Fra den havn plejer skibe at udgå
Slesvig, som ogsaa hedder Hedeby - Beskylles af en arm af det barbariske hav; Indbyggerne kalder det Slien – Fra den havn plejer skive at udgaa til slaverland: Sverige og Semland; Ja lige til Grækenland Adam af Bremen – ca. 1075.
Af Helmuth Schledermann
For skandinaver har vikingetiden altid haft en særlig glans. Sagaernes mandige ord og udenlandske munkes dådløse jamren har henrykket ikke mindst drengehjerter. Men også voksne har ladet sig inspirere af denne tids bedrifter, navnlig når vor nationale eksistens har været truet. Under vore dages mere fredelige forhold er vikingerne blevet en »vare«, som man sælger til turister, eller en betegnelse for de særlinge, der viser deres mod ved at tage havbade om vinteren.
Fortidens nationale begejstring og nutidens gøgl skjuler imidlertid ofte, at vikingetiden var andet og mere end eventyrernes glansperiode. Ja, man kan måske sige, at det egentlige eventyr bestod i, at Norden nu begyndte at få del i den overlegne europæiske civilisation. Ofte tales om den »mørke middelalder«. Det er meget naturligt, når man ser perioden i lyset af græsk og romersk kultur. Men for Nordeuropas vedkommende gælder det slet ikke. Her er oldtiden mørketid. Middelalderen blev en sikkert enestående fremgangstid både i materiel og åndelig henseende.
Frisere og vikinger skabte og udbyggede et net af handelsforbindelser, der omspændte næsten hele den del af verden, man kendte. De gamle historieskrivere har ganske vist for skik at berette mest om voldshandlinger; men både de og arkæologiske fund fortæller også om fredelig handel og sameksistens. Synet af de forfinede varer fra udlandet gav snart vore hjemlige håndværkere blod på tanden. Medens der i Nordeuropa tidligere kun havde været små bondebyer, opstod der nu ved de store handelsruter rigtige byer.
I Norden er Hedeby blandt de ældste, vi kender. Dybt inde i landet ved en af fjorden Sliens inderste vige, Haddeby Nor, lå den godt beskyttet mod sørøvere og i behagelig nærhed af den store jydske Hærvej. Men det afgørende var, at Jylland på dette sted kniber sig sammen til en snæver landtange, der gøres smallere af Slien i øst og åen Trene i vest. Skulle man have varer fra Vesterhavet til Østersøen, kunne man her bekvemt undgå de lurende farer langs den jydske vestkyst. Man kunne sejle ad Ejderen og Trenen til havnen ved Hollingsted. Derfra var der kun en snes kilometer til den nærmeste Østersøhavn: Hedeby.
Hvordan så da denne handelsby ud? Lad os slå følge med den arabiske købmand At-Tartuschi. Han var fra kalifatet Cordoba i Spanien og besøgte Hedeby i midten af 900-tallet. Vi tænker os, at vi kommer fra sydvest ad vejen fra Hollingsted. Vi har netop passeret det sted, hvor vejen gennemskærer gravpladsen, og nu ligger Hedeby for os. Halvkredsvolden krummer sig ud fra stranden med en længde af godt 1 km. Oprindelig var den vel ikke mere end et par meter høj, men dens højde øgedes sikkert ved et brystværn af træ. Desuden udbyggedes den gang pa gang. Over den brede og dybe voldgrav kommer vi til porten, en kileformet tunnel i volden med vægge af planker, som støttes af tætstillede stolper. Tunnelen har en bredde af godt et par meter, altså tilstrækkelig bred til en vogn med den normale sporvidde på ca. 1 m, men næppe egnet til færdsel i begge retninger på én gang. Alligevel har man brolagt vejbanen her med sten, for at hestetramp og vognhjul ikke skal skabe et ufremkommeligt ælte.
(Fig. 1).
Fig. 1: Ingen figurtekst.
