For halvtomt hus

(Fig. 1). De danske provinsmuseer burde flage året ud for den lokalmuseumslov, som nu endelig er vedtaget. For loven betyder et økonomisk fremskridt, som fremover kan få vidtrækkende betydning for dette vort kulturlivs proletariat.

Af Harald Andersen

Billede

Med forbavselse ser man, at den nye lov går videre i sin støtte til museerne end det lovforslag, som ligger til grund for den. Lovgiverne må altså have ment, at museernes arbejde fortjente mere hjælp end de museumsfolk, som står bag forslaget, i deres beskedenhed har turdet bede om. Lokalmuseerne har i de seneste år gjort sig bemærket ved indsats på mange felter. Deres vækst og fremgang er åbenbar, og det må vel være det, som er faldet politikerne i øjnene. Det kan i hvert fald næppe være gennem museumsbesøg, at de har hentet deres velvilje, for noget mere kedsommeligt end danske kulturhistoriske museer skal man lede efter, og at publikum i almindelighed deler denne opfattelse kan dokumenteres statistisk ud fra museernes besøgstal.


Denne tingenes tilstand skyldes ikke, at museerne ikke har noget at vise frem, men derimod den triste måde, på hvilken fremvisningen foretages. Geledderne af flintøkser og manglebrætter har ikke meget at sige museumsgæsten, som pligtskyldigst skridter fronten af, og føler sig lige klog. Denne udstillingsform, der endnu er så langt den almindeligste, har for længe siden overlevet sig selv. Den henvender sig hovedsagelig til fagfolk, der i forvejen ved noget om tingene. Men det kan ikke være for ca. 100 videnskabsmænds skyld, at museerne holder offentlig adgang og betaler løn til kustoder. Meningen må, når alt kommer til alt, være den, at menigmand skal kunne komme her uden bagage og tage en viden med sig hjem.


Det er ca. 15 år siden, der første gang hævede sig røster mod den forældede museumsform. De spredte eksperimenter, som siden da er foretaget, kan ikke alle siges at være faldet heldigt ud. Man forsøgte sig med en udstillingsform, hentet fra udlandet, hvis ide var at opstille genstandene dekorativt. Sagerne, der før lå lige i skabene, blev nu lagt skråt og på kulørt baggrund. Eller de blev anbragt på glashylder i raffinerede stillinger og udsøgt belysning. Det er ikke til at tro, at de mennesker, som engang ejede disse vidundere, har haft lopper i skjorten og komøg mellem tæerne.

(Fig. 2).


Udgave: Skalk 1958:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.