Genforening

Om Øm kloster ved Mossø ved vi meget. Vi kender dets stiftelsesår – 1165 – og store dele af dets historie, og dertil kommer udgravningernes mange oplysninger om det vidtstrakte ruinkompleks. Der blev gravet tidligt i århundredet, og det sidste par år er arbejdet blevet genoptaget i »Øm Kloster-projektet« med nye spændende fund som resultat. Et skal omtales her. Dels fordi det i sig selv er mærkeligt, dels på grund af de ret ejendommelige omstændigheder, der knytter sig til dets fremkomst. (Fig. 1)

Af Per Kr. Madsen og Ole Schiørring

Cistercienserne, det munkesamfund brødrene i Øm tilhørte, havde meget faste regler for deres klosterbyggeri, de stammede fra ordenens hjemland Frankrig, og man kan se, de i dette tilfælde er blevet temmelig nøje fulgt. Også livet i klosteret var på alle måder lagt i faste rammer, det fulgte et ganske bestemt mønster, men ikke desmindre har vi her på et enkelt punkt kunnet konstatere brud med traditionerne. I fratergården, den åbne plads midt i bygningskomplekset, som normalt tjente fredelige sysler, foruden at den kunne bruges til begravelsessted, fandt vi spor af verdslige aktiviteter, som man ikke ville vente her. I syd-østhjørnet for eksempel stødte vi på velbevarede rester af en ovn – eller rettere af tre ovne anlagt over hinanden, således at den ene har afløst den anden. De forskellige aspekter i anlægget er endnu ikke endeligt udredet, men det er heller ikke disse, vi i denne omgang vil interessere os for.

En af ovnene havde et meget velbevaret gulv lagt af røde munkesten, ganske vist mest i form af brokker. Fjernelsen af det gav anledning til naturhistoriske studier, i stenene fandtes nemlig påfaldende mange spor af dyr – Øms umælende beboere, som har taget sig en tur over læggepladsen, hvor de rå lerbrikker lå til tørring forud for brændingen. Nok så interessant var dog en hilsen fra deres tobenede samtidige: en murbrok med nogle indridsede linjer, som efter rengøring viste sig at danne tegningen af en skibsstævn. Resten af skibet manglede desværre. Efter behørig opmærksomhed fra udgravningsholdets side blev stenen sendt til registrering. (Fig. 2)