Giftekniv

En af disse dolke befinder sig hos gårdejer Egon Laursen i Veiling syd for Silkeborg, hvor undertegnede for nylig blev præsenteret for den. Desværre er den i tre stykker, men tilsammen danner de et fuldstændigt og meget smukt eksemplar, som med en længde af 44 cm nærmer sig rekorden – og vel også grænsen for, hvad det var menneskeligt muligt at frembringe.

Til fremstilling af fejlfri dolke krævedes fejlfri flint, som man ikke fandt på marken, men brød op af jorden. De kalk- og kridtaflejringer, Danmark hviler på, er som bekendt gennemvævet af flintlag, her kunne materialet hentes, og her har vi sikkert forklaringen på det danske førerskab. To områder, Stevns og Limfjordsegnen, var centrer for tilvirkningen af flintdolke; herfra forsynedes ikke blot det øvrige Danmark, men også Norge og Sverige. I flintminer, som er fundet ved Ålborg, kan man se, hvordan man i dybe skakter har fulgt de tynde flintlag og brudt dem løs i flager; af disse har man så tilhugget dolkene. Ja »tilhugget« er egentlig ikke det rette ord, den karakteristiske fladebehandling er nemlig ikke frembragt ved hug, men ved tryk. Med en trykstok af »blødt« materiale, for eksempel hjortetak, kunne man presse papirtynde lag af flinten i smalle, velberegnede baner. Mange dolke bærer spor af først at være slebet, på den måde fik man bladet tyndt og elegant, og egentlig skulle man tro, at det måtte være tilstrækkeligt. Men nej, stenaldermandens æstetiske sans (der ikke var ulig vor) krævede den glatte overflade brudt af tilhugningens ujævnheder, de utallige facetter, der spiller så dejligt i lyset. (Fig. 1)