Fra en dødsdømt bydel

De saneringsmodne huse i København stammer fra vidt forskellige perioder. Det er nemlig ikke sådan, at et hus behøver at være saneringsmodent, blot fordi det er gammelt. Stort set kan man opdele de "modne” huse i to grupper. Den ene gruppe omfatter huse, der er bygget i tiden fra midten af forrige århundrede. På grund af byens stærke vækst og den begyndende industrialisering var der rige muligheder for byggespekulanterne. Resultaterne kan man se i de tætbebyggede kvarterer på Nørre- og Vesterbro den dag i dag. Bygningslovene for et hundrede år siden var ikke tilstrækkeligt strenge; grundene udnyttedes til det yderste, og høje, tætliggende bygninger kun adskilt af smalle gader skød op som fuldt færdige slumejendomme, hvor forholdene allerede fra begyndelsen var lige så elendige som de med tiden blev i de gamle kvarterer i den indre by.

De fleste af husene i den anden gruppe stammer fra det 18. århundrede. Oprindelig var de gode og hensigtsmæssige, men efterhånden forringedes de, fordi grundarealerne udnyttedes til det yderste ved opførelse af side- og baghuse. (Fig. 1). Denne gruppe huse fandtes tidligere i stor udstrækning i Vognmagergade- og Holmensgade—kvarteret og er endnu bevaret i spredte områder i kvarteret ved Landemærket-Åbenrå, på Christianshavn og indtil for nylig især i det "klassiske" københavnske slumkvarter Adelgade-Borgergade-kvarteret. Det er det sidstnævnte kvarter og undersøgelserne der, der vil blive omtalt i det følgende.

Ved sløjfning af den gamle Østervold forøgede Christian den 4. Københavns areal betydeligt. Hans planer for bebyggelsen på det indvundne areal, Ny—København, var storstilede. Han havde tænkt sig at anlægge en ottekantet centralplads, Oktogonen, hvorfra ikke mindre end 16 gader skulle stråle ud til alle sider. Tænk blot på, at "kun" 12 gader udmunder i den imponerende Stjerneplads i Paris! Desværre blev kun en lille del af hans store plan gennemført, nemlig Nyboder. Gadeføringen i hans plan kan dog endnu ses i placeringen af Borgergade og gaden Gammel Vagt, der er rester af to af de 16 radialgader, der skulle udgå fra Oktogonen.

Planen måtte imidlertid opgives, og bortset fra Nyboder, som man begyndte at bygge i 1631, lå arealet i lang tid temmelig øde hen. Der måtte adskillige opfordringer og påbud til, før området mellem den nuværende Gothersgade og Nyboder, det senere Adelgade—Borgergade-kvarter, var nogenlunde bebygget. Efterhånden dækkedes arealet dog af lange rækker af huse, især enetages bygninger, lave boder, svarende til Nyboders ældste del. (Fig. 2). Også velbjærgede borgere byggede deres fleretagers gårde her, og kvarteret, der var velanset og agtværdigt, bar slet ikke det præg af trist slumbebyggelse, som det fik senere hen. Tværtimod var der lys og luft mellem husene; de var ikke særlig høje, og i stedet for side- og baghuse lå der bag gadehusene haver, som man kan se det den dag i dag i Nyboder.

Hør blot, hvordan det nu nedrevne Adelgade 90 beskrives: "For Enden af denne beskrevne Bygning er i Haven, som til samme Siide er indhægnet med 6 Fag Plankeværk, en tegelhengt Keglebane af Tømmer med Brædder beklædt. I Vinduerne dels engelske, dels Blyrammer med simpel Glas. I Gaarden et dobbelt Muur- og Bindingsværks tegelhengt Locum med muret Kiste og Skarnkasse i Jorden, derover Hønsehuus. I samme Gaard, som fra Haven er adskilt med 5 Fag Staketter og deri en Laage, en Portion Vand med Opstander og Jernpomperedskab. I Haven som er indhægnet med 12 Fag Plankeværk et Espalie Lvsthuus..." Efter endt dagværk kunne ejeren Niels Henningsen forlyste sig med keglespil i sin egen have eller hvile ud i lysthuset. Beskrivelsen er fra 1798, men så sent som i 1838 står lysthuset der endnu. Derimod er keglebanen væk og i stedet er bygget en havebygning, som har både en lukket og en åben havestue, der er fint udstyret med gibset og malet loft, flisegulv og et stort "3 dobbelt Hjørneskab". Indgangen er "beklædt med Brædder, der ere udskaarne og malede som Gardiner..."

