Gorm Konge – Et retoucheret portræt

Således skrålede vi i sin tid i skolegården på melodien fra "Danmark, dejligst vang og vænge", og prøver vi nu i erindringen at genkalde os vore skolekundskaber om Gorm, da vil det just være denne strofes plastiske billede af ham, der toner frem. I gildeshallens mørkeste krog sidder han, en knarvorn, mavesur jubelolding; den tvehornede hjelm er trukket ned over det blussende fjæs, hvor håret stritter ud fra bryn, ører og næsebor. Med et solidt ølkrus i næven luder han ind over bordet, hvor tærningerne rasler for svirebrødrenes kast. Af og til skuler han arrigt hen mod højsædet, hvorfra hans energiske dronning Thyre, en blomstrende skjoldmø, uddeler ordrer til højre og venstre om Danevirkes bygning - ladende hånt om gamlingens olme blikke.

Hvorledes forholder nu dette billede sig til virkeligheden; er det blot sagn og skrøner, eller hidrører det fra en ægte overlevering? Hvad ved man i det hele taget med sikkerhed om Gorm? Spørgsmålet er af interesse, ikke blot fordi Gorm jo er det ældste kendte medlem af den endnu regerende kongeslægt, men også — og især - fordi hans tidsalder danner overgangen fra den kun glimtvis kendte oldtid til den periode, hvorfra vi har en ubrudt historisk overlevering: "Historisk tid".

Lad os til en begyndelse prøve at besvare det første spørgsmål: Stemmer vor skolelærdoms opfattelse af Gorm med virkeligheden?

Den ældste form, hvori dette Gormsbillede nu kendes, træffer vi hos de to forfattere, der som de første har sat sig for at skrive en fuldstændig Danmarkshistorie: Sven Aggesen og Sakse. Begge skriver de kort før 1200, i storhedstiden under Valdemarerne, hvor rigets ekspansion mod Østersøens sydkyst (Vendertogene) havde skabt et stærkt modsætningsforhold til Tyskland. Den tyske kejser raslede så gevaldigt med sablen, at det blev nødvendigt for Danmark at sikre sin sydgrænse ved et mægtigt befæstningsværk, den vældige Valdemarsmur. Men intet nok så moderne befæstet Danevirke formåede at dæmme op for den bølge af tysk væsen, der med kræmmere og hjemvendende studenter strømmede herop og — efter manges mening - fordærvede fortids gæve skikke og sunde gammeldanske idealer.

Det er på denne aktuelle baggrund, at vi må se Sven Aggesens og Sakses historieværker: På den ene side det fjendtlige forhold til den truende nabo i syd, på den anden side forargelsen over den nymodens veghed og blødagtige sæd og tænkemåde, der er i færd med at fortrænge al god gammel hårdførhed og helteskik. Nu gælder det at slutte kreds og stå fast! Skræmmende og lysende eksempler fra fortiden må holdes frem for nutiden som løftede pegefingre. De skal påminde om ansvar for nationen; skal mane til mandig dåd for fædreland og fædrenearv. — Mægtigt manende er netop fortællingerne om Gorm og Thyre: Thyre er det strålende forbillede i retning af handlekraft og fædrelandssind, Gorm er en dådløs nidding, et skræmmebillede for eftertiden.

En nøje gennemgang af teksterne viser imidlertid, at Sven og Sakse intetsomhelst konkret har vidst om de omhandlede personer; det er åbenbart, at skildringerne i al deres udførlighed er fostret af forfatternes egen frodige fantasi og levende kombinationsevne. De er lærde ræsonnementer over, hvad der vel kunde ligge til grund for den hædersbetegnelse, der var at læse på runestenen i Jelling! "Danmarks bod"- Ganske naturligt måtte tanken da ledes hen imod det brændende aktuelle problem! Sikringen af sydgrænsen. Nylig havde Valdemar den Store forstærket den gamle vold, der dækkede riget mod syd; men hvem havde vel bygget det ældste Danevirke? Her var et storværk, der manglede en helt. – Og en helt, der manglede et storværk, fandt man i indskriften på Jellingstenen: Thyre. "Danmarks bod" og "Danevirke" måtte høre sammen! Legenden om Thyre Danmarksbod var klar og manglede kun lidt staffage for at blive tjenlig til sit formål. Gorm, om hvem man strengt taget kun vidste, at han var Thyres gemal, måtte nu lide den tort at danne dunkel baggrund for den lyse, strålende dronningeskikkelse. Han tilkendtes rollen som den ynkelige jordemodermand, en dvask og viljeløs vellystning. Sakse lader ham tillige være ældgammel og giver derved de senere islandske sagaskrivere anledningen til det siden almindeligt anvendte tilnavn "den Gamle". Dette navn har altså ingen historisk hjemmel.

