Fra helgengraven

Den forsigtige forfatter til ovenstående er arkitekten H.F.J. Estrup, som i juni 1890 forestod restaureringen af Seem kirke ved Ribe, hvor han gjorde det bemærkelsesværdige fund. Brevet var til Nationalmuseet, og derhen blev de to blygenstande senere sendt; de viste sig begge at være beholdere. Ved åbningen fandtes et antal småknogler, indpakket i tøjstumper og vedlagt pergamentstrimler med påskrevne navne: Johannes Døberen, Villibrod bisp, Pancratius martyr o.s.v.

Fundet blev efter endt undersøgelse sendt tilbage og anbragt under et glaslåg bagest på alterbordet. Arkitektens bange anelser gik desværre fuldt ud i opfyldelse. Da sagerne efteråret 1971 blev undersøgt påny, viste det sig, at de i høj grad havde lidt overlast. Blykapslerne var bøjet ud af form, og de små poser med relikvier rodet sammen. Den udhulede tufsten, som har udgjort »helgengraven«, var knækket i flere stykker. Hele fundet ligger nu igen på Nationalmuseet til en omfattende analyse og konservering.

En samling knogler af kristendommens store personligheder! Fundet virker mærkeligt, ja næsten lidt chokerende, men det er ikke enestående – hverken i Danmark eller i det øvrige Europa. I alterbordene fra den katolske tid er normalt nedlagt relikvier – ofte blot et par stykker, i enkelte tilfælde flere hundrede. Disse alterbeholdninger var fast udstyr, men kirken kunne have andet af samme slags anbragt uden for alteret, og når dertil lægges de privatejede relikvier, forstår man, at den samlede relikviemængde har været meget stor. Relikvie! Ja, hvad er det egentlig? Det er ben af hellige mænd og kvinder, tøj de har båret, støv fra deres grave, ting de har rørt ved – en broget samling af kraftfyldte genstande, der for de levende sikrede kontakten med de fromme afdøde, hvis hjælp man ofte havde brug for. Relikvietroen er altså en aflægger af helgenkulten, der spiller så stor en rolle i den katolske kirke. De to gik hånd i hånd, opstod i kristendommens allerældste tid, udvikledes eksplosionsagtigt til et umådeligt omfang og ophørte for Nordens vedkommende brat med reformationen.

Martyrerne – de mennesker, som i brydningstiden inden kristendommens endelige sejr måtte lade livet for deres tro – blev de første helgener, men legender opstod om andre fromme mænd og kvinder, som havde gjort undere eller blot levet et særligt helligt liv. Paver, ordensstiftere, biskopper blev gjort til helgener, ofte kort efter deres død. De lokale kirkelige myndigheder stod for godkendelsen, men udviklingen tog en sådan fart, at paven 1172 fandt det nødvendigt at udstede en lov om, at helgenkåring – kanonisering – skulle godkendes i Rom. Det førte til en strøm af ansøgninger – omfangsrige dokumenter med oplysninger om kandidatens vandel, om undere, han havde udført, og om jærtegn, som var sket ved graven; alt dette skulle nu vurderes af Vatikanet, som imidlertid ikke kunne overkomme ekspeditionen. Resultatet blev en lang række uofficielle helgener, som i hjemlandet – ofte langt fra Rom – kunne opnå en yndest helt på linje med de paveligt anerkendte. I Danmark fik blandt andre kong Knud i Odense, abbed Vilhelm i Æbelholt og Keld i Viborg pavens officielle stempel, men mange flere klarede sig fortræffeligt uden. Hellig Anders i Slagelse er et typisk eksempel på en sådan folkehelgen.

I bunden af alle religioner, kristendommen ikke undtaget, lever primitive overtroiske forestillinger, således troen på amuletter. Forskellige arter af genstande – en nød, en fugleklo, en forsterling e. lign. – antages at indeholde mystiske kræfter, som beskytter bæreren eller forlener ham med særlige evner. (Fig. 2), (Fig. 3). Af denne urgamle berøringsmagi synes relikvietroen udsprunget, men sikkert helt ubevidst og ud fra de ædleste kristelige motiver. De ældste kirker byggedes, som naturligt er, på særligt hellige steder, hvortil regnedes martyrernes grave. Takket være helgenskarens hastige vækst kunne også senere kirker skaffe sig helgengrave; det blev noget væsentligt at eje de fromme hedengangne, men da antallet af kirker trods alt hurtigt oversteg antallet af helgener, opstod der alvorlige vanskeligheder med at dække behovet. Løsningen blev relikvier. Egentlig er det vel et udtryk for hjælpsomhed, at man begyndte at udstykke de kostelige levn, men skikken bredte sig og blev med tiden lagt i særdeles faste rammer. Det blev almindeligt, at kirken indviedes til den helgen, man havde relikvier af. Var der flere muligheder, valgtes naturligvis den vigtigste.