Fra arkæologiens laboratorium

Den første nordiske arkæolog var en fredløs morder, Erik den Røde, som i året 982 steg i land på Grønland. Det fortælles om ham, at han der fandt »bopladser - - - samt rester af både og redskaber af sten, hvoraf man kunne se, at samme slags folk, som beboede Vinland, og som grønlænderne kaldte skrælinger, havde færdedes her«.

Af Gad Rausing

Beretningen gengiver åbenbart Eriks egen opfattelse, måske formuleret i hans sidste leveår. Han drog sine slutninger af fundomstændigheder og redskabsformer og sammenlignede med samtidige folk på et tilsvarende primitivt kulturtrin. Han betjente sig med andre ord af en metode, som også med fordel anvendes af arkæologer i dag.

Gennem de arkæologiske metoder kommer vi fortidsmenneskene ind på livet. Fundene bringes til at fortælle, så at de bliver et middel, ikke et mål. Siden arkæologien i midten af forrige århundrede blev til en kritisk videnskab, har teknik og metode i stigende grad præget faget, og navnlig i de seneste år har udviklingen taget fart. Teamwork, samarbejde mellem specialister, er et moderne begreb, men det har gammel hævd inden for arkæologien, hvor navnlig samarbejdet med naturvidenskaberne er blevet af væsentlig betydning og er blevet udformet i en lang række metoder omfattende mange forskellige felter. Hensigten med denne artikel er at orientere om nogle af disse metoder, idet emnet dog af pladshensyn er begrænset til to vigtige områder, nemlig metoder til lokalisering af egnede udgravningspladser og metoder til aldersbestemmelse. Under læsningen bør man holde sig for øje, at en aldrig så forfinet laboratorieteknik ikke kan erstatte, men kun supplere den fra gammel tid fastlagte arbejdsform. Erik den Rødes fornuftige følgeslutninger står stadig ved magt.

LOKALISERINGSMETODER
En norsk arkæolog havde for vane, når han færdedes i ukendt terræn, nu og da lavmælt at konstatere: Her ville jeg bo, hvis jeg var stenaldermand. Eller: Her lugter det af forfædre. Et trænet blik for terrænets egnethed er uvurderligt, når man går på jagt efter fortidsfund, for på selve markoverfladen er det ofte umuligt at konstatere, hvad der gemmer sig under den. Men det dernede, hvad enten det nu er en grav, et kulturlag eller en anden aflejring skabt af mennesker, afviger fysisk og kemisk fra de omgivende lag, og det er dette forhold, som ligger til grund for de nyere arkæologiske opsporingsmetoder. Også her gælder det dog, at de nye metoder ikke har gjort de gamle overflødige. Selve udpegningen af stedet må i de fleste tilfælde foregå på gammeldags måde. Mange gange er det løsfundet »efter harvens tænder«, som sætter begivenhederne i skred, men derefter kan den nye teknik træde til som et meget værdifuldt hjælpemiddel. Selv en grov og ufuldkommen viden om, hvad der gemmer sig under furerne, kan være af den største værdi, når planen skal lægges, og styre spaden, når gravningen sættes i gang.

(Fig. 1).

Billede

Fig. 1: Ingen figurtekst.

Luftfotografering
Under første verdenskrig opdagede man luftrekognosceringens og luftbilledets militære betydning. Manden på jorden har et meget begrænset synsfelt, og for ham er de militære anlæg måske lette at skjule. Flyveren derimod har et ganske anderledes overblik og tilsvarende store muligheder for at gøre opdagelser. Arkæologien har draget nytte af denne lære.

En større gravning i jorden vil sjældent efterlade jordoverfladen, helt som den var. Selv en gravning foretaget i meget gammel tid vil ofte kunne spores ved ubetydelige højdeforskelle. Måske kan de næppe ses, men på luftbilledet kaster de under heldige lysforhold skygger, som gør dem synlige i terrænet. Dertil kommer, at gravningerne som regel har ændret de lokale dræningsforhold. Fugtigheden i jorden er anderledes inden for det gravede område end uden for det. Dette genspejler sig i vegetationens sammensætning, og i de enkelte planters størrelse og farve. Ofte er disse afvigelser fra det normale næppe til at skelne for det menneskelige øje, og det almindelige sort-hvide fotografi bør derfor suppleres med fotografering i farver og navnlig med infrarød fotografering. Fortidsmindernes skyggevirkning viser sig bedst i egne, som er fattige på plantevækst; i Skandinavien må man i første række arbejde med sporene i vegetationen.

