Forposten

I et nummer af bladet »Samfundet« fra omkring århundredskiftet finder vi et hvidglødende indlæg rettet mod »Forposten«, en anden af datidens aviser. Den kaldes »dyndpressens mest stinkende bulmeurt, hvis navn man vælger den ældste og dårligste pen, man ejer, til at nedskrive. - Og dette blad sælges i titusinder og for 2 øre. Er der da ingen ret i landet, og skal et par grisede individer, som har pressen til deres rådighed, have lov at besudle den opvoksende slægts hjerte og indbildningskraft? Sover da stadens og statens myndigheder? Sover Københavns politi?« - Det, der har bragt journalisten i harnisk, er Forpostens føljeton, »for hvilken der igår på plakaterne ugenert reklameredes således: Frk. Otto forføres. Med billede«.

Af Redaktionen

Fuld af forventning iler man til avisarkivet og fremdrager ved venlige bibliotekarers hjælp det pågældende nummer af Forposten med »Frøken Otto. En københavnsk Kokottes Roman«. Desværre forbyder pladsen, at vi bringer hele det spændende afsnit, men vi beder læserne være forvisset om, at intet væsentligt er udeladt.

Kapitel III

I påklædningsværelset.

Den små frøken Otto modtog skuespillerens kys uden egentlig vrede eller glæde. Men han på sin side opflammedes af denne tilnærmelse til det unge legeme, som han ikke havde turdet håbe på. Hans opdunstede, glatragede og røde ansigt svedte under sminken. Han tog igen pigebarnet om halsen og kyssede hende.

»Lille frøken Otto«, hviskede han hæst. -

Han havde fået hende ad gangen hen mod sit påklædningsværelse. Nu stod de uden for døren.

»Jeg kunne gøre Dem til primadonna her. Jeg kunne lille De, De med Deres krop - «. Han slog armen om livet på hende og lukkede døren op til sit værelse.

Og den små gik uden modstand med ind. –

»Sæt Dem nu ned lille Otto!« Pimont pegede hen på en noget malproper chaiselongue, der stod ved væggen. »Så skal vi have et lille glas. Kaffe har jeg ikke mit barn, ha ha«. –

Han tog snapsen i et drag. Et øjeblik havde pigebarnet set på ham. Så satte hun også glasset for munden.

Blodet steg hende til hovedet, og der kom tårer i hendes øjne.

»Uh, hvor det brænder!«

»Har du ikke smagt sådan noget før? Det er noget, man har godt af. Det giver et ildfuldt kys«. Han skænkede op igen. -

Den lille koristinde var ør af likøren og af skuespillerens ustandselige svada. Hver gang, hun ville sige noget, krængede han hendes ord om på vrangen, så hun kom til at smile, og når hun ville rejse sig, så havde han netop et par alvorlige ord at sige hende, og hun satte sig igen.

»Nå, hva' så!« tænkte hun.

Inde på »Dronningens garde«s påklædningsværelse var der en forfærdelig tisken og hvisken. Emma Hansen, der altid førte det mest kyniske ord, lo himmelhøjt:

»I er nogle små fæhoveder! Tror I ikke, jeg ved, hvad der er i vejen? Tror I, at hun er gået, hvad? Nej, kære børn«. -

»Skal vi vente hende nedenfor, når hun kommer?« småfniste Ellen.

»Ja lad os det«, råbte de alle. –

Emma gik forrest på tæerne og efter hende hele flokken, holdende vejret tilbage. Da de kom ud for Pimonts påklædningsværelse, bankede hun med paraplyen på døren. Og stak så, højt fnisende, i rend nedad trapperne. Hele rusen bag efter hende.

»Skrub af for pokker!« lød en bas inde fra komikerens værelse.
(Fortsættes i morgen)