Forskel på folk

Den gravhøj, som sidste sommer blev udgravet ved Vojens i Sønderjylland, udmærkede sig ikke ved sin størrelse. Så lav og udpløjet var den, at et utrænet øje næppe ville have godkendt den som menneskeværk. Men højen var god nok og dens indhold tilmed så usædvanligt, at det fortjener en særlig omtale her. Forinden vil det dog være på sin plads kort at genopfriske, hvad vi ved om forholdene i stenalderens Danmark, skønt dette vil være flertallet af læsere velbekendt.

Af J. Street-Jensen

Højen stammer fra den begivenhedsrige tid ved midten af yngre stenalder, hvor et fremmed folk er under indvandring. Sydfra trænger de frem gennem Vest- og Midtjylland, egne som efter fundene at dømme tidligere har været tyndt befolket. I resten af landet hersker jættestuefolket, som vi stadig kalder det, skønt vi nu ved, at disse mennesker også havde andre gravformer end de store stenkamre, som har givet dem navn (se Skalk 1963, nr. 3). I en jættestue kan der være op til 100 døde begravet sammen i samme kammer; indvandrerne derimod begravede deres døde enkeltvis i kistegrave under lave høje, og de har derved pådraget sig navnet »enkeltgravsfolket«, skønt der udmærket kan være flere grave i samme høj. Man har tidligere ment, at enkeltgravsfolket invaderede landet og undertvang jættestuefolket; men de seneste undersøgelser synes at vise, at det hele er gået mere fredeligt til.

Udgave: Skalk 1965:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.