Forhistoriens historie

Leder man med det formål, vil man snart støde på navnet P.F. Suhm. Denne lærde historiker er hovedsageligt blevet husket som forfatteren til Suhms Danmarkshistorie, et værk på fjorten bind, påbegyndt 1782, men først afsluttet 46 år senere, længe efter ophavsmandens død. Forud for dette storværk og som en slags indledning til det udsendte Suhm - fra 1769 og fremefter - en række bind om folkenes, og specielt om de nordiske folks, oprindelse, og det er dem, vi vil hellige vor opmærksomhed i det følgende. Her vil man altså kunne få at vide, hvad historikerne før C. J. Thomsen forestillede sig om Danmarks og Europas forhistorie.

P.F. Suhm var den sidste af en lang række forskere, som hver for sig søgte at løse problemet om vort folks ældste oprindelse. Et historiesyn, der havde været fælles for mange slægtled, fik her en sidste opblussen. Mægtig lærdom og stor skarpsindighed samledes i disse bøger - opsummerede forestillinger fra en hel tidsalder, en tidsalder, hvis ånd gang på gang møder os i billeder af stor enfoldighed og finhed. Suhms mål var at beskrive det danske folks historie fra de ældste tider og indtil den højlovelige oldenborgske stammes ankomst på den danske trone; men dermed nøjes han ikke, for hvem kan forstå et folks historie, om den ikke ses på baggrund af andre folks. Det er syttenhundredtallets internationalt orienterede videnskabsmand, vi her møder i fuld udfoldelse.

(Fig. 1-2)

Den egentlige Danmarkshistorie lader Suhm begynde ved Odin, idet han accepterer den middelalderlige opfattelse af asaguden som et menneske, der engang har levet, og som blot ved folkenes uforstand er blevet gjort til genstand for dyrkelse. Odin var, ifølge Suhm, stamfaderen til Skjold, Roar og Helge, Rolf Krake, Harald Hildetand, Regnar Lodbrog, Gorm den Gamle - kort sagt til hele den berømmelige danske kongeslægt. Som alle tidligere historieskrivere tilbage til Saxo drager Suhm ikke sagnhistorien i tvivl, den indeholder efter hans mening uomstødelige historiske kendsgerninger, som han uden betænkelighed benytter som kilde. I øvrigt skal ingen kalde ham ukritisk. Ikke alle skriftlige efterretninger er lige pålidelige, siger han. Grækerne for eksempel, de vittigste, lærdeste og flittigste af alle folk, havde nok en Homer og en Herodot, men hvor meget senere end Moses levede de ikke. Hvor fjerne var de ikke fra hine afgørende begivenheder. Moses, havde vi ikke ham, så havde vi slet ingen. Sandheden fremskinner klarest på Moses' side. Bibelen er med andre ord Suhms anden hovedkilde, og det er bemærkelsesværdigt, at han betragter den som et historisk kildeskrift og ikke som en guddommelig åbenbaring. At bevise her skriftens guddommelighed kommer ej min sag ved, siger han, men tilføjer dog fromt, at han forresten i højeste måde og i alle tilfælde antager den. Men dersom man nøje vil betragte de vidnesbyrd, som endnu er tilovers af de hedenske tider, så skal man og tydeligen finde, at alt, hvad derudi omstændelig og klart fortælles, kommer overens med Moses, og at kun de forvirrede og utydelige efterretninger strider mod ham.

At forfatteren er en alvorligt arbejdende historiker, lades vi ikke i tvivl om. Udi historien er intet vissere at bygge på end tilforladelige vidnesbyrd, siger han. Til formodninger og gætninger må man ej gribe. Den fornemste kunst i historien beror på at fastsætte graderne af den historiske sandsynlighed og at skille mellem den og den historiske vished. Den sidste beror på oplyste og øjensynlige vidner. Troværdige er vidnerne, når man mærker, at de har gjort sig umage og ej været lettroende. - Hvad der her siges, er kloge ord, som også en nutidig historiker med fordel kan lægge sig på sinde. Det virker helt forbavsende at høre moderne historieforsknings grundprincipper udtrykt så klart af en forsker i 1700-tallet. Teorien er i orden, spørgsmålet er nu, hvordan den omsættes i praksis. Suhm selv nærer ingen betænkelighed. Jeg mener, siger han med selvfølelse, at de slutninger, rimeligheder og formodninger, min bog behandler, er bragt til renere vished end forhen af nogen anden.