Den størrelse, byen havde fået ved Christian den 4.s udvidelser, bevarede den, indtil Voldene faldt i 1852, til trods for at befolkningstallet i løbet af de ca. 200 år i hvert fald må være steget til det femdobbelte. Da det ikke var tilladt at bygge uden for Voldene, måtte man udnytte arealet indenfor i så høj grad som muligt. Følgen blev, at husene voksede i højden, og at grundene bebyggedes så tæt som muligt. (Fig. 3). Særlig slemt blev det i første halvdel af forrige århundrede. På grund af de store byggeomkostninger måtte man have kælder, stue og tre etager i hvert hus, og i 1810 øgedes bygningshøjden i gader på 18 alens bredde fra 18 til 21 alen. De oprindelige boderækker voksede og blev til 3-, 4- eller 5-etagers huse, og side- og baghuse af samme højde skød op alle vegne. Kælderrummene blev i langt højere grad end tidligere udnyttet som beboelsesrum, og også lofterne blev taget i brug. Mens ca. 3% af byens indbyggere i 1728 boede i kælder lejligheder, var tallet i 1855 steget til 8½% Kvarteret antog efterhånden det præg af slum, som kun forværredes med tiden, og det endte med at blive en tæt sammenpakket, overbebygget, forfalden bydel, hvor byens bærme søgte hen.

Mens store dele af det gamle København nedbrændte i 1728, 1795 og efter bombardementet i 1807, gik Adelgade-Borgergade-kvarteret hver gang ram forbi. Sammen med visse kvarterer på Christianshavn og et par mindre områder i den indre by var det det eneste område, hvor en samlet større bebyggelse fra det 18. århundrede var bevaret. Af bebyggelsen fra det 17. århundrede var der desværre kun ganske få rester. Derimod var husene fra det 18. århundrede før saneringerne rigt repræsenteret. Af de på planen med sort angivne ejendomme var ca. 160 eller over 70% opført før 1800, og selv om de ikke udvendig havde bevaret deres oprindelige skikkelse, var det indre dog i langt de fleste tilfælde forholdsvis godt bevaret.

Før i tiden foregik fornyelsen af husene så at sige af sig selv. Ildebrandene besørgede det meste af arbejdet. På grund af det brandfarlige byggemateriale, den efter vor tids opfattelse ganske uforsvarlige, sammenklumpede bebyggeIse og datidens primitive brandvæsen tog de som regel et stort omfang. Ved branden i 1728 brændte således ca. 1600 huse, og i 1795 gik 941 eller mere end en fjerdedel af byens ejendomme op i røg. Branden efter bombardementet i 1807 var af langt mindre omfang end de to storbrande. Efter 1807 har København ikke været hjemsøgt af større ildebrande, og fornyelsen af byens huse er derfor sket ved nedrivning, når husene var blevet så nedslidt, at de ikke længere var anvendelige, eller når ejerne så deres fordel i at udnytte arealerne på en økonomisk mere fordelagtig måde.