Vel igennem porten møder der os et overraskende syn. Næsten hele det let bakkede terræn mellem volden og stranden - i moderne mål ca. 24 ha - er dækket af bygninger af forskellig størrelse. De ligger tag ved tag. Kun enkelte steder viger de til side, f.eks. i den vestlige bydel, hvor gravpladsen ligger - og nede ved stranden, hvor skibene bekvemt kan trækkes op på en flad landtunge. Vi skimter noget, der ligner en bedding til skibsbyggeri eller reparation. I en krum bue skyder en mole eller kaj sig ud fra kysten. Den er sammensat af talrige tætstillede pælerækker, der kan beskytte mod stormflod eller bruges som kaj. Desuden kan man fortøje skibene til svære pullerter af nedrammede træstammer.
Hvad siger nu vor arabiske ledsager til alt dette? Næsten intet! Han indrømmer, at byen er »meget stor«, men i øvrigt mener han, at den er »fattig på gods og herligheder«. Det er naturligvis nedslående at høre, men vi kunne ikke vente andet fra hans side. Han kommer jo fra det nyoprettede kalifat, om hvis hovedstad, Cordoba, araberne pralende sagde, at den havde 200.000 huse, 300 moskeer, ca. 80 skoler og et universitetsbibliotek på 600.000 bind. I vor by »ved Verdenshavets yderste ende« ser han jo blot en jordvold, der beskytter en samling rønner, opført af træ og ler. For ham har byen kun etnografisk interesse. Han bemærker: »I dens indre findes ferskvandsbrønde. Dens beboere er Siriustilbedere, bortset fra et lille antal som er kristne og ejer en lille kirke dér. De fejrer en fest, hvor de alle samles for at ære guden og for at spise og drikke. Den, som slagter et offerdyr - det være sig en okse eller vædder, en gedebuk eller et svin - rejser ved sin gårds port pæle og fæstner offerdyret derpå for at folk kan vide, at han ofrer det til sin guds ære... dens beboeres vigtigste ernæring består af fisk, for af dem er der mange. Får en af indbyggerne børn, så kaster han dem i havet for at spare underholdsudgifterne«. Og At-Tartuschi slutter med en lille venlighed om befolkningens musikalske udfoldelser: »Aldrig hørte jeg hæsligere sang... den er en brummen, der kommer ud af deres struber som hundegøen, blot endnu mere dyrisk«. Hvad sangen angår, kan vi nøjes med at konstatere, at smag og behag nu engang er forskellig.
(Fig. 2).
Fig. 2: Ingen figurtekst.
Lad os vende os fra den sikkert velmenende - men en smule arrogante - arabiske rejsende og i stedet med arkæologiens hjælp bruge øjnene. Foruden den gennemgående gade fra nord til syd har man fundet nogle veje lidt længere nede mod stranden. De var godt 1½ m brede og plankebelagte. Een af dem var ved en bro ført over bækken.
Hedebys bæk er os til uvurderlig nytte, når trådene skal redes ud i den enorme mængde af fund fra en by, som har eksisteret gennem århundreder. Byens beboere har jo i tidens løb tabt og smidt mangt og meget ud i strømmen. Dér har det lejret sig lagvis sammen med ler og slam. Ting, som findes i samme lag, må være nogenlunde jævngamle, mens ting fra lagene over og under må være henholdsvis yngre og ældre. På den måde får vi orden på skiftende tiders skiftende former af redskaber og husgeråd. De samme sager, som vi finder i bækken, træffer vi rundt omkring i hustomterne, der ad denne vej kan dateres.
At-Tartuschi talte om, at man ved ofring rejste pæle ved »sin gårds port«. Det ser ud til, at der virkelig har været »gårde« på små jordlodder, omgivet af hegn. De mange knoglefund af husdyr som svin, geder, får og okser vidner om det. Man har også fundet de ferskvandsbrønde, som araberen nævner. Det var cirkulære eller kvadratiske skakter af træ.
