
Fra den havn plejer skibe at udgå
Slesvig, som ogsaa hedder Hedeby
– Beskylles af en arm af
det barbariske hav; Indbyggerne
kalder det Slien – Fra den
havn plejer skive at udgaa
til slaverland: Sverige og Semland;
Ja lige til Grækenland
Adam af Bremen – ca. 1075.
Af Helmuth Schledermann

For skandinaver har vikingetiden altid haft en særlig glans. Sagaernes mandige ord og udenlandske munkes dådløse jamren har henrykket ikke mindst drengehjerter. Men også voksne har ladet sig inspirere af denne tids bedrifter, navnlig når vor nationale eksistens har været truet. Under vore dages mere fredelige forhold er vikingerne blevet en »vare«, som man sælger til turister, eller en betegnelse for de særlinge, der viser deres mod ved at tage havbade om vinteren.
Fortidens nationale begejstring og nutidens gøgl skjuler imidlertid ofte, at vikingetiden var andet og mere end eventyrernes glansperiode. Ja, man kan måske sige, at det egentlige eventyr bestod i, at Norden nu begyndte at få del i den overlegne europæiske civilisation. Ofte tales om den »mørke middelalder«. Det er meget naturligt, når man ser perioden i lyset af græsk og romersk kultur. Men for Nordeuropas vedkommende gælder det slet ikke. Her er oldtiden mørketid. Middelalderen blev en sikkert enestående fremgangstid både i materiel og åndelig henseende.
Frisere og vikinger skabte og udbyggede et net af handelsforbindelser, der omspændte næsten hele den del af verden, man kendte. De gamle historieskrivere har ganske vist for skik at berette mest om voldshandlinger; men både de og arkæologiske fund fortæller også om fredelig handel og sameksistens. Synet af de forfinede varer fra udlandet gav snart vore hjemlige håndværkere blod på tanden. Medens der i Nordeuropa tidligere kun havde været små bondebyer, opstod der nu ved de store handelsruter rigtige byer.
I Norden er Hedeby blandt de ældste, vi kender. Dybt inde i landet ved en af fjorden Sliens inderste vige, Haddeby Nor, lå den godt beskyttet mod sørøvere og i behagelig nærhed af den store jydske Hærvej. Men det afgørende var, at Jylland på dette sted kniber sig sammen til en snæver landtange, der gøres smallere af Slien i øst og åen Trene i vest. Skulle man have varer fra Vesterhavet til Østersøen, kunne man her bekvemt undgå de lurende farer langs den jydske vestkyst. Man kunne sejle ad Ejderen og Trenen til havnen ved Hollingsted. Derfra var der kun en snes kilometer til den nærmeste Østersøhavn: Hedeby.
Hvordan så da denne handelsby ud? Lad os slå følge med den arabiske købmand At-Tartuschi. Han var fra kalifatet Cordoba i Spanien og besøgte Hedeby i midten af 900-tallet. Vi tænker os, at vi kommer fra sydvest ad vejen fra Hollingsted. Vi har netop passeret det sted, hvor vejen gennemskærer gravpladsen, og nu ligger Hedeby for os. Halvkredsvolden krummer sig ud fra stranden med en længde af godt 1 km. Oprindelig var den vel ikke mere end et par meter høj, men dens højde øgedes sikkert ved et brystværn af træ. Desuden udbyggedes den gang pa gang. Over den brede og dybe voldgrav kommer vi til porten, en kileformet tunnel i volden med vægge af planker, som støttes af tætstillede stolper. Tunnelen har en bredde af godt et par meter, altså tilstrækkelig bred til en vogn med den normale sporvidde på ca. 1 m, men næppe egnet til færdsel i begge retninger på én gang. Alligevel har man brolagt vejbanen her med sten, for at hestetramp og vognhjul ikke skal skabe et ufremkommeligt ælte.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1963:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

De eksklusive perler

Grøntoft

Møllerenken og lensmanden

Krumvægshuset

