Gorm Konge – Et retoucheret portræt

Således skrålede vi i sin tid i skolegården på melodien fra “Danmark, dejligst vang og vænge”, og prøver vi nu i erindringen at genkalde os vore skolekundskaber om Gorm, da vil det just være denne strofes plastiske billede af ham, der toner frem. I gildeshallens mørkeste krog sidder han, en knarvorn, mavesur jubelolding; den tvehornede hjelm er trukket ned over det blussende fjæs, hvor håret stritter ud fra bryn, ører og næsebor. Med et solidt ølkrus i næven luder han ind over bordet, hvor tærningerne rasler for svirebrødrenes kast. Af og til skuler han arrigt hen mod højsædet, hvorfra hans energiske dronning Thyre, en blomstrende skjoldmø, uddeler ordrer til højre og venstre om Danevirkes bygning – ladende hånt om gamlingens olme blikke.

Hvorledes forholder nu dette billede sig til virkeligheden; er det blot sagn og skrøner, eller hidrører det fra en ægte overlevering? Hvad ved man i det hele taget med sikkerhed om Gorm? Spørgsmålet er af interesse, ikke blot fordi Gorm jo er det ældste kendte medlem af den endnu regerende kongeslægt, men også — og især – fordi hans tidsalder danner overgangen fra den kun glimtvis kendte oldtid til den periode, hvorfra vi har en ubrudt historisk overlevering: “Historisk tid”.

Lad os til en begyndelse prøve at besvare det første spørgsmål: Stemmer vor skolelærdoms opfattelse af Gorm med virkeligheden?

Den ældste form, hvori dette Gormsbillede nu kendes, træffer vi hos de to forfattere, der som de første har sat sig for at skrive en fuldstændig Danmarkshistorie: Sven Aggesen og Sakse. Begge skriver de kort før 1200, i storhedstiden under Valdemarerne, hvor rigets ekspansion mod Østersøens sydkyst (Vendertogene) havde skabt et stærkt modsætningsforhold til Tyskland. Den tyske kejser raslede så gevaldigt med sablen, at det blev nødvendigt for Danmark at sikre sin sydgrænse ved et mægtigt befæstningsværk, den vældige Valdemarsmur. Men intet nok så moderne befæstet Danevirke formåede at dæmme op for den bølge af tysk væsen, der med kræmmere og hjemvendende studenter strømmede herop og — efter manges mening – fordærvede fortids gæve skikke og sunde gammeldanske idealer.

Det er på denne aktuelle baggrund, at vi må se Sven Aggesens og Sakses historieværker: På den ene side det fjendtlige forhold til den truende nabo i syd, på den anden side forargelsen over den nymodens veghed og blødagtige sæd og tænkemåde, der er i færd med at fortrænge al god gammel hårdførhed og helteskik. Nu gælder det at slutte kreds og stå fast! Skræmmende og lysende eksempler fra fortiden må holdes frem for nutiden som løftede pegefingre. De skal påminde om ansvar for nationen; skal mane til mandig dåd for fædreland og fædrenearv. — Mægtigt manende er netop fortællingerne om Gorm og Thyre: Thyre er det strålende forbillede i retning af handlekraft og fædrelandssind, Gorm er en dådløs nidding, et skræmmebillede for eftertiden.

