Giftetanker
Vor viden om oldtidsfolkets påklædning bygger oftest på rekonstruktion, og den kan være mere end besværlig. Små tøjstumper i gravene, bevaret fordi de har ligget op ad metal, kan sige noget om materialet, men lidet om udformningen af det. Derimod kan smykker, som har holdt dragten sammen, ved deres placering fortælle en del, og billeder, hvor de foreligger, kan i al deres ubehjælpsomhed give vigtige fingerpeg. (Fig. 1)
Af Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Det er derfor noget helt specielt, at vi fra bronzealderen - takket være særlige bevaringsforhold i egekistegravene - har fået overleveret en række velbevarede dragter, de ældste komplette fra hele Europa. Ialt drejer det sig om syv fuldstændige klædninger, tre kvindelige og fire mandlige, men dertil kommer enkelte dragtstykker og rester af sådanne. Største delen af tøjet er fagmæssigt udgravet, så der foreligger udførlige beskrivelser om fundforholdene suppleret med tegninger og fotografier. Ikke nok med det: en serie små menneskefigurer i bronze samt adskillige helleristninger viser os dragterne båret. Ja men så er alle problemer omkring bronzealderens påklædning vel løst?
Ingenlunde. Med mellemrum bølger diskussionen heftigt med nye forslag, nye tolkningsforsøg omkring anvendelse og bæremåde. Om den mandlige påklædning er man dog nogenlunde enige, blot med lidt divergens omkring kappens anbringelse. Det er om kvindedragten, striden står.
Når det hele er blevet så indviklet, skyldes det, at de enkelte dragtstykker i egekisterne ikke altid ligger, som de blev båret i levende live. Uorden kan være opstået under gravlæggelsen eller senere, og påklædningen af de døde var heller ikke altid helt efter reglerne. I flere tilfælde er dragtdelene nok anbragt nogenlunde rigtigt, men uden at være bundet eller fæstnet ordentligt, i andre har man blot dækket de døde med tøjstykkerne. Det sidste gælder samtlige mandskapper, der er brugt som en slags tæpper over ligene.
Her skulle afbildningerne kunne yde hjælp, men den er nu temmelig begrænset. Enkelthederne i figurer og tegninger, som der sjældent er gjort meget ud af, kan være vanskelige at tolke, og dertil kommer, at disse billeder ikke er illustrationer til dagliglivet, men er lavet i kultisk øjemed og derfor viser os personerne klædt på - eller snarere af - til særlige ceremonier. Således er kvinden oftest fremstillet med nøgen overkrop eller helt uden tøj.
Når uenigheden især gælder kvindedragten, skyldes det, at den - selv i vort begrænsede fundmateriale - optræder i to forskellige former; det kræver en forklaring og har fristet til en række vidt forskellige tolkninger. De tre foreliggende kostumer er de kendte fra Egtved og Skrydstrup, begge fagmæssigt fremdraget, samt et fra Borum Eshøj ved Århus, som desværre fik en noget ublid behandling ved fundet i 1871, og om hvis placering i graven vi derfor intet aner. Til alle tre fund hører en bluse, skåret efter nøjagtigt samme mønster, og et tøjbælte; det er altså ikke her, forskellen viser sig. Men Egtved- pigens korte snoreskørt virker unægtelig noget anderledes på beskueren end de to andre damers store vævede klædesskørter. Da Egtvedgraven blev publiceret, i 1920'erne, var Skrydstrup-fundet endnu ikke dukket op, og udgraveren, Thomas Thomsen, havde kun Borum Eshøj at sammenligne med. Han skriver, at helhedsbilledet af de to dragter er så forskelligt, at man fristes til at betragte Egtvedpigen med pagehåret, det blottede underliv, det utilstrækkeligt dækkende skørt og de fra knæene til anklerne bare ben som en til kulttjeneste viet kvinde, en tempeldanserinde, klædt til at medvirke ved erotiske ceremonier. En vis støtte for denne antagelse kunne hentes i de samtidige bronzestatuetter, der som nævnt må betragtes som kultfigurer.
