson: Fem porträttskisser. Ale nr 2,1972. - Ragnar Blomqvist: Lunds historia, medeltiden. Lund 1951. - Anders W. Mårtensson: En märklig grav i gråbrodernas klosterkyrka i Lund. Kulturen 1973. - Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. København 1963.