Luftfotograferingen giver altså arkæologerne mulighed for at finde fortidsminderne, men den giver tillige et billede af, hvordan fortidsmenneskene tilpassede deres virksomhed efter terrænet, og det er også af betydning.

(Fig. 2).

Billede

Fig. 2: Luftbillede fra England. I marken ses tydelige aftegninger af en romersk gård med grav (A), bygning (B) og brønd (C). På et billede, som blev taget af samme mark på en anden årstid, var der intet at se. Efter Crawford. Et vellykket arkæologisk luftbillede taget ved Varde er gengivet og omtalt Skalk 1960, nr. 2.

Fosfatanalyse
Alt dyrisk stof og alle dyriske affaldsprodukter indeholder fosfor. Når stoffet bliver til muld, danner fosfor i almindelighed salte, som er meget vanskeligt opløselige, og som holder sig i jorden i noget nær ubegrænset tid. I de fjerne tider, som talen her er om, har det været almindeligt at henkaste affald og måltidsrester lige uden for døren. Herved øgedes mængden af fosfor i bopladsens jordbund, og denne koncentration kan stadig påvises gennem analyse. Fosfattallet afhænger af flere forhold, f.eks. jordens naturlige fosfatindhold, bosættelsens intensitet og varighed, indbyggernes ernæringsforhold med mere. Det afgørende er imidlertid ikke selve fosfattallet; det, som viser, hvor den gamle bebyggelse har været, er, at tallet er højere end omgivelsernes fosfattal. I praksis foretages undersøgelsen ved at udlægge et regelmæssigt net af punkter over landskabet. I hvert punkt tages en jordprøve til analyse.

(Fig. 3).

Billede

Fig. 3: Strandvolden dannes i havstokken af sammenskyllet materiale. Oven for den nuværende strandvold kan man undertiden finde ældre volde, der viser, at landet i årtusindernes løb har hævet sig.

Fosfatanalysen kan også bruges til andet end til at påvise bopladserne, i visse tilfælde kan den også sige noget om deres alder. I vore dage ligger fiskerlejer gerne direkte ud til stranden, og således var det også i fortiden. Men gamle strandvolde fra en tid, da havet stod højere, har også alle dage været gode at bygge på, og det kan tit være svært at afgøre, om en boplads på en strandvold er samtidig med denne eller ikke. Hvis det er tilfældet, må man forvente, at områdets fosfattal viser et meget brat fald, så snart man kommer uden for strandvolden. Fosfor i dyrisk affald, som kommer i vandet, vaskes nemlig ud og hober sig ikke op i havbunden. I de tilfælde, hvor den skarpe grænse ikke forekommer, stammer bopladsen fra en tid, da havfladen allerede stod neden for strandvolden.

(Fig. 4).

Billede

Fig. 4: Fosfattallet ændres brat langs den mellemste strandvolds yderside. Det viser, at den boplads, som det højere fosfattal kendetegner, stammer fra en tid, da havet gik op til denne strandvold.

Magnetisk lokalisering
Siden slutningen af forrige århundrede har geologerne anvendt magnetiske påvisningsmetoder til kortlægning af jernmalmforekomster i Mellem- og Nordskandinavien. Også arkæologiske aflejringer giver magnetiske forstyrrelser, som kan påvises. Disse forstyrrelser, som skyldes, at jordens lokale sammensætning og konsistens er forandret af mennesker, er uendeligt meget svagere end dem, som geologerne arbejder med; til gengæld virker de inden for et langt mindre område, hvilket letter kortlægningen. Protonmagnetometret kaldes det apparat, som har vist sig at være det ideelle måleinstrument til dette arbejde, hvis princip og teknik er beskrevet af M. J. Aitken i Physics and Archeology (New York 1961); hertil kan interesserede henvises.

