Fra arkæologiens laboratorium

Beretningen gengiver åbenbart Eriks egen opfattelse, måske formuleret i hans sidste leveår. Han drog sine slutninger af fundomstændigheder og redskabsformer og sammenlignede med samtidige folk på et tilsvarende primitivt kulturtrin. Han betjente sig med andre ord af en metode, som også med fordel anvendes af arkæologer i dag.

Gennem de arkæologiske metoder kommer vi fortidsmenneskene ind på livet. Fundene bringes til at fortælle, så at de bliver et middel, ikke et mål. Siden arkæologien i midten af forrige århundrede blev til en kritisk videnskab, har teknik og metode i stigende grad præget faget, og navnlig i de seneste år har udviklingen taget fart. Teamwork, samarbejde mellem specialister, er et moderne begreb, men det har gammel hævd inden for arkæologien, hvor navnlig samarbejdet med naturvidenskaberne er blevet af væsentlig betydning og er blevet udformet i en lang række metoder omfattende mange forskellige felter. Hensigten med denne artikel er at orientere om nogle af disse metoder, idet emnet dog af pladshensyn er begrænset til to vigtige områder, nemlig metoder til lokalisering af egnede udgravningspladser og metoder til aldersbestemmelse. Under læsningen bør man holde sig for øje, at en aldrig så forfinet laboratorieteknik ikke kan erstatte, men kun supplere den fra gammel tid fastlagte arbejdsform. Erik den Rødes fornuftige følgeslutninger står stadig ved magt.

LOKALISERINGSMETODER
En norsk arkæolog havde for vane, når han færdedes i ukendt terræn, nu og da lavmælt at konstatere: Her ville jeg bo, hvis jeg var stenaldermand. Eller: Her lugter det af forfædre. Et trænet blik for terrænets egnethed er uvurderligt, når man går på jagt efter fortidsfund, for på selve markoverfladen er det ofte umuligt at konstatere, hvad der gemmer sig under den. Men det dernede, hvad enten det nu er en grav, et kulturlag eller en anden aflejring skabt af mennesker, afviger fysisk og kemisk fra de omgivende lag, og det er dette forhold, som ligger til grund for de nyere arkæologiske opsporingsmetoder. Også her gælder det dog, at de nye metoder ikke har gjort de gamle overflødige. Selve udpegningen af stedet må i de fleste tilfælde foregå på gammeldags måde. Mange gange er det løsfundet »efter harvens tænder«, som sætter begivenhederne i skred, men derefter kan den nye teknik træde til som et meget værdifuldt hjælpemiddel. Selv en grov og ufuldkommen viden om, hvad der gemmer sig under furerne, kan være af den største værdi, når planen skal lægges, og styre spaden, når gravningen sættes i gang.

(Fig. 1).