Thomsen selv kunne dog modbevise sin teori. I en række kvindegrave fra bronzealder var fundet små bronzerør omkring hofteregionen; bedst kendt er Ølbygraven (se Skalk 1971:5), hvor de optræder i stor mængde og liggende i sirlige rækker. Rørene kunne, på baggrund af Egtvedfundet, tydes som pynt på snoreskørter, hvor de ikke alene har virket prangende, men også har frembragt en bjældeagtig lyd; det sidste er efterprøvet på en kopi af dragten og svarer jo iøvrigt til ringlelyden fra arm- og ankelringe hos kvinder i nutidige kulturer. Bronzerør som gravenes kendes også fra depotfund, og alt i alt kan man slutte, at snoreskørtet har været almindelig påklædning for kvinder i bronzealder; det må jo ikke glemmes, at der til de nævnte fund skal lægges et sikkert betragteligt antal, hvor skørtet ikke har efterladt sig spor, fordi det - som i Egtved - var uden dingeldangel. Rørene var trods alt kun et modelune, de forekommer hyppigst på øerne og fortrinsvis i rige grave.
Alt dette indså Thomsen klart, han afviste tempeldanserinden og foreslog i stedet, at forskellen i dragt skulle kædes sammen med forskel i alder. De to kvinder fra Egtved og Borum Eshøj var nemlig ikke jævnaldrende, den første kan have båret en ungpigedragt den anden en påklædning som sømmede sig den modne husmoder. Som en slags reserve holdt Thomsen dog den mulighed åben, at der kunne være tale om sommer- og vinterdragt. (Fig. 2)
Fig. 2. Borum Eshøj-dragten, der blev fundet 1871 (se dette nummers bagside), var gennem 50 år vor eneste kendte oldtids-kvindeklædning. Tegningen viser, hvordan man omkring århundredeskiftet forestillede sig den båret. Nye forsøg har godtgjort, at virkeligheden var betydeligt elegantere.
Med Skrydstrupfundet, der blev gjort i 1930'erne, fremkom endnu et stort vævet skørt, som - i modsætning til Borum Eshøj-skørtet - kunne studeres på plads i graven. Det viste sig, at det ikke lå, som det efter teorien skulle være båret, men var bukket ned omkring kvindens fødder. Den tanke opstod, at de store tøjstykker måske slet ikke var skørter, men blot en form for ligklæder, og herom har der været diskuteret meget. Dels har man fornægtet selve eksistensen af det lange skørt, dels er der fremsat forskellige draperingsforslag, hvor tøjstykket er anbragt enten som nederdel eller som kjole.
Problemer om bronzealderdamernes skørtelængder kan måske forekomme et nutidsmenneske af mindre vigtighed, men indeholder dog interessante kulturhistoriske aspekter. Vi har derfor taget sagen op igen og prøvet ud fra helt nye undersøgelser at finde frem til en løsning. Nye argumenter har vi hentet i det stræk, som kan iagttages i de løst vævede klædningsstykker. Afprøvet på dragtkopier kan de fortælle en hel del, om hvordan tøjet har været båret.
Størrelsen på de mennesker, som i sin tid har været iklædt dragterne, er kendt fra gravene; vor første opgave blev derfor at finde forsøgspersoner, der holdt disse mål. At et klædningsstykke passer, er, som vi alle ved, den første betingelse for, at det kan falde, som det skal, og det var derfor ret overraskende for os at konstatere, at dette krav øjensynlig ikke har været stillet ved tidligere fotograferinger af mennesker iført bronzealdertøjet. Det fremgår ikke blot af billederne, men også af dragterne: Den ene af Nationalmuseets to Egtved-dragtkopier var trukket ud af facon og blevet alt for stor ved at være båret af en lidt for velvoksen dame (størrelse 40-42 mod størrelse 36-38). At kopien er ødelagt, må naturligvis beklages, men er i virkeligheden ganske interessant. Det er jo sket efter ganske kort tids brug og styrker formodningen om, at også de originale bronzealderdragter har givet sig kraftigt, når de blev båret.