At Sven Aggesens og Sakses fortællinger, som det vil være fremgået af det foregående, ikke indeholder oplysninger om Gorm af historisk værdi, er allerede for næsten 50 år siden blevet erkendt af historikerne. I mindst lige så mange år endnu vil skoleungdommen dog kunne glæde sig over disse fornøjelige skrøner; som bekendt tager det jo henved et århundrede for forskningens nye resultater at nå frem til skolens lærebøger!

Hvorledes er det da muligt at skaffe sig sikker viden om Gorm og hans tid? Hvilke resultater er historievidenskaben nået frem til, den der jo mener at være et århundrede forud for skolebøgerne? – Vi vil først se på, hvordan i det hele taget historievidenskaben arbejder!

De skrifter, hvoraf vi kan øse vor viden om fortiden, "kilderne", må allerførst findes frem og bringes i læselig form. De gamle håndskrifter gemmer sig jo rundt om i arkiverne på de forskelligste steder; snart er der tale om nogle årbøger og krøniker, prentet af flittige munke på afsides klostre i Tyskland, Frankrig og Italien, snart om islandske sagaer eller arabiske rejsebeskrivelser. Allesammen er de affattet med middelalderens særegne skrift og er tilmed ofte i en så sørgelig forfatning, at læsningen næsten umuliggøres, medtagne som de er af slid, skimmel og sultne mus. Ja, selv runestenenes indskrifter, der dog skulle synes at være uforgængelige, er tit så udviskede af vejrliget, at de kun med yderste møje kan tydes.

Har man så endelig kilderne samlet og udgivet for sig, forestår det ikke mindre brydsomme arbejde at vurdere, hvor stor pålidelighed man tør tillægge hver enkelt. Først derefter kan man gå over til selve fortolkningen og udfinde, hvad man med rimelighed kan slutte om fortidens hændelser. Ved denne vurdering må historikeren, som enhver anden videnskabsmand, gå frem efter ganske bestemte retningslinier; kildekritikens strenge principper afskærer ham fra alle digteriske udskejelser. Vi har jo ellers alle en naturlig trang til at fabulere over, hvorledes tingene sådan set godt kunne eller egentlig burde have forholdt sig. Herved får historikerens arbejde meget tilfælles med detektivens og advokatens; som disse må han omhyggeligt indsamle alle vidneudsagn og samvittighedsfuldt vurdere hvert enkelt, før han lader sagen gå til doms. Ingen kendelse afsiges, uden at præmisserne meddeles. For en fældende dom kræves tvingende bevis.

Vender vi os fra disse almindelige betragtninger til deres anvendelse på de kilder, der omhandler vort emne: kong Gorm, da springer det straks i øjnene, at vi ikke ejer eet eneste utvetydigt vidnesbyrd om hans kongegerning og indsats i vor historie.

Om Sven Aggesens og Sakses krøniker er allerede talt; de måtte skydes til side som konstruktioner uden vidneværdi.

Desværre må det samme blive tilfældet med de historieværker, der netop indeholder de udførligste beretninger om Danmarks vikingetid: de islandske sagaer. Disse er nedskrevet meget sent, de ældste på Valdemar Sejrs tid, og er altså både med hensyn til stedet og tiden vidt fjernet fra skildringernes udspring. Vi kan umuligt sondre det ægte fra det uægte, så vi må betragte sagaerne som uvederhæftige vidner og — med sorg i sind — opgive også denne righoldige litteratur som historisk kilde.