Alt, hvad der har tildraget sig i Norden før Odins ankomst, ligger begravet i mørke, siger Suhm. Hans opgave bliver da nu at slå bro over dette mørke tidsrum - med andre ord, at etablere forbindelse mellem Bibelens beretninger og nordisk sagnhistorie. Som historikeren og arkæologen af i dag arbejdede også Suhm med at skabe en kronologi for fortidens fjerne begivenheder. Vælger man sit udgangspunkt i Bibelens tidsregning, så kan man regne sig til, at syndfloden endte i det år 1657 efter verdens skabelse, siger han. Det babelske tårns bygning, som Herren standsede ved at forvirre menneskenes tungemål, tildrog sig i året 1758 efter verdens skabelse. Imellem disse tvende begivenheder er der 101 år. Nu ved vi, at Noahs ark strandede på Ararat-bjerg, som ligger i Armenien, og herfra og til Babylon er der 90 tyske mil. (Fig. 3)

Det vil altså sige, at de første mennesker i løbet af 101 år bevægede sig 90 mil frem, så har de og siden kunnet udbrede sig på samme måde. Efter den babelske forvirring spredtes menneskene ud over jorden, og da vi nu ved, at de bevægede sig med en hastighed af 90 mil pr 101 år, så er det ikke vanskeligt at udregne, hvornår de forskellige lande blev befolket. På den måde finder Suhm frem til, at menneskene nåede Skandinavien i det 865. år efter den babyloniske forvirring eller 2623 år efter verdens skabelse.

Med udgangspunkt i Babel udbredte menneskene sig således over hele jorden, i hver periode på 101 år nøjagtig 90 mil. Og Suhm argumenterer videre: da menneskene ikke vidste noget om, i hvilken retning det var bedst at gå, så udbredte de sig ligeligt til alle sider. Man kunne nu spørge, hvor mange der var med i disse første vandringer, og også det har han svar på. Sandsynligvis var der ved adspredelsen ialt 3000 par. De skal så fordeles på de 16 sønner, som vi af Bibelen ved, at Noahs børn, Sem, Kam og Jafet, efterlod sig, idet det må være disse 16 sønner, som har begyndt vandringerne ud over jorden. Det giver nøjagtig 187 1/2
par eller 375 personer for hver stamme. Et særligt problem i den forbindelse udgør befolkningstilvæksten. Bibelen lærer os, at de første mennesker levede meget længe, og det er velkendt, at menneskene formerer sig meget hastigt, hvor intet hindrer deres tilvækst, hvor skatter, pålæg, overdåd og armod ej gør det til en byrde at have en talrig slægt. Desuden ved vi fra skabelsens bog, at de fleste menneskers sæder var endda ganske uskyldige. Ud fra disse betragtninger antager Suhm, at der allerede 340 år efter syndfloden har været 30 millioner par. (Fig. 4)

