Giftetanker

Det er derfor noget helt specielt, at vi fra bronzealderen – takket være særlige bevaringsforhold i egekistegravene – har fået overleveret en række velbevarede dragter, de ældste komplette fra hele Europa. Ialt drejer det sig om syv fuldstændige klædninger, tre kvindelige og fire mandlige, men dertil kommer enkelte dragtstykker og rester af sådanne. Største delen af tøjet er fagmæssigt udgravet, så der foreligger udførlige beskrivelser om fundforholdene suppleret med tegninger og fotografier. Ikke nok med det: en serie små menneskefigurer i bronze samt adskillige helleristninger viser os dragterne båret. Ja men så er alle problemer omkring bronzealderens påklædning vel løst?

Ingenlunde. Med mellemrum bølger diskussionen heftigt med nye forslag, nye tolkningsforsøg omkring anvendelse og bæremåde. Om den mandlige påklædning er man dog nogenlunde enige, blot med lidt divergens omkring kappens anbringelse. Det er om kvindedragten, striden står.

Når det hele er blevet så indviklet, skyldes det, at de enkelte dragtstykker i egekisterne ikke altid ligger, som de blev båret i levende live. Uorden kan være opstået under gravlæggelsen eller senere, og påklædningen af de døde var heller ikke altid helt efter reglerne. I flere tilfælde er dragtdelene nok anbragt nogenlunde rigtigt, men uden at være bundet eller fæstnet ordentligt, i andre har man blot dækket de døde med tøjstykkerne. Det sidste gælder samtlige mandskapper, der er brugt som en slags tæpper over ligene.

Her skulle afbildningerne kunne yde hjælp, men den er nu temmelig begrænset. Enkelthederne i figurer og tegninger, som der sjældent er gjort meget ud af, kan være vanskelige at tolke, og dertil kommer, at disse billeder ikke er illustrationer til dagliglivet, men er lavet i kultisk øjemed og derfor viser os personerne klædt på – eller snarere af – til særlige ceremonier. Således er kvinden oftest fremstillet med nøgen overkrop eller helt uden tøj.

Når uenigheden især gælder kvindedragten, skyldes det, at den – selv i vort begrænsede fundmateriale – optræder i to forskellige former; det kræver en forklaring og har fristet til en række vidt forskellige tolkninger. De tre foreliggende kostumer er de kendte fra Egtved og Skrydstrup, begge fagmæssigt fremdraget, samt et fra Borum Eshøj ved Århus, som desværre fik en noget ublid behandling ved fundet i 1871, og om hvis placering i graven vi derfor intet aner. Til alle tre fund hører en bluse, skåret efter nøjagtigt samme mønster, og et tøjbælte; det er altså ikke her, forskellen viser sig. Men Egtved- pigens korte snoreskørt virker unægtelig noget anderledes på beskueren end de to andre damers store vævede klædesskørter. Da Egtvedgraven blev publiceret, i 1920’erne, var Skrydstrup-fundet endnu ikke dukket op, og udgraveren, Thomas Thomsen, havde kun Borum Eshøj at sammenligne med. Han skriver, at helhedsbilledet af de to dragter er så forskelligt, at man fristes til at betragte Egtvedpigen med pagehåret, det blottede underliv, det utilstrækkeligt dækkende skørt og de fra knæene til anklerne bare ben som en til kulttjeneste viet kvinde, en tempeldanserinde, klædt til at medvirke ved erotiske ceremonier. En vis støtte for denne antagelse kunne hentes i de samtidige bronzestatuetter, der som nævnt må betragtes som kultfigurer.

Thomsen selv kunne dog modbevise sin teori. I en række kvindegrave fra bronzealder var fundet små bronzerør omkring hofteregionen; bedst kendt er Ølbygraven (se Skalk 1971:5), hvor de optræder i stor mængde og liggende i sirlige rækker. Rørene kunne, på baggrund af Egtvedfundet, tydes som pynt på snoreskørter, hvor de ikke alene har virket prangende, men også har frembragt en bjældeagtig lyd; det sidste er efterprøvet på en kopi af dragten og svarer jo iøvrigt til ringlelyden fra arm- og ankelringe hos kvinder i nutidige kulturer. Bronzerør som gravenes kendes også fra depotfund, og alt i alt kan man slutte, at snoreskørtet har været almindelig påklædning for kvinder i bronzealder; det må jo ikke glemmes, at der til de nævnte fund skal lægges et sikkert betragteligt antal, hvor skørtet ikke har efterladt sig spor, fordi det – som i Egtved – var uden dingeldangel. Rørene var trods alt kun et modelune, de forekommer hyppigst på øerne og fortrinsvis i rige grave.

Alt dette indså Thomsen klart, han afviste tempeldanserinden og foreslog i stedet, at forskellen i dragt skulle kædes sammen med forskel i alder. De to kvinder fra Egtved og Borum Eshøj var nemlig ikke jævnaldrende, den første kan have båret en ungpigedragt den anden en påklædning som sømmede sig den modne husmoder. Som en slags reserve holdt Thomsen dog den mulighed åben, at der kunne være tale om sommer- og vinterdragt. (Fig. 2)