Men husene, befolkningens boliger, de faste punkter i tilværelsen? Man må ikke tænke sig ovale bygninger i kvadrat, som vi kender det fra Trelleborg og Fyrkat - de store militærlejre fra omkring år 1000. De er i hvert fald endnu ikke fundet. Som i senere middelalderbyer prægedes bybilledet af uregelmæssighed og planløshed. Men den plan, som trods alt findes, har holdt sig nogenlunde uforandret gennem århundrederne. Efter brand eller »sanering« har man opført det nye hus på tomten af det gamle. Husene lå oftest med gavlen mod gaden, og til et stort beboelseshus synes at have hørt et lille udhus. En grundvandsstigning og jordbundens særlige beskaffenhed har givet uanet gode bevaringsforhold, og vi er i stand til at sondre mellem flere forskellige bygningsformer. (Fig. 3). Ville vi gå indenfor i et hus, måtte vi være forberedt på at skulle bøje nakken. En dørkarm, som er fundet, har kun en højde af ca. halvanden meter. For datidens mænd har dette nok været nogenlunde tilstrækkeligt. I hvert fald viste de undersøgte skeletter fra gravpladsen en gennemsnitshøjde på kun 165 cm. Vel inden døre kunne vi stå i et enkelt rum med ildsted i midten. Røgen herfra måtte søge ud gennem døråbningen eller gennem et hul i taget.
(Fig. 4).
Fig. 3: Rekonstrueret gadebillede fra Hedeby.
Fig. 4: Billedet viser to forskellige Hedeby-hustyper, den ene med vandretliggende vægplanker (»bulhus«), den anden med flettede, lerklinede vægge. I Hedeby findes også mange huse med vægge af lodrette planker (stavvæg). Husene har antagelig været rørtækkede; men i øvrigt er det genskabelsen af tag og tagkonstruktion, som volder de største vanskeligheder.
At-Tartuschi fortalte om en fest; jordfundene fortæller mere om den daglige dont. De fire vigtigste måder at skaffe sig føden på har været handel, håndværk, landbrug og fiskeri. Om de to sidstnævnte erhverv kan fundene selvfølgelig ikke sige meget, men om handel og håndværk giver de god besked, og her kan også de historiske beretninger hjælpe til. Fra Vesteuropa har man importeret finere keramik, glas og de værdifulde frankiske sværd. Rhinske møllesten af den vulkanske lavaart basalt finder man også her; de er ellers meget sjældne i Norden. Fra Norge hentede man den bløde fedtsten, som let lod sig forme til husgeråd, Nordskandinavien, Finland og Rusland leverede varer som slaver og pelsværk, der sikkert er videresolgt til vesteuropæiske handelsforbindelser. Af hjemlige produkter egnede til eksport er det nærmest at tænke på korn og træ.
(Fig. 5).
Fig. 5: Varer fra Hedebys torv. I cirklen byens egne produkter.
Disse varer er kommet til Hedeby på vogn eller i skib, og havnen har været en broget skueplads for losning og lastning. Mangt og meget må kunne findes på bunden af Haddeby Nor. En dykkerundersøgelse har vist, at der i hvert fald ligger to skibe, som synes at være sunket efter brand. Man må håbe, at en tørlægning af en del af havneområdet vil kunne indgå i det store udgravningsprogram, som løber i disse år.
Er der først opstået en by ved en stor handelsrute, indfinder håndværkerne sig snart. I Hedeby er der endog en bestemt del af byen, hvor håndværkernes efterladenskaber optræder så talrigt, at man har kaldt den »håndværkerkvarteret«. Det er allerede nævnt, at man muligvis har bygget skibe. Af mindre nyttegenstande, der med sikkerhed kan siges at være fremstillet i Hedeby, må nævnes lerkar, tekstiler og kamme. Finere keramik indførtes fra Rhinområdet, men køkkentøj lavede man selv: grove håndgjorte potter og i 900-tallet de såkaldte »Hedeby-gryder«, som blev massefremstillet på pottemagerhjul. At man har fremstillet klæde, kan vi slutte os til af de mange vævevægte, men det har muligvis snarere været husflid end egentligt håndværk Derimod er der ingen tvivl om, at der har været særlige kammagere - der i øvrigt ikke blot fremstillede kamme, men også knivskafter, spillebrikker m.m. Råmaterialet, hjortetak, er fundet i stor mængde. Befolkningens interesse for kamme er måske lidt overraskende. Imidlertid må vi ikke tænke os de »vilde« vikinger ligegyldige med deres udseende. En engelsk kilde siger, at danskerne kæmmede håret, tog bad om lørdagen og skiftede tøj ret ofte »for lettere at kunne overvinde kvindernes kyskhed og få endog adelsdøtre til friller«. I Hedeby stod man ikke tilbage på disse letfærdige områder. At-Tartuschi skriver, at man brugte en øjensminke, der ikke alene bevarede skønheden, men øgede den både hos mænd og kvinder! Og mens vi er ved pynten: I Hedeby har man støbt smykker - både ovale, skålformede spænder og kløverbladsspænder, to smykkeformer, som var almindelige i vikingetidens Norden. Nogle af smykkerne er dekorerede med de skandinaviske »gribedyr«, andre med vesteuropæiske plantemotiver.