Er det nu lykkedes for kildekritiken ved dens besværgelser at mane den Gorm, der syntes at have så sikkert et tilholdssted hos Sven, Sakse og sagamændene, i jorden eller i det mindste at forjage ham til litteraturens overdrev, så gælder det sandelig om at finde en fast bastion for den ærværdige Gamle, om der endnu skal levnes en gnist af liv tilbage i ham. Heldigvis har han en sådan bastion: Det er Jelling! Her findes, frit fremme i dagslyset, to vidnesbyrd om Gorm, der på ingen måde er til sinds at lade sig rokke af kritiske historikeres magiske blikke: Runestenene, Gorms og Haralds kumler. Indskrifterne er almenbekendte; som del af vor børnelærdom står deres fyndige ord fast prentet i bevidstheden sammen med Fadervor og Luthers lille katekismus.

Hvad den yngre Jellingsten kan oplyse om Gorm, er meget lidt, men til gengæld ganske klart: Gorm er Haralds fader og må altså have levet i 10. årh. Derimod har indholdet af den ældre stens indskrift været stærkt omtvistet. Hvad kan man slutte af disse ord, hvormed den Gamle selv taler til os? "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone Danmarks bod". I og for sig en ganske enkel gravskrift. Alligevel har nutidens historikere ikke undset sig for at rette stærke indvendinger mod denne affattelse. Især bebrejder man Gorm, at han ikke har præciseret, hvad han i grunden mente med udtrykket "Danmarks bod". Egentlig et lovlig hårdt forlangende, at folk skulle forsyne deres indskrifter på gravstene med sproglige kommentarer! Og dog vilde Gorm utvivlsomt alligevel have tilføjet en randnote, om han havde anet, at hans jævne ord skulle give anledning til det drabelige Bråvallaslag, der næsten et årtusinde senere udkæmpedes pa den videnskabelige slagmark om deres rette tydning, - det vældige jordskælv, der skulle dele de stridende parter i uforsonlige lejre, og hvis rystelser fornemmedes over det ganske land i harmdirrende avisindlæg, mere præget af injurier end af egentlig saglige bevisgrunde.

Hvad der foranledigede jordskælvet var, at en kreds af litteraturfolk; med til slutning fra enkelte filologer og historikere, gjorde sig til talsmænd for en helt ny opfattelse af indskriften, en nytolkning, hvorefter ordene "Danmarks bod" måtte henføres til Gorm, ikke til Thyre. Udtrykket betegnede Gorm som "den, der bødede - d.v.s. udbedrede, helede — Danmark" og matte hentyde til sejrrige felttog ved sydgrænsen. Sagatraditionens heltekonge var en historisk realitet! Svens og Sakses dvaske gubbe trådte spændstigt ud af skammekrogen som en anden Uffe og åbenbarede sig for den undrende skare som en kæk og fager ungersvend, huld og herlig — Danmarks bod!

Men ak! Samme grumme skæbne, der engang havde forstyrret den Gamles drikkelag i hallen, undte heller ikke den opvakte Askelad fred i hans Danebod-antræk. Pinsesnittet var rimpet løst sammen; snart skulle kritikkens isnende vinterstorm ruske det i laser og efterlade vor helt i bar skjorte.

Ved en grundig undersøgelse viste det sig nemlig, at "bod" umuligt kunne betyde "udbedrer, heler", men måtte tolkes som "pryd", "smykke" el. lignende. Ordene "Danmarks bod" udsiger altså overhovedet intet om rigsvigtige bedrifter eller i det hele taget om noget aktivt fra personens side. De er bare rosende i al almindelighed og passer i grunden særdeles vel på en dronning. Ad anden vej blev det tillige gjort overvejende sandsynligt, at "Danmarks bod" virkelig er knyttet til Thyre. Vi har altså for os en i formen ganske almindelig gravskrift, som vi kender fra talrige runestene i hele Norden. Den ældre Jellingindskrift er bare en konges mindeord over sin kone; hun er derfor ikke blot "familiens øjesten", men hele "Danmarks pryd".

Vor undersøgelse af Jellingindskrifterne er endt, men med et unægtelig magert resultat: Alt hvad vi har kunnet slutte deraf og alt hvad vi nu foreløbig ved med sikkerhed, kan udtrykkes på en halv linie: Gorm har været konge over Danmark i 10. årh. - Man kunne nok ønske at vide mere nøjagtigt, hvornår han er kommet på tronen, hvor længe han har regeret, og især, hvilke bedrifter han har udført. Var han helt eller nidding?