(Fig. 5)

Billede

Fig. 5: Brændt ler under en eller anden form indgår i de fleste oldtidsfund. Da jernholdige mineraler og genstande har særligt stærke magnetfelter, vil en grav som den her viste med mængder af lerkarskår være velegnet til lokalisering ad magnetisk vej.

Modstandsmåling
Apparaturet til denne lokaliseringsmetode består af en strømkilde (f.eks. en lille, motordreven generator), et amperemeter, nogle tynde stålstænger og nogle meter isoleret ledning. Ved at stikke to stålstænger i jorden og lade dem indgå som elektroder i en strømkreds, bliver man i stand til at måle modstanden i jorden mellem stængerne.

Stålstængerne stikkes i jorden langs med en udspændt snor og således, at mellemrummene mellem stængerne er lige store. Efter tur måler man jordens modstand i mellemrummene. Siden flytter man elektroderne langs med linjen og fortsætter målingen. Det er en forudsætning, at jordmassen er nogenlunde ensartet og ikke indeholder større »naturlige forstyrrelser« såsom rullestensblokke eller lignende. Hvor jorden er urørt, får man samme værdi for modstanden mellem hvert par målepunkter. Hvor vandindholdet i jorden på grund af en eller anden af mennesker frembragt forstyrrelse, f.eks. en nedgravning, er større end normalt, bliver modstanden mindre, mens den derimod stiger, hvor vandindholdet er ringe. Resultatet af målingerne kan udtrykkes i en kurve, som billedet viser.

(Fig. 6).

Billede

Fig. 6: Snittet øverst viser princippet i modstandsmålingen. Målingernes resultat er udtrykt i kurven nederst, hvor nedgravningen og muren tydeligt tegner sig.

Fremgangsmåden er i øvrigt den, at man lægger en serie parallelle undersøgelseslinjer ud over det område, hvor fund kan ventes. På grundlag af måleresultaterne kan man i grove træk tegne et kort over de af mennesker frembragte »forstyrrelser«, som findes i jorden. Hvad disse egentlig betyder kan først udgravning vise.

(Fig. 7).

Billede

Fig. 7: Plan over et oldtidsanlæg ved Dorchester, England. Grå farve viser anlæggets udstrækning, sådan som den blev påvist ved hjælp af modstandsmåling, mens de optrukne linjer angiver den virkelige udstrækning, som udgravningen afslørede. Det må dog ikke forventes, at metoden altid vil give så vellykkede resultater. Efter Atkinson.

En anden elektrisk påvisningsmetode benytter sig ikke af modstanden i jorden, men derimod af spændingsfaldet. Metoden egner sig, hvor jorden består af fuldstændig ensartet materiale, og når denne betingelse er opfyldt, giver den mulighed for en hurtig undersøgelse af store områder. Desværre er apparaturet temmelig dyrt.

Minesøger
Kort efter krigen begyndte man fra forskellig side at eksperimentere med minesøgeren til påvisning af fortidsfund. f.eks. metalgenstande i grave. Det viste sig hurtigt, at metoden havde sin begrænsning, og de hidtil anvendte typer af minesøgere har i hvert fald ikke vist sig særligt egnede. I almindelighed skal man ikke vente udslag fra genstande, som ligger dybere end 30 til 50 cm under overfladen, hvilket i de fleste tilfælde vil være utilstrækkeligt, og dertil kommer, at søgeren desværre ikke kender forskel på moderne søm og konservesdåser og de gamle genstande, som interesserer os.

Minesøgeren er altså ikke særlig egnet til opsporing af nye gravepladser; derimod har den vist sig udmærket som hjælpemiddel ved en udgravning, som er i gang. Selv en søger af lettere type er tilstrækkelig til at meddele, at en metalgenstand nærmer sig, og at nu bør der graves med varsomhed. Det har i øvrigt vist sig, at søgeren giver udslag ikke blot for metal, men også for jernholdig keramik.

(Fig. 8).

Billede

Fig. 8: Ingen figurtekst.

