Fornyelse

Om tidstavlers rette opbygning hersker der nogen uenighed. Fra naturhistorisk side hævdes det, næsten fanatisk, at skemaet bør vende den gamle ende nedad svarende til naturens aflejringer, der altid har ældste lag i bunden; men andre, som er mindre stive i geologien (og det er jo de fleste), foretrækker ældst øverst, ganske simpelt fordi almindelig læsevane gør det naturligt at begynde der. I Skalks nye tidstavle er problemet omgået salomonisk derved, at tidsskalaen har fået form af en vej, og en sådan må ifølge sagens natur være vandret. Princippet har flere fordele: Perspektivet i tegningen gør det muligt i et blik at overskue hele Danmarkshistorien fra istid til nutid og danne sig et indtryk af tidsrummets varighed. For anskueligheden er det en fordel, at de fjerne perioder, som vi ved mindst om, nu også billedmæssigt er blevet fjerne, og som en lille ekstragevinst kan nævnes, at navnene i stikordskolonnen for fremtiden vil blive jævnere fordelt, uden den velkendte tendens til sammenklumpning.

Vi har valgt at lade personerne i vejens store folketog fremtræde i deres egen tids streg, mens de arkæologiske rekonstruktioner er forvist til vejkanterne. Om forskelligheden i de to vejsider behøver der næppe at siges mange ord; den gør det muligt, omend kun i meget grove træk, at sammenligne hjemlig og fremmed historie. I periodenavngivningen vil man finde en lille nyhed: i stedet for det sædvanlige »ældre og yngre stenalder« har vi valgt »jægerstenalder« og »bondestenalder«. Heri ligger intet ønske om at indføre reformer; vi har blot fundet det praktisk til dette specielle formål at give de to ord et indhold.

En vis tilvænning er som regel nødvendig, før man føler sig hjemme i nye omgivelser. Vi håber, at det hurtigt må lykkes for læserne.

Tavlen er tegnet af Jens Bech efter udkast af Harald Andersen. (Fig. 1).