Glimmingehus
Til de ældste middelalderborge hører ofte et stærkt befæstet tårn, der normalt ikke blev benyttet til beboelse, men hvor man søgte tilflugt i truede situationer, Et langvarigt, nødtvungent ophold i et sådant fæstningstårn var imidlertid mindre behageligt, så ved borgbyggeri senere i middelalderen kom man efterhånden ind på at indrette tårnet til varig beboelse. Derved opstod den borgtype, som Glimmingehus tilhører. Tårnet er der fremdeles, men det har skiftet karakter, er blevet til et anseligt, fleretages bygningsværk med sale og værelser, en bekvem bolig i fredstid, men stadig et velbeskyttet tilflugtssted, når uvenner trængte sig på.
Af Harald Andersen
Fig. 1. Fra skytteloftet øverst oppe har borgens besætning haft udmærket overblik og mulighed for at følge en evt. fjendes bevægelser. Endnu en etage dybere ligger riddersalen og kapellet, til hvis rige udsmykning Gotland har ydet væsentlige bidrag. Endnu en etage nede finder man borgherrens private gemakker. I kælderetagen ligger folkestuen med en brønd, hvis betydning i tilfælde af belejring er indlysende. Her finder man også køkkenet med et stort åbent ildsted; det er tillige borgens centralfyr, idet der i de nærliggende mure er indbygget kanaler, som leder varmen til rummene ovenover – hvad der dog ikke har overflødiggjort kaminer i de samme rum.
Glimmingehus, som ligger i Skåne mellem Simrishamn og Ystad, er af alle nordiske middelalderborge den eneste, hvis hovedbygning er bevaret i sin oprindelige skikkelse. Utilnærmelig - ubesejret af venner og fjender - står den der, som da den blev bygget i kong Hans' regeringstid af rigsråd Jens Holgersen Ulfstand.
»Jeg er en kæmpe stærk og stor / fra Gulland jeg til Skåne foer«, læser man på en stenplade i en af borgens vinduesnicher, og verset giver i al korthed det væsentlige i bygherrens levnedsløb. Jens Holgersen Ulfstand var en dreven søkriger, der navnlig voldte hansestæderne stor fortræd; men han vandt også sejre ved sit skrivebord. Kong Hans var ham venligt stemt, hvilket åbnede ham vejen til rigets højeste poster. Velhavende var han fra fødslen, og det gjorde ham ikke fattigere, at han i 1487 blev udnævnt til statholder på Gotland (eller Gulland, som den kaldes i verset). Folkets kærlighed vandt han ikke; men i den gotlandske kalksten fandt han et velegnet udsmykningsmateriale til det borgbyggeri, som han nu iværksatte i Skåne, hvor slægten Ulfstand var hjemmehørende.
Grundstenen til »Glimminge faste stenhus« blev nedlagt 1. maj 1499. Bygmesteren var den tyske stenhuggerkunstner Adam van Düren, som virkede i Norden gennem en menneskealder, og som har mange betydelige arbejder på sin kappe. Efter Jens Holgersens død kom borgen i hænderne på slægten Rosenkrantz, hvor den forblev helt til vore dage. Den ejes nu af den svenske stat.
Glimmingehus har, såvidt vides, aldrig været i fjendehånd eller blot angrebet, men andre farer har truet den. 1675 gjorde Christian d. 5. et forgæves forsøg på at generobre landskaberne hinsides Sundet, som sytten år tidligere var tabt til Sverige. Da den svenske regering frygtede, at danskerne skulle sætte sig fast på Glimmingehus, beslaglagde den borgen, og det besluttedes at rive den ned. Man gik igang; men ni dage senere lagde en dansk flåde ind ved Ystad, og arbejdet blev standset, før uoprettelig skade var sket.
Kong Hans havde i sin håndfæstning måttet anerkende adelens ret til frit at befæste sine gårde. Glimmingehus er et raffineret eksempel pa, hvordan det kunne gøres - ikke engang ild kunne gøre den ukampdygtig, for mange af rummene var brandsikret med murede hvælvinger. Fra borgens vinduer, formede som skydeskår, kunne fjenden bekæmpes, mens han prøvede at forcere voldgraven. Kom han over, var der kun een vej ind: en svær, jernklædt dør lukket med flere tværbjælker og forsynet med skydehuller. Når man nærmede sig den, kunne man påregne at få sten, kogende olie og lignende kastet i hovedet ovenfra.
Skulle det lykkes angriberne at nedbryde fordøren, lod de belejrede et spærrende faldgitter rasle ned gennem en dertil beregnet sprække i forstuens loft.
Når også det var brudt, stod indtrængerne foran en ny dør med nye skydehuller. Fra sidedøre ned til kælderetagen kunne der også skydes, og fra et hul i loftet kunne der hældes kogende vand.
Denne dørs fald åbnede vejen til en trappe. Oven for den førte en dør til venstre ind i borgens vagtstue. Der kunne skydes både herfra og fra huller i den modstående mur samt fra næste etages trappe, hvor et trin kunne udtages. Fra loftet: kogende vand.
