Fodspor i ler

Det er især i ældre romertid - de to første århundreder efter Kristi fødsel - at de lerkarrige grave gør sig gældende, og Jylland fører stort på området. Ligbrændingen, som gennem et årtusinde havde været næsten enerådende, var på retur, nu begravede man igen de døde ubrændt, i rummelige grave med god plads til potter, hvis indhold af mad og drikke skulle sikre den døde mod at lide nød på den lange rejse til dødsriget. Nord- og østjyske jordfæstegrave rummer ikke sjældent fem-ti lerkar. I Nordjylland, hvor man byggede store stenkister, der kunne bruges til begravelse flere gange, kan antallet af lerkar overstige 50.

Sammenligner man former og ornamenter i hele dette vældige jyske lerkarmateriale, vil man opdage ligheder, men også tydelige forskelle fra egn til egn. Lighederne er forståelige, det hele er jo produkter af en og samme tid, forskellene må skyldes lokale håndværkertraditioner. Tre »skoler«, en sønderjysk, en østjysk og en nordjysk, skiller sig tydeligst ud, hver med sine karakteristiske særtræk. Sønderjyderne, for eksempel, har yndet et bånd af brede furer, tre eller fire ved siden af hinanden, lagt vandret rundt om karrets overdel. I Østjylland satte man pris på mæanderen, den kantede bort, der her så godt som altid er tegnet med tre paralleltløbende linjer. Endelig Nordjylland, i særdeleshed Vendsyssel: Her har lerkarrene en karakteristisk blanksort overflade med en ornamentik, hvis kendetegn er skraverede bånd, undertiden i et sildebensmønster. Mellem båndene finder man små indstemplede ornamenter, og hermed er vi nået til det, som denne artikel skal handle om. (Fig. 2-5)

Stempelornamenterne har mange former: rosetter, cirkler, kantede figurer og krusseduller, men det pudsigste indslag i denne motivsamling er småbitte fodspor, eftergjorte aftryk af bare fødder. Det er noget særligt ved disse stempelmærker, deres lidenhed til trods rummer de forskningsmæssige muligheder, som den almindelige stregornamentik ikke besidder. Man har diskuteret, hvem det var, der lavede jernalderpotterne. Var de frugten af husflid, sådan at forstå, at jernalderkonerne selv fremstillede, hvad der skulle bruges i husholdningen, eller blev de lavet professionelt og med salg for øje? De små mærker kan bidrage til spørgsmålets opklaring. Et stempel kunne, når det først var lavet, bruges mange gange, til stempling af mange lerkar; disse kan, når de findes, ved mærkernes hjælp med sikkerhed identificeres som værende fra samme værksted. Man får med andre ord en mulighed for at fastslå, om en pottemagers produkter er blevet på et sted, eller de er vandret videre ud. Stempelmærkerne er pottemagerens fodspor - og altså i næsten bogstavelig forstand. (Fig. 6)

Undersøgelsen af de stemplede lerkar er endnu langt fra afsluttet. For at kunne drage sikre slutninger må man have hvert enkelt kar i hånden, og en gennemgang af hele det omfattende materiale fordelt på en række samlinger er ikke så lige en sag. Resultatet er dog i sigte, og alt i alt er sagen så fremskreden, at det må være rimeligt at omtale den. Først lidt om stempelornamentikken i almindelighed.

Det er karakteristisk for disse mærker, at de holder sig til krogene, de optræder i mellemrum og hjørner af den øvrige ornamentik eller udfylder måske, men det er sjældnere, et bånd. Hyppigst forekommende er rosetterne, der findes i mange forskellige udgaver, men koncentriske cirkler optræder næsten lige så talrigt. Så kommer fodsporene, enkelte cirkler, hjulkors og endelig nogle få mere specielle tegn. Almindeligvis er der kun benyttet et motiv pr lerkar, men der kan være flere.
Stemplerne selv, dem hvormed man lavede tegnene, kan have været af træ, ben, hjortetak eller brændt ler. Af det sidstnævnte materiale kendes et eksemplar, som dog antagelig er fra en lidt senere del af jernalderen; det er opsamlet på en boplads, og sammesteds er fundet et skår med tydelige aftryk af netop dette stempel, som altså med sikkerhed kan siges at have været i brug. (Fig. 7-8)

Den stemplede keramiks nordjyske hjemland omfatter Vendsyssel, Himmerland og Thy; kun ganske få stempelkar er fundet udenfor disse landskaber. I Himmerland optræder hjulkorsene bemærkelsesværdigt hyppigt, men ellers fordeler motiverne sig nogenlunde jævnt over området. Nu kan der have eksisteret flere, måske mange stempler med samme motiv, så det, at et antal mærker er ens, er ingen garanti for fælles oprindelse. Først en indgående undersøgelse af de enkelte tegn vil kunne røbe, hvilke af dem der virkelig hører sammen.

