Fogedbygård

Når man fra Næstved kører ad landevejen mod Fuglebjerg, kommer man 7 km fra byen til et vejskilt, der viser til Fodby Old. Ved siden af vejen ligger Gammel Fogedbygård, og på marken mellem vejen og skoven, der hedder Bøssevænget, er der en beskeden bakke, som ikke adskiller sig meget fra mange af egnens andre bakker. Familien på Gammel Fogedbygård kunne imidlertid fortælle, at gårdens nyligt nedbrændte avlsgård var hygget af kampesten, der var hentet på bakken, og ifølge samme kiIde var kældre blevet tilkastet der på stedet i 1866 — 67. Da det endvidere kunne ses, at der i de ved branden ødelagte bygninger var benyttet mange granitkvadre, fik jeg lyst til at prøve, om det ikke skulle være muligt at finde rester af den borg, som måtte antages at have ligget her - den nuværende Fogedbygårds forgænger. Gårdejer Frede Olsen gav mig elskværdigt lov til at grave på bakken.

Af Jørgen Ahlefeldt-Laurvig

Da afgrøden var blevet høstet på marken, gik jeg så i gang med at grave nogle prøvehuller, ikke særligt systematisk, mere efter fornemmelsen. Det varede ikke længe, før jeg havde heldet med mig. Skår, kridtsten, mørtel og munkesten, granit— og kalkstenskvadre kom frem af jorden. Dog først da jeg fandt et sted, som havde en god sort jordfarve, kom der rigtig gang i foretagendet. Stedet, der senere viste sig at være et stykke opfyldt voldgrav gav resultater langt over forventning. Potteskår og kakkelstumper formelig vrimlede op af jorden. Der var dele af stentøjskar og skår af kander og fade, alt fra 15-1600tallet. Kaklerne var af to forskellige typer. Den ene serie var med tre figurer foroven, den yderst til højre altid en munk, der spillede på sækkepibe; forneden var der altid en nar og en munk. Den anden serie - med mænd og kvinder i renæssancedragter - var smukt udført og af høj kvalitet. En af disse kakler havde signatur, en anden årstal, så de kunne bestemmes ret nøje. Blandt de mere usædvanlige ting må i øvrigt nævnes et mangefarvet fad, i hvis midte var afbildet en mand med ildrødt skæg og en ternet hat på hovedet. Fundene var af så stor interesse, at Nationalmuseet, som nu blev underrettet, fandt det umagen værd at foretage en prøvegravning det kommende forår (fig. 1).

Billede

Fig. 1. I den store affaldsdynge i voldgraven er fremdraget et meget stort antal kakkel fragmenter fra renæssancens kakkelovne. En meget udbredt serie portrætkakler afbilder europæiske potentater. Her er den polskfødte svenske dronning Katarina Jagellonica, Johan Ill's katolske gemalinde, foreviget i sit kostbare kongelige skrud. Den anden afbildede kakkel tilhører ligeledes en populær serie: den fortabte søns historie. Her ses han i færd med at formøble sin arvepart på et værtshus, bistået af en indladende dame. I baggrunden føres han regnskab på tavlen. Begge kakler tilhører tiden o. 1600. De er tegnet af Peter Linde.

