Genfund

Fremkomsten af Marcus Schnabels brev vakte røre i den arkæologiske andedam - og iøvrigt også uden for den. En arkivkyndig mand spidsede øren, han mindedes noget, han engang havde set, og resultatet blev, at endnu en tegning af Grevensvænge-fundet dukkede op. Ophavsmanden er denne gang bibliotekaren Chr. Brandt, som vist ikke har kendt Schnabel og i hvert fald har arbejdet helt uafhængigt af ham. Ingen af de to har været store kunstnere, men deres rids er præget af omhu og giver et væsentligt tilskud til det allerede kendte. Et af vore aller værdifuldeste bronzealderfund var tabt, men blev givet tilbage, * omend kun på papiret.

De to tegninger viser fire statuetter, men det oplyses, at en af dem - gymnasten, som vi allerede kender - fandtes i tre ensdannede udgaver, så der har altså været seks i alt. Vor hjelmbærer har haft en pendant, som man næsten kunne gætte efter fodstykkets form, og han har båret økse, hvad vi ikke kunne vide, da den med tilhørende højre arm er afbrækket og tabt. Såvel økse som hjelm er af kendt form (se billederne). De henfører fundet til begyndelsen af yngre bronzealder.

At det hjelmbærende par er mænd, kan der ikke være tvivl om, og badutspringeren må vist være en pige at dømme efter lændeklædet, der minder meget om Egtvedpigens snoreskørt. Ny for os er den stående figur yderst på Schnabels tegning.

Den opfattes almindeligt som kvindelig på grund af det lange skørt, men også mændene bar skørter, så helt sikker kan man næppe være; den bukseagtige afslutning nedad (som ikke kendes fra dragtfundene) peger vel nærmest mod mandkønnet. På brystet har han/hun noget, der navnlig i Brandts gengivelse - påfaldende ligner en for datiden meget karakteristisk genstand, den brilleformede smykkenål. Også denne statuette har øjensynlig haft en tvilling, men den har finderne nok ikke fået med. Kendte vi stedet nøjagtigt, var det måske endnu muligt at bjærge den.

Alle figurer har under fødderne tappe, som man må tro, har siddet ned i et fælles underlag. Den således dannede gruppe har med stillinger og talende gestus fremført et lille skuespil, der sikkert er blevet forstået af de i forvejen orienterede tilskuere. Handlingen var vel af religiøs karakter, men da vi ikke kender datidens gudemyter, er vi afskåret fra at snakke med. På bronzealderens skibsbilleder - som der er mange af - ses undertiden figurgrupper, der bringer Grevensvængefundet i erindring.

(Fig. 2) Af de oprindelig seks figurer er altså kun to tilbage. Hvor er de fire blevet af? I 1823, da hjelmbæreren kom til museet, vidste man, at der havde været en tilsvarende, købt på auktionen efter P. F. Suhm af en klejnsmedemester, men gået til grunde 1807 ved Københavns bombardement. Historikeren Suhm har altså ejet en af figurerne - og sikkert også de øvrige, for i auktionskataloget, som er bevaret, omtales seks »afgudsbilleder af metal«. Suhm var en nær ven af den før omtalte Schøning, som Schnabel skrev til, og man kan forestille sig, hvordan de to kumpaner har fået fundet lirket fra den åbenbart ikke særligt offervillige pastor Wellejus i Herlufmagle. På auktionen er stykkerne blevet spredt, og i hvert fald et af dem er siden gået tabt. Hvad der er blevet af de resterende tre, ved vi ikke. Teoretisk kan de dukke op, men det er nok ikke særlig sandsynligt.

(Fig. 3) (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6)

Lit: Årbøger for nord. Oldkyndighed 1952. Kuml 1961.