Oplysninger herom kan vi måske få af den kilde, der nu skal behandles, og som er den eneste - foruden de allerede nævnte kilder - der direkte omtaler Gorm. Det er en krønike om de hamburgske ærkebisper, forfattet i 1070erne af en skolemester i Bremen, Adam, og omhandlende (bl.a.) missionens historie i Norden lige fra Ansgars tid. Omkring 1070 har Adam været i Danmark og har her udspurgt selve kongen, Svend Estridsen, om landets historie, ligesom han har talt med en unavngivet dansk bisp. - Adam fortæller, at på ærkebisp Unnis tid (918-36) herskede den rædsomme kristenforfølger Gorm hos danerne; men den gudfrygtige tyske konge, Henrik Fuglefænger, rykkede imod ham med en hær, undertvang ham og indsatte en markgreve i Slesvig. Da derved "troens dør var åbnet for hedningene", begav ærkebisp Unni sig på missionsrejse til danerne, hvor han prædikede for Gorm, dog uden held "på grund af hans indgroede ondskab"; derimod blev sønnen Harald i den grad troende i Kristus, at han tillod åbenlys gudstjeneste og indsættelse af præster "ved alle kirkerne i danernes rige". Dernæst begav Unni sig på missionsrejse til Sverige, hvor han døde 936.

Står denne beretning til troende, så har vi her et vigtigt holdepunkt for dateringen af Gorms kongetid. Man ræsonnerer nemlig således: Da det omtalte felttog af Henrik Fuglefænger ad anden vej med sikkerhed kan tidsfæstes til 934, og Unni er død 936, må besøget hos Gorm og Harald have fundet sted derimellem. Gorm må altså have været konge i hvert fald o. 935. Eftersom Harald synes at have betydelig myndighed, er han formentlig medkonge eller i hvert fald fuldvoksen; faderen Gorm må da være noget op i årene og må antages at have regeret i hvert fald i nogle år forud. Skønsmæssigt plejer man derfor at ansætte Gorms død til o. 940.

Adam af Bremen giver os altså værdifuld ny viden om Gorm, hvis - vel at mærke! - vi kan stole på ham. Men desværre tyder flere ting på, at vi også må forkaste ham som vidne. Hvor har han sin viden fra? Som hjemmelsmand til meddelelsen om Gorms nederlag over for den tyske konge angiver Adam selv den føromtalte danske bisp. Men denne "kloge mand", som Adam kalder ham, er åbenbart helt galt underrettet. Henrik Fuglefængers krigstog i 934 gjaldt nemlig slet ikke Gorm! Kampen er allerede få år efter beskrevet af Widukind, en munk nede i Ansgars gamle kloster, Ny Korvej; han fortæller i sin Sakserkrønike, at danernes konge, der hed Gnupa, blev besejret af Henrik Fuglefænger, gjort skatskyldig og tvunget til at tage dåben. Og vedrørende markgreven i Slesvig, så ved vi fra anden side, at en sådan ikke har eksisteret før 974, altså fyrre år senere. - Den del af beretningen, der stammede fra danerbispen, er altså forkert. (Fig. 1)

Uheldigvis er det netop denne fejlagtige meddelelse, der ligger til grund for Adams tidsfæstelse af Gorm. Adam regner åbenbart med, at når Gorm er den tyske konges modstander i 934 – det har jo den kloge bisp fortalt – så må han have hersket samtidigt med, at Unni var ærkebisp i Hamburg-Bremen (918-36). Dermed stemmer det, at Gorm straks efter angives som mål for Unnis missionsrejse. Hvad ved Adam om Unnis missionsrejser? Kan vi regne som sikkert, at Unni har besøgt Gorm og Harald?

