Fra den gamle fabrik

Fabrikker skød op - i Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig, men frem for alt i Holland, hvor navnlig byen Delft blev kendt for sine vellykkede efterligninger af de kinesiske herligheder. »Hollandsk porselin« spredtes over landene, og også Danmark blev en ivrig aftager. Det er ikke underligt, at foretagsomme folk herhjemme fik lyst at være med.

Bag oprettelsen af den første danske fajancefabrik står holsteneren Johan Wolff, der var fagligt uddannet i Tyskland og vistnok også i Holland. 1721 kom han i forbindelse med Frederik IV, der viste hans planer stor imødekommenhed og bekostede hans rejse til København. Andre formående mænd trådte til, og fabrikken blev en realitet. Den kom til at ligge på hjørnet af Store Kongensgade og Cadetgade (nuværende Fredericiagade).

Fra Geddes kort kender man ikke alene fabrikkens nøjagtige beliggenhed, men også dens omtrentlige udseende, og i arkiverne kan man sætte sig ind i dens regnskaber, som ikke er alt for munter læsning. (Fig. 2) Det vigtigste er dog, at der endnu er bevaret mange af de fajancer, som er blevet fremstillet her. Det er altså ikke så lidt, der vides om den første danske fajancefabrik og dens kunstindustrielle pionerarbejde. Alligevel greb vi med begærlighed lejligheden til at øge denne viden, da en byggegrund blev ryddet på det område, som har tilhørt fabrikken. Her skulle der være mulighed for at finde skårdynger med fejlbrændinger og andre mislykkede ting fra fabrikkens produktion og derigennem få klarhed over, hvilke keramiske former der er udgået fra dette værksted. (Fig. 3)

I sensommeren 1964 gik Københavns Bymuseum sammen med Nationalmuseet i gang med at grave, og takket være byggestop havde vi god tid til at undersøge, hvad der lå skjult i den indhegnede grund. Kælderanlæg til de nu nedrevne bygninger havde selvfølgelig ødelagt mange lag, og store mængder af god fyld må være kørt bort i slutningen af forrige århundrede, men under gårdspladsens brosten lykkedes det at finde udsmidning og tykke lag af potteskår. Skårene er almindeligvis uglaserede, men de vekslende stilarter finder også udtryk i formerne, sådan at der trods alt er mulighed for at tidsbestemme dem. (Fig. 4)

Store Kongensgade-fabrikkens virkeperiode ligger fra 1721 til omkring 1770. Som første leder ansattes den som takket være sin dygtighed har lagt navn til den ene af fabrikkens fine perioder, 1727-49. I hans tid kom der mange smukke ting fra fabrikken; noget af det bedste er vel bispebowlerne og bakkebordene. Alle Pfaus kendte ting - krus, kopper, tallerkener, fade, skåle og væglampetter - finder man i uhyre mængder i skårdyngerne. - Kort før udgravningen i Store Kongensgade havde Bymuseet lejlighed til at følge en gravning på Grønlandske Handels Plads, hvor der førnævnte Johan Wolff. (Fig. 5) Blandt de allerførste ting, han fremstillede, var kopper og »kaskadekummer«, der i regnskaberne for 1722 omtales som værende i brogede farver. Det var nu ellers blådekorerede fajancer i stil med de hollandske, som var fabrikkens planlagte speciale. På forhånd havde man sikret sig 30 års eneret på fremstilling af denne vare, som det samtidig blev forbudt at indføre fra udlandet. At det var hollændernes marked, som man ønskede at erobre, fremgår også klart af fabrikkens navn: Delfs Porselins- eller Hollandsch Steentøys Fabrique.

Wolffs pålidelighed lod desværre noget tilbage at ønske. Efter tre års forløb forsvandt han fra fabrikken medtagende en del kostbare farver samt den gode malersvend A. N. Ferdinand. De to mænd rejste til Sverige, hvor man på den tid var stærkt interesseret i oprettelsen af en fajancefabrik, idet man naturligvis nødig så, at Danmark tog føringen på dette område. Da planerne realiseredes, fik både Wolff og Ferdinand ansættelse, førstnævnte endog som mester. Ferdinand vendte senere tilbage til København og blev i 1740 antaget på Blåtårn-fabrikken. Også på dansk grund havde Store Kongensgade nemlig fået konkurrence.

Wolffs efterfølger i Store Kongensgade-fabrikken blev Johan Ernst Pfau, fremkom store mængder af gode fajancer fra netop denne tid. (Fig. 6) De to fund kan altså supplere hinanden på det smukkeste.