Beskrivelsen af Hedebys udseende, dens handel og håndværk gælder i hovedsagen byens storhedstid, der falder i 900-tallet. Men hvem havde i grunden magten i denne tid? Hørte byen til Danmark eller til Tyskland? Her må arkæologerne give blankt op og historikerne træde til. Intet kan imidlertid gøre en historiker mere bekymret end netop spørgsmålet om grænselandets historie i 900-årene. Lad os begynde med det såkaldte »svenskevælde«, som vi har kendskab til gennem et par runesten og en krønike, skrevet omkring 1075 af magister Adam af Bremen. På en sten, der blev fundet indmuret i en bastion på det senere Gottorp slot står at læse: »Asfrid, Odinkars datter, gjorde disse kumler efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn«. (Fig. 6). Adam fortæller, med den danske konge Sven Estridssøn som kilde, at efter kongen Helge »fulgte Olaf, som kom fra Sverige og satte sig i besiddelse af kongedømmet i Danmark med våbenmagt; han havde mange sønner, af hvilke Chnob og Gurd satte sig i besiddelse af kongedømmet efter faderens død«. Runestenens Gnupa og Adams Chnob må være en og samme person, og her far vi altså at vide, at der i Hedeby eller måske i hele Danmark har hersket en svensk kongeslægt (se Bent Ousagers kronik, Skalk 1957 nr. 2). I 934 gik den tyske konge Henrik Fuglefænger til angreb. Han overvandt »Chnuba«, som han kristnede og gjorde skatskyldig. Herefter sløres begivenhederne. Vi ved ikke, hvem der drog fordel af at besidde den rige handelsstad, om det var Tyskland eller Danmark Adam af Bremen hævder, at Hedeby blev indlemmet i det tyske rige og styret af en tysk markgreve. Imidlertid har man fra dansk side betvivlet rigtigheden heraf. Allerede Anders Sørensen Vedel skriver om dette markgrevskab, »hvis varighed man træffende har sammenlignet med Adams ophold i Paradis«. Som god luthersk teolog mente Vedel vel ikke, at katolikken Adam af Bremen har dvælet længe på dette sted.
Fig. 6: Den mærkeligste af de mange grave, som er fundet i og ved Hedeby, er den såkaldte bådkammergrav, som her er vist i rekonstruktion. De døde (der var to eller tre) var anbragt i et plankebygget gravkammer, som lå forsænket under jordoverfladen. I graven var et rigt udstyr af våben m.m., og på marken oven for graven har man lagt tre heste. Oven på det hele var stillet en 16 m lang båd, der åbenbart må opfattes som en omfangsrig gravgave; i nordiske bådgrave plejer båden ellers at fungere som kiste. Bådkammergraven hører til en gravplads, som ligger syd for halvkredsvolden, ved vejen til Hollingsted.
