Fra det gamle voldkvarter

Det ældste Århus blev fundet tre meter under nutidsbyens gader; så meget har terrænet hævet sig i det forløbne årtusinde. På vejen ned gennem lagene blev der gjort mange fund fra skiftende tiders Århus. Vi vil forbigå dem og atter engang samle opmærksomheden om vikingebyen.

Scenen er da et lille udsnit af et bykvarter fra 900-årene. Byen havde navn efter sin beliggenhed: Aros, byen ved åmundingen. Da man anlagde den, valgte man området mellem havet og åen, et næs, som var let at befæste. Og det blev befæstet. For en beskuer på åens sydbred var der ikke meget af byen at se; den lå helt skjult bag en mægtig jordvold. Først flere århundreder senere begyndte domkirkens stenmasser at rage op. Men stående på Søndervolds krone fik man syn for sagn. Ret neden for volden, langs den indre voldfod, var anlagt en gade med kørebane af træ, og på den anden side af denne voldgade lå husene i småklynger, bittesmå og ganske lave, med tag næsten til jorden. Først et kig ind i husene forklarede deres ringe højde: de var gravet halvt ned i jorden.

For dem, som i 1964 udgravede disse huse, var det forsåvidt ingen overraskelse at møde netop denne hustype. Grubehuset, som man kalder det, træffes især på den sene jernalders bopladser; men det er sjældent, at fundene er så givtige som her. Alle de seks undersøgte huse er næppe fuldstændig samtidige, men alle er grubehuse, så denne bygningsform har altså været den herskende i byens ældste tid, i hvert fald i området her ved Søndervold. To af husene, som er temmelig ens i konstruktion og indretning, ligger tæt op ad hinanden og har et stolpehul fælles. De kan teoretisk set have været samtidige og sammenbyggede; men da fundomstændighederne iøvrigt taler for, at de er af forskellig alder, må man snarere tro, at det ene hus har afløst det andet. Bortset fra disse to viser husene temmelig forskellig indretning og brug - beboelseshuse og arbejdsrum af forskellig art - så der er intet i vejen for, at hele gruppen kan have tilhørt en enkelt eller et par husstande. (Fig. 2)

Det ældste af de to sammenstødende huse, det som på oversigtsplanen er betegnet ældre stolpehus, skal først beskrives, da det giver et typisk billede af hustypens opbygning og indretning. Intet træværk var bevaret; men sporene efter det stod tilbage, og på det grundlag kan det fastslås, at der har været fire hjørnestolper, og dertil kommer to gavlstolper, som er gravet dybere ned, hvilket må betyde, at huset har haft sadeltag. Da huset var forsænket i jorden, må det udvendig fra have virket meget lavt. Selv om mange detailler, for eksempel tagbeklædningens art, står hen i det uvisse, kan vi altså alligevel danne os et ret klart billede af bygningens ydre fremtoning. Mellem stolpehullerne løber der smalle render hvor vægtømmeret har rejst sig; det har vel bestået af planker, men om de har siddet lodret eller vandret melder fundet intet om. Husets gulvflade ligger trekvart meter under den daværende markflade, så det har krævet en trappe at komme nogenlunde manerligt ind og ned på gulvet. Dørens plads lod sig ikke påvise, men den har formodentlig været midt for den sydvestlige langside. De tre andre sider var nemlig optaget af lave, jordfaste vægbænke, der vel tillige har tjent som soveplads. (Fig. 3)

Huset må tænkes bygget på den måde, at man først har gravet sig ned til en dybde, der svarer til bænkenes overflade. I bunden af denne grube gravedes stolpehuller og vægrender, og heri rejstes vægtømmeret. Da hullet således var sikret mod sammenskridning, fortsattes udgravningen til gulvdybde, men ikke over hele fladen, bænkene blev sparet. De kom altså til at bestå af urørt undergrundssand, og dette yderst løse materiale måtte naturligvis også sikres mod udskridning, hvilket skete ved hjælp af vandret tømmer holdt på plads af lodret nedrammede pæle. Det er muligt, at både bænke og gulvflade har været træbelagt. I et hjørne af huset, indgravet i den ene vægbænk, anbragtes ildstedet, stensat og med indfyringsåbning ind mod husets midte. Ildstedet er altså flyttet fra gulvmidten, som ellers er det vanlige, og ud i et hjørne, selvom det betød øget brandfare. I det lille rum (3 x m) har denne flytning været en påtrængende nødvendighed. Hvordan man har løst de problemer, som var forbundet med ildstedets anbringelse tæt op ad en trævæg, kunne udgravningen ikke fortælle; men huset er i hvert fald ikke gået til grunde ved brand. (Fig. 4)

Denne bygning forklarer sig selv som et beboelseshus, og det behøver næppe kommenteres, i hvilken grad det lille rum må have været udnyttet til det yderste for at give plads for en husstand. Det yngre stolpehus ligner det ældre, men er forstærket ved et ekstra stolpesæt. Hjørneildstedet er her blot en stensat flade.

Den næste bygning, som skal omtales, rundhuset, er et grubehus som de andre, men stolpehullerne i bunden af nedgravningen viste, at vægkonstruktionen har været helt anderledes. Det drejer sig uden tvivl om et rum med lerklinede fletværksvægge. De kraftige stolper ved enderne af den lidt langstrakte grube har snarere at gøre med et arbejdsinstrument end med taget, som udmærket kan have været fæstnet til stolper uden for huset. Måske har der stået en meget stor, lodret væv i gruben. En sten med flad overside, som fandtes på bunden af hullet, kan i så fald have tjent som siddeplads. (Fig. 5) (Fig. 6)

Hvordan det nu end forholder sig med dette, så er der ingen tvivl om, at det næste hus i rækken har været et vævehus. I konstruktion er det en gentagelse af det ældre stolpehus, blot mindre. Man skulle synes, at dette lillebitte hus var uegnet til beboelse; men jordbænken og ildstedet viser, at det har været brugt på denne måde, vel sagtens af væveren og hans familie. Midt for den ene langvæg var der to stolpehuller, og her har væven stået. En meterlang dynge af vævevægte foran dem overflødiggjorde alt gætteri. Huset har en lille udbygning, et dørhus eller vindfang, men det er kun gravet halvt så dybt ned som selve huset. (Fig. 7) (Fig. 8)

Stavhuset, som vi vil kalde det femte hus, er gået til grunde ved ildebrand, der har hærget så grundigt, at man end ikke har gjort sig den ulejlighed at rydde op i brandtomten. I gruben, der var ret dyb (ca een meter), lå forbrændte rester af hustømmer og mellem dem alskens husgeråd, redskaber og personlige ejendele såsom smykker - alt sammen ting af største interesse for os. Pragtstykket, en velbevaret kam med runeindskrift, er omtalt andetsteds i bladet. Måske er den Hægwin, som her nævnes, en af husets beboere. (Fig. 9) (Fig. 10)

I dette hus var som sagt en del træværk bevaret, og det kan vi også takke branden for. I forkullet stand stod nederste del af vægtømmeret endnu på plads i vægrenderne, og ovenfor gruben lå stykker af knækkede, udvæltede planker, som godtgjorde - hvad vi ved de andre huse må gætte os til - at væggene ikke har sluttet i højde med markfladen; men at de har haft en vis rejsning over jorden. De kraftige stolper, som vi kender fra de andre huse, mangler ganske her. Væggene har alene bestået af tætstillede lodrette »staver«. Der har været trægulv lagt over tværstokke. Skønt der uden tvivl er tale om et beboelseshus, savner vi den velkendte jordbænk; men den kan jo have været erstattet med en almindelig tømret bænk. Ildsted mangler også; men det kan skyldes, at hustomtens ene hjørne var ødelagt af en moderne murstensbrønd.

Det sjette og sidste hus er på oversigtsplanen betegnet bryggers. Også over det har den røde hane galet. Det er stavbygget som det netop omtalte hus, men med tilføjelse af nogle mærkelig tilfældigt anbragte stolper, der giver det hele et noget sammenflikket præg. Her er jordfast bænk, og den ene ende af gulvet er helt optaget af en stor, men ret flad grube, der åbenbart har haft en funktion i det særlige arbejde, til hvilket huset var bestemt. På gulvet lå en drejekværn med både »ligger« og »løber« til stede. En stolpe, som der blev fundet spor efter netop på dette sted, kan have tjent til at hæve kværnen op i passende arbejdshøjde. (Fig. 11) (Fig. 12) (Fig. 13)

Åbne affaldskuler i mængde mellem husene lader os ane lugten og fluernes summen på varme dage. Og som affaldskuler endte også husene selv. Når de gik til grunde stod gruberne tilbage, indbydende til at tage mod måltidsrester, aske fra ildstederne, gødning og skrammel af enhver art. Ja mere endnu. En af disse husgruber synes at have gjort tjeneste som rakkerkule. Helt nede på bunden fandtes nemlig skelettet af et menneske, leddeløst henslængt, så at man - alt taget i betragtning - må gisne om et mere end almindelig sørgeligt endeligt. (Fig. 14)

Det lille kig, vi har fået ind i byen Aros er spændende, fordi det er det første; men foreløbig er det temmelig ensidigt. Vi har fået at vide, hvordan nogle af byens borgere boede og indrettede sig; men der er meget andet, vi gerne ville vide om dem. Hvilket samfundslag tilhørte for eksempel de folk, som boede her i kvarteret ved Søndervold? Overklassen har det i hvert fald ikke været, men næppe heller dens modsætning, trællestanden. Ganske vist er husene påfaldende små, men det bevarede indbo i det brændte stavhus havde ikke fattigmandspræg; det må snarest have tilhørt jævne borgerfolk af middelstanden.

Endnu har vi i baghånden det tusindtallige oldsagsmateriale. (Fig. 15) Der er ingen tvivl om, at når det til sin tid bliver gennemarbejdet og studeret, da vil vi komme husenes beboere nærmere. Det vil kunne berette om krigens og fredens handlinger, om lokal skik og brug og om forbindelsen med den fjerne omverden. Fra spredte historiske optegnelser ved vi allerede noget om disse ting. Vi ved, at Århus blev bispesæde i året 948, og at man ventede sig meget af denne romerkirkens yderste forpost mod nord. Fra det følgende århundrede ved vi, at byen drev en betydningsfuld handel med Norge og med landene mod øst, og vi kender et par historiske begivenheder: et slag på Århusbugten og en plyndring af byen foranstaltet af den norske konge Harald Hårdrade.

Der vil endnu gå nogen tid, før oldsagerne kan begynde at meddele sig. Allerede nu kan det dog siges, at ingen af dem synes at være ældre end år 900, så byen er antagelig opstået kort efter denne tid. Man må undre sig over denne unge søkøbstads voldsomme opblomstring. Det ser ud til, at den omgående er blevet befæstet, og allerede i 948 bliver den som sagt bispesæde. Forklaringen kan være denne: Byen er ikke groet langsomt frem. Den er blevet til på eengang efter et kongebud.