For halvtomt hus

(Fig. 1). De danske provinsmuseer burde flage året ud for den lokalmuseumslov, som nu endelig er vedtaget. For loven betyder et økonomisk fremskridt, som fremover kan få vidtrækkende betydning for dette vort kulturlivs proletariat.

Af Harald Andersen

Billede

Fig. 1. Ingen figurtekst.

Med forbavselse ser man, at den nye lov går videre i sin støtte til museerne end det lovforslag, som ligger til grund for den. Lovgiverne må altså have ment, at museernes arbejde fortjente mere hjælp end de museumsfolk, som står bag forslaget, i deres beskedenhed har turdet bede om. Lokalmuseerne har i de seneste år gjort sig bemærket ved indsats på mange felter. Deres vækst og fremgang er åbenbar, og det må vel være det, som er faldet politikerne i øjnene. Det kan i hvert fald næppe være gennem museumsbesøg, at de har hentet deres velvilje, for noget mere kedsommeligt end danske kulturhistoriske museer skal man lede efter, og at publikum i almindelighed deler denne opfattelse kan dokumenteres statistisk ud fra museernes besøgstal.

Denne tingenes tilstand skyldes ikke, at museerne ikke har noget at vise frem, men derimod den triste måde, på hvilken fremvisningen foretages. Geledderne af flintøkser og manglebrætter har ikke meget at sige museumsgæsten, som pligtskyldigst skridter fronten af, og føler sig lige klog. Denne udstillingsform, der endnu er så langt den almindeligste, har for længe siden overlevet sig selv. Den henvender sig hovedsagelig til fagfolk, der i forvejen ved noget om tingene. Men det kan ikke være for ca. 100 videnskabsmænds skyld, at museerne holder offentlig adgang og betaler løn til kustoder. Meningen må, når alt kommer til alt, være den, at menigmand skal kunne komme her uden bagage og tage en viden med sig hjem.

Det er ca. 15 år siden, der første gang hævede sig røster mod den forældede museumsform. De spredte eksperimenter, som siden da er foretaget, kan ikke alle siges at være faldet heldigt ud. Man forsøgte sig med en udstillingsform, hentet fra udlandet, hvis ide var at opstille genstandene dekorativt. Sagerne, der før lå lige i skabene, blev nu lagt skråt og på kulørt baggrund. Eller de blev anbragt på glashylder i raffinerede stillinger og udsøgt belysning. Det er ikke til at tro, at de mennesker, som engang ejede disse vidundere, har haft lopper i skjorten og komøg mellem tæerne.
(Fig. 2).

Billede

Fig. 2. Ingen figurtekst.

Denne udstillingsform, der også har vundet indpas i de arkæologiske billedværker, hvor den er ved at blive det eneste saliggørende, er den samme som forretningsmanden bruger, når han viser publikum sine varer og prøver at gøre dem tillokkende for kunderne. Men museumsgenstande er ikke til salg, og det er forkert at give dem en glans, de ikke har i sig selv. Det er ikke gennem tom æstetik at museerne skal kalde på det publikum, som nu vender dem ryggen.

De museer, som talen her er om, kalder sig kulturhistoriske. Det skulle være ligetil, at deres opgave overfor publikum er at fortælle kulturhistorie. Genstandene skal ikke bare vises frem, de skal have liv og mæle gennem måden, de vises frem på; de skal knytte tråden til de mennesker, som engang havde dem i hænde, fortælle om hvordan de skaffede sig mad og tøj, om hvad de gjorde, når de var syge, og om hvordan de fordrev tiden om aftenen, vise os deres samfundsorden, deres konger og deres guder. Alt det skal tingene fortælle. Det er museernes opgave at få dem til det, og det gøres ikke ved at udstille dem på baggrund af blåt fløjl.

Overalt på danske museer kan man se manglebrætter. Men på hvor mange museer kan man få noget at vide om, hvordan et manglebræt blev brugt, hvad der vist ikke er mange, der ved nu tildags? Det var ellers nemt vist. Et par skitser, et glimt af bordet, hvor arbejdet er ved at blive gjort - mere skal der ikke til. Et blik, så forstår man det hele. Eksemplet er eet af utallige. Tenvægten og vævebrikken kan bruges til at vise spinde- og vævemetoden, som er os helt fremmede, og mon det er overflødigt at fortælle nutidsmennesker, hvordan en rok blev brugt? Museumsmanden kan uden at overanstrenge sin fantasi gøre selve de gamle håndværk levende for museumsgæsten, og det er meget bedre end blot at vise ham en samling specialværktøj, hvis brug han ikke forstår.

Hvad der kræves af den, som bygger en sådan udstilling op, er blot, at han har øret åbent for det særlige sprog, som her skal tales. Han må kunne se bort fra sin egen viden og sætte sig i den besøgendes sted, fornemme, hvor opmærksomheden fæstner sig, hvad der kan forstås umiddelbart, og hvor der må nærmere forklaring til. Han må kunne opbygge et milieu af genstande, sådan at den ene begynder sin fortælling, der hvor den anden slap - osv. indtil hele historien er fortalt. Der kræves lidt opfindsomhed af ham, men så er mulighederne også mange. Som udtryksmidler har han billeder, modeller, rekonstruktioner og - når det kniber - tekst; men først og fremmest har han tingene selv, som ved måden, de lægges frem på, eller ved kombination med andre genstande kan bringes til at give de meddelelser, han ønsker.

Hvorfor har manden i graven kniv i bæltet og ved hovedenden lerkar med rester af mad? Hvorfor ligger enkeltgravsfolkets døde på siden med ansigtet i syd? Hvad betyder øksen under dørtrinnet og lerkarret, der er gravet ned ved arnen? Alle de spredte glimt af oldtidsfolkets tro og overtro må samles sammen og formes til et billede, så ufudkomment det bliver. (Fig. 3 – som en ramme rundt om hele teksten på siden) Her er oldsagerne alene ikke nok, gravene og husene må med i udstillingen, i tegning, fotografi eller model - eller rekonstruktion, hvis man har råd til det. Også de skriftlige kilder må på museum. Det hjælper på forståelsen af fundene at give dem et par ord med på vejen af en gammel romer, som fuld af foragt beretter om germanernes hedenske gudedyrkelse. Går vi op i tiden, bliver det hele nemmere, fordi stoffet er større. Middelalderens opfattelse af gud og djævel er ikke svær at fremmane.

Billede

Fig. 3. Ingen figurtekst.

Og sådan videre: Retsvæsen, militærvæsen, lægevidenskab, idræt og leg, dyrelivet og klimaets vekslen. I et kulturhistorisk museum skal der væves og brygges, bygges huse og hugges flint, handles og svares skat til kongen og guder. Tilværelsens mangfoldighed skal vises, så det river i øjne og øren, så lugten af dyr og mennesker hænger i næseborene. Sådan udfylder det kulturhistoriske museum sin mission. Det skal hverken være et magasin eller et tempel, men et hus, hvor der bor nogen, vi kender.

I ovenstående er - naturligvis - sagen sat på spidsen. Det er nok ikke helt så skematisk som beskrevet; men i hovedsagen stemmer billedet. Nogen grund til at nedskyde samtlige danske museumsfolk er der dog ikke, for rent bortset fra, hvad defensor ellers kan have at fremføre, så står mange af dem i dag på spring med kriblen i fingrene efter at gøre om på samlingerne.

Man kunne ønske sig, at det lokalmuseumstilsyn, som den nye lov har skabt, ville se problemet i øjnene og lægge sig i selen for at fremme dets løsning. Det vil være rationelt, om en sag, der stort set angår alle museerne, i nogen måde løses under eet, f.eks. ved at der skabes et organ, hvor de interesserede kan hente vejledning og teknisk assistance og spare de lærepenge, som det vil koste, hvis hver enkelt skal gøre den samme række af dyrekøbte erfaringer. Ikke at man skal kunne bestille sin udstilling færdig, i kasser, udpakket og opsat een, to, tre. Det er stadig de lokale kræfter, der skal fostre ideerne. Den omtalte institution skal være igangsætter, inspirator. Fornuftigt ledet vil den også kunne bidrage til at modvirke en tendens, som ellers let kan opstå, nemlig at det ene museum efterligner det andet, så at alle bliver ens. Det bør ikke ske og behøver det ej heller, for der er mange måder at gøre det på - så mange som der er mennesker til at gøre det.

At reformen vil komme, er det ikke værd at ofre tvivl på, og den vil kunne betale sig. Det lønner sig ikke i dag at drive sin butik efter metoder, som var gangbare i bedsteforældrenes tid.