Genskabelse

Skattefund hører ikke altid til i romanernes verden. En skat på 4½ kg sølv blev således fundet i 1933, en decemberdag hen under aften, af en arbejdsmand, som gravede grøfter i landsbyen Høstentorp ved Haslev. Vinterdagens tusmørke var ikke det bedste til arkæologiske iagttagelser, så det er kun lidt, vi ved om fundforholdene. (Fig. 1)

Af Olfert Voss

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Der er mønter i fundet, men det meste af skatten består af »brudsølv«, stumper og stykker af itubrudte eller ituklippede sølvgenstande, såsom smykker, skåle og fade De fleste af stykkerne er så små, at vi nu ikke har mulighed for at bestemme dem nærmere. Tilsyneladende har man tilstræbt at give stumperne en nogenlunde ensartet vægt; i hvert fald var de tyndeste stykker klippet størst ud. Dette skyldes sikkert at brudsølvet, ligesom mønterne, har været brugt som betalingsmiddel. For at gøre de største sølvplader mere håndterlige har man foldet dem sammen flere gange. Finderen interesserede sig særligt for disse små pakker, der jo kunne indeholde noget spændende Han brækkede mange af dem op, hvorved de gik i små stykker. Dette gjorde ikke arbejdet lettere, da fundets tråde skulle redes ud.

Skatten som helhed skal ikke omtales her; den er udførligt beskrevet i Acta Archaeologica, bind 25. Vi vil samle opmærksomheden om en lille snes sølvstumper, som er plukket ud af dyngen Det er resterne af en af de små pakker, som finderen brækkede i stykker. Ved at passe stykkerne sammen kan vi rekonstruere pakken og vise alle stadierne i sammenfoldningen. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

Men også selve sølvpladen, som den så ud før sammenbukningen, lader sig pusle frem. Det er et lille stykke af en sølvskål med lidt af randen, og under den et prikket mønster af linjebånd, som danner sløjfer og trekanter. Mønsteret har sikkert løbet randen rundt under stadig gentagelse af de samme motiver. På det lille stykke af mønsteret, som vi har bevaret, kan der tages nogle mål. Ud fra dem og ved anvendelse af lidt matematik er det muligt at genskabe skålen. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst.

Billede

Fig. 4. Ingen billedtekst.

Billede

Fig. 5. Ingen billedtekst.

Hvor mange gange har mønsteret gentaget sig selv på vejen rundt? Otte gange, viser det sig. Den geometriske figur, som mønsteret er bygget omkring, må nemlig være en ottekant, da vinklen mellem dens sider er 135° Herefter kan mønsteret optegnes.

Ud fra de mål, vi kender, lader det sig gøre at beregne længden af skålens mundingsomkreds og den tilsvarende radius (R). og da længden af ottekantens sider er kendt, kan vi ligeledes beregne radius (r) i den cirkel, som kan indskrives i ottekanten. Resultat: R = 10 cm og r =6,5 cm. Ved hjælp af en passer kan skålens profil nu konstrueres. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Ingen billedtekst.

Den flade skål, som nu står færdig på papiret parat til at omsættes i metal, kan ikke være lavet her i landet. Kar med lignende mønstre blev i 3-400-tallet fremstillet i det romerske rige, og det er nok der, sølvstumpen har sit hjemsted. Nedlæggelsen har sandsynligvis fundet sted lidt efter år 500. Hvorfor? Er det en gave til guderne, eller har skattens ejer regnet med ved lejlighed at hente den igen? Om så er, må man beklage, at han har fået forfald.