Foråret 1956 påbegyndte magister Olaf Olsen med en mindre styrke en gravning. Der blev lagt et snit hen over borgbanken for at fa et indtryk af, hvorledes lagene lå og for om muligt at lokalisere eventuelle bygninger. Snittet viste sig at ramme voldgrave k gange, og voldgravenes placering på bakkens sider og oppe på bakken viste, at det var et middelalderligt anlæg, man stod overfor. Samme efterår blev voldstedet målt op, og der blev gravet endnu et snit på tværs af det første. Herved fandtes ikke egentligt murværk, men fundamentgrøfter, hvor mure havde stået. Også ved mine fortsatte gravninger var der fremkommet interessante fund, nemlig ikke blot hjemligt lertøj og det ret almindelige rhinske stentøj, men også keramik fra det meste af Europa: England, Nederlandene, Ungarn, Spanien, Italien, ja endog fra Nordafrika. Vigtigst af det hele var fundet af det sølvbeslåede renæssancespisebestik, som ses afbildet hosstående (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Det lille bestik med fine sølvbeslag for oven og for neden hører til udgravningens bedste fund. Det stammer fra 1500-tallets sidste halvdel og er sikkert importeret sydfra. Bestikket indeholder to spiseredskaber, af hvilke kun skafterne er synlige. Resten er rustet sammen med skeden og ville ikke kunne undersøges, uden at skedens smukke læderbeklædning blev ødelagt. Det må dog formodes, at der er tale om en kniv og en sylelignende "stikker", med hvilken man spiddede kødet under måltidet - altså en forløber for gaflen, der først trængte ind i Danmark i det følgende århundrede.

Den egentlige udgravning, der har stået på siden, og som endnu er uafsluttet, blev foretaget som beskæftigelsesforanstaltning. Dens resultater vil i hovedtrækkene fremgå af den her gengivne oversigtsplan. Noget af det første vi fandt frem til, var renæssancehusets beliggenhed. Det var nedbrudt så grundigt, at kun fundamentgrøfterne var tilbage. De var meget brede - op til tre meter - så det må have været et kraftigt hus. Kælderen, som vi også fandt, lå ind under renæssancehusets fundament og kan altså ikke være identisk med den, som ifølge overleveringen blev dækket til i 1866- 67. Kælderen var muret af kampesten, og havde stenbrolægning som gulv. På stenene fandtes en del skår, der viste, at kælderen var fra 11-1200tallet (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Ældst af bygningerne, fra 1100-tallet, er kælderen midt på banken. Dens spinkle kampestensmure må have båret en træbygning. To rækker stolpehuller vest for kælderen viser, at huset har haft større udstrækning end kælderen. Fra 1200-tallet stammer kælderhusets ejendommelige tilbygning i syd. Det store stenhus, hvis vestmur løber hen over kælderen, repræsenterer den næste registrerede byggeperiode og er formentlig høj- eller senmiddelalderligt. I dets mure var anvendt både munkesten, kridtsten og granitkvadre, men huset fandtes nedbrudt til grunden - ja mere end det. Nedbrydningen synes at have fundet sted i slutningen af 1600-tallet, og huset er da formentlig gået til grunde i 1660, da "et svensk parti" huserede på gården og dræbte den daværende foged. De spredte stolpehuller er muligvis fra en bygning samtidig med kælderhuset. Fra denne del af graven stammer de meget rige renæssancefund. Stenhuset blev afløst af en firelænget bindingsværksgård. Den kender vi fra beskrivelser, men kun få rester er fremdraget. De ligger delvis over den tilfyldte voldgrav. Gården brændte i 1770, hvorefter voldstedet blev forladt og Fogedbygård genopført i den anden ende af sognet, 5 km væk. Voldgravsystemet er overmåde indviklet. Også uden for skitsens område er fundet voldgrave. Den indre grav er antagelig gravet i stenhusets tid. Den ydre grav er dækket i 1700-tallet, men er i øvrigt udateret. Brøndene hører til bindingsværksgården. Tegning: M. Brahde.

Brønden, som blev fundet i voldgraven, var bygget af kvadersten, og da kvadrene antagelig stammer fra renæssancehuset, skulle den altså være af ret sen dato. Brønden, der hvilede på en træramme, var 5 m dyb og 2 m bred foroven. Den var fyldt med store sten, så at det tog fire mand fjorten dage at få den tømt. Herved fandtes en del jernhanke fra spande, hvilket viser, at der må være tale om en hejsebrønd. Møntfund i brønden bekræfter den sene datering. De viser, at den har været i brug i 17. og begyndelsen af 18. århundrede.

Hvornår udgravningen kan afsluttes, er det umuligt at forudsige. Der viser sig stadig nye overraskelser på denne bakke, hvor der har boet mennesker gennem seks århundreder.