Men der er stadig talrige spørgsmål at løse for den forfatter, som i 1760'erne søgte at skildre menneskehedens tidligste historie. Hvordan, for eksempel, var vandringsmændenes vilkår? Den første rejse fra Ararat til Babel, der jo fandt sted umiddelbart efter syndfloden, mens menneskene endnu levede samlet, må have været meget vanskelig. Jorden var opfyldt med moradser, overalt var der en utallighed af forrådnede planter og vækster, for ikke at tale om de levninger af huse og våninger, som syndfloden havde efterladt. Og vanskelighederne forhøjedes, for i de 101 år, rejsen varede, voksede træer op allevegne, alle slags rør og torne voksede op til en ugemen højde. Efter episoden ved Babel fortsattes vandringen, men nu gruppevis og i mange retninger. Det er rimeligt at antage, at nogle af dem, der adskiltes ved Babel, har erindret sig de fede græsgange, som gemenligen findes i dalene. Ved floderne er ligeledes de bedste jorder til agerdyrkning, fiskeri giver der overflødig føde, og det ferske vand er uomgængeligt fornødent til livets ophold. Intet er derfor rimeligere, end at de første mennesker har, når de er kommet til sådanne pladser, helst fra ufrugtbare egne, fulgt dem så længe de har rakt. Strandkanterne, flodbredderne og egnene om de ferske søer er derfor blevet bebygget før end andre steder. Men også skovene tjente til bolig for menneskene. Det kan man ikke betvivle, da størsteparten af jorden i begyndelsen overalt var skovvokset. Mange forelskede sig således i den, at de ikke udryddede den, men blev indtil denne dag boende i den som på mange steder i Rusland, Indien, Afrika og Amerika. Men dengang tjente skovene også til beskærmelse mod den stærke solens hede, som ellers aldeles ikke eller kun meget besværligen kunne udholdes. Hertil kom, at de herligste frugter af dadler, kokos med mere voksede i dem, så hele skove undertiden bestod deraf, og disse frugter tjente mange folk til brød, der ej vidste af korn at sige.

Med disse betragtninger har Suhm nærmet sig et andet vigtigt spørgsmål: Hvordan skaffede de vandrende stammer sig føden? Den ældste historie er allevegne fuld af, at menneskene da ernærede sig af jagt, fiskeri og træfrugter, og der tales kun lidet om agerdyrkning; dersom nogen af dem faldt på at dyrke jorden, så skete det kun ganske nær deres boliger. Af skriftens ord som af mange hedenske skribenters ses endvidere, at de ældste mennesker, i det mindste mange af dem, nærede sig ved fædrift. Endda ved den trojanske krigs alder finder man, at den almindelige føde endog for konger var stegt kød. Det er en levemåde, som menneskene kun nødigt aflægger, thi den lediggang og frihed, som deraf følger, er dem så behagelig og sød, at alle vore vellyster, bekvemheder og mageligheder veje i deres øjne intet derimod. Mange har hældet til den tanke, at menneskene i begyndelsen helt manglede redskaber; men det kan ikke være rigtigt, siger forfatteren, da man af deres foretagende med at bygge Babels stad tydeligen ser, at de ej har haft mangel derpå. Med hensyn til deres boliger under vandringen, så var de enten telte, usle hytter byggede af ris og kviste eller i det højeste jord og ler, eller også boede de på vogne.
På dette stadium af sin fortælling lægger Suhm Bibelen til side til fordel for et landkort, ihukommende at det er de nordiske folks forhistorie, han har sat sig for at skildre. Menneskene har efter afstanden at dømme brugt 130 år om at komme fra Babel til Middelhavet. Vi må antage, at mange af dem ved mundtlig fortælling af Noah og hans sønner har haft kendskab til arken og dens konstruktion. Da de nu kom så snart til Middelhavet, fik de lyst at prøve sådan bygning og fart. Derved fik de nogle og tyve år efter fodfæste på det europæiske fastland. Det var efterkommere af Noahs søn, Jafet, der således som de første satte foden på Europas jord. Men Jafet havde flere sønner, en af dem, Gomer, der ifølge Suhm er stamfader til de nordiske folk, førte sin flok nordpå fra Babylon, langs bredden af Eufrat-floden, hvorved de kom til dens udspring ved den tyrkiske by Erserum, omtrent 150 år efter Babel. Derfra er der ikke langt til kysten af Sortehavet, som de siden fulgte lige til mundingen af Det asovske Hav, hvor de ankom omtrent år 290 efter Babel. Derefter gik de langs dette hav og Donfloden, idet de fulgte dens bøjninger, og videre langs forskellige bifloder, til de kom til Dvinas udspring, hvilket må være sket omtrent 590 år efter Babel. På dette sted delte de sig i tvende hobe, den ene gik mod vest til Tyskland, den anden mod nord, omkring Den finske Bugt, til det sted, hvor omtrent Åbo nu ligger. Regnet efter afstanden må de være kommet til Åbo omtrent 850 år efter Babel. Åbo ligger bekvemt for derfra at gå over Ålandsøerne. Hertil giver Suhm dem 15 år og lader dem år 865 lande i Uppland. Herfra drager de videre til Skåne, som har kunnet have indvånere år 925 efter Babel. I mellemtiden var den tyske stamme gået langs Østersøen og nået frem til Holsten for derefter at besætte den kimbriske (jyske) halvø indtil dens yderste spids, hvilket skete år 980 efter Babel. Samtidig hermed havde den anden stamme udbredt sig på øerne mellem Jylland og Skåne, hvilke de nordiske folk synes fra de ældste tider af at have beboet. Hermed har Suhm også gendrevet en opfattelse, som deles af mange forskere, nemlig at Norden undtagen bjergtoppene stod ved Kristi tider ganske under vand. (Fig. 5)

