Gammelt jern

Jernudvindingsprocessen er desuden temmelig omstændelig. Kobber f.eks. kan man udsmelte ved at brænde kobbermalm i en ovn sammen med trækul. Det samme kan man gøre med jern, men ved afkølingen viser jernet sig at have en stor fejl: Det er skørt og kan ikke smedes. Jernet har nemlig optaget kul fra trækullet og er blevet til støbejern. Sagen kan imidlertid klares ved, at man slet ikke smelter jernet, men nøjes med at bortsmelte slaggen, der bliver flydende ved en lavere temperatur. Derved undgås kulstoffet, men metoden giver en meget dårlig udnyttelse af malmen, og man har da også i nyere tid fundet bedre udveje.

Hvordan det nu end forholder sig, så er det i hvert fald en kendsgerning, at jernet kom sidst. Det var Hetitterfolket i Lilleasien, som først tog det i brug. Jernet var deres hemmelige våben, som de vågede over, og først efter Hetitterrigets fald godt et årtusinde før Kristi fødsel bredte kendskabet til det nye materiale sig ud over verden. 700 år senere nåede det til Danmark. Om det ældste danske jern var indført, eller om vi straks fra begyndelsen har kunnet fremstille det selv, er et åbent spørgsmål. Men råmaterialet havde vi i mosernes myremalm, og vi ved med sikkerhed, at hjemmeudvinding har fundet sted senere i jernalderen; det fortæller de mange fund af jernudvindingspladser. I almindelighed er de ganske vist vanskelige at datere, men nu og da sker det dog, at der mellem slaggerne findes oldsager, som røber alderen. Når vort kendskab til jernudvindingspladserne er så omfattende, skyldes det i første række de store indsamlingsarbejder, som er udført af lærer Rasmus Mortensen og professor Niels Nielsen.

Stort set kan der skelnes mellem to forskellige former for jernudvindingspladser: slaggegruber og slaggedynger. Det er tydeligt, at de svarer til hver sin udvindingsmetode. Slaggegruberne består, som navnet siger, af gravede gruber i jorden. Hver grube er ofte udfyldt med en enkelt, stor slaggeblok, der kan veje op til 175 kg. Slaggedyngerne derimod ligger oven på jorden, og hver dynge indeholder mange småslagger. På dyrket mark er dyngerne altid spredt, men i skove og på heder kan man finde dem urørte. Mens slaggedynger kendes fra hele landet og fra Norge og Sverige, sä træffes gruberne kun i Jylland og sydpå over et bredt område af Mellemeuropa. Ingen af slaggedyngerne har kunnet dateres tilbage til forhistorisk tid; gruberne derimod rækker i hvert fald et godt stykke ned i jernalder, og det er om dem, der nu skal tales.

Fremgangsmåden ved den ældste danske jernudvinding har man gennem mange år i hovedsagen anset for at være et løst problem. Man forestillede sig gruben indvendig beklædt med ler og fyldt op med trækul og jernmalm i skiftende lag. Trækullet blev antændt, og under branden pustedes luft ned ovenfra. Når slaggen var smeltet, sank de små, faste jerndele på grund af deres vægt ned gennem slaggemassen og lejrede sig på bundens lag af endnu uforbrændt trækul. Efter brændingen, når slaggen var størknet, måtte man for at få fat i jernet bryde slaggeblokken op.

For et par år siden undersøgtes i Drengsted i Sønderjylland fem slaggegruber. Under udgravningen blev der gjort iagttagelser, som var vanskelige at forlige med den traditionelle opfattelse af jernudvindingsmetoden. Tre af de fem gruber var forstyrret, men to lå urørte, og det sås tydeligt, at slaggen aldrig har været brudt op. Alligevel var der intet jern på bunden, som man skulle vente, hvis teorien holdt stik. Dernæst fremgik det klart, at smeltningen af slaggen ikke har fundet sted i selve gruben. Den flydende slaggemasse er kommet strømmende ovenfra. Fra det område, hvor slaggen er højest, har den fordelt sig ned i gruben og ud til siderne. Det er tydeligt, at nedstrømningen ikke er sket på een gang, men gennem længere tid. Flager af det løse sand, hvori gruberne er gravet, er fra tid til anden skredet ind. Slaggeblokken er derved blevet mindre regelmæssig, end slaggeblokke plejer at være; til gengæld er det blevet lettere at spore slaggestrømmene. I den ene grube fandtes øverst rødbrændte lerflager med slaggedråber på den ene side, og i bunden af den anden grube lå der et tæt lag af forkullet halm. Aftryk i slaggens underside viste, at halmen ikke har ligget løst, men har været samlet i et knippe på mindst 20 cm i diameter. Halm og lerflager med slaggedråber blev også fundet i de mindre velbevarede gruber.

(Fig. 1).