Folkevise

»Hør I, unge grev Henrik,
og skal jeg sige Eder sand,
da er I kærest i min hu
for nogen verdsens mand«.
Ret ingen sorrig da vidste hun aldrig af hjertet.

»Vidste jeg, unge grev Henrik,
det I ville være mig tro,
da ville jeg vel fange dertil gode råd«.

»Troskab vil jeg have,
og troskab vil jeg gøre;
I er allerkærest udi min hu
for alle jomfruer og møer!«

»Da vil jeg Eder hvive
alt med det hvide lin;
følge skal I mig i højenloft,
som vare I jomfru min«.

Op stod danerkonning,
han tren fra breden bord:
»Ikke vil jeg den tale tro,
før jeg hører begges dere ord!«

Det var danerkonning,
han stødte på døren med fod;
alle faldt låse og nagler frå
unge grev Henrik imod.

»Mine låse de er bruden,
min dør er slagen i kvav,
måtte hin unge grev Henrik leve,
slet intet skader mig deraf!«
Ret ingen sorrig da vidste hun aldrig af hjertet.

(Af visen om unge grev Henrik; her gengivet efter Ernst von der Recke: Danmarks fornviser, bd III. Illustration: middelalderlig bogminiatur).