Det var altså situationen i Norden før vor første sagnkonge Odins ankomst, det vil sige før historiens begyndelse: Jylland var beboet af de tyske folk, øerne og Sverige af de nordiske folk. Begge havde imidlertid fælles oprindelse og tilhørte samme stamme, som først ved Dvinas udspring (egnen omkring Novgorod) havde delt sig. Herved bortfalder og den evige strid, underholdt ved blind kærlighed til fædrelandet, om enten de tyske nedstammer fra de nordiske eller de nordiske fra de tyske folk, thi de blive hinandens brødre, tilføjer Suhm forsonende. De tyske folk forlod først meget senere Jylland og da under navnet kimbrere. Da nu den kimbriske halvø var i en sådan tilstand, at landet var meget blottet for indvånere, så betjente de nordiske folk sig af lejligheden og gik fra de danske øer over til Jylland. Således er de få rester af det kimbriske folk sammen med de nyindvandrede nordiske folk stamfædre til de nuværende jyder, der ej er den ringeste del af de danske.

At den mod Norden rettede folkevandring har fulgt netop de veje, Suhm angiver, kan jo ikke læses ud af Bibelen og kræver derfor en nærmere forklaring. Det er ikke at tvivle på, at mange af de imellem Sortehavet og Det kaspiske Hav udi gamle dage boende folk har været beslægtet med vore, siger han. Det samme gælder også mange folk i det indre af Rusland. Overensstemmelse i sprog og sædvaner viser det. Dog har Djengish Kahn ved sit indfald forårsaget, at der for nærværende tid kun findes få fodspor efter vore folk og de tyske østpå, thi han ødelagde aldeles landene der.

Det er også i disse østlige lande, egnen om Novgorod, at vi skal placere de begivenheder, som for første gang kastede historiens lys over Norden, mener Suhm, der her betjener sig af sin anden hovedkilde, den nordiske sagnhistorie. Den lader Odin komme til Danmark østfra; det foregik, får vi nu at vide, på den måde, at en slægt af Odin-fyrster, herskere over aserne, brød op fra de russiske områder og vandrede nordpå til Østersøkysten. Herfra satte så Odin den III, de danske kongers stamfader, over havet og nåede i tider i efter 70 før Kristus til Sverige og Danmark. Men Odin og hans følge var af samme stamme som de folk, der allerede boede der, hvilket forklarer, hvorfor han så let indtog Norden. Dermed er tråden knyttet, det danske kongehus' skrevne historie begynder med Odin den III og ender - foreløbigt - med den Frederik V, som sad på tronen i de år, Suhm skrev sine bøger.