I vore dage lufter forskerne naturligvis hverken nationalistiske eller teologiske argumenter. Desværre er det alligevel således, at tilliden til Adam af Bremen er at finde på tysk side, medens tvivlen behersker de danske historikere. En enkelt svensk forsker påstår, at de svenske vikinger vedblev at have magten helt indtil 990'erne! Ellers må man sige, at enigheden genoprettes fra og med år 974. Også danskerne indrømmer, at Hedeby på denne tid var tysk. Kejser Otto II havde den i sin magt til sin død i 982. Derefter blev den indtaget af Sven Tveskæg, og om denne begivenhed har vi synlige minder i to runesten, som er blevet fundet i nærheden af byen. De er rejst over to af kong Svens hirdmænd, faldne i slaget om Hedeby.
(Fig. 7).
Fig. 7: Kong Sven satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var draget vesterpå, men nu fandt døden ved Hedeby.
Nu begyndte det imidlertid at gå ned ad bakke for byen. Både handel og håndværk sygnede hen. Omkring 1050 hjemsøgtes Hedeby af en ny ulykke, der synes at have sat endeligt punktum for dens historie. Fundene hører op, og en brand ser ud til at have dannet afslutningen. Det bekræftes af islændingen Snorre, der citerer et skjaldevers, som vel er digtet af et øjenvidne kort efter branden:
Hidsigt brændte vi hele
Hedeby ned til grunden;
sligt må man kalde en kraftig
krigerfærd, skulle jeg mene;
til Sven vil det svie, at luernes
svælg fortærede husene;
årle i nat før otte
jeg entrede borgens mure.
De stridende parter er den norske konge Harald Hårdråde og den danske Sven Estridssøn. Når verset taler om »mure«, skal det ikke tages bogstaveligt. Der er ved gravninger ikke fundet spor af stenmure i volden. Oversætteren Johs. V. Jensen benytter sin digteriske frihed. Vikingeskjalden siger »på borgens arm«, det vil vel sige på halvkredsvolden.
Befolkningen flyttede nu op nord for Slien, hvor den middelalderlige købstad Slesvig udviklede sig. Branden i sig selv kan næppe have været den eneste grund, men vi kender ikke den egentlige årsag til, at man helt opgav pladsen bag halvkredsvolden.
Den betydelige viden om Hedebys storhedstid i 900-tallet har ikke kunnet tilfredsstille de søgende forskere. De ønsker også at vide, hvordan og hvornår den store handelsplads kan være opstået. Dette spørgsmål hører desværre til de vanskeligste i vikingetidens historie som følge af et ganske bestemt forhold: Vi møder i de historiske kilder den største uklarhed mht. bynavnet. Fra slutningen af 900-årene til henimod 1600 bruges navnene Hedeby og Slesvig i flæng, sådan at forstå, at både bebyggelsen bag halvkredsvolden og senere byen nord for Slien har båret begge navne på én gang. Det kan lyde mærkeligt, men er egentlig ganske naturligt. Egnen her er jo - også hvad sproget angår - grænseland. Hedeby er det danske navn på byen, Slesvig det tyske, og da byen er flyttet, er begge navne naturligvis flyttet med. (Fig. 8). Selve det, at en by flytter, er heller ikke så mærkværdigt, som det i første øjeblik kan synes. Fra nutidens Danmark kan der nævnes mange eksempler på, at en stationsby eller en havneby har navnefællesskab med en nærliggende landsby, som den måske i tidens løb stilfærdigt vil tage livet af.
Fig. 8: Ingen figurtekst.
I Ansgars levnedsbeskrivelse møder vi navnet »Sliaswich«, og vor ældste kilde, de Frankiske Rigsårbøger for året 804 omtaler grænsebyen »Sliesthorp«. Spørgsmålet er nu, hvilken by der her hentydes til, for det er jo ikke uden videre givet, at byen nord for Slien først opstod i det øjeblik, byen bag halvkredsvolden gik under. En vis overgribning er sandsynlig, og helt kan man ikke udelukke den mulighed, at byen mod nord i virkeligheden er ældre end byen mod syd. Jordfundenes bidrag til sagens opklaring var indtil for nylig, at byen bag halvkredsvolden ikke kunne spores længere tilbage end til ca. 850, mens de arkæologiske undersøgelser i byen Slesvig var for usystematiske til at kunne danne grundlag for en blot nogenlunde pålidelig aldersbestemmelse. Den danske historiker dr. Vilh. la Cour hævdede, at »Sliesthorp« skulle søges i vort Slesvig. Ved Haddeby Nor var der kun en sæsonbestemt markedsplads, som først o. 850 udviklede sig til en rigtig by med fastboende befolkning.