En nøje gennemgang af teksterne viser imidlertid, at Sven og Sakse intetsomhelst konkret har vidst om de omhandlede personer; det er åbenbart, at skildringerne i al deres udførlighed er fostret af forfatternes egen frodige fantasi og levende kombinationsevne. De er lærde ræsonnementer over, hvad der vel kunde ligge til grund for den hædersbetegnelse, der var at læse på runestenen i Jelling! “Danmarks bod”- Ganske naturligt måtte tanken da ledes hen imod det brændende aktuelle problem! Sikringen af sydgrænsen. Nylig havde Valdemar den Store forstærket den gamle vold, der dækkede riget mod syd; men hvem havde vel bygget det ældste Danevirke? Her var et storværk, der manglede en helt. – Og en helt, der manglede et storværk, fandt man i indskriften på Jellingstenen: Thyre. “Danmarks bod” og “Danevirke” måtte høre sammen! Legenden om Thyre Danmarksbod var klar og manglede kun lidt staffage for at blive tjenlig til sit formål. Gorm, om hvem man strengt taget kun vidste, at han var Thyres gemal, måtte nu lide den tort at danne dunkel baggrund for den lyse, strålende dronningeskikkelse. Han tilkendtes rollen som den ynkelige jordemodermand, en dvask og viljeløs vellystning. Sakse lader ham tillige være ældgammel og giver derved de senere islandske sagaskrivere anledningen til det siden almindeligt anvendte tilnavn “den Gamle”. Dette navn har altså ingen historisk hjemmel.

At Sven Aggesens og Sakses fortællinger, som det vil være fremgået af det foregående, ikke indeholder oplysninger om Gorm af historisk værdi, er allerede for næsten 50 år siden blevet erkendt af historikerne. I mindst lige så mange år endnu vil skoleungdommen dog kunne glæde sig over disse fornøjelige skrøner; som bekendt tager det jo henved et århundrede for forskningens nye resultater at nå frem til skolens lærebøger!

Hvorledes er det da muligt at skaffe sig sikker viden om Gorm og hans tid? Hvilke resultater er historievidenskaben nået frem til, den der jo mener at være et århundrede forud for skolebøgerne? – Vi vil først se på, hvordan i det hele taget historievidenskaben arbejder!

De skrifter, hvoraf vi kan øse vor viden om fortiden, “kilderne”, må allerførst findes frem og bringes i læselig form. De gamle håndskrifter gemmer sig jo rundt om i arkiverne på de forskelligste steder; snart er der tale om nogle årbøger og krøniker, prentet af flittige munke på afsides klostre i Tyskland, Frankrig og Italien, snart om islandske sagaer eller arabiske rejsebeskrivelser. Allesammen er de affattet med middelalderens særegne skrift og er tilmed ofte i en så sørgelig forfatning, at læsningen næsten umuliggøres, medtagne som de er af slid, skimmel og sultne mus. Ja, selv runestenenes indskrifter, der dog skulle synes at være uforgængelige, er tit så udviskede af vejrliget, at de kun med yderste møje kan tydes.

Har man så endelig kilderne samlet og udgivet for sig, forestår det ikke mindre brydsomme arbejde at vurdere, hvor stor pålidelighed man tør tillægge hver enkelt. Først derefter kan man gå over til selve fortolkningen og udfinde, hvad man med rimelighed kan slutte om fortidens hændelser. Ved denne vurdering må historikeren, som enhver anden videnskabsmand, gå frem efter ganske bestemte retningslinier; kildekritikens strenge principper afskærer ham fra alle digteriske udskejelser. Vi har jo ellers alle en naturlig trang til at fabulere over, hvorledes tingene sådan set godt kunne eller egentlig burde have forholdt sig. Herved får historikerens arbejde meget tilfælles med detektivens og advokatens; som disse må han omhyggeligt indsamle alle vidneudsagn og samvittighedsfuldt vurdere hvert enkelt, før han lader sagen gå til doms. Ingen kendelse afsiges, uden at præmisserne meddeles. For en fældende dom kræves tvingende bevis.

Vender vi os fra disse almindelige betragtninger til deres anvendelse på de kilder, der omhandler vort emne: kong Gorm, da springer det straks i øjnene, at vi ikke ejer eet eneste utvetydigt vidnesbyrd om hans kongegerning og indsats i vor historie.

Om Sven Aggesens og Sakses krøniker er allerede talt; de måtte skydes til side som konstruktioner uden vidneværdi.

