Fra en dødsdømt bydel

De saneringsmodne huse i København stammer fra vidt forskellige perioder. Det er nemlig ikke sådan, at et hus behøver at være saneringsmodent, blot fordi det er gammelt. Stort set kan man opdele de “modne” huse i to grupper. Den ene gruppe omfatter huse, der er bygget i tiden fra midten af forrige århundrede. På grund af byens stærke vækst og den begyndende industrialisering var der rige muligheder for byggespekulanterne. Resultaterne kan man se i de tætbebyggede kvarterer på Nørre- og Vesterbro den dag i dag. Bygningslovene for et hundrede år siden var ikke tilstrækkeligt strenge; grundene udnyttedes til det yderste, og høje, tætliggende bygninger kun adskilt af smalle gader skød op som fuldt færdige slumejendomme, hvor forholdene allerede fra begyndelsen var lige så elendige som de med tiden blev i de gamle kvarterer i den indre by.

De fleste af husene i den anden gruppe stammer fra det 18. århundrede. Oprindelig var de gode og hensigtsmæssige, men efterhånden forringedes de, fordi grundarealerne udnyttedes til det yderste ved opførelse af side- og baghuse. (Fig. 1). Denne gruppe huse fandtes tidligere i stor udstrækning i Vognmagergade- og Holmensgade—kvarteret og er endnu bevaret i spredte områder i kvarteret ved Landemærket-Åbenrå, på Christianshavn og indtil for nylig især i det “klassiske” københavnske slumkvarter Adelgade-Borgergade-kvarteret. Det er det sidstnævnte kvarter og undersøgelserne der, der vil blive omtalt i det følgende.