Den tyske arkæolog og mangeårige leder af Hedeby-udgravningerne prof. H. Jankuhn mente imidlertid noget andet. For ham var der ingen tvivl om, at »Sliesthorp« fra 804 var identisk med det fundne Hedeby. Netop de seneste år har bragt væsentlige fund, som støtter den tyske opfattelse. Under pløjning med en særligt dybtstikkende plov fandt en landmand nogle urner syd for halvkredsvolden. Udgravningen i 1959-60 bragte flere hundrede skeletgrave for dagen. Det viste sig, at flertallet af skeletterne efter kristen sædvane var lagt i retningen øst-vest, og at en del af dem kunne dateres til 800-årene. Det var nu ikke det mærkeligste. Mere overraskende var et halvthundrede grave, som lå dybere end de andre og vinkelret på dem, dvs. i retningen nord-syd. Derunder igen en del grave med brændte knogler. At en del af disse grave må stamme fra 700-tallet, viser placeringen.
Nu meldte der sig et vigtigt spørgsmål: Hvor havde disse døde boet?
Sidste år indledte man derfor den hidtil største udgravningskampagne i Hedeby. Den vil vare 5-6 år og skal omfatte den ældste bykerne, der antages at dække 12-15000 m2. I 1962 gravede man i »håndværkerkvarteret«, men her så man intet, der med sikkerhed stammede fra 700-årene. Til gengæld havde forskerne heldet med sig syd for byvolden. I nærheden af vandet afdækkede dr. Raddatz huse, der gav sig til kende i form af stensatte ildsteder. Den tørre jord havde desværre intet levnet af træværket. Bopladsen må dog tidligt være blevet opgivet, idet stedet senere er blevet anvendt som gravplads. Da der i en af hustomterne blev fundet keramik fra 700-tallet, er der næppe tvivl om, at bopladsen her er samtidig med de »nedre lag« i den før omtalte gravplads.
I et af de nyfundne huse blev gjort et vigtigt og spændende fund, som kunne bekræfte bopladsens høje alder. Det drejer sig om en sølvmønt af sceatta-typen. På møntens ene side ses et mandshoved, som siges at forestille Odin. Øjnene er store, og han er udstyret med meget hår og skæg. På bagsiden slynger sig et klobærende dyr, hvis aner søges i den skythisk-sibiriske kunst. Det spiler gabet op, som ville det sluge sin egen hale; men dets fornemste kendetegn er dog et vældigt lem under bugen. For nordboerne var vel i denne mønt ikke alene betalingsevne men også guddom og grokraft gemt!
(Fig. 9).
Fig. 9: Sceatta. For- og bagside.
Disse angelsaksiske mønter, der for en del blev slået i Frisland i 700-årenes første halvdel, er i Holland fundet i hundredvis; men det nordligste fund var hidtil fra Holsten. Nu har Norden altså fået sin sceatta.
Spørgsmålet om de to byers indbyrdes alder står stadig åbent, men efter at byen ved Haddeby Nor nu har fået rykket sin historie et århundrede tilbage i tiden, skulle der intet være i vejen for, at det kan være den, der hentydes til i de Frankiske Rigsårbøger for året 804. Det er et vigtigt resultat, som her er nået; men de nye udgravninger giver andet og mere. De giver en anelse om, at storbyen Hedeby må være opstået ved sammensmeltning af flere mindre byer. Ældst er den nyfundne boplads syd for halvkredsvolden. Den ligger ved et bækløb; ved et andet bækløb lidt nordligere, nemlig Hedebybækken, voksede endnu en by frem. Den kan, som nævnt, følges tilbage til o. 850, mens det er muligt, at den er ældre. Til begge disse byer hører gravpladser. Nord for halvkredsvolden, ved et tredje bækløb, fandt man i 1820'erne en tredje gravplads, og selv om det ikke kan siges med sikkerhed, er det sandsynligt, at der også her har ligget en boplads. Engang i 800-årene flyttede man sammen ved Hedebybækken, som er det største af bækløbene; men først omkring år 900 (måske på svenskevældets tid) eller senere byggedes den store vold.