Trods sin vitterlige dygtighed blev Pfau afskediget 1749 af bryggeren Christian Gierløf, som havde store interesser i fabrikken. Til efterfølger valgtes Heinreich Wolff (ikke at forveksle med den førnævnte Johan Wolff, der forlængst var ude af fabrikkens saga). Hans virke blev dog ikke af lang varighed. Gierløf skal have været en besværlig og noget kolerisk herre, og det er vel det, der har fået Wolff til at foretrække stillingen som mester på Blåtårn-fabrikken, da lejlighed bød sig. Ikke engang et år var han ansat i Store Kongensgade, men alligevel ser det ud til, at han har nået at sætte sit præg i skårdyngerne, idet han kan antages at være mester for nogle karakteristiske vægfliser med ophøjet kant, stjerner i hjørnerne og et motiv, der kan være påmalet, men undertiden er i relief. (Fig. 7) Disse fliser, der hører til udgravningens mest spændende fund, kan være både glaserede og uglaserede, så der er ingen grund til at betvivle, at de er fremstillet i Store Kongensgade, hvad man ellers kunne fristes til, da fliser af den type hidtil kun kendes fra Blåtårn-fabrikken. Det lille mysterium kan forklares ved at antage, at fliserne er Wolffs værk, og at han har taget sin lærdom med sig, da han flyttede.

Da Wolff var rejst, måtte Gierløf selv forestå fabrikken, og hvad man end kan sige om ham, dygtig har han været - så dygtig, at han kom til at lægge navn til den anden betydningsfulde periode i fabrikkens historie. Tingene fra denne tid er let kendelige på bladornamentikken. I skårdyngerne fandtes adskillige eksempler på Gierløfs ottekantede tallerkener, små bukkelfade, frugtskåle og andet, som er typisk for den stridbare fabrikant, hvis ledelse varede til produktionen ophørte. (Fig. 8)

En ting, som man ikke før har været opmærksom på, var fremstillet her, men som åbenbart har været fabrikeret gennem begge de store perioder, er havevasen. Den er dejligt varieret både i størrelse og udseende. Der er vaser dekoreret med ansigter i relief, og de adskiller sig klart fra, hvad man ellers kender af havevaser fra denne tid. En nøje undersøgelse vil sandsynligvis afsløre, at vaser, der hidtil har været tilskrevet fabrikken i Osnabrück, i virkeligheden stammer fra Store Kongensgade. Navnlig vaserne fra Gierløfs periode, som er ottekantede og med løvemasker, er imponerende ting. (Fig. 9)

At fabrikken måtte indstille sin virksomhed, var næppe Gierløfs skyld. Konkurrenterne skød efterhånden frem som paddehatte: Kastrup, Østerbro, en lang række slesvig-holstenske fabrikker. Store Kongensgade havde jo som nævnt eneret på at lave blådekorerede varer, men da retten skulle fornyes, fik Østerbro-fabrikken samme privilegium. Det var naturligvis slemt nok, men værre blev det, da smag og mode skiftede. De blådekorerede varer kom i miskredit, nu var det brogede ting, man ville have, og dem leverede Kastrup-fabrikken og fabrikkerne i hertugdømmerne. Omkring 1770 var Store Kongensgade-fabrikkens dage talte. Endnu i 1772 tales der om fyldte lagre, men det er nok umoderne, usælgelige varer, det drejer sig om. (Fig. 10)

Det manglede altså ikke på afløsere, da vor første fajancefabrik efter et halvt århundredes virksomhed indstillede arbejdet. Efterhånden var der også kommet gang i fremstillingen af rigtigt porcelæn. Netop ved den tid, da ovnene slukkedes i Store Kongensgade, tændtes de i Den kongelige Porcelænsfabrik, der i medgang og modgang har virket helt til vore dage; det er den, forfatteren Vilhelm Bergsøe har skildret så levende i romanen, der har lånt denne artikel sit navn.

På tomten i Store Kongensgade har arbejdet været fortsat nu i sommer, og Bymuseet har fulgt gravkøerne til den bitre ende, som netop er nået. De forventninger, som blev stillet til udgravningen, vil uden tvivl blive indfriet. En gennemgang af materialet vil sandsynligvis vise, at vi indtil idag kun har kendt en brøkdel af fabrikkens produktion. (Fig. 11)

Litt.
A. Øigård: Fajancefabrikken i Store Kongensgade, 1936.
K. Uldall: Gammel dansk fajance, 1961. Samme bog i håndudgave, 1964.