Gavmilde Fyn

Fundenes historie er i korthed følgende: I Bogense (som i de fleste danske byer) kan det hænde, at turistsæsonen indledes med en hastig og effektiv opbrydning af byens hovedstrøg. I juni i år var det Vestergades tur, og det sinkede kun arbejdet lidt, at gravkoen midt i sit måltid af sten og jord fik nogle irrede bronzesager mellem tænderne. Arbejdsmand Hans Peter Jensen så dem imidlertid – og det var godt set! -, fik dem befriet fra jordmasserne og tog vare på et par af stykkerne. Et tredie glemtes desværre i skyndingen på udgravningens kant. Så gik der en måneds tid, og den næste, der griber ind i historien, er lægen dr. Ehlers, hvis alsidige virksomhed mere end een gang har omfattet også arkæologisk førstehjælp. Tilfældigt fik han lejlighed til at se tingene og at stille den rette diagnose. Behandlingen foreskrev man i København: danefæ afleveres til Nationalmuseet mod passende godtgørelse til finderen – og det må siges, at finderen i dette tilfælde næppe havde vurderet sit fund højere end det trecifrede kronebeløb, han siden modtog i dusør. Således kom de to bronzer da i sikkerhed: et såkaldt hængekar og en brilleformet smykkenål. Men det tredie stykke? Ja, ifølge finderen må det have været endnu et hængekar – måske af samme udsøgte kvalitet som det foreliggende; men trods ihærdig efterlysning i den lokale presse er det endnu i dag sporløst forsvundet. Man kan da blot håbe, at disse linier vil blive læst af den »nye finder«, og at han eller hun omsider vil bidrage til at forene, hvad gravemaskinen tilfældigt splittede den junidag; thi et sluttet fund er langt mere værd end summen af de enkelte genstande. Det rummer vidnesbyrd om samhørighed – et øjebliksbillede af fortiden – der er selve grundlaget for den oldtidshistorie, vi ønsker at skrive eller læse. Både fagligt, moralsk og juridisk har ihændehaveren af det manglende stykke fra Vestergade da grund til at føle et tyngende ansvar.

Den megen omtale af Bogense-fundet var dog ikke uden resultat. En dag, da Børge Christiansen i Ebberup læste sin avis, kunne han nikke genkendende til et billede af hængekar og smykkenål. For tre og et halvt år siden havde han selv gravet sådanne sager frem af en bakkeskråning ned mod Mariendal strand, og – sandt at sige – han havde dem stadig liggende. Så gik der påny bud til og fra Nationalmuseet, oldsager og penge byttede plads, og fundet fra Mariendal kunne lægges ved siden af det fra Vestergade. Det er nok så omfattende. To hængekar er der, detene dog noget beskadiget, atter en brilleformet prydnål og hertil dele af to riflede, hulstøbte halsringe og tre velbevarede smykkeplader, cirkelrunde med en fremstående spids på midten. Bevaringstilstanden er – efter omstændighederne – god, idet bare et par af stykkernes overflader er blankslidte af lidt for ihærdig pudsning. (Renlighed er en god ting, men bør ubetinget holdes i ave overfor oldsager, når sagkyndig bistand ikke er ved hånden). (Fig. 1, fig. 2)