Ved at iklæde en person med de helt nøjagtige mål den ikke ødelagte Egtved-kopi løstes straks et gammelt stridsspørgsmål om dragtens bæremåde (se Skalk 1971:2): Snoreskørtet har hængt på hofterne et stykke under bæltet. Den løsthængende bluse har nået skørtets overkant, men kun når kvinden stod i hvilestilling. Den mindste bevægelse har fået blusen til at glide op, som det ses på billedet.
Ser vi på Skrydstrup-skørtet, der er et stort dobbelt tøjstykke (højde 1,45 m, bredde 1,95 m), finder vi, at tøjet har givet sig kraftigt i overkantens hjørner. I det ene hjørne har trækket gået i vandret retning, i det andet lodret. Det må der ved rekonstruktion af bæremåden tages hensyn til. Det er nu ikke så vanskeligt, mange steder anvender man idag tilsvarende store tøjstykker på en måde, så at de udsættes for træk de selvsamme steder, og efter disse forbilleder draperede vi vor forsøgsperson, der - naturligvis - var af samme højde og omfang som den originale Skrydstrup-pige. Snippen med det vandrette stræk blev placeret inderst mod kroppen, på brystet i højde med armhulen, og stoffet derefter viklet to gange omkring pigen, hvorved også den anden snip placerede sig på brystet. Denne blev nu trukket opad og stukket ned bag stoffet for at låse skørtet fast; til yderligere sikring tjente bæltet. Som det ses på fotografiet, fremkom derved et klædeligt skørt, der nåede fra lige under armene til fødderne; bevægelsesfriheden var som i en lang nederdel af moderat vidde. Strækket i snipperne får ved denne bæremåde sin naturlige forklaring: Det vandrette fremkommer ved, at personen må holde kraftigt imod, mens omviklingen foregår, det lodrette når snippen hives op og stikkes ned bag stoffet. Trækket i begge snipper forstærkes naturligvis i tidens løb - ikke blot ved den daglige iklædning, men også under selve brugen, hvor tøjet giver sig under personens bevægelser. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Skematisk gengivelse af de to bevarede langskørter med angivelse af strækretninger. På Borum Eshøj-skørtet ses tillige slid fremkaldt af bæltepladen.
Fig. 4. Egtved- og Skrydstruppigen har i levende live næppe mødt hinanden, men afstanden mellem dem - tidsmæssigt og geografisk - var i hvert fald ikke stor. Her ses de sammen i moderne udgave. - Fot: Lennart Larsen.
Samme stræk genfindes på Borum Eshøj-skørtet, hvor der yderligere et stykke under overkanten kan ses slidspor fra bæltepladen, bronzealderkvindernes bekendte mavesmykke. Begge skørter må derfor antages at have været båret på omtalte måde, og størrelsesforskellen forklares ved forskel i bærernes figur. Skrydstruppigen har efter de antropologiske målinger været høj, slank og langbenet, Borum Eshøj-kvinden lille og tæt.
Vi er altså tilbage ved Thomsens udgangspunkt: Der har i bronzealderen været to forskellige former for kvindeskørt, et kort og et langt, det første - når vi tager bronzerørene i betragtning - mest fremtrædende i gravene. Ser vi på statuetterne, finder vi ligeledes begge typer repræsenteret og atter med overvægt på snoreskørtet; det lange skørt møder vi kun en enkelt gang, nemlig i en figur fra Grevensvængefundet, nu forsvundet, men bevaret i tegninger (se Skalk 1975:1). Så langt havde Thomsen altså ret, men de nye fund og undersøgelser sætter store spørgsmålstegn ved hans teori om skørternes betydning. (Fig. 5)
Fig. 5. Den forsvundne Grevensvængefigur i tegning ved Chr. Brandt. Det lange skørt synes mærkelig tvedelt for neden, hvad meningen så kan være. Brystsmykket må være bronzealderens karakteristiske brille-bøjlenål.