(Fig. 10).
Fig. 10: Hedeby i 800-årene. Gravpladser og bopladser er markeret. Halvkredsvolden er endnu ikke bygget.
De nye udgravninger har også bidraget til at vise, hvor nær forbindelsen med det »civiliserede« Europa har været. Det er gravpladsen med de øst-vestliggende grave, som her har noget at fortælle. Gravpladser af denne art er almindelige i Nordtyskland, hvor de står i forbindelse med omvendelsen til kristendommen i slutningen af 700-årene. I Hedeby træffer vi for første gang en sådan gravplads på nordisk område. Dette betyder dog ikke, at kristendommen sejrede i Hedeby allerede i 800-tallet. Ganske vist fandt Ansgar i Hedeby mange, der havde ladet sig døbe, men en så udbredt tilslutning til den nye lære, som gravene antyder, tør vi ikke tro på. Her må være tale om en ydre skik, som sikkert ikke altid har været fulgt op af en brændende tro på Hvide-krist. I hvert fald er der ofte dynget tunge sten på ligene, og et af dem havde endog fået stukket en mønt i munden. Vel var den nye herre mægtig, men kunne han hindre gengangeri?
(Fig. 11). (Fig. 12).
Fig. 11: (faktaboks) Hovedtræk af Hedebyds historie.
700-årene: Ældste fund
800-årene: Ansgar i Hedeby.
900-årene: Halvkredsvolden bygges. Svenskevælde. Hedeby tysk. Sven Tveskæg indtager byen.
1000-årene: Nedgangstid. Harald Hårdrådes overfald; byen brændes og forlades.
Fig. 12: Hedeby og omverdenen. De afmærkede byer er vigtige handelspladser.
De nye udgravninger har en stor fremtid for sig. Det er hensigten at afdække de ældste bopladser helt; men formålet er ikke blot at søge Hedebys historie oplyst; hertil ville man næppe bevilge een million tyske mark. Gennem Hedeby ønsker man at få øget viden om de nordeuropæiske byer i almindelighed. Sydpå havde mange af de gamle romerske byer overlevet barbarinvasionerne i folkevandringstiden; men heroppe var byer med håndværk og handel som bærende erhverv et nyt fænomen. Grunden til den store interesse for byerhverv og byer er, at næsten al materiel fremgang synes knyttet hertil. I vor tid er jo f.eks. landbruget helt afhængig af industriens maskiner og handelens eksportfremstød.
Det er naturligvis særlig byerne ved datidens store handelsruter, man interesserer sig for. Der kunne sikkert findes mangt og meget under byer som Hamburg og Bremen; men man foretrækker selvfølgelig at grave på steder, hvor senere bebyggelse ikke har lagt hindringer i vejen, og netop i Skandinavien findes der flere sådanne. Den norske vikingeby Skiringssal har man stedfæstet til Kaupang ved Oslofjorden, og tilsvarende svenske byer er undersøgt på Björkö (Birka) og Helgö i søen Mälaren. Men førstepladsen er Hedebys. I størrelse og ry overstråler den de andre byer, og når dertil kommer de enestående bevaringsforhold, er det ikke underligt, at det er til den, vi sætter vort håb.
Det ville være uligt lettere, hvis man kunne lade graveriet være og nøjes med at søge oplysning i samtidens beretninger. Men runeristerne var kun optaget af at udødeliggøre de ættestolte stormænd, og prælaterne alene af at berømme deres forgængeres nidkærhed i kirkens tjeneste. Hvor kunne de også ane, at demokratiet engang ville udjævne standsforskellene og gøre religion til en privatsag. Ønsker vi at søge tilbage til vort teknisk højtudviklede samfunds spæde begyndelse, er det uomgængeligt nødvendigt at tage spaden til hjælp.
Tegninger: J. Aarup Jensen