Forskel på folk

Højen stammer fra den begivenhedsrige tid ved midten af yngre stenalder, hvor et fremmed folk er under indvandring. Sydfra trænger de frem gennem Vest- og Midtjylland, egne som efter fundene at dømme tidligere har været tyndt befolket. I resten af landet hersker jættestuefolket, som vi stadig kalder det, skønt vi nu ved, at disse mennesker også havde andre gravformer end de store stenkamre, som har givet dem navn (se Skalk 1963, nr 3). I en jættestue kan der være op til 100 døde begravet sammen i samme kammer; indvandrerne derimod begravede deres døde enkeltvis i kistegrave under lave høje, og de har derved pådraget sig navnet »enkeltgravsfolket«, skønt der udmærket kan være flere grave i samme høj. Man har tidligere ment, at enkeltgravsfolket invaderede landet og undertvang jættestuefolket; men de seneste undersøgelser synes at vise, at det hele er gået mere fredeligt til.

I en anden af dette nummers artikler er jættestuernes problemer behandlet; men Vojens-højen hører enkeltgravsfolket til, så lad os derfor se lidt nærmere på dette folks grave, sådan som nybyggerne indrettede dem i den første tid, efter at de var kommet til landet. De består af en langstrakt firkantet nedgravning i jorden - indtil een meter dyb. Hullet er gravet rigeligt stort, for kisten er nemlig ikke sænket ned, som vi bruger det; den er bygget i selve graven. Den døde må være bragt til stedet på en båre eller lignende, og først dér er han lagt i kisten. Graven er næsten altid anlagt i retningen øst-vest. Liget blev anbragt med hovedet mod vest, hvis den døde var en mand, mod øst, hvis det var en kvinde - men altid på siden, med optrukne ben som en sovende, og altid med ansigtet mod syd. Gravgodset er sjældent særlig righoldigt; men stridsøksen, der almindeligvis fulgte manden i graven, er ofte af udsøgt kvalitet.

Højen i Vojens var som sagt overpløjet og ganske lav, ikke mere end godt en halv meter i højden. Kun midterpartiet blev udgravet; men der blev lagt brede grøfter ud mod alle verdenshjørner, og det er ikke sandsynligt, at den tilbagestående del rummer større overraskelser. Når man tidligere udgravede høje, skete det på den måde, at man gravede sig frem til gravene, som derefter blev tømt for jord, idet man, så godt det lod sig gøre, prøvede at afdække dem i deres oprindelige form. At denne metode lider af væsentlige mangler, og at man let kan komme til at overse vigtige spor i jordlagene, er man efterhånden blevet klar over, og en ny teknik er under udvikling. Vojenshøjen blev bortgravet i tynde vandrette lag. Ved på denne måde at skære anlægget i skiver måtte man ganske vist give afkald på at se graven, som den oprindelig har set ud, til gengæld fik man ganske anderledes god besked om dens form og konstruktion. For også at få lejlighed til at se højen gennemskåret på lodret led blev der tværs over udgravningen afsat en smal jordbænk, som fik lov at blive stående, til feltet var gravet i bund. (Faktaboks 1)

Det blev hurtigt klart, at der tidligere havde været gravet i højtoppen. Nedgravningen kan ikke være af gammel dato, for i den fandtes hanken til en kaffekop. De gravende har sandsynligvis fundet og plyndret en grav, som har ligget i højde med den gamle højbund. Men dermed har de heldigvis ladet sig nøje; de har måske slet ikke været klar over, at der var noget at hente længere nede.

Det var der imidlertid. Nedgravet i den gamle markflade lå en grav, og det er om den, vor interesse samler sig. I form såvel som i størrelse afveg den stærkt fra den normaltype af enkeltgrave, som blev beskrevet ovenfor. Den var ikke langstrakt firkantet, men nærmest cirkelrund og meget stor, ca tre meter i tværmål. Efterhånden, som udgravningens ostehøvl fjernede lag efter lag af jord, blev gravens problemer klarlagt, og sluttelig kunne vi danne os et samlet billede af dens konstruktion (se tegningen). (Fig. 2) Den cirkelrunde skakt var ca 80 centimeter dyb med næsten lodrette sider og flad bund. Største delen af graven var opfyldt med gult undergrundssand; det er vel den jord, som graveren har gravet op, der atter er blevet fyldt ned med det formål at holde sammen på kisten. Selve højen var bygget af græstørv; det røbede den spættede jordfyld. Den fortsatte ned i graven, ned til og ned i kisten, hvis indre rum den udfyldte. Højfylden havde så at sige afstøbt kisten, og det var heldigt, for af selve plankerne var der kun bevaret svage og utydelige spor. Åbenbart er der sket det, at kistelåget efter nogen tids forløb er brudt sammen under jordens tryk, og højfylden er sunket ned i kisterummet. Kistebunden var belagt med små sten. Af den døde selv var der intet tilbage, og af gravgods fandtes kun en enkelt genstand, en meget smuk stridsøkse. Den var ikke af allerældste form, men må være lavet af tredje eller fjerde generation af indvandrere.