I begyndelsen var nedrivningerne overladt til det private initiativ, men senere har det offentlige taget opgaven op. Af større private saneringer kan nævnes nedrivningen i 1870erne af bl.a. Peder Madsens og Prammandens Gang i området, hvor nu Ny Østergade-Hovedvagtsgade ligger; i 1890erne kom turen til gaderne, hvor nu Citykvarteret findes, og i 1900 saneredes arealet ved siden af Børsen, hvor Privatbanken byggede sit hovedsæde. I 1898 tog Københavns Kommune for første gang saneringsspørgsmålet op, og resultatet heraf blev nedrivningen 1906-10 af det berygtede Brøndstræde-kvarter ved den nuværende Vognmagergade. Husene her indeholdt i alt 1150 lejligheder, og denne sanering lykkedes da også kun, fordi byggespekulanterne havde forregnet sig. Efter den store byggeperiode o. 1900 havde der ophobet sig en stor boligreserve, og herved lykkedes det uden større besvær at skaffe beboerne i kvarteret andre lejligheder. Siden da har et af de vanskeligste problemer ved saneringerne været at fremskaffe erstatningslejligheder til beboerne i de saneringsmodne huse. Den første verdenskrig standsede nedrivningerne, og de blev først genoptaget i større omfang i 1930erne med saneringerne i Pilestræde-Vognmagergade-kvarteret, ved Holmens Kanal og på Christianshavn.

Man havde netop påbegyndt nedrivningerne i Adelgade-Borgergade-kvarteret og nået at rive 103 ejendomme med ca. 800 lejligheder ned, da den anden verdenskrig standsede arbejdet. Først i 1954 fortsattes nedrivningerne efter den oprindelige plan. I 1959 skulle hele arealet være ryddet, og i alt 260 ejendomme med ca. 2600 lejligheder foruden en hel del erhvervsvirksomheder være nedrevet.

Da kvarteret som helhed var så gammelt, og man derfor kunne vente, at det indeholdt adskilligt af kulturhistorisk interesse, var det nærliggende fra museumsside at påbegynde en undersøgelse af husene. Undersøgelserne begyndte i 1953 og formålet med dem er at skabe klarhed over husenes bygningshistorie og indretning for derved at få indblik i, hvordan man har boet og levet i disse huse gennem tiden.

Arbejdet udføres af arkitekter og museumsfolk, således at arkitekterne tager sig af husets konstruktion, idet de foretager opmålinger og beskriver husene og lejlighederne set fra et arkitektonisk synspunkt, mens museumsfolkene tager sig af boligernes indretning og udstyr.

I første omgang besigtiges husene. Ved besigtigelsen konstaterer man, som altid, at folk først flytter ud af lejlighederne i sidste øjeblik, så man må nøjes med at se på husene udefra. Herved kan man nok få et foreløbigt overblik over hvilke huse, der bør undersøges grundigere, men det er klart, at bedømmelsen bygger på et meget løst skøn, især da mange af husene som tidligere omtalt er blevet forhøjet og udvidet i flere tempi. Et hus, der ser ud til at være fra 1820erne, kan i sit indre gemme bygningsdele, værelser, ja hele etager, der stammer fra en langt tidligere periode. Dette var f.eks. tilfældet med husene Borgergade 70-76 B. Her lå oprindelig fem ens, sammenbyggede boder, altså alle kun en etage høje. Men ved saneringen i 1940erne stod der på stedet fire huse, der slet ikke lignede hinanden. De var alle på 4-5 etager, og deres facader bar vidt forskellige perioders stilpræg. I husenes nederste etage var imidlertid bevaret rester af de oprindelige boder fra o. 1680, og husenes udseende var blevet så forskelligartet, fordi man havde forhøjet snart det ene, snart det andet.

Så snart beboerne flytter ud gennemgås lejlighederne rum for rum, for at man kan konstatere, om noget af den oprindelige "indmad" er bevaret. Det hører til sjældenhederne at finde rum, der ikke er blevet forandret i tidens løb. Livet og især moden kræver sin ret; efter en vis tids forløb er rummene blevet fikset op, så de svarede mere til tidens smag og til de krav, man stillede til bekvemmeligheden. Flytning af skillevægge, opsætning af nye paneler eller lægning af nye gulve er imidlertid temmelig kostbart, og erfaringerne viser da også, at lejligheder, der har været beboet af mindre velhavende, har undergået de færreste forandringer. Har man foretaget ændringer her, er det ofte sket ved, at man har ladet det gamle sidde og blot har sat nyt udenpå. (Fig. 4) (Fig. 5).

Bedømmelsen af hvad der er gammelt, og hvad der er nyt sker på grundlag af genstandens udseende og form. Findes der arkivalier om huset, støtter man sig naturligvis til dem, hvor det er muligt. Brandtaksationer og vurderingsforretninger giver som regel en ret udførlig beskrivelse af husets indretning og rummenes udseende. I heldigste fald er der kun nogle få år mellem de forskellige taksationer, men er der for langt et spring imellem dem, kan de eventuelt suppleres med vurderingerne. Det er dog ikke altid, man har disse beskrivelser at ty til; taksationerne begynder først 1731, det år Københavns Brandforsikrings-Casse oprettedes. Man har da kun tingens udseende og placering at holde sig til, og her er det så heldigt, at alt helt ned til de mindste enkeltheder bærer præg af den tid, hvori det er frembragt. Døre, dørkarme, vinduer, paneler, beslag, loftsgesimser, alle bærer de et stilpræg, der ganske vist ikke nøjagtigt viser, hvor gammel genstanden er, men som dog giver nogenlunde sikre fingerpeg om, hvilken tid den stammer fra.

Finder man lejligheder, som er nogenlunde intakte, eller hvor større dele er velbevarede, fotograferes rummene inden undersøgelserne fortsættes. I det hele taget dækkes undersøgelsesprocessen hele tiden ved fotografering, således at man bagefter har billeder af de forskellige faser. Som regel må brækjern og hammer tages i brug, før man kan danne sig et skøn over rummets oprindelige udseende og over hvor meget af det oprindelige, der er bevaret. Nyere lofter brækkes ned, gulve og paneler fjernes, for at man kan komme ind til de ældre lag. Omtaler taksationen malede lofter eller vægge, må man undersøge, om de endnu sidder under den nyere lofts- eller vægbeklædning. (Fig. 6) (Fig. 7). Det er hårdt arbejde at komme igennem det nyere gibsloft, men efter at loftsbrædderne er brækket fra og det tykke lag sand, som med forsæt er lagt ind mellem gulv og loft for at isolere, er raget ned, kan man se, om det gamle loft er bevaret. Som regel finder man intet; gulvet i etagen ovenover er for det meste fornyet, og da dette gulvs underside var loft i stuen nedenunder, betyder det at loftet også er væk. Men man kan dog være heldig og støde på rum, hvor man nok har fornyet gulvene, men har nøjedes med at lægge dem oven på de gamle gulve, som på den måde har fået lov at blive liggende gennem flere hundrede år. Sidder loftet der endnu, ser det ikke godt ud. Støv, snavs og spindelvæv har igennem tiden sat sig som en tyk skorpe på overfladen. Loftet blotlægges så vidt muligt helt, for at man kan komme til at fotografere det, men ofte er det så medtaget, at det end ikke kan tåle at blive renset på stedet; det må vente til det er bragt til museet, Nedtagningen er en kompliceret historie, idet man skal kunne gå på gulvene under nedrivningen, der sker etage for etage; man kan altså ikke fjerne gulv eller loft, før nedrivnings- mandskabet er nået ned i den højde, hvori loftet sidder. Ved særlig sjældne fund, derunder ingen omstændigheder må udsættes for overlast, hverken fra nedrivningsmandskabets eller klimaets side, må man søge at opnå en mindelig overenskomst med entreprenøren om nedtagning straks. De dekorerede lofter afløses i 18. århundredes sidste halvdel af gibslofterne, men man kan dog finde dekorerede lofter enkelte steder også efter 1800. Hidtil har man i Adelgade-Borgergade-kvarteret fundet flere næsten intakte lofter dekoreret i barok- og rokokostil.

Nu om dage har man som regel tapet på væggene. I 18. århundrede var det derimod ganske almindeligt, at væggene var kalket hvide eller gule; forneden havde de en smal grå- eller sortmalet kant, der gjorde det ud for fodpanel og dannede overgangen til gulvet. Ville man ikke nøjes med den ensfarvede væg, kunne man lade den dekorere i brogede farver, som gav rummet et mere festligt præg. Af og til kan man være heldig at træffe på sådanne dekorationer, og er de nogenlunde velbevaret, trækker man dem af væggen efter en speciel metode og bringer dem i hel stand til museet, hvor de anbringes på store plader.

Senere i det 18. århundrede blev det almindeligt at dække det nederste af væggene med et brystpanel, mens man på den øverste del af væggen anbragte en træramme, hvorpå der var udspændt lærred. Lærredet kunne være bemalet med dekorationer, men det kunne også fra begyndelsen være beregnet til at opklæbe tapet på.
Hver gang man tapetserede rummet, satte man blot det nye tapet oven på det gamle; gennem tiden af lejredes lag på lag, og man kan i dag finde helt op til 25-30 lag tapet oven på hinanden. Her har man god lejlighed til at studere stiludviklingen inden for dekorationsformerne, og samtidig kan man ved hjælp af den lagvise opdeling fastslå de forskellige tapettypers indbyrdes kronologi. (Fig. 8) (Fig. 9.) Tapeterne tages derfor ned og bringes til museet, hvor de blødes af og opsættes på plader. Er lærredet dekoreret bringes også det til museet, hvor det renses og konserveres og til sidst anbringes i samlingen af vægdekorationer. (Fig. 10) (Fig. 11).

(Fig. 12).
Man kan altså ved at arbejde sig ned gennem lagene udefra og indefter følge udviklingen i omvendt orden: f.eks. først mange lag tapet, der bringer os tilbage til o. 1800, derefter et lærred med dekoration fra 1780erne, under det selve væggen, der måske også er dekoreret, og inderst inde flere kalklag fra husets første år i begyndelsen af det 18. århundrede.

Af og til sker det usædvanlige, at man finder et rum eller endog en hel lejlighed, som er så velbevaret og karakteristisk, at der kan være tale om at nedtage den for at sikre sig den til opstilling i museets samling af interiører. Beslutter man at bringe rummet eller lejligheden til museet, fotograferes interiøret grundigt, og det måles op, således at man kan genopstille det nøjagtigt, som det stod på sin oprindelige plads. Derpå beskrives det, og til sidst nummereres og mærkes alle dele, for at man kan anbringe dem på deres rette plads ved opstillingen.

Indtil nu har man hjembragt flere interiører, der viser boligens udvikling fra o. 1700 til slutningen af forrige århundrede. Foruden disse større helheder tager man også enkeltdele, der er tidstypiske og velbevaret, f.eks. forskellige former for døre, dørkarme, vinduer, vinduesindfatninger, paneler, gelændere, beslag m.m., således at man kan følge stiludviklingen og de forandringer, der sker i fremstillingsmåden gennem tiden.

Undersøgelserne har bragt et rigt materiale til belysning af boligkulturen gennem det sidste par hundrede år for dagens lys. Men det ville dog have været bedre, om man ikke var gået så radikalt til værks ved saneringerne. I øjeblikket bruges ordet sanering = nedrivning; man har tilsyneladende helt overset, at ordet betyder helbredelse og ikke aflivning. Man helbreder ikke sine patienter ved at aflive dem. Det var derfor ønskeligt, om man i videst muligt omfang forsøgte at bevare de gamle huse i stedet for at udradere den gamle bys karakteristiske kvarterer. At man kan sanere huse, ja hele kvarterer uden at rive dem ned viser de restaureringer af gamle huse, dermed udmærkede resultater i flere tilfælde er foretaget i København, og et særdeles godt eksempel er fredningen af Gamla Stan i Stockholm. Man har istandsat husene og gjort dem tidssvarende, således at de opfylder de krav, man i dag stiller til beboelsesejendomme. Man må håbe, at der snarest sker en omvurdering af saneringssynspunkterne her i landet. Sker det ikke, vil Københavns og mange af vore købstæders gamle kvarterer i løbet af kort tid afgå ved døden.

Tegninger: Ole Alkærsig.