Futhark
Runerne er ganske almindelige bogstaver med ganske samme brug som de latinske bogstavtegn, vi bruger i dag, på tryk og med skreven hånd. De har ikke - hvad man har troet, og hvad nogle endnu tror - været tillagt magisk kraft, undtagen hvor man har brugt dem til at skrive magiske ord eller trylleformler med; og så var det formlerne og ordene, der var magiske, ikke runerne. Hvordan skulle man for resten kunne skrive en trylleformel eller en forbandelsesformular i »urnordisk tid« med andet end runer - det eneste alfabet, man kendte? (Fig. 1)
Af Erik Moltke
Fig. 1. På kirken i Voldsted, syd for Ålborg, har stenmester Gote afbildet sig selv i færd med at tilhugge en kvader. Billedet kunne lige så godt forestille en runemester i arbejde. Runer blev nemlig ikke udhugget med mejsel, men med en spidshammer, som den Gote sidder med.
Man regner med, at runerne er opstået omkring Kristi fødsel; de ældste fund er 100-200 år yngre end dette tidspunkt. Men hvor og hvordan runeskriften er opfundet, om af en enkelt mand eller af en lærd kommission, det er der ingen, der ved, ligesom der hersker den største uenighed om, hvilket alfabet, der har dannet mønster for runealfabetet. Mærkelig nok! Flere af runetegnene taler ellers deres tydelige sprog. For en halv snes år siden tog undertegnede spørgsmålet op og viste, hvor enkelt det lod sig besvare, hvis man antog, at godt en tredjedel af runerne var mere eller mindre direkte kopier efter det latinske alfabets store bogstaver, mens den ikke ubegavede runeopfinder havde lavet resten ud af sit eget hoved. Samme forfatter havde da den dristighed at udkaste den tanke, at runernes opfinder var dansker - ganske simpelt fordi de fleste og ældste urnordiske runefund var gjort i Danmark. Mængden af fund var dog ikke større, end at en del nyfund for eksempel i Tyskland ville kunne forrykke forholdet. Men det vil næppe ske, profeterede den tillidsfulde forfatter. Det er heller ikke sket. Tværtimod har nye fund yderligere understreget forskellen.
Gennem mange hundrede år var runerne vore landsmænds eneste beskedne mulighed for at udtrykke sig skriftligt; de latinske bogstaver var noget fjernt og fremmed, som man kun lejlighedsvis stiftede bekendtskab med. Men omkring år 1000 nåede latinen for alvor frem, og i 13-1400-årene gik runerne af brug fortrængt af de nye bogstaver, der lettere lod sig prente på pergament end de kantede runetegn. Som alt andet menneskeværk har også runerne været underkastet udviklingens lov. På modstående side er runealfabetet (futhark'en, som det kaldes efter de seks første runetegn) gengivet i tre forskellige udgaver, som har afløst hinanden gennem den lange periode, runerne var i brug. Rækkerne er »normaliserede«; i virkeligheden forekommer der til alle tider talrige variationer af de enkelte runer.
Så mærkeligt det lyder, kendes der adskillige indskrifter fra århundrederne efter, at runerne var gået af brug. De kan se tilforladelige ud, men er ikke resultater af en ubrudt overlevering. De er skrevet af folk med en romantisk interesse for det gamle og med anvendelse af runealfabeter, som var trykt i bøger, og som afviger noget fra middelalderalfabetet. Om dette har Anders Bæksted skrevet en interessant artikel i tidsskriftet Danske Studier 1939. Billedet nederst viser en runeindskrift skåret i en bjælke i Vibæk mølle på Als. I sin helhed lyder den:
- og der fortsættes med store latinske bogstaver:
FOR IØRGEN KRACK A KIESTINA MARI IØRGENS AO 1756 (Fig. 2)
Fig. 2. Ingen billedtekst
FUTHARK'EN I URNORDISK TID (CA. ÅR 0 TIL 6-700)
Det kræver ingen nærmere påvisning, at en del af runetegnene, for eksempel ᚱ, ᚺ, l og ᛒ, er direkte kopier efter det latinske alfabets store bogstaver. Men runerne var beregnet til at skære i træ, derfor har man givet dem kantede former, og alle vandrette linjer er omhyggeligt undgået; de ville falde sammen med træets årer og være vanskelige at se. Indskrifterne, der som regel er ganske korte, ofte blot et navn, findes i Danmark altid på løse genstande såsom smykker, våben eller værktøj. Sproget er urnordisk. (Fig. 3)
Fig. 3. Rosetfibula. Kam. Penalhus.
FUTHARK'EN I VIKINGETID (CA. 600 - CA. 1050)
I dette sparsomme alfabet på kun 16 tegn har man haft råd til to a-runer og to r-runer. ᚨ betegner et a udtalt gennem næsen (som i fransk: en), mens ᚾ gengiver almindeligt a. ᚱ betegner et tungespids-r, ᛣ et gane-r. Indskrifterne optræder stadig på løse genstande, men nu også på sten; runestenene - de store, rejste mindesten - er typiske for vikingetiden. Sproget er olddansk. (Fig. 4)
Fig. 4. Vævebrik
DET MIDDELALDERLIGE RUNEALFABET (CA. 1050 - CA. 1450)
Men derudover er der, under påvirkning af det latinske alfabet, opstået en række nye tegn - så mange, at man kan opstille en »latinsk« ABC: (Fig. 5)
Fig. 5. Røgelseskar. Knivskaft.
Indskrifterne findes på snart sagt alt: gravsten, kirkemure, løsgenstande (også kirkelige), i håndskrifter, på træpinde o.s.v. Sproget er dansk og latin.
Til læsernes behagelige øvelse gengives herunder et antal runeindskrifter (eller dele af sådanne). To af dem er korte trylleord, og en er en indvielse af indskriften til en hedensk gud. De øvrige skulle kunne læses og »dateres« uden større vanskelighed.