Muligheden for at finde aftryk af samme stempel på forskellige lerkar er naturligvis størst inden for samme grav eller gravplads, og sådanne fund er da heller ikke helt ualmindelige. Mere opsigtsvækkende er det, at det også - dog endnu kun i få tilfælde - er lykkedes at finde identiske stempler på kar fra forskellige gravpladser, hvoraf nogle endda ligger temmelig langt fra hinanden. Hjørring kirkegård, der mærkværdigvis fungerede som begravelsesplads allerede i ældre romersk jernalder, er findestedet for et lerkar, en bredbuget, korthalset krukke, i hvis udsmykning indgår hele tre forskellige stempler, nemlig en S-formet figur og to cirkler, en mindre og en større. (Fig. 9)

På fire andre gravpladser i Nordvestvendsyssel (se kortet) er der fundet kar med et eller flere af disse tegn - og vel at mærke i nøjagtigt samme form som på Hjørringkarret. (Fig. 10)

En af disse pladser, ved Skeen Mølle i Uggerby sogn, har leveret hele tre sådanne stempelkar, så det samlede antal af lerkar, som med sikkerhed kan henføres til »Hjørringværkstedet«, bliver altså syv; de er fundet inden for et område med en diameter på 14 kilometer. Det er ikke usandsynligt, at der vil kunne findes flere kar, som slutter sig til gruppen, og måske vil det vise sig, at Hjørringpottemageren har rådet over flere stempler end de tre, vi foreløbig kender, så at sammenkædningsskemaet vil blive endnu mere kompliceret end det, som her er vist. (Fig. 11)

Og det er vel næsten utænkeligt, at en fuldstændig gennemgang af materialet ikke skulle afsløre andre produktionssteder, selv om antallet af sådanne næppe har været særlig stort.

De erfaringer, vi således har indhøstet, angår jo kun den fine keramik fra gravene, men det er også en såre vigtig del af ældre romertids pottemagerkunst. Allerede på det foreliggende grundlag kan man med sindsro forkaste teorien om, at disse kar skulle være hjemmegjorte, lavet til brug i egen husholdning; det er indlysende, at produktionen har været af større og mere forretningsmæssigt tilsnit. Nu kunne man tænke sig dette praktiseret ved en slags hjemmeindustri, sådan at en hel egns befolkning har slået sig sammen om at lave potter, der er blevet brændt i primitive miler og solgt viden om - ganske som man producerede jydepotter endnu i forrige århundrede (se Skalk 1966:4). Men romertidskarrene - i hvert fald de bedste af dem - er så fuldkomne, at man har svært ved at forestille sig dem som venstrehåndsarbejde; de må sikkert være lavet af professionelle pottemagere med rigtige lerovne til deres rådighed. Højt specialiserede pottemagerovne kendes fra et sjællandsk romertidsfund (Skalk 1960: 1), og man har næppe haft dem ringere i Jylland, der i keramisk henseende så udpræget er hovedlandet.

Hjørringstemplerne har vist os, hvordan en sådan jernalderpottemagers produktion vandrede rundt. Spørgsmålet er nu: hvor lange kunne disse vandringer blive? Skal man slutte ud fra et almindeligt indtryk, har spredningen næppe været særlig stor, men det udelukker naturligvis ikke, at enkelte kar kunne gå på langfart, som det, der nu skal omtales. Det er fundet i det sydlige Norge, nærmere betegnet ved Hunn i Østfold, men hjemstedet kan med næsten sikkerhed siges at være Vendsyssel eller måske det nordlige Himmerland. Den sortglittede overflade er dekoreret med sildebensmønstre, og ind imellem er der hjulkors og fodspor, indstemplede som dem, vi kender, omend med stempler, som endnu ikke er påvist i det danske materiale. På krukkens overdel er der modelleret et ansigt, og også det er et nordjysk træk, skønt ikke af de meget almindelige. Om herkomsten skulle der således ikke kunne være tvivl, karret er jysk, repræsentant for en eksport, hvis omfang vi kun har begrænset kendskab til. Det almindelige var vel, at varerne blev i landsdelen. Dog kunne det se ud til, at en del vendsysselske lerkar er vandret over Limfjorden, ned i Himmerland. (Fig. 12)

Man kunne tænke sig, at de små mærker simpelthen var mestersignaturer, men det er næppe tilfældet; tegnenes mangfoldighed og det, at der kan være flere motiver på samme lerkar, modsiger det, og måden, mærkerne er anbragt på, taler også for, at de har skullet pynte snarere end repræsentere. Det skal indrømmes, at denne forklaring ikke rigtig passer på fodsporene, der er helt ude af stil med den øvrige ornamentik, men de kan jo være udtryk for et lune - en enkelt pottemagers lystige påhit, som har dannet skole.

Hvordan det nu end forholder sig, for os er stemplerne fabrikantsignaturer, og den viden, vi derigennem kan hente om jernalderens lerkarindustri, er af stor kulturhistorisk interesse. Stempelornamenternes oplysninger vil i øvrigt kunne suppleres gennem den indridsede ornamentik, