Fodspor i ler

Det er især i ældre romertid – de to første århundreder efter Kristi fødsel – at de lerkarrige grave gør sig gældende, og Jylland fører stort på området. Ligbrændingen, som gennem et årtusinde havde været næsten enerådende, var på retur, nu begravede man igen de døde ubrændt, i rummelige grave med god plads til potter, hvis indhold af mad og drikke skulle sikre den døde mod at lide nød på den lange rejse til dødsriget. Nord- og østjyske jordfæstegrave rummer ikke sjældent fem-ti lerkar. I Nordjylland, hvor man byggede store stenkister, der kunne bruges til begravelse flere gange, kan antallet af lerkar overstige 50.

Sammenligner man former og ornamenter i hele dette vældige jyske lerkarmateriale, vil man opdage ligheder, men også tydelige forskelle fra egn til egn. Lighederne er forståelige, det hele er jo produkter af en og samme tid, forskellene må skyldes lokale håndværkertraditioner. Tre »skoler«, en sønderjysk, en østjysk og en nordjysk, skiller sig tydeligst ud, hver med sine karakteristiske særtræk. Sønderjyderne, for eksempel, har yndet et bånd af brede furer, tre eller fire ved siden af hinanden, lagt vandret rundt om karrets overdel. I Østjylland satte man pris på mæanderen, den kantede bort, der her så godt som altid er tegnet med tre paralleltløbende linjer. Endelig Nordjylland, i særdeleshed Vendsyssel: Her har lerkarrene en karakteristisk blanksort overflade med en ornamentik, hvis kendetegn er skraverede bånd, undertiden i et sildebensmønster. Mellem båndene finder man små indstemplede ornamenter, og hermed er vi nået til det, som denne artikel skal handle om. (Fig. 2-5)