Fra tømrerkisten

Redskabet var helt nyt, med tyske fabriksmærker og lavet af det bedste, moderne, finthærdede stål. Men formen er gammel; den må have holdt sig nogenlunde uforandret siden renæssancetiden. »Stikøkse« kalder den danske tømrer redskabet, skønt det ikke rigtig svarer til vore forestillinger om, hvordan en økse skal se ud. Bladet er usædvanligt langt og smalt, kun skaftdøllen ligner døllen på den økse, vi plejer at opfatte som den typiske tømrerøkse, bredbilen. Det mærkelige er bare, at mens tømrerøksen har skaft, så sættes der nuomstunder aldrig skaft på stikøksen. Den bruges som et stort stemmejern til rensning og afpudsning af tappe og taphuller. Tømreren griber med den ene hånd om bladet og med den anden om døllen, og så støder eller stikker han i bladets længderetning spåner af træet. Det er altså fortrinsvis til efterbehandlingen, at stikøksen bruges. Til selve udhugningen anvendes nu andre former for værktøj.

Et stemmejern, der kaldes økse og er indrettet til skæftning! Det ser mærkeligt ud. Et redskabs form plejer at være nøje bestemt af funktionen. Man får lyst til at granske stikøksens historie; men helt let er det ikke at få oplysning om brugen af tømrerværktøj i gammel tid; de foreliggende billeder er til ringe hjælp, og kun få har fundet det ulejligheden værd at skrive om noget så almindeligt. Den eneste danske beskrivelse af redskabets brug, der kan henvises til, skyldes Julius Wilken, der allerede i 1830-erne underviste ved den nyoprettede Polytekniske Læreanstalt i København, og som altså var en gammel herre, da han i 1872 udgav sine forelæsninger over »Mekanisk Teknologi« i bogform. Desværre er bogen uden illustrationer; dem skulle studenterne selv tegne ind på hvide blade efter fortegninger, så havde de ingen mulighed for at pjække fra timerne. »Stikøxen« bruges, siger Wilken, til at hugge dybe huller i tømmer, og den har intet skaft.

Når danskerne svigter os, er der intet andet at gøre end at søge hjælp hos de grundige tyskere, der jo allerede har hjulpet os ved fremstillingen af det ovenomtalte, til England fremsendte eksemplar af stikøksen. Hjælpen finder vi i et værk på 17 bind: »Handwerke und Künste in Tabellen«. Bind 11 indeholder en grundig beskrivelse af, hvordan en tømrer i Berlin arbejdede i året 1773, og en indgående omtale af alle hans redskaber. Om stikøksen (»Stossaxt«) siger forfatteren, at den bruges som et stort stemmejern. Den anvendes uden noget skaft til afpudsning af tappe og taphuller; men hvis taphullet er meget dybt og går gennem bjælken, sætter man et stykke træ i skafthullet og holder på det i stedet for på bladet for ikke at klemme fingrene mod tømmeret, når man hugger. Her er altså kun tale om en midlertidig foranstaltning; men skaftet er i hvert fald nu bragt ind i billedet, og mon man ikke tør gå et skridt videre og antage, at det engang har været permanent - med andre ord at stikøksen i sin oprindelse ikke er et stemmejern, men en smalbladet økse.

Denne »opdagelse« lyder maske ikke særlig epokegørende; men den har alligevel et vist perspektiv. Den giver os nemlig en anelse om, at fortidens tømrere ikke stemmede deres taphuller ud, men huggede dem ud med økse, og dette fører os lige lukt tilbage i yngre stenalder, hvor vi finder slebne »mejsler« af flint, som i form nøje følger de større flintøksers skiftende former. Disse mejsler har aldrig slagmærker i nakken. De må have været skæftet som de store økser og brugt som dem.

(Fig. 2).

At stikøksen har bevaret sin form, efter at den mistede skaftet, må tilskrives menneskenes uendelige konservatisme. Det er ikke alene folk i afsides egne, der klynger sig til det fra forfædrene nedarvede. Hvad bruger De selv de tre knapper på jakkeærmet til? Det er 300 år siden, det klædningsstykke blev knappet ved håndleddet.

Tegning: Jens Aarup Jensen