Fra de mindre jagtmarker

Det er naturligvis utilfredsstillende, at det indsamlede materiale ikke er fuldt udnyttet, og det er det ikke, når man ikke ved, hvad urnerne gemmer. Og selv om det kun er små ting, man kan finde i krukkerne. så kan fundene godt være gode. Museet i Ribe har nylig forøget sine samlinger med adskillige genstande ved en systematisk gennemgravning af sine urner. En af urnerne gav særlig fine fund og skal derfor omtales nærmere. Den stammer fra en lille gravplads fra ældre romersk jernalder ved Vilslev by. 8 km nord for Ribe.

Urnen, der var stærkt beskadiget, var proppet med brændte ben. og mellem dem lå gravgodset, der synes at vise, at den døde har været en kvinde: To smeltede glasperler og et par bronzebøjlenåle, hvoraf navnlig den ene var stærkt deformeret af ild, en jernsynål og mindst 16 bennåle. Det er om disse sidstnævnte, at interessen samler sig.

Der er to svære nåle med profileret hoved, resten er små, sylespidse og let krumme. Muligvis skal vi regne med helt op til 18 nåle, men da flere stykker mangler er det svært at afgøre.

Hvad kan alle disse nåle have været brugt til? Hvis de var fundet i en jordfæstegrav havde fundforholdene måske kunnet fortælle os det: som det nu er, har vi kun nålene selv at holde os til.

De to store nåle kan være hårnåle - og er det sandsynligvis; meget lignende nåle er i hvert fald fundet i jordfæstegrave, hvor de lå på en sådan måde op ad kraniet, at der ikke kan være tvivl om, at de har været stukket i håret. Men de små nåle, kan de have været brugt på samme måde? Måske, men hvorfor er de så af en helt anden form? Stakkels kone med sådan en rede i håret.

Hattenåle kendes ikke fra oldtiden, så det er næppe sandsynligt, at nålene har været brugt på den måde. Så kunne man bedre tænke sig dem brugt til at holde dragten sammen. Men dertil tjente vel de to bøjlenåle, der nok skulle kunne klare denne opgave alene. - Kan det da have været synåle? Næppe. Man havde jo jernnålen, som har øje og derfor er meget mere egnet.

Lennart Edelberg har i sidste nummer af Skalk pa overbevisende måde sandsynliggjort, at de små sylformede redskaber fra bronzealderens grave er tandstikkere. Den forklaring kan måske også bruges på vore nåle, som ville være udmærket egnet til formålet. Men 14-16 tandstikkere til en enkelt person - det skulle være nok til et helt livs forbrug.

Det er også en mulighed, at nålene kan have hørt til et brætspil. Der kendes etnografiske spil, hvor pindene stikkes ned i huller i et bræt; men et sådant spil kræver nok flere pinde, end vi her råder over.

Endelig kunne man måske tænke sig nålene indsat i et skaft og brugt som kam. Sådanne kamme kendes der også etnografiske eksempler på. Men de kamme, som vi ellers kender fra romersk jernalder, ser helt anderledes ud.

Der er altså muligheder nok, og det kan jo tænkes, at læserne kan komme med nye forslag, for hvilke Den antikvariske Samling i Ribe vil være taknemmelig.

Som man ser, kan der godt skjule sig sjældne og interessante problemer mellem de sprukne benstumper. Det er for iøvrigt ikke alene oldsagerne mellem knoglerne, der kan give overraskelser; det lønner sig også at kikke på knoglerne selv. Det sker, at der mellem benene findes rester af ofrede dyr, hvad Skalk tidligere har kunnet fortælle om (1959, nr 3), og det hænder, at det lader sig påvise, at der er knogler af mere end een person i urnen. I Sverige er man nået langt med at bestemme køn og alder på de døde, også når knoglerne er brændt; tidligere mente man ikke, det lod sig gøre. Her ligger en opgave for en dansk anthropolog: Der skal nok komme spændende resultater ud af arbejdet.

Megen viden om fortiden kan hentes ud af de brune krukker, der ikke altid er lige opløftende at se på, når de står opstillet på række og geled i museumsskabene. Tro dog ikke, at ovenstående er en opfordring til at vende bunden i vejret på alle urner. En samvittighedsfuld undersøgelse af en urne kræver lige så megen omhu og systematik som udgravningen af en gravhøj. Og de brændte ben løber jo ingen steder.