Tiden efter Odins ankomst volder ikke Suhm besvær, her øser han skruppelløst af sagnhistoriens kilder, men det ville ligne ham dårligt, om han ikke også havde noget at sige om perioden forud, det afsnit, der for ham repræsenterer Danmarks forhistorie. Det ligger, siger forfatteren, sænket i forglemmelsens mørke, men han forestiller sig de nordiske folks begyndelse og fremvækst ligesom man finder, at det er gået til hos andre folk. I begyndelsen har levemåden været ussel. Jo længere man går tilbage i tiden, jo større har skovene og moradserne været, ja, det ganske land har efter al sandsynlighed været een stor skov. Og menneskene kendte intet til det land, derfor udbredte de sig helt i blinde. Men frygt tvang dem til at holde sammen, og nøden udviklede kundskaberne, som i begyndelsen var meget simple. De gik meget på jagt og vankede om. Indbyrdes omgang imellem dem frembragte handel, men den frembragte også krig: lidenskaberne, som ellers hidtil havde ligget i dvale, begyndte at vågne. Vrede og forbitrelse kom til, og det førte folkene til at udvælge den stærkeste og modigste imellem dem til anfører. Sådan opstod kongemagten i Danmark.

Om vore forfædres religion kan Suhm fortælle, at den som alle uvidende folks udsprang af frygten. De tykke og vildsomme skove vedligeholdt denne frygt, og deraf kommer, at vore forfædre var så tilbøjelige til at tro på spøgelser, gengangere og underjordiske. Kulden og besværlig levemåde gør legemerne hårde, og når der ikke er noget, som blødgør sindet, så bliver også det hårdt. Derfor har vore forfædre ikke blot ofret dyr og udøset deres blod, men også mennesker. Forfatteren kan ikke være enig med dem, som mener, at vore forfædre har haft et rent og sundt begreb om et højeste væsen, nej snarest har de i de ældste tider tilbedt solen og månen og vel også træer og vande. (Fig. 6)

Med hensyn til deres daglige liv kan Suhm beroligende fortælle, at det er en falsk tanke, at stærke drikke bragte vore forfædre til fylderi og slagsmål, så deres lystigheder endte med blod. Hvis ikke de var optaget af begærlighed efter rov og bytte, så hengav de sig til ladhed, som er mennesket så naturlig. De lå derfor og strakte sig og sov i deres hytter ved ilden på de vilde dyrs skind. I forholdet til kvinden gjorde kulden og ladheden, at de havde liden tilbøjelighed til vellyst, hvorfor de fleste lod sig nøje med een kone. Det forhindrede dem dog ikke i at få børn uden for ægteskabet. Men konerne var altid tro og kyske. Her overvældes han helt af sin egen skildring og udbryder: Jeg forbyder ingen at vælge efter sin smag, men jeg ønsker mig tillykke med at leve på nærværende tid.

Om vore forfædres erhverv kan Suhm fortælle, at de levede af jagt og strejfede meget om, men siden lærte de dog også agerbruget at kende - muligvis af fønikerne, i hvert fald finder Suhm det uomtvisteligt, at de har været her i Norden i hine fjerne dage.

Hermed slutter P.F. Suhms skildring af Danmarks forhistorie - et bredt tegnet billede, hvor alt passer sammen på smukkeste vis, en kolos, men på lerfødder. Genkalder man sig hans kloge programerklæring, må man undres over, at han har fulgt sin egen forskrift så dårligt. Hans ræsonnementer er - trods alle gode forsætter - helt i tidens stil med en logik, der råber til himmelen. Bedst er han, når han uden spidsfindighed, ud af sit eget hoved prøver at tænke sig til forfædrenes levevis, da rammer han undertiden nær det rigtige. Suhm døde 1798. Han gik i graven med sit århundrede og tog sin lærdom med sig. Reformatoren Christian Jürgensen Thomsen var da en tiårig dreng. (Fig. 7)

Fig. 7: C. J. Thomsen viser rundt i sit museum. Her, i disse omgivelser, udformedes et nyt billede af Danmarks oldtid, helt forskelligt fra det suhmske.

I dag kan arkæologien fortælle helt andre ting om menneskets ældste historie; men det forhindrer ikke, at den, som nu læser Suhms bindstærke værker, engang imellem fornemmer en dyb genkendelse. Det er de tidlige skoleårs bibelshistorie og sagnhistorie, man her genfinder, forestillinger, som måtte blive dybt rodfæstet, fordi det var første gang, man blev stillet over for så bredt et episk stof. Man tager kendsgerningerne til sig, men glemmer aldrig myterne.