Thomsen kendte kun to af personerne, Egtvedpigen, der har været i begyndelsen af tyverne, og den langt ældre Borum Eshøj-kone; Skrydstruppigen kunne han af gode grunde ikke udtale sig om. Denne skulle som bærer af det lange skørt placeres i den ældre gruppe - hvis vi altså vil følge Thomsen - men faktisk har hun været ganske ung, i det højeste omkring de 18, snarest 16 (hvad de færreste vist er klar over; hun omtales ofte som »Skrydstrupkvinden«, mens kollegaen fra Egtved er og bliver »-pigen«). Mod den Thomsenske ungpigeteori kan iøvrigt indvendes, at i et samfund af bronzealderens karakter betragtes tyverne som en fremskredet alder, i hvert fald for kvindernes vedkommende, de har forlængst lagt deres pigetid bag sig, fuld giftestatus er opnået før de 20. De rester af bronzealdermennesker, vi finder i grave, er desværre ikke altid i en tilstand, så de kan aldersbestemmes, men vi kan dog konstatere, at det karakteristiske voksen-smykkesæt (bælteplade mv.) allerede optræder hos kvinderne ved tyveårsalderen; på dette tidspunkt synes de altså at have erhvervet en vis social position. Ser vi specielt på gravene med snoreskørt - d.v.s. med bronzerør fra sådanne - bemærker vi, at disse hører til de rigeste, ja endog de allerrigeste, vi kender. Nogle af disse kvinder var unge i vor forstand, men næppe i datidens. Ubetydelige var de i hvert fald ikke.
Heller ikke forslaget om sommer- og vinterdragt er særlig sandsynligt, idet både Egtved- og Skrydstrupbegravelserne er foregået om sommeren. løvrigt har vore forsøg med kopierne vist, at Egtveddragten, der er lavet af løst spundet uld, er forbavsende varm - faktisk varmere end cowboy-bukser og en moderne ulden bluse. I regn og sne har den dog nok været for kold alene, men den har så nemt kunnet suppleres med en eller anden form for overtøj, f. eks. et af de uldne tæpper, som kendes fra egekisterne. Benene har unægtelig været udsatte, men med tidens lædersko og ankelsvøb har man kunnet holde fødderne varme, hvilket er det vigtigste. At skabningens herre gik barbenet i den bukseløse bronzealder, har så vidt vides ingen undret sig over, og det skønt han anatomisk var dårligere rustet til det end kvinderne. I denne diskussion er der iøvrigt en detalje, som ikke må overses: Bronzealderens klima var en del varmere end vort.
Vi har forkastet de gamle forklaringer på forskellen i kvindedragt og må altså sætte noget nyt i stedet. Dagligdragt kontra festdragt? Nej faktisk er alle bronzealderdragterne, kvindelige som mandlige, så slidte, at de kun kan opfattes som hverdagstøj. Slidmærkerne efter bæltepladen, som ses på Borum Eshøj skørtet, kan næppe være opstået under brug ved nogle få højtidelige lejligheder, og netop dette omfangsrige klædebon, der giver ringere bevægelsesfrihed end snoreskørtet, var vel ellers nærmest til at opfattes som det store skrud. Også denne mulighed må altså forkastes. (Fig. 6)
Fig. 6. Mosefundne fletninger. Bemærk dusken til venstre; det er ikke blot fletningen, men håret i hele dets længde, man har skåret af.
Et træk falder i øjnene: Snoreskørtet er altid, hvor der er mulighed for at gøre denne iagttagelse, d.v.s. i Egtvedgraven og på statuetterne, kombineret med halvlang frisure; brystlængde i det højeste, ofte betydeligt kortere. Til det lange skørt derimod synes at høre virkelig langt hår; Borum Eshøj-kvindens var over 70 cm, Skrydstrup- pigens 50-60 cm, og Grevensvænge-figuren antyder en opsat frisure, snoet ved det højre øre. Denne sammenhæng mellem hår og dragt forekommer betydningsfuld. Hår skifter man jo ikke, som man skifter tøj.
Bronzealderkvinder med langt hår! Helt uvilkårligt går tankerne til de afskårne fletninger, som der er fundet en del af i moserne, og hvoraf flere med sikkerhed kan dateres til bronzealder. Her har vi for engangs skyld at gøre med en oldtidsskik, hvis betydning vi ikke behøver at gætte os til; tilsvarende hårofring kendes nemlig fra andre kulturer op i historisk tid, og det fremgår helt klart, at der er tale om en slags ægteskabsceremoni til fremme for kommende børnefødsler (se Skalk 1961:2). På et urnelåg fra Nordsjælland finder vi selve bryllupsscenen fremstillet. De to implicerede er nøgne og med tydeligt fremhævet køn, bag kvinden står et træ (det hellige frugtbarhedstræ?). Kvindens hår ses ikke, er måske afskåret. Skulle det være hendes fletning, der omkranser billedet?
