Genskabt skrin

Graven, hvor fundet blev gjort, var ikke særlig fremtrædende, men med et ganske velbevaret skelet. På brystet lå en perle og en lille forkrøblet jernstump, som senere viste sig at være to små sammenrustede genstande, den ene en »Thorshammer«, vikingetidens velkendte amulet (den døde kvinde var åbenbart tilhænger af tordenguden), den anden et vinkelbøjet, dirklignende stykke, måske nøglen til skrinet. Skrinet selv har stået tværs over ligets ankler, men var nu i en sørgelig forfatning, en forvirret dynge af rustne beslag. At få den dissekeret og samtidig dokumenteret var en langvarigproces, men nødvendig for fundets forståelse. Resultat: en samling æsker med genstande, skitser af de vigtigste stykker, en serie lommebogsnotater, en dynge fotografier og - sidst men vigtigst - en tegnet plan, nemlig den, som her er gengivet i lidt forenklet form og uden det virvar af numre og højdetal, som ledsager originalen.

Umiddelbart gav dyngen ingen forestilling om skrinets form, kun om enkelthederne ved det. Det sås, at låget har haft fire tværgående beslag (det ene dog meget ødelagt), og at to af dem - de midterste - har fortsat som hængsler ned ad bagsiden. Midt på låget har været en hank og foran denne et lukkebeslag med dyrehoved for enden og en bøjle, som har grebet ind i låsen; en jernstang gennem den viser, at skrinet er sat låset i graven. Dobbeltrækker af tinstifter - nu næsten i pulverform - må have tjent dekorative formål, og det samme gælder en lille guldbelagt bronzeplade og to langstrakte, emaljerede beslag. De sidste er interessante. Oprindelig har de hørt sammen: et enkelt langt beslag er brækket over og genbrugt, og dette beslag er ikke af dansk oprindelse, men må stamme fra De britiske øer. Plyndringsgods antagelig. Skrinet er jo nu engang fra vikingetid.

Af det indhold, som naturligvis har været i kassen, var kun lidt bevaret: et par læderstumper sammensyet med metaltråd og en spindesten. En slags syæske altså - eller dog noget i den retning.

En genskabelse af skrinet måtte forsøges - naturligvis, ellers ville den omstændelige udgravnings- og optegningsproces være uden mening. Med dyngen af tegninger, fotografier og notater foran os gik vi i gang, og skrinet genopstod omend kun i pap og med »jernbånd« klippet ud af en blyplade. Resultatet ses på billedet.

Ud fra beslagenes form og deres stilling i jorden (som fremgik af fotografierne og af planen med dens højdetal) fandt vi frem til den placering, de havde haft i skrinet. Den stærke sammensynkning og rustangrebet, som simpelthen har udslettet mange af jernbåndene, gjorde ikke opgaven lettere, men den åbenbare symmetri i opbygningen kom til hjælp, og fiberretningen i de fastrustede trærester kunne i mange tilfælde afgøre, om et stykke havde siddet lodret eller vandret. Modellens højde- og længdemål (13 og 37 cm) rummer en smule usikkerhed, mens bredden (18,4 cm) kan anses for korrekt. Lågets form er givet af beslagenes, hvordan udsmykningen (prydplader og tinstifter) har været fordelt, er måske knap så sikkert, men den foreslåede løsning synes sandsynlig. De tre små »bæreringe« på forsiden (og tilsvarende tre på bagsiden) kan have siddet højere eller lavere, men næppe forskudt til siderne. Alt taget i betragtning må man vist sige, at modellen giver et tilforladeligt billede af det oprindelige skrin.

Skrin som dette har været ret almindelige blandt velhavende vikinger; vi har i Danmark rester af en lille snes stykker, men ingen har kunnet genskabes i deres helhed. Ser vi på detaljer, finder vi flere træk, som vi genkender fra Lejreskrinet: hanken, dyrehovedbeslaget, en enkelt gang de blanke prydstifter, derimod ikke ringene på for- og bagside. Langt de fleste af fundene er fra kvindegrave, og de rester af kassernes indhold, som nu og da er påvist, har også kvindeligt præg: spindesten, en læderlap med metaltrådssyning (som i Lejre), saks, smykker og lignende småting. Flere af skrinene har, som vort, været stillet - ikke ved, men på den døde. I udstyret uden for æskerne optræder ofte nøgler. Den døde i graven skulle dog gerne kunne komme ind til sine herligheder.

I Norge og Sverige er fundet tilsvarende skrin, hvoraf enkelte har kunnet rekonstrueres. Og så må vi ikke glemme Cammin- og Bamberg-skrinene (se Skalk 1970:3 og 1976:2), de to herlige vikingeæsker, som ad uransagelige veje er havnet i europæiske katedraler, hvor de overlevede til vore dage uden nogensinde at have været i jorden. I deres selskab blegner Lejreskrinet, men det klarer sig endda.