Adam af Bremens fortælling om rejserne til Danmark og Sverige er bred og udmalende, men såre fattig på konkrete oplysninger. Fortrinlige evner må han have haft som journalist! Her er der nogle almindelige geografiske "facts", hist kommer udpluk fra gamle helgenlegender; så tilsættes nogle gudelige betragtninger over skriftord fra det nye testamente, og efter let krydring med citater af kirkefædrene har bryggen nået en sådan fyldighed, at de egentlige konkrete oplysninger trygt kan hældes i uden at give flov smag. Denne opbyggelige drik skænker Adam op som Hoffmannsdråber for tidens forsømmelige præster, og for dem har det nok været en kraftig slurk. Men det er tyndt øl i historikernes kande. Lader man nemlig kritikkens kniv skære alt væv og udenomssnak fra for at nå ind til beretningens kerne, viser det sig, at Adams reale viden om missionsrejserne indskrænker sig til bare to kendsgerninger: I Ny Korvej-klosterets årbøger (der endnu er bevaret) har han læst ud for årstallet 936, at Unni er død på missionsrejse i "Skytien" (d.v.s. Sverige-Finland). Og af præsteskabet ved Skt. Peters kirke i Bremen har han hørt, at Unnis hovede er bisat dér foran alteret, mens kroppen er begravet i Sverige. – Det er altså sikkert, at Unni har været i Sverige. Men har han også været i Danmark, som Adam påstår, og har han virkelig her besøgt Gorm og Harald?

De svævende vendinger, hvori Adam fortæller om besøget, må nok vække vor mistanke: Unni "skal have vundet Harald ved sin prædiken". Han "skal have overgivet de troendes mængde til Harald". Er ordene om de mange kirker og de troendes mængde ikke purt opspind, så er de i hvert fald grove overdrivelser og i modstrid med samtidige kilder. Har Adam i det hele taget sin viden om Unnis Danmarksrejse fra andre kilder end sin fantasi? Næppe. Fortællingen synes at bygge på fri kombination: Adam ved fra Korvej-årbøgerne, at Unni kort før 936 har været på missionsrejse i Sverige, og går så ganske roligt ud fra, at turen dertil er gået gennem Danmark. Det var nemlig tilfældet med Ansgars rejser, som i eet og alt danner grundlag for Adams beretning. Som Ansgar må Unni have opsøgt kongen, og det er jo – tror Adam – Gorm! – Det kan altså ikke med sikkerhed udledes af Adam af Bremens skrift, om Unni overhovedet har været i Danmark, og i al fald må vi betragte besøget hos Gorm og Harald som tankespind. Det kan ikke længere danne holdepunkt for tidsfæsteisen af Gorms kongetid.

Men kan da ikke i det mindste beskrivelsen af Gorm som en grum kristenhader have en virkelig baggrund? – Næppe heller. – Adam ved vist kun om ham (velsagtens fra Svend Estridsen), at han var Harald Blåtands fader, og at han var udøbt. Men som glødende lokalpatriot griber Adam enhver lejlighed til at berømme Hamburgkirkens store velgører og beskytter i Norden, Harald Blåtand. Således her, hvor en lejlighed byder sig ved omtalen af Unnis missionsrejse. Harald Blåtand er idealkongen, der fromt leder sit folk ind på Gudsrigets og Hamburgkirkens veje; den hedenske fader Gorm og sønnen Svend Tveskæg, ærkesædets modstander, tiIdeles rollen som skurke, heltens kontraster: Gorm bliver den grusomme kristenforfølger, Svend den gudløse, til evig straf henfarne fadermorder. Begge danner de den helvedssorte baggrund for Haralds strålende martyrkrone. Opfattelsen af Gorm som en arg kristenfjende har derfor næppe rod i virkeligheden. – Adam af Bremen kan således ikke give os nogensomhelst oplysninger om Gorm, udover hvad vi i forvejen ved, hverken om hans kongetid eller hans bedrifter.

Så er vi da lige vidt! For af alle de kilder, vi indtil nu har behandlet, nemlig alle dem, der direkte omtaler Gorm, kan vi stadig kun betragte to som pålidelige vidner: Jellingstenene. Og stadig ved vi kun det ene, at han har eksisteret, intet om hans kongegerning. Er da alle muligheder udtømte? Kan man ikke på anden måde drage slutninger om Gorms bedrifter? Det kunne jo tænkes, at der netop på hans tid har udspillet sig nogle vigtige begivenheder, som han ikke har kunnet undgå at have del i, selv om kilderne ikke direkte nævner ham. Hvad ved vi om Danmarks historie på den tid, hvor Gorm må have levet? Desværre er det meget lidt, og desværre er vor hovedkilde også her Adam af Bremen, som vi jo har lært at kende fra en lidt uheldig side.