Graven i Vojens må betragtes som et sjældent, men ikke som et enestående fund. Blandt de mange hundreder af enkeltgrave, som er undersøgt rundt om i Jylland, er der et mindre antal, som må regnes til samme type som vor. I Nationalmuseets arkiver findes beretninger om ca 25, i landets øvrige museer støder vi også på enkelte, og tager vi Slesvig-Holsten med, kommer der yderligere nogle til. Som man vil have forstået, er det hverken ved kistens konstruktion eller ved gravindholdet, at cirkelgraven adskiller sig fra normalgraven, men derimod ved sin størrelse og sin mærkelige form. Også inden for cirkelgravenes lille flok kan der iøvrigt noteres variationer; men det er et spørgsmål, om de ikke mere skyldes udgravningernes ufuldkommenhed end de faktiske forhold.

Flertallet af de undersøgte cirkelgrave er kredsrunde foroven, men, som det hedder i en af beretningerne, »det runde hul indsnævredes nedefter, så at det ved bunden var rektangulært«. Her må man imidlertid huske, at på få undtagelser nær er alle cirkelgravene udgravet på gammeldags vis ved tømning. Hvis graven i Vojens også var blevet behandlet på denne måde, er det meget muligt, at man ville have fulgt den nedstyrtede højfyld i dybden og overset resten af gruben, hvis fyld jo ganske lignede den omgivende undergrund. (Fig. 3) (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6) (Fig. 7) I så fald ville vi have set, at »det runde hul indsnævredes nedefter, så at det ved bunden var rektangulært«. Man kan ikke lade være med at mistænke de gamle udgravere for at have gjort sig skyldig i denne fejltagelse, og man fristes til at tro, at mange, om ikke alle, cirkelgrave i virkeligheden har haft lodrette sider lige som Vojensgraven. Som det nu er, kender vi kun nogle få grave af denne form; et par af dem afviger lidt fra de andre, ved at væggene øverst oppe bøjer indad, så at gruben får en bikubeagtig facon.

Nogle få gange er der fundet tegn, som tyder på, at grubens sider har været afstivet med træ - en kredsrund beklædning af planker, fletværk eller lignende. Det er ikke let at afgøre, om der her er tale om særtilfælde, eller om træbeklædning har været et gennemgående træk; i den sandede jord, som gravene ofte er anlagt i, kan træ forsvinde sporløst. Ved udgravningen i Vojens var man opmærksom på dette, og der blev holdt skarpt udkig; men skønt forholdene skulle være de bedste for iagttagelser af denne art, blev der ikke fundet noget, som tydede på tilstedeværelsen af en indvendig træbeklædning. (Fig. 8)

Alt taget i betragtning er cirkelgravene ikke så lidt af et mysterium. Mens udformningen af den almindelige enkeltgrav tydeligt er bestemt af praktiske hensyn, så er det ikke let at se det hensigtsmæssige i, at man pludselig giver graven en unaturlig størrelse og en form, som ikke svarer til kistens. Og hvorfor har man - i hvert fald i nogle tilfælde - foret graven ud med træ, som var det en brønd skakt? Hvis den kun var bestemt til at stå åben den korte tid, til begravelsen var overstået, skulle man ikke synes, det var nødvendigt at sikre den mod sammenskridning på så håndfast en måde. Har disse grave måske været overdækkede, så at kisten har stået frit i et jordfrit gravkammer? Denne antagelse forekommer i og for sig meget rimelig, og muligheden må stå aben, indtil den er afprøvet gennem omhyggelige undersøgelser af nye fund. Så meget synes dog givet, at ikke alle cirkelgrave har været indrettet på denne måde. Man kan således vanskeligt tænke sig, at graven fra Vojens nogensinde skulle have stået jordfri og overdækket. Fordelingen af de to slags fyld kan næppe forklares på anden made end ved at antage, at gruben er blevet tilkastet straks.

Takket være den sandede jyske jord finder man aldrig blot nogenlunde velbevarede skeletter i enkeltgrave, men på grundlag af gravgaverne lader det sig i reglen uden vanskelighed afgøre, om den døde er mand eller kvinde. De fleste af cirkelgravene har kunnet »kønsbestemmes« på denne måde, og på een undtagelse nær synes de alle at være bestemt for mænd. Da det statistiske materiale er meget lille, bør man ikke lægge for megen vægt på dette resultat; men måske giver det alligevel et fingerpeg. Det synes rimeligt at antage, at den særprægede gravform, der synes at være en forstørret og videreudviklet udgave af den almindelige enkeltgrav, har været forbeholdt en særlig klasse af mennesker, og det vil ikke undre, om man skal søge denne gruppe inden for mændenes kreds. (Fig. 9)