DATERINGSMETODER
En genstand, hvis alder man ikke kender, er af ringe værdi som kulturhistorisk kilde. Skal den komme til nytte, må den dateres, og til det formål står en række metoder til rådighed. Tidstavlen på dette blads næstsidste side er en stærkt forenklet gengivelse af det indviklede dateringsskema, som efterhånden er opbygget ved hjælp af disse metoder, hvoraf nogle går tilbage til arkæologiens barndom.

Om fundenes indbyrdes alder kan simple iagttagelser gjort under selve udgravningsarbejdet give oplysning, og vigtige fingerpeg om den virkelige alder kan fås, når der i fundene forekommer fremmede genstande fra historisk veloplyste egne. Modens skiften er også en vigtig faktor; former opstår, lever en tid og erstattes af nye former, men ofte kan man følge udviklingens veje og afgøre, hvad der er ældst, og hvad der er yngst. Af stor betydning er »samlede fund« af genstande af forskellig type. De viser, hvilke typer der har levet samtidig. Ved deres hjælp kan typerne kædes sammen i lange rækker, som kan give væsentlige oplysninger om levetid og aldersforhold.

(Fig. 9).

Billede

Fig. 9: Moseliget fra Grauballe blev fundet i 1952. Hurtigt opstod en lokal formodning om, at den døde var »Røde Kristian«, en landarbejder fra egnen, som i slutningen af forrige århundrede forsvandt sporløst. Denne antagelse lod sig dog ikke opretholde. Ved C14-undersøgelse blev fundet dateret til århundrederne nærmest efter Kristi fødsel, og pollenanalysen bekræftede dette. Uden denne aldersbestemmelse havde fundet været arkæologisk værdiløst. Nu kunne det give vigtige oplysninger om livet i jernalderen: Om offerskik, sundhedsmæssige forhold, kostvaner osv.

De naturvidenskabelige dateringsmetoder, af hvilke de vigtigste er omtalt nedenfor, er blevet et meget betydningsfuldt indslag i det store, ufuldkomne bygningsværk. Navnlig for de ældre tidsrums vedkommende har de betydning, og de giver mulighed for datering af fund, som man ellers ville være helt ude af stand til at tidsfæste.

Pollenanalyse
Genstande, som findes indlejret i vandholdige jordarter såsom tørv og sødynd, vil ofte kunne tidsfæstes ved hjælp af de rester af fortidens planteverden, som findes i jorden nærmest omkring dem. Planteresterne giver nemlig et billede af egnens plantesamfund, som det var på det tidspunkt, da genstanden kom i jorden, og derigennem kan man drage slutninger om datidens klimaforhold.

De af mosernes planterester, som er synlige for det blotte øje (f.eks. pinde, blade og frø) fortæller meget, men de viser kun et begrænset udsnit af egnens flora. Vigtigere er det at studere de bevarede rester af pollen (blomsterstøv), idet hver enkelt plantes pollen spredes over et større område end alle andre dele af planten. Pollenfloraen i tørven giver derfor et bedre billede af bevoksningen på egnen, men et billede, som kun er synligt gennem et mikroskop.

Hvert enkelt pollenkorn består af tre lag, hvoraf det yderste, exinet, er af overordentlig modstandsdygtigt materiale. Exinskallen er i almindelighed bevaret, selv når alle andre organiske bestanddele er forvandlet til en ensartet masse. Dens form og overfladestruktur er i reglen karakteristisk og lader sig bestemme inden for de forskellige plantefamilier, ja i visse tilfælde endogså inden for slægterne.

De klimatiske forhold har i tidens løb undergået store ændringer. Varmere perioder er afløst af køligere og disse igen af varmere. Plantesamfundene har ændret sig i takt med klimaet, og menneskene har grebet ind gennem opdyrkning og skovrydning. Af tegningen og den dertil hørende tekst vil det fremgå, hvordan man gennem udtagning af jordprøver i en tørvegravs væg kan skaffe sig viden om plantesamfundets gradvise ændring. Mange undersøgelser af denne art har efterhånden gjort disse forhold temmelig velkendte.

(Fig. 10)

Billede

Fig. 10: Pollen af lind, hassel, lancetbladet vejbred og bynke fotograferet under stærk forstørrelse.