Mærkelig nok kendes bronzealderkvindernes fletninger hverken fra grave eller statuetter, kun fra mosefundene, hvor de til gengæld optræder ret talrigt. Nå det betyder nu mindre, fundmaterialet er for sparsomt til at have virkelig vægt, og det kan vel iøvrigt tænkes, at man flettede håret netop med henblik på afskæringen, som altså antagelig har fundet sted samtidig med eller kort efter ægteskabs indgåelse. Men hvis hårlængden har med den familiære stilling at gøre, så har skørtelængden det nok også; det ser jo, som ovenfor påpeget, ud til, at de to følges ad. Vi er altså tilbage ved Thomsens opfattelse, blot med modsat fortegn: Snoreskørtet er den gifte kvindes dragt, langskørtet den ugiftes.
Set under denne nye synsvinkel tager vore fund sig således ud: Den purunge Skrydstruppige repræsenterer perioden før giftermålet. Egtvedpigen - lad os fortsætte med at kalde hende sådan - og de andre snoreskørtbærende kvinder er ægtehustruerne, mens Borum Eshøj-kvinden kan være enken; med sine 50-60 år har hun været meget gammel i et sådant samfund og jo i hvert fald over den fødedygtige alder. Der blev i højen fundet to mandlige grave, begge ældre end hendes, en af dem kan være hendes mands. (Fig. 7, fig. 8)
Fig. 7. Urnelåg med bryllupsscene, fundet ved Gentofte. Materialet er sandsten.
Fig. 8. Kvindefiguren fra Fårdal, der her ses med sin slangeattribut, er ikke noget mesterværk, men dog ganske udtryksfuld i stillingen. At hun knæler, skal man næppe lægge noget andægtigt i; det er en almindelig siddestilling i samfund, hvor stole ikke er hver mands eje. - Fot: Lennart Larsen.
Men nu de små bronzekvinder, hvordan virker de i den nye belysning? Til de mest spændende hører den lille knælende figur fra Fårdal ved Viborg. Med venstre hånd tager hun sig til brystet, som bød hun det frem til dien, og da der ydermere i fundets figurgalleri optræder en slange - et dyr vi ofte finder knyttet sammen med frugtbarhedskult - kan der næppe rettes alvorlige indvendinger mod den ofte fremførte tolkning: en modergudinde. At kvinden bærer snoreskørt og har halvlangt hår - den gifte kvindes kendetegn efter vor opfattelse - gør dette yderligere sandsynligt.
En vist ikke tidligere bemærket ejendommelighed ved en række af disse figurer er, at håret ikke dækker ørerne, ja i nogle tilfælde ligefrem synes at undgå dem. Særlig tydeligt ses det på to knivskafter, begge udformet som kvindeskikkelser, den ene med tydeligt snoreskørt. Forhåret er kort og fremadstrøget (pandehår som hos Egtvedpigen), mens resten er redt bagud over issen til nakken, hvor det løber ned i en spids. Kanten af håret er skarpt markeret og går tydeligt uden om ørerne. Da det ikke, som på Fårdalfiguren, er samlet i en hestehale og derved lagt glat om hovedet, må man næsten gå ud fra, at det er kortskåret. Vi må igen tænke på de mosefundne fletninger, der altid begynder med en stor uflettet hårdusk; det er altså ikke blot fletningen, som er skåret af, men hele håret, ret tæt ved kraniet. Kvinden har efter operationen været om ikke skaldet så dog særdeles korthåret og med ørerne fri. Knivskaft-damernes frisure!
