Fyrkat-sølv

Den snoede ring blev fundet 1952, da man under borgens udgravning tømte et stolpehul i et af de store, krumvæggede langhuse. Forståeligt nok betød sølvets fremkomst en pause i undersøgelsen, og da det var sidst på sæsonen, blev hullet først gravet færdigt året efter. Da fandt man, tretten centimeter dybere, den glatte ring med det lille ringlende vedhæng. I hullet har der stået to stolper (se Skalk 1965:4), og de sammenklemte ringe har ligget mellem dem. Der kan ikke være tvivl om, at man ganske enkelt har skjult dem i et mellemrum i væggen. Hvorfor, man gjorde det, og hvorfor, de aldrig blev hentet frem igen - ja det kan man fantasere om.

Armringe som disse var moderne på Gorm den Gamles, Harald Blåtands og Svend Tveskægs tid. Den glatte ring er fremstillet af en svær sølvtråd, der smalner lidt til mod enderne, den snoede af to tråde, der er tvundet sammen. Den lukkende sammenfletning er, som det fremgår af tegningerne, ret forskellig, men størrelsen af ringene er stort set den samme; den svarer til, hvad man nu om stunder vil betegne som »normalstørrelse«. Bæreren har utvivlsomt været kvinde. En barsk viking ville næppe kunne få ringene på. (Fig. 2)

Ud over lukninger og vedhæng er der ingen dikkedarer; armringe på den tid var ikke til pynt alene, de var i egentligste forstand brugskunst. Som nævnt forekommer der mønter i fundene, men noget virkeligt møntsystem havde man endnu ikke, der betaltes med sølv efter vægt, uanset om det var præget eller ikke. En lille ring, som den vedhæftede, var en velegnet »skillemønt«, men det hænder iøvrigt ofte, at man finder smykker m.m. klippet i stykker. Vikingetidens sølvsmykker kan betragtes som dekorative checkhæfter. (Fig. 3)