Genbrug

Selv om et drikkeglas har mistet foden, kan det sagtens bruges. Man forsyner det blot med en ny fod af træ, jernblik eller andet, og skønt glasset måske ikke bliver så godt som nyt, smager brændevinen i hvert fald, som den plejer. Rundt omkring på museerne er der mange eksempler på sådanne reparationer, og på Ålborg Historiske Museum er der både et glas med en fod af jernblik og en lygte, hvor adskillige fødder fra havarerede drikkeglas udgør lygteglasset. Lygten er lavet som en trækasse, og glasfødderne sidder i 25 runde huller, fordelt over siderne. Den ene fod har bevaret stilken, og den sidder som håndtag i den side, der virker som låge. Lyset skulle jo kunne tændes og udskiftes. På lågen kan man læse årstallet 1825. At lygten ikke er noget ganske enestående, fremgår af, at Herning Museum også har en. (Fig. 1)

Af Viggo Petersen

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Det afbildede, genanvendte glas stammer nu ikke fra noget museum, men er stadig i privateje i Brønderslev. Det er et arvestykke og har formodentlig været brugt et sted i Vendsyssel. Dets nye fod er af fajance, og da den er signeret, kan man se, at den er fremstillet på den berømte Store Kongensgadefabrik i København, den første fajancefabrik i Skandinavien. Fabrikken lavede naturligvis ikke fødder til ødelagte drikkeglas, og foden må oprindelig have været en del af en sennepskrukke. Signaturen består af et sammenskrevet I og P og står for Johan (Ernst) Pfau, der meget dygtigt ledede fabrikken fra 1727 til 1749. Den periode blev fabrikkens bedste tid. En anden del af signaturen, der har angivet selve blåmalerens navn, er derimod forsvundet, formodentlig da foden skulle tildannes til sit nye formål. Han kan muligvis have været Peter Christian le Fevre, der arbejdede på fabrikken fra slutningen af 1730'erne til lidt ind i 1740'erne. Sennepskrukkens alder kan altså bestemmes ret nøje, men hvornår den er faldet på gulvet og er genopstået i ny skikkelse kan naturligvis ikke siges.

Det har ikke været noget helt lille arbejde at passe de to brudstykker sammen til en helhed, men så er resultatet til gengæld også blevet særdeles nydeligt. Det er usædvanligt, for normalt udmærker genanvendte tihg sig ikke just ved elegance. Ståltråd og sejlgarn, blik og tilfældige vragstykker er ikke særligt ædle materialer, og det har da også først og fremmest været brugsværdien, man i sådanne tilfælde har villet genskabe. Resultatet blev sjældent noget, man viste frem for husets gæster, men det kunne blive godt nok til hverdagsbrug. På den baggrund må vort drikkeglas siges at være meget vellykket. Manden har sikkert været stolt. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.