I begyndelsen af 10 årh. skal, iflg. Adam, en vis Olaf, der kom fra Sverige, have sat sig i besiddelse af det danske rige "med vold og våben", idet han fordrev den tidligere konge, hvis navn var Helge. Efter Olafs død herskede sønnerne Gyrd og Gnupa, og derefter fulgte Sigtryg (Gnupas søn). Men da denne havde hersket en kort tid, blev han berøvet kongemagten af Hardegon, Svends søn, der kom fra Norge. – Meget mere ved vi ikke om disse hændelser. Vigtigst er det, at vi kan tidsfæste Gnupa til 930- erne, for, som vi har erfaret af Widukinds Sakserkrønike, var det jo ham, der i 934 blev undertvunget af Henrik Fuglefænger, og som af den kloge danske bisp blev forvekslet med Gorm. Også vore hjemlige solide kilder nævner et par af disse konger, nemlig de to Hedeby-stene, der er rejst af Asfrid over kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Asfrid gør sig skyldig i samme forseelse som Gorm: Lader hånt om enhver kommentar, enhver hensyntagen til vore dages historikere.

Har Gorm haft forbindelse med Sigtrygs fald? Almindeligvis regner man med det, idet man ræsonnerer som så: Gnupa var konge i 934, da Henrik Fuglefænger drog mod Danmark (Widukind). Gorm var konge o. 935, da Unni besøgte ham på sin missionsrejse, og havde da allerede regeret i nogle år (Adam). Altså, slutter man, har Gnupa og Gorm hersket samtidig, hver i sin del af landet; Gnupa ved grænsen, hvor han kæmper mod tyskerne, og hvor sønnens runestene står, Gorm i Nørrejylland, hvor han jo har rejst sten over sin kone. Ingen kan så have været mere interesseret i udslettelsen af småkongedømmet i grænselandet end Gorm, og han må derfor nødvendigvis stå bag, selvom kilderne nævner en anden, Hardegon, som Sigtrygs overvinder. Hardegon opfatter man derfor almindeligt som Gorms hjælper, anfører for et norsk hjælpekorps, eller som Gorms fader, eller endog som Gorm selv ("Harde-Gorm")!

Efter vor sønderlemmelse af Adams beretning om Unnis missionsrejser kan vi let med vore kritiske øjne gennembore dette ræsonnement: Vi har ikke længere grundlag for at tro, at Gorm har hersket omkr. 935, men vi har fuld sikkerhed for, at Gnupa har. Gnupa kaldes af Widukind "danernes konge", og om hans fader, Olaf, har Svend Estridsen fortalt Adam, at han vandt sig "det danske rige". Videre kalder Svend Estridsen Olafsætten sine "forgængere", hvad han dog næppe ville gøre, såfremt den kun havde haft magten i grænselandet, mens Svends egen tipoldefar, Gorm, rådede over det øvrige rige, det egentlige Danmark. Naturligvis kan heller ikke runestenenes anbringeIse ved Hedeby sige os andet, end at Olafsslægten har ejet noget jordegods her. Hedeby har været en vigtig handelsstad dengang, det ved vi, men intetsomhelst tyder på, at den har været hovedstad i et særligt grænserige.

Skal vi holde os til kilderne, så må vi gå ud fra, at det er hele Danmark, Olafsætten har hersket over. Da fortrænges denne kongeslægt pludselig af en mand fra Norge, Hardegon. Så falder mørke over landet, og da det igen lysner, hedder kongen Gorm. Hvad der er sket i denne mørketid, kan man kun gisne om, men åbenbart har Gorm hverken haft forbindelse med Sigtrygs fald eller med Sigtrygs overvinder, den gådefulde Hardegon. Hvad kan i denne mørketid have bragt Gorm til magten? Vi har kendskab til et hærtog af den norske konge, Håkon Adelstensfostre, hvorved danerne besejres til lands og til vands, og deres lande lægges i skat. Dette skete omkr. 947. Er det denne begivenhed, der har kostet Sigtryg tronen? Er det Håkon, der optræder i Adams krønike, forklædt som "Hardegon", det 10. årh.s mystiske mr. X? I så fald må vi opfatte Gorm som en stormand af kongelig byrd, et dansk kongsemne, der efter Sigtrygs fald får lejlighed til at komme til magten.