Desværre må det samme blive tilfældet med de historieværker, der netop indeholder de udførligste beretninger om Danmarks vikingetid: de islandske sagaer. Disse er nedskrevet meget sent, de ældste på Valdemar Sejrs tid, og er altså både med hensyn til stedet og tiden vidt fjernet fra skildringernes udspring. Vi kan umuligt sondre det ægte fra det uægte, så vi må betragte sagaerne som uvederhæftige vidner og — med sorg i sind — opgive også denne righoldige litteratur som historisk kilde.

Er det nu lykkedes for kildekritiken ved dens besværgelser at mane den Gorm, der syntes at have så sikkert et tilholdssted hos Sven, Sakse og sagamændene, i jorden eller i det mindste at forjage ham til litteraturens overdrev, så gælder det sandelig om at finde en fast bastion for den ærværdige Gamle, om der endnu skal levnes en gnist af liv tilbage i ham. Heldigvis har han en sådan bastion: Det er Jelling! Her findes, frit fremme i dagslyset, to vidnesbyrd om Gorm, der på ingen måde er til sinds at lade sig rokke af kritiske historikeres magiske blikke: Runestenene, Gorms og Haralds kumler. Indskrifterne er almenbekendte; som del af vor børnelærdom står deres fyndige ord fast prentet i bevidstheden sammen med Fadervor og Luthers lille katekismus.

Hvad den yngre Jellingsten kan oplyse om Gorm, er meget lidt, men til gengæld ganske klart: Gorm er Haralds fader og må altså have levet i 10. årh. Derimod har indholdet af den ældre stens indskrift været stærkt omtvistet. Hvad kan man slutte af disse ord, hvormed den Gamle selv taler til os? “Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone Danmarks bod”. I og for sig en ganske enkel gravskrift. Alligevel har nutidens historikere ikke undset sig for at rette stærke indvendinger mod denne affattelse. Især bebrejder man Gorm, at han ikke har præciseret, hvad han i grunden mente med udtrykket “Danmarks bod”. Egentlig et lovlig hårdt forlangende, at folk skulle forsyne deres indskrifter på gravstene med sproglige kommentarer! Og dog vilde Gorm utvivlsomt alligevel have tilføjet en randnote, om han havde anet, at hans jævne ord skulle give anledning til det drabelige Bråvallaslag, der næsten et årtusinde senere udkæmpedes pa den videnskabelige slagmark om deres rette tydning, – det vældige jordskælv, der skulle dele de stridende parter i uforsonlige lejre, og hvis rystelser fornemmedes over det ganske land i harmdirrende avisindlæg, mere præget af injurier end af egentlig saglige bevisgrunde.

Hvad der foranledigede jordskælvet var, at en kreds af litteraturfolk; med til slutning fra enkelte filologer og historikere, gjorde sig til talsmænd for en helt ny opfattelse af indskriften, en nytolkning, hvorefter ordene “Danmarks bod” måtte henføres til Gorm, ikke til Thyre. Udtrykket betegnede Gorm som “den, der bødede – d.v.s. udbedrede, helede — Danmark” og matte hentyde til sejrrige felttog ved sydgrænsen. Sagatraditionens heltekonge var en historisk realitet! Svens og Sakses dvaske gubbe trådte spændstigt ud af skammekrogen som en anden Uffe og åbenbarede sig for den undrende skare som en kæk og fager ungersvend, huld og herlig — Danmarks bod!

Men ak! Samme grumme skæbne, der engang havde forstyrret den Gamles drikkelag i hallen, undte heller ikke den opvakte Askelad fred i hans Danebod-antræk. Pinsesnittet var rimpet løst sammen; snart skulle kritikkens isnende vinterstorm ruske det i laser og efterlade vor helt i bar skjorte.

Ved en grundig undersøgelse viste det sig nemlig, at “bod” umuligt kunne betyde “udbedrer, heler”, men måtte tolkes som “pryd”, “smykke” el. lignende. Ordene “Danmarks bod” udsiger altså overhovedet intet om rigsvigtige bedrifter eller i det hele taget om noget aktivt fra personens side. De er bare rosende i al almindelighed og passer i grunden særdeles vel på en dronning. Ad anden vej blev det tillige gjort overvejende sandsynligt, at “Danmarks bod” virkelig er knyttet til Thyre. Vi har altså for os en i formen ganske almindelig gravskrift, som vi kender fra talrige runestene i hele Norden. Den ældre Jellingindskrift er bare en konges mindeord over sin kone; hun er derfor ikke blot “familiens øjesten”, men hele “Danmarks pryd”.