Nu spiller ørerne på de to omtalte figurer en særlig rolle, nemlig som bærer af ringe; det var altså vigtigt for kunstneren at få dem frem, og man kan vel ikke helt udelukke, at han har tilpasset frisuren efter dem. En virkelig frisure af denne art foreligger imidlertid, nemlig fra en egekiste i Lille Dragshøj ikke langt fra Skrydstrup. Fundet er gammelt, hører til de allerførste egekistefund, som blev gjort, og det er kun ufuldstændigt bevaret, men hovedhuden, og hvad dertil hører, er mellem det reddede. Håret er ganske kortskåret ved ørerne, og det længere hår på issen og i nakken er redt lige bagud, altså netop som på figurerne. Det eneste, der afviger, er forhåret, som også er skåret kort dog på en underlig sjusket måde, der muligvis kan skyldes finderne, som man ved har afklippet en lok. Fundet er som sagt ufuldstændigt, og der foreligger ikke sikre holdepunkter for at afgøre, om det er mandligt eller kvindeligt; en tøjstump har været anset for del af en mandshue, men det er i hvert fald højst usikkert, og herimod kan vi sætte et meget lille og fintformet øre, der næppe kan have tilhørt en mand. Vi anser det for kvindeligt og mener i dette fund og i de omtalte statuetter at have repræsenteret den frisure, som opstod efter fletningsafskæringen. Håret er på vej til at vokse ud, men har endnu ikke nået en længde, hvor det kan dække ørerne. (Fig. 9)
Fig. 9. Fårdalkvinden i kød og blod.
Vor eneste langhårede og langskørtede bronzefigur - den fra Grevensvænge - kan ikke være en modergudinde og vel næppe en gudinde i det hele taget, derimod udmærket en præstinde eller guddoms tjenerinde; hertil benyttedes i mange religioner unge ubesmittede jomfruer. Også nutidige trossamfund kræver jo seksuel afholdenhed af særligt udvalgte tilhængere.
Måske vil nogen finde det betænkeligt at drive socialt betonede hår- og dragtstudier på figurer, som enten forestiller guderne selv eller personer i deres omgangskreds. Kan disse ophøjede væsener uden videre sammenlignes med almindelige dødelige? Ja sikkert. Hvorsomhelst mennesker har skabt sig guder, har de gjort dem særdeles menneskelige, også på det seksuelle område. Tænk blot på den græske gudeverden med dens indviklede familieforhold og mange erotiske historier - alt samtidig med vor bronzealder. (Fig. 10, fig. 11, fig.12, fig. 13)
Fig. 10. De to knivskaftfigurer, fra Itzehoe i Holsten og Javngyde ved Skanderborg. For frisurens skyld er de her vist bagfra.
Fig. 11. Lille Dragshøj-frisuren, skråt bagfra.
Fig. 12. I en mose ved Vindumhede på Viborg- egnen fandtes disse fire fletninger bundet i »kærlighedsknude« og sammen med dem skæret til en ard (oldtidens primitive træplov). Erotikken synes her knyttet sammen med forårspløjningens ritualer, hvad man maske ikke kan undre sig over. Begge har jo med frugtbarhed at gøre, og begge ses tydeligt illustreret i bronzealderens helleristninger.
Fig.13. Skrydstruppigen endnu en gang.
Gennem simple ting som kvindernes skørte- og hårlængder har vi forsøgt at trænge ind i bronzealderens tankeverden, specielt hvad angår forholdet mellem kvinde og mand, som det formede sig under tidens specielle vilkår. Lad os til slut se ganske praktisk på sagen. Den lange klædning, der kun antyder legemets former, synes - kombineret med den kvindelige hårfylde - ret velegnet til optænding af en ynglings lyster, når han samtidig skal holdes lidt på afstand. Den korte dragt derimod og det halvlange hår har givet stor bevægelsesfrihed og let adgang til diegivning for den travle gifte kvinde med en, måske hastigt voksende, børneflok. At netop denne dragt er så rigt repræsenteret i gravene hænger utvivlsomt sammen med den store dødelighed, der i et samfund som bronzealderens har været blandt kvinder af denne kategori. Med Borum Eshøj-kvinden er vi tilbage ved udgangspunktet, men hende var der nok ingen, der efterstræbte. Hun var en undtagelse, et brud på reglerne. Lad det ikke forvirre, at det i vort eget højt udviklede samfund er lykkedes at forlænge levealderen langt ud over det normale.