Hvornår regerede Gorm? 935 er jo ikke længere noget holdepunkt, så vi må nøjes med at svare: Før Harald Blåtand. Harald har i hvert fald været konge ca. 963, måske noget før, idet vi ved, at han er blevet døbt mellem 953 og 965, rimeligvis dog i sidste del af denne periode. Lad os sætte 900 som tidsgrænse fremad for Gorms regering; så har vi fra Gnupas tid, o. 934, et mellemrum på ca. 25 år, hvor vi skal have plads til: Gnupas sidste år, Sigtrygs kongetid, Hardegons felttog og Gorms kongetid. Vi kan da med nogenlunde sikkerhed tidsfæste Gorms regering til 950erne. (Fig. 2)

Hvor stort et område har han hersket over? Helt bestemt kan vi ikke sige det, men da den tidligere kongeslægt, Olafsætten, som vi har set, sandsynligvis har rådet over hele det danske rige, må vi antage, at Gorms vælde har omfattet det samme; sin kone kalder han jo også Danmarks pryd. Ganske vist har flere historikere villet mene, at Gorm kun har været Jyllands konge, ud fra den betragtning, at hans grav ligger i Jelling, og at hans efterfølger, Harald Blåtand, "vandt sig hele Danmark", som berettet på runestenen. Men det er dog tvivlsomt, om man har lov at slutte noget af gravens beliggenhed, og desværre er det også aldeles uvist, hvad Haralds ord dækker. Sprogligt må de snarere betegne en vinding af hele riget i eet stræk end en generobring af tabte småstykker; da stenen er rejst i 960erne, må der hentydes til begivenheder i "mørketiden", måske til Gormsslægtens vinding af kongemagten i Danmark i årene efter Sigtrygs fald. – Her er der dog kun tale om gisninger, en tørstende ørkenvandrers drømmesyner; kilderne er rundet uhjælpeligt tørre!

Længere kommer vi da næppe. Noget egentligt billede af personen Gorm til erstatning for det, vi kasserede, har vi således ikke kunnet nå frem til. Alligevel kan vi af det lidet, vi faktisk ved, sammenholdt med vort kendskab til tiden og miljøet, danne os et vist indtryk, der er sandere end det, vi begyndte med. Fra Sakse og sagaerne ved vi, hvad det var for egenskaber, der i vikingetiden gjorde en høvding til konge: Kongen har en større sjæl end alle andre mænd, han er "lykkemand", han har fremgang med alle sine foretagender, han udstråler helligkraft, i hans nærhed er fred og trivsel! Dette er et idealbillede, men med en kerne af sandhed. Det krævede visse personlige egenskaber, mod og dygtighed, at nå frem til tronen i denne tid. Det var ikke nok blot at være kongeætling. For forståelsen af kongens stilling er det vigtigt at gøre sig klart, at han ikke er en fastlønnet funktionær i statens administration. Han er storgodsejer. Kongeslægten besidder jordegods rundt om i riget, og derpå beror dens økonomiske og politiske magtstilling. Uden tvivl har Gorm haft en kongsgård i Jelling, men også andetsteds har han rimeligvis ejet jordegods. Således beretter en næsten samtidig tysk kilde, at danernes kongesæde var Lejre på Sjælland. Også her har Gorm vel nu og da taget ophold på sine rejser rundt i landet, men Jelling blev altså stedet, hvor han stedtes til hvile.

Efter datidens tankegang var man først virkelig død, når ens navn var gået ad glemme; derfor måtte det fastholdes i slægtens minde. Derfor rejste stormænd kumler efter henfarne slægtninge og frænder; navnet skulle bindes til stenen med stærke runer, Odins hellige tegn. – I Jelling gjorde Gorm kumler efter Thyre, sin kone. Her blev han selv jordet i den vældige gravhøj, og hans navn og eftermæle sikredes til sene tider af de kumler, som Harald bød gøre efter sin fader og sin moder. Endnu bærer høje og bautasten vidne om kumlernes kraft. (Fig. 3)