Vor undersøgelse af Jellingindskrifterne er endt, men med et unægtelig magert resultat: Alt hvad vi har kunnet slutte deraf og alt hvad vi nu foreløbig ved med sikkerhed, kan udtrykkes på en halv linie: Gorm har været konge over Danmark i 10. årh. – Man kunne nok ønske at vide mere nøjagtigt, hvornår han er kommet på tronen, hvor længe han har regeret, og især, hvilke bedrifter han har udført. Var han helt eller nidding?

Oplysninger herom kan vi måske få af den kilde, der nu skal behandles, og som er den eneste – foruden de allerede nævnte kilder – der direkte omtaler Gorm. Det er en krønike om de hamburgske ærkebisper, forfattet i 1070erne af en skolemester i Bremen, Adam, og omhandlende (bl.a.) missionens historie i Norden lige fra Ansgars tid. Omkring 1070 har Adam været i Danmark og har her udspurgt selve kongen, Svend Estridsen, om landets historie, ligesom han har talt med en unavngivet dansk bisp. – Adam fortæller, at på ærkebisp Unnis tid (918-36) herskede den rædsomme kristenforfølger Gorm hos danerne; men den gudfrygtige tyske konge, Henrik Fuglefænger, rykkede imod ham med en hær, undertvang ham og indsatte en markgreve i Slesvig. Da derved “troens dør var åbnet for hedningene”, begav ærkebisp Unni sig på missionsrejse til danerne, hvor han prædikede for Gorm, dog uden held “på grund af hans indgroede ondskab”; derimod blev sønnen Harald i den grad troende i Kristus, at han tillod åbenlys gudstjeneste og indsættelse af præster “ved alle kirkerne i danernes rige”. Dernæst begav Unni sig på missionsrejse til Sverige, hvor han døde 936.

Står denne beretning til troende, så har vi her et vigtigt holdepunkt for dateringen af Gorms kongetid. Man ræsonnerer nemlig således: Da det omtalte felttog af Henrik Fuglefænger ad anden vej med sikkerhed kan tidsfæstes til 934, og Unni er død 936, må besøget hos Gorm og Harald have fundet sted derimellem. Gorm må altså have været konge i hvert fald o. 935. Eftersom Harald synes at have betydelig myndighed, er han formentlig medkonge eller i hvert fald fuldvoksen; faderen Gorm må da være noget op i årene og må antages at have regeret i hvert fald i nogle år forud. Skønsmæssigt plejer man derfor at ansætte Gorms død til o. 940.

Adam af Bremen giver os altså værdifuld ny viden om Gorm, hvis – vel at mærke! – vi kan stole på ham. Men desværre tyder flere ting på, at vi også må forkaste ham som vidne. Hvor har han sin viden fra? Som hjemmelsmand til meddelelsen om Gorms nederlag over for den tyske konge angiver Adam selv den føromtalte danske bisp. Men denne “kloge mand”, som Adam kalder ham, er åbenbart helt galt underrettet. Henrik Fuglefængers krigstog i 934 gjaldt nemlig slet ikke Gorm! Kampen er allerede få år efter beskrevet af Widukind, en munk nede i Ansgars gamle kloster, Ny Korvej; han fortæller i sin Sakserkrønike, at danernes konge, der hed Gnupa, blev besejret af Henrik Fuglefænger, gjort skatskyldig og tvunget til at tage dåben. Og vedrørende markgreven i Slesvig, så ved vi fra anden side, at en sådan ikke har eksisteret før 974, altså fyrre år senere. – Den del af beretningen, der stammede fra danerbispen, er altså forkert. (Fig. 1)