Ud af tørvevæggen, som strækker sig fra jordoverfladen og ned til den urørte grusbund, tager man med jævne mellemrum, som helst ikke må overstige 2½ cm, jordprøver. Disse befries siden for forureninger, så at man frilægger pollenkornene, som derefter studeres under et mikroskop. Af hver prøve tælles og artsbestemmes 500-1000 pollen, og den procentvise fordeling af arterne indføjes i et diagram, som, når det er færdigt, giver et samlet billede af de skiftende tiders plantevækst på den pågældende egn. Træpollen registreres for sig, pollen af andre planter for sig. Af de sidste kan man i visse tilfælde tydeligt aflæse menneskets indgreb i landskabet.

(Fig. 11)

Billede

Fig. 11: Søjlen til venstre gengiver - i skematiseret form - et udsnit af en tørvegravs lodrette væg fra overfladen og ned til bunden af mosen. Oprindelig var der på stedet en sø, men rester af døde planter og dyr lejrede sig på bunden, og i årtusindernes løb blev bassinet udfyldt. Søen blev til mose og mosen siden til fast land. Tørvevæggen er altså et billede på tiden, nærmere betegnet på de årtusinder, mosen har været under dannelse. Sætter man fingeren på et tilfældigt sted af væggen, udpeger man samtidig et årstal eller rettere et kort åremål. Stenalder, bronzealder, jernalder og historisk tid spænder hver over deres del af søjlen. En jordprøve (selv en ganske lille) udtaget et tilfældigt sted i søjlen indeholder et uhyre antal pollen, som tilsammen giver et billede af egnens plantevækst på den tid, da jordklumpen blev til.

Når et hoveddiagram er tilvejebragt for en egn, kan man fremstille et mindre diagram for lagene nær mest ved den mosefundne genstand, som man ønsker aldersbestemt. Dette diagram skyder man langs med hoveddiagrammet, indtil man finder et sted, hvor det passer ind. Det er vigtigt, at den, som finder genstanden, ikke tager den op, og ikke rengør den, men overlader dette til den tilkaldte fagmand, som også tager pollenprøven. Ellers vil fundets stilling i pollendiagrammet ikke kunne fastslås.

Pollenanalyse er et af arkæologiens vigtigste hjælpemidler. Den er ikke blot et redskab til datering. Den giver samtidig et billede af klimaudviklingen og af egnens planteverden til skiftende tider og dermed i sidste ende af de økonomiske forudsætninger for den menneskelige virksomhed.

Dendrokronologi
Det har fra gammel tid været velkendt, at man ved at tælle årringe i et træ kunne få oplysning om træets alder. Denne erfaring har man udnyttet til opbygning af en dateringsmetode, som kan anvendes over for genstande af træ. Den besvarer spørgsmålet: Hvor gammelt? i bestemte årstal, hvilket ikke var tilfældet ved den ovenfor omtalte metode.

(Fig. 12).

Billede

Fig. 12: Udsnit af gennemskåret træstamme.

En årring i et træ består af to lag, et indre lysere, sammensat af store celler, og et ydre mørkere, bestående af mindre celler. Det indre lag er dannet ved den hastige tilvækst om foråret, mens det ydre skyldes den noget langsommere sommertilvækst. Men årringene i samme stamme kan være af meget forskellig bredde. En smal ring kan efterfølges af en bred og denne igen af en smal. Denne vekslen skyldes vejrligets vekslen fra år til år, men den afgørende faktor er ikke altid og overalt den samme; således har forandringer i nedbørsmængden tydeligt nok ingen betydning i Skandinavien, mens de er af afgørende betydning i meget tørre egne. I Skandinavien synes middeltemperaturen i vækstsæsonens begyndelse at være afgørende, mens derimod årsmiddeltemperaturen ikke afspejler sig.

De brede og smalle ringe danner karakteristiske kombinationer for bestemte årrækker, og disse kombinationer kan genfindes i træ efter træ. For hvert træ eller træstykke kan tegnes et diagram og ved at sammenstille stadig ældre prøver (tømmer i gamle huse, mosefundne stammer) kan man under heldige omstændigheder opstille sammenhængende hoveddiagrammer for lange tidsrum. Udgangspunktet, det sidste årstal, repræsenteres af den yderste ring i det sidst fældede træ.

(Fig. 13).

Billede

Fig. 13: Billedet viser princippet i den dendrokronologiske metode. Med udgangspunkt i et træ, hvis fældningsår man kender, tæller man baglæns gennem stadig ældre prøver. På denne måde kan man komme tilbage til forhistorisk tid.

Diagrammet fremstilles som en »målestok«, hvor hver enhed svarer til en årring. De påfaldende smalle og påfaldende brede ringe markeres, mens ringe uden særlige kendetegn lades umærkede. Det er dog nødvendigt at korrigere for det forhold, at ringene gennemgående bliver smallere jo ældre træet bliver, fordi antallet af celler må fordeles på en større omkreds, samtidig med at træets livskraft synker.

Dateringen af en træprøve, hvis alder man ikke kender, foregår ved at sammenligne prøvens diagram med hoveddiagrammet. Hvis det lykkes at finde et sted, hvor diagrammerne stemmer overens, kan man datere træprøven i bestemte årstal.

En betingelse for, at metoden kan bruges, er, at de anvendte træprøver stammer fra samme egn. De forsøg, som nu og da er gjort på at jævnføre prøver fra forskellige verdensdele, er alle mislykkedes, og ikke engang prøver fra hinanden så nærliggende egne som Gotland og Norge har kunnet sammenlignes med tilforladeligt resultat.

C14-datering
Denne metode til datering i absolutte årstal er nok den, der taler livligst til såvel almenhedens som avisredaktørernes fantasi. I princippet bygger den på, at de kulstofatomer, som indgår i alt organisk materiale, ikke er ensartede. Langt det største antal har atomvægten 12, mens derimod en mindre del har vægt 13 og 14. (Det kemiske symbol for kulstof er C, og de tre slags atomer benævnes derefter C12, C13 og C14). C14-atomerne er radioaktive og omdannes efterhånden til C12-atomer.

Radioaktivt kulstof dannes i atmosfærens øvre lag som følge af kosmisk stråling. Hvis man forudsætter, at den kosmiske stråling ikke ændrer sig, vil C14 atomernes forhold til C12- og C13-atomerne i alt levende stof ligeledes forblive uforandret, eftersom levende materiale til stadighed udskifter sine kulatomer med omverdenen. Udskiftningen ophører imidlertid, når cellen dør; nye C14-atomer tilføres ikke længere til erstatning for dem, som bliver omdannet til C12-atomer. Efter 5568 års forløb indeholder stoffet kun halvt så mange C14-atomer, som tilfældet var, mens stoffet var i live, efter det dobbelte åremål kun en fjerdedel osv. Ved at bestemme mængden af C14 i en prøve af det døde stof bliver man altså i stand til at bestemme stoffets alder.

En betingelse for, at bestemmelsen kan lykkes, er det, at prøven er ren - at der ikke er tilført nyere kulstof til den. På laboratoriet forbrændes prøven; den dannede kuldioxyd renses, lagres og overføres til prøvecylinderen. Denne består af et rør, som er afskærmet med et massivt »hus« af jern med en indre kappe af kviksølv. Dette er nødvendigt for at udelukke den kosmiske stråling, som ellers helt ville drukne udslaget fra prøvens indhold af C14. Ved hjælp af et særligt apparat er man nu i stand til at optælle antallet af partikler, som udslynges fra prøven inden for et vedtaget tidsrum, og i det således udfundne tal har man et udtryk for mængden af C14 i prøven.

Det alderstal, som man finder frem til gennem denne metode, regnes fra det år, da undersøgelsen foretages. Man angiver også fejlgrænser. Opgives dateringen f.eks. til 1574 ± 89 år vil det sige, at stoffet med 68% sandsynlighed kan siges at være mellem 1663 og 1485 år gammelt. Rummeligere fejlgrænser giver øget sandsynlighed. Ved at fordoble spredningen (1574 ± 178 år) bliver sandsynligheden 95%.

Skønt C14-metoden er ung - opstået efter krigen - er der allerede ved dens hjælp opnået betydelige resultater. Af største vigtighed er således dens samarbejde med pollenanalysen, hvis »relative« dateringer nu kan fastlægges i bestemte årstal.

Andre dateringsmetoder
Der findes endnu en række dateringsmetoder, meget forskelligartede og til dels af ganske ny dato. Enkelte af dem skal kort omtales.

Grundvandet i de fleste jordlag indeholder i reglen noget fluor. Dette har en tendens til at ophobe sig i bensubstans under dannelse af en vanskeligt opløselig forbindelse. Den hastighed, hvormed ophobningen sker, afhænger imidlertid af koncentrationen af fluor i grundvandet på stedet. Man kan derfor ikke anvende benets fluorindhold til at fastslå dets nøjagtige alder, og man kan heller ikke jævnføre fluorindholdet i ben fra forskellige lokaliteter. Derimod er det klart, at to knogler af samme alder, som træffes sammen i samme grundvandsområde, bør have samme fluorindhold. Hvis det ikke er tilfældet, er knoglen med det højeste fluorindhold den ældste. Fluoranalysen har med held været anvendt for at konstatere, om de fund af menneskelige skeletrester, som regnes for at være de ældste, virkelig er så gamle, som fundomstændighederne synes at vise.

(Fig. 14).

Billede

Fig. 14: Kraniet og underkæben, som kom for dagen for 50 år siden i en grusgrav ved Piltdown i Sydengland, blev af mange regnet for at høre til mellem verdens ældste fund af menneskerester. Fundet har dog altid været omtvistet og er nu gennem fluoranalyse afsløret som et falskneri. En nærmere undersøgelse har vist, at kæben er en chimpansekæbe, som er farvet for at virke gammel, og hvis tænder gennem slibning er forlenet med menneskelige træk. Kraniet er antagelig fra yngre stenalder. Der kan næppe være tvivl om forfalskerens identitet: Charles Dawson, Piltdownmandens finder.

En anden metode vil kunne blive yderst værdifuld til aldersbestemmelse af ben. Her udnyttes den erfaring, at lydens hastighed i ben ikke altid er den samme; den aftager med tiltagende alder, og dette sker efter en bestemt skala. Benets alder må dog ikke gerne strække sig ud over yngre stenalder, da unøjagtigheden ellers bliver for stor.

En interessant metode, som sluttelig skal omtales, drejer sig - så mærkeligt det lyder - om årringe i glas. Den tillader en datering i bestemte årstal af bygningsrester og lignende. Forudsætningen er, at glas har været brugt og er havnet i jorden. En genstand af glas, som gennem lang tid har været udsat for vandets påvirkning »udvaskes« efterhånden; vandet opløser de mindre faste bestanddele af glasset. Jordens vandholdighed varierer med årstiderne, og tilsvarende varierer den hastighed, hvormed udvaskningen sker. Dette resulterer i, at det forvitrede glas kommer til at bestå af et antal lag, som hver især svarer til et år. Lægger man et tværsnit af glasstykket under et mikroskop, vil disse klart afgrænsede lag under visse betingelser kunne udskilles og tælles.

Det er god arkæologisk tone, at man, når man afslutter en udgravning, lader en lille del af kulturlaget urørt tilbage. Hensigten hermed er at give fremtidens arkæologer mulighed for at kontrollere de vundne resultater. Ingen videnskab er stillestående, allermindst en så ung lærdomsgren som arkæologien, og det som her er sagt vil antagelig være forældet om ti år. I det mindste må man håbe, at det er tilfældet, og man må samtidig håbe, at de, som sysler med sagen, vil huske, at det er det forhistoriske menneske selv, vi søger. Metoder og systemer er værktøj, ikke et mål i sig selv.

Interesserede, som ønsker at vide mere om de i artiklen omtalte metoder, henvises til Gad Rausings bog »Arkeologien och naturvetenskaperna«, Lund 1958, hvor der er fyldige litteraturhenvisninger. I Danmark er kun pollenanalysen, C14-dateringen og fosfatanalysen dyrket i større stil, men luftfotografering er påbegyndt, og minesøgeren er prøvet. Også andre af de nævnte metoder har dog sikkert en fremtid for sig hertillands.

Tegninger: J. Aarup Jensen.