Fromt bedrag?

Hos den, der fordyber sig i vor nordiske mytologi, opstår let det indtryk, at de gamle guder ikke blev taget særlig højtideligt - ja at enkelte af dem rent ud sagt blev anset for lidt dumme, så at det lod sig gøre for dødelige at dreje dem en knap. Nu stammer disse fortællinger jo fra hedenskabets allersidste dage, hvor asatroen var godt på vej til at gå i opløsning. Hvordan forholdet tidligere har været mellem mennesket og »magterne«, ved vi meget lidt om, de skriftlige kilder mangler, kun de arkæologiske er tilbage, og de er på dette punkt meget fåmælte. I visse fund fra bronzealderen har man dog ment at finde tegn på manglende respekt - om ikke for guderne så dog for andre væsener i det uvirkeliges verden. Det drejer sig om »narregravgods«, defekte eller på anden måde forringede sager, som - antager man - er medgivet de døde som en slags erstatning for gode, brugelige effekter af åbenbar interesse for de efterlevende. Men er det nu rigtigt? Et fund af slagsen, udgravet sidste efterår, kan måske kaste nyt lys over det interessante problem.

Af Sven Thorsen

Log ind eller opret en konto og tilmeld dig nyhedsbrevet for at læse denne artikel.