Gammelt jern

Stenalder - bronzealder - jernalder. Rækkefølgen af oldtidens tre »aldre« er så velkendt, at den forekommer som en naturlig ting, der ikke kan være anderledes. Men er det nu så selvfølgeligt? I hvert fald kan man med god grund spørge, hvorfor bronzen kom før jernet, der forekommer hyppigst i naturen, og tilmed har det fortrin fremfor bronzen, at det ved opvarmning bliver blødt og kan smedes. En af grundene til, at jernet er kommet på sidstepladsen, kan måske være, at de metaller, som indgår i bronzen, smelter ved en noget lavere temperatur end jernet.

Af Olfert Voss

Jernudvindingsprocessen er desuden temmelig omstændelig. Kobber f.eks. kan man udsmelte ved at brænde kobbermalm i en ovn sammen med trækul. Det samme kan man gøre med jern, men ved afkølingen viser jernet sig at have en stor fejl: Det er skørt og kan ikke smedes. Jernet har nemlig optaget kul fra trækullet og er blevet til støbejern. Sagen kan imidlertid klares ved, at man slet ikke smelter jernet, men nøjes med at bortsmelte slaggen, der bliver flydende ved en lavere temperatur. Derved undgås kulstoffet, men metoden giver en meget dårlig udnyttelse af malmen, og man har da også i nyere tid fundet bedre udveje.

Hvordan det nu end forholder sig, så er det i hvert fald en kendsgerning, at jernet kom sidst. Det var Hetitterfolket i Lilleasien, som først tog det i brug. Jernet var deres hemmelige våben, som de vågede over, og først efter Hetitterrigets fald godt et årtusinde før Kristi fødsel bredte kendskabet til det nye materiale sig ud over verden. 700 år senere nåede det til Danmark. Om det ældste danske jern var indført, eller om vi straks fra begyndelsen har kunnet fremstille det selv, er et åbent spørgsmål. Men råmaterialet havde vi i mosernes myremalm, og vi ved med sikkerhed, at hjemmeudvinding har fundet sted senere i jernalderen; det fortæller de mange fund af jernudvindingspladser. I almindelighed er de ganske vist vanskelige at datere, men nu og da sker det dog, at der mellem slaggerne findes oldsager, som røber alderen. Når vort kendskab til jernudvindingspladserne er så omfattende, skyldes det i første række de store indsamlingsarbejder, som er udført af lærer Rasmus Mortensen og professor Niels Nielsen.

Stort set kan der skelnes mellem to forskellige former for jernudvindingspladser: slaggegruber og slaggedynger. Det er tydeligt, at de svarer til hver sin udvindingsmetode. Slaggegruberne består, som navnet siger, af gravede gruber i jorden. Hver grube er ofte udfyldt med en enkelt, stor slaggeblok, der kan veje op til 175 kg. Slaggedyngerne derimod ligger oven på jorden, og hver dynge indeholder mange småslagger. På dyrket mark er dyngerne altid spredt, men i skove og på heder kan man finde dem urørte. Mens slaggedynger kendes fra hele landet og fra Norge og Sverige, sä træffes gruberne kun i Jylland og sydpå over et bredt område af Mellemeuropa. Ingen af slaggedyngerne har kunnet dateres tilbage til forhistorisk tid; gruberne derimod rækker i hvert fald et godt stykke ned i jernalder, og det er om dem, der nu skal tales.

Fremgangsmåden ved den ældste danske jernudvinding har man gennem mange år i hovedsagen anset for at være et løst problem. Man forestillede sig gruben indvendig beklædt med ler og fyldt op med trækul og jernmalm i skiftende lag. Trækullet blev antændt, og under branden pustedes luft ned ovenfra. Når slaggen var smeltet, sank de små, faste jerndele på grund af deres vægt ned gennem slaggemassen og lejrede sig på bundens lag af endnu uforbrændt trækul. Efter brændingen, når slaggen var størknet, måtte man for at få fat i jernet bryde slaggeblokken op.

For et par år siden undersøgtes i Drengsted i Sønderjylland fem slaggegruber. Under udgravningen blev der gjort iagttagelser, som var vanskelige at forlige med den traditionelle opfattelse af jernudvindingsmetoden. Tre af de fem gruber var forstyrret, men to lå urørte, og det sås tydeligt, at slaggen aldrig har været brudt op. Alligevel var der intet jern på bunden, som man skulle vente, hvis teorien holdt stik. Dernæst fremgik det klart, at smeltningen af slaggen ikke har fundet sted i selve gruben. Den flydende slaggemasse er kommet strømmende ovenfra. Fra det område, hvor slaggen er højest, har den fordelt sig ned i gruben og ud til siderne. Det er tydeligt, at nedstrømningen ikke er sket på een gang, men gennem længere tid. Flager af det løse sand, hvori gruberne er gravet, er fra tid til anden skredet ind. Slaggeblokken er derved blevet mindre regelmæssig, end slaggeblokke plejer at være; til gengæld er det blevet lettere at spore slaggestrømmene. I den ene grube fandtes øverst rødbrændte lerflager med slaggedråber på den ene side, og i bunden af den anden grube lå der et tæt lag af forkullet halm. Aftryk i slaggens underside viste, at halmen ikke har ligget løst, men har været samlet i et knippe på mindst 20 cm i diameter. Halm og lerflager med slaggedråber blev også fundet i de mindre velbevarede gruber.

(Fig. 1).

Billede

Fig. 1: En af Drengsted-gruberne, lodret gennemskåret. På billedet til højre er det ved pile antydet, hvordan slaggen er strømmet ned og har fordelt sig i gruben.

Alt dette viser klart, at den gamle opfattelse af jernudvindingsprocessen må revideres grundigt. Udsmeltningen er ikke foregået i selve gruben. Over den må have stået en ovn, og derfra er slaggen løbet ned. Lerflagerne, som blev fundet i Drengsted, og som også kendes fra ældre fund, er rester af denne ovn. (Fig. 2). Hvordan ovnen så ud, behøver vi ikke at gætte os til. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der foreligger en næsten fuldstændig bevaret ovn og brudstykker af flere andre fra et jernudvindingsfund ved Hamburg. Som billedet viser, har ovnen skorstensform; den er åben nedefter, og nederst i siderne er der flere lufthuller. Slaggedråber indvendig i ovnen fortæller tydeligt om brugen.

Billede

Fig. 2: Det lodrette snit viser jernudvindingsgruben, som man forestillede sig den efter afsluttet brænding. På bunden trækul - uforbrændt på grund af iltmangel. Derover jernet, som man tænkte sig nedsunket på bunden af den flydende slaggemasse. Øverst slaggen, der nu er størknet til blok.

Rekonstruktionstegningen viser, hvordan vi nu må forestille os det samlede anlæg. Ovnen har været opstillet på marken over gruben. Nedgravningens form har naturligvis varieret; men i reglen har gruben nok videt sig ud nedefter, hvorved man opnåede større rummelighed. Gruben fik altså en forholdsvis snæver munding, som man har lukket med en halmprop.

Ovnen er nu blevet »beskikket« ved at trækul og myremalm afvekslende er blevet hældt ned fra oven, og derefter har antændingen fundet sted. Lufttilførslen er foregået »af sig selv« gennem hullerne forneden. Brændingen har antagelig stået på gennem flere dage. Halmproppen er brændt ud, og den smeltede slagge er løbet ned i gruben.

Men jernet? Det skulle jo efter den gamle opfattelse i kraft af sin tyngde synke ned og lægge sig til hvile på grubens bund. Da det ikke blev fundet i de urørte Drengstedgruber, må vi gå ud fra, at teorien er forkert. (Fig. 3). Jernet må være blevet oppe i selve ovnen. Forklaringen er formentlig denne: Når jern opvarmes til en bestemt temperatur, bliver det blødt og klæbrigt. Samtidig med at slaggen er løbet bort, har de bløde jernkorn klæbet sig til hinanden og til ovnens sider. Jernet bliver med andre ord hængende i ovnen som en svamp, der til slut falder eller stødes ned på ovnbunden, hvor den udtages.

(Fig. 4).

Billede

Fig. 3: Den næsten fuldstændige jernudvindingsovn, som er fundet ved Hamburg, har været mønster for billedet til venstre. Til højre et lodret snit gennem en ovn, som er fyldt og klar til antænding. Under brændingen har man påfyldt mere trækul og malm.

Billede

Fig. 4: Slaggeblokke har ofte en karakteristisk tragtform. På dråberne i slaggemassen kan man se, at blokkene har ligget med den brede flade nedad. Vi får herigennem en forestilling om formen af det hulrum, som slaggen har udfyldt.

Ovnen har antagelig kunnet bruges flere gange; men den ublide medfart, som den fik ved brændingerne, har dog sikkert gjort dens levetid ret kortvarig.

(Fig. 5).

Billede

Fig. 5: Jernudvindingsovne fra Vestafrika. Ovnen fyldes ovenfra med trækul og jernmalm - det sidstnævnte dog kun i ovnens øverste tredjedel, hvor det lægges lagvis mellem trækullet. Slaggen flyder ikke ned i en gravet grube, men ud gennem hullerne forneden. Brændingen varer et par dage. På tredjedagen falder den endnu glødende jernmasse ned på ovnens bund.

Ovenstående er endnu teori. Nogen støtte kan dog hentes ad etnografisk vej, som billedet viser, og formodningen om »jernsvampens« dannelse bestyrkes af et i England foretaget forsøg. For at opnå sikkerhed er det dog nødvendigt, at fremgangsmåden prøves i praksis, og forhåbentlig vil der blive mulighed for at gennemføre et sådant eksperiment. Der bør også foretages flere udgravninger. Statens almindelige Videnskabsfond har ved sin sidste uddeling betænkt de kommende undersøgelser.

Gennem C14-analyse af halmen i Drengstedgruberne er disse anlægs alder fastslået til ca. 200 efter Kristi fødsel; men hvornår metoden først blev taget i brug herhjemme, ved vi som sagt intet sikkert om. Vi ved heller ikke, om jernet kun har været til hjemlig brug, eller om noget af det er anvendt til eksport. De mange slaggefund viser, at jernudvinding har fundet sted i stor stil i Midt- og Vestjylland. Træet til brændingerne har man hentet fra skovene, og det er ikke umuligt, at vi her har en af grundene til, at lyngen breder sig så voldsomt netop i de områder og netop i jernalderen. Udbyttet af en enkelt brænding har ikke været stort, i bedste fald vel 30-40 kg jern, og der ligger en lang arbejdsproces mellem dette råmateriale og de færdigsmedede brugsgenstande. Man må ikke forestille sig jernvarer så billige som nutildags. Fra skriftlige kilder i tidlig middelalder ved vi, at et smedet sværd havde samme værdi som syv køer, og at et bidsel kostede mere end en hest.

Tegninger: Jens Bech