Gældebro

Herr Peder gilled hin liden Kirsten. »Og vil I være allerkæresten min?«

»Gerne vil jeg trolove dig, vidste jeg, du ville ikke svige mig«.

»Svige ham Christ hin rige, hinanden agter at svige«.

»Svige ham Christ over Giellebroe, hinanden agter at svige i tro«.

Altså: gid Christus må svigte den på Giellebroe, som agter at svigte en anden i tro.

Den anden vise er langt mere berømt. Personerne hedder denne gang Aslag Tordsøn og Skøn Valborg, af Oehlenschläger kaldet Axel og Valborg i tragedien af samme navn. Som det vil huskes, har kongesønnen Hakon taget Valborg fra Aslag, hans trofaste mand. Men Aslag bærer ikke nag. Da Hakon falder i kampen, hævner han ham, men bliver selv dødeligt såret. Han sender en sidste hilsen til Valborg:

I siger stolten Valborg gode nat,
Sankt Oluf skal for os råde,
når vi findes på Gieldebro, så glade da findes vi både (begge).

I siger stolten Valborg gode nat,
Sankt Oluf skal for os råde,
når vi findes glad i Himmerig, der må vi (skal vi være) tilsammen både.

Det er jo ikke meget, vi gennem de to viser får at vide om denne bro. Dog fremgår det klart, at når man kommer til den, er det på et afgørende punkt af tilværelsen. Det er godt at have Sankt Oluf eller Christus som støtte, når man skal over.

Om Axel og Valborg visen er der skrevet meget. Mange har ment, at den oprindelig er norsk, eller at den er digtet af en dansker med stærke norske forbindelser – eventuelt en, der har boet i Norge, som den danske folkemindeforsker Axel Olrik formodede det. Et af de elementer i visen, man i den forbindelse har peget på, er netop Gældebroen. Det er nemlig velkendt, at der i norsk-islandsk tradition har levet forestillinger om en sådan bro.

I den del af Snorres Edda, som kaldes Gylfaginning, findes den smukke myte om Balder den Godes endeligt. Da onde drømme havde varslet Balders forestående død, fik Odins kone Frigg alle ting til at aflægge ed på, at de ikke ville skade ham: ild, vand, jern, sten, jorden, træerne, sygdomme, dyr, fugle, gift, slanger, alle ting undtagen misteltenen. Aserne morede sig med at skyde på den nu usårlige Balder, men til sidst blev han ramt af misteltenen, afskudt af den blinde Høder på den onde Lokes foranledning, og den gav ham banesår. Så stor var gudernes fortvivlelse, at de besluttede at sende en mand til dødsriget for om muligt at overtale dødsgudinden, Hel, til at lade Balder vende tilbage til Asgård. Det blev Odins søn Hermod, der drog afsted på hesten Sleipner (fig. 1).