
Fra den gamle fabrik
I 1500-årene begyndte kinesisk porcelæn at dukke op i Europa, og tilstrømningen øgedes, efterhånden som skibsfarten udbyggedes og skabte bedre forbindelse med det fjerne, himmelske rige. De smukke, fremmedartede ting blev stærkt beundret i vor verdensdel, hvor man heftigt ønskede at eftergøre dem, men ikke kendte recepten. Det hed sig, at kineserne fremstillede porcelæn ved i jorden at nedgrave en blanding af æg, gips og knuste konkylier og lade den ligge urørt et århundrede. Så langt rakte europæisk tålmodighed ikke, men i fajancen fandt man en god erstatning for det, man ønskede sig. (Fig. 1)
Af Jørgen Ahlefeldt-Laurvig
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Fabrikker skød op – i Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig, men frem for alt i Holland, hvor navnlig byen Delft blev kendt for sine vellykkede efterligninger af de kinesiske herligheder. »Hollandsk porselin« spredtes over landene, og også Danmark blev en ivrig aftager. Det er ikke underligt, at foretagsomme folk herhjemme fik lyst at være med.
Bag oprettelsen af den første danske fajancefabrik står holsteneren Johan Wolff, der var fagligt uddannet i Tyskland og vistnok også i Holland. 1721 kom han i forbindelse med Frederik IV, der viste hans planer stor imødekommenhed og bekostede hans rejse til København. Andre formående mænd trådte til, og fabrikken blev en realitet. Den kom til at ligge på hjørnet af Store Kongensgade og Cadetgade (nuværende Fredericiagade).
Fra Geddes kort kender man ikke alene fabrikkens nøjagtige beliggenhed, men også dens omtrentlige udseende, og i arkiverne kan man sætte sig ind i dens regnskaber, som ikke er alt for munter læsning. (Fig. 2) Det vigtigste er dog, at der endnu er bevaret mange af de fajancer, som er blevet fremstillet her. Det er altså ikke så lidt, der vides om den første danske fajancefabrik og dens kunstindustrielle pionerarbejde. Alligevel greb vi med begærlighed lejligheden til at øge denne viden, da en byggegrund blev ryddet på det område, som har tilhørt fabrikken. Her skulle der være mulighed for at finde skårdynger med fejlbrændinger og andre mislykkede ting fra fabrikkens produktion og derigennem få klarhed over, hvilke keramiske former der er udgået fra dette værksted. (Fig. 3)
Udgave: Skalk 1965:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
