Forkrøblede kar

Som enhver keramiker vil vide, kan der være to grunde til, at et lerkar synker sammen under brændingen, nemlig uens varme eller for stærk varme. Hvis et allerede brændt lerkar udsættes for fornyet brænding, kommer kun den sidste mulighed på tale; den næsten smeltede lermasse vil da cintre som ved stentøj, hvad der gør denne form for brænding let kendelig. De forkrøblede kar er dårligt brændte og bestemt ikke cintrede, hvoraf man må slutte, at det er u- brændte lufttørrede lerkar, man har stillet på ligbålet. En nærmere undersøgelse bekræfter denne antagelse. Visse sprængninger viser, at karrene ikke altid var gennemtørre, når de kom i ilden, og det er i det hele taget tydeligt, at de er brændt på anden måde end tidens øvrige lertøj.

Lerkar i jemaldergrave har ofte slidspor under bunden og andre brugstegn, og det har derfor været god latin at antage, at de ikke er fremstillet specielt til begravelsesformål, men at de er hentet lige fra køkkenet, hvilket lyder rimeligt nok. De omtalte slidspor findes også på de deforme kar, men et let brændt – for slet ikke at tale om et helt ubrændt – lerkar vil, selv ved blideste behandling, meget hurtigt slides på standfladen, så netop i dette tilfælde kan sporene næppe tages som et ubedrageligt tegn på brug. Da man dårligt kan forestille sig, at ubrændt lertøj skulle have spillet nogen større rolle i jernalderhusholdningen, er det nok trods alt det sandsynligste, at disse lerkar er fremstillet specielt med henblik på begravelsen. Måske har skikken været mere udbredt, end vi aner. Ganske vist er der aldrig fundet ubrændte lerkar i jordfæstegrave, men man må huske, at et sådant kar, uden ligbålets medvirken, hurtigt vil forvandles til en ubestemmelig klump ler. (Fig. 1)