
Futhark
Runerne er ganske almindelige bogstaver med ganske samme brug som de latinske bogstavtegn, vi bruger i dag, på tryk og med skreven hånd. De har ikke – hvad man har troet, og hvad nogle endnu tror – været tillagt magisk kraft, undtagen hvor man har brugt dem til at skrive magiske ord eller trylleformler med; og så var det formlerne og ordene, der var magiske, ikke runerne. Hvordan skulle man for resten kunne skrive en trylleformel eller en forbandelsesformular i »urnordisk tid« med andet end runer – det eneste alfabet, man kendte? (Fig. 1)
Af Erik Moltke

Man regner med, at runerne er opstået omkring Kristi fødsel; de ældste fund er 100-200 år yngre end dette tidspunkt. Men hvor og hvordan runeskriften er opfundet, om af en enkelt mand eller af en lærd kommission, det er der ingen, der ved, ligesom der hersker den største uenighed om, hvilket alfabet, der har dannet mønster for runealfabetet. Mærkelig nok! Flere af runetegnene taler ellers deres tydelige sprog. For en halv snes år siden tog undertegnede spørgsmålet op og viste, hvor enkelt det lod sig besvare, hvis man antog, at godt en tredjedel af runerne var mere eller mindre direkte kopier efter det latinske alfabets store bogstaver, mens den ikke ubegavede runeopfinder havde lavet resten ud af sit eget hoved. Samme forfatter havde da den dristighed at udkaste den tanke, at runernes opfinder var dansker – ganske simpelt fordi de fleste og ældste urnordiske runefund var gjort i Danmark. Mængden af fund var dog ikke større, end at en del nyfund for eksempel i Tyskland ville kunne forrykke forholdet. Men det vil næppe ske, profeterede den tillidsfulde forfatter. Det er heller ikke sket. Tværtimod har nye fund yderligere understreget forskellen.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1965:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





