Gabriels vingefjer

Vore dages engle skal nok helst være store, blidt alvorlige, nogle endda kvindelige, iklædt hvide, folderige gevandter og med store, hvide vinger; eller de skal være små, søde, nøgne børn, absolut ude af stand til at flyve med de diminutive vinger, der vifter koket på deres skuldre. De første kender man så godt fra barndommens billedbibel og fra Thorvaldsens skulpturer, de sidste er efterkommere af barokkens fede »putti« og små bevingede barnehoveder. Gotikkens engle havde fortrinsvis grønne vinger, som man kan se det den dag i dag på talrige kalkmalerier i danske kirker, for eksempel på den vidunderlige sjælevejende Michael i Højby på Sjælland, som er gengivet ovenfor. Visse af Dantes engle var helt grønne, og i de første kristne engles tid var rødt den foretrukne farve, som dog især var knyttet til Gabriel, der var »urengel« og bebuder og derved bærer af Guds kraft. Der fandtes en hel englefarvelære. - Folk, der gennem mange år har beskæftiget sig med middelalderens gejstlige levn, kan få et næsten personligt forhold til engle - som den kyndige museumsmand, der i 1922 indførte i sin protokol: »Et englehoved af terracotta, af omtrent naturlig størrelse --«.

En fjer af englen Gabriels vinge, endda af den højre, er for nylig dukket op på Nationalmuseet - den er hvid, men den er også fra 1880. Den fremkom under en gennemgang af gruppen »Kuriositeter og kunstsager«, hvor den henlå mellem mange andre »rare« ting forklædt som en lille flad papirspakke, der på forsiden bar påskriften »At opbevare blandt museets mærkeligheder. (de angelo Gabrielo)«. Bagpå stod med anden hånd »En fjerpen og lille bogspænde«. Foldede man nogle lag papir ud, viste det sig – anført med tredie hånd – at hele herligheden er »Forefundet på Varme Loft maj 1913«. Nationalmuseets magasinforhold har i mange år været slette; et andet hyppigt forekommende fundsted er »Bagtrappen«.

Inderst i pakken lå så fjerpennen og bogspændet. Den første umiskendeligt en hønsefjer og med spor af rødt blæk, det andet lige så umiskendeligt et salmebogsspænde, som de brugtes endnu i forrige århundrede. Sammen med tingene lå en seddel med efter datidens forhold fyldige oplysninger udformet af hele to udmærkede museumsmænd: »Pennefjeder af engelen Gabriels højre vinge. Fund fra et alter på grev Moltkes gods af afdøde billedskærer Wille. Den fandtes ved at tage bagklædningen af alteret. Menes af giveren (Willes enke) at være fra den tid, da man skrev med blod. Hermed et bronze-beslag til blodhuset (cfr. blækhuset). 29/4 1880«.

Det fremgår ikke, hvem der har bragt Gabriel på tale, men formodentlig er det også Willes enke. Hendes teoris rigtighed må nok drages i tvivl, men derfor er fjeren alligevel af interesse som bidrag til et kuriøst lille stykke museumshistorie. Den og bogspændet vil nu få museumsnumre og blive ført til protokols, og bagefter vil de blive lagt på plads blandt »Kuriositeter og kunstsager« som et minde om håndgribeligheden i tidligere tiders engle tro og som en påmindelse om, at Nationalmuseet trods alt er en direkte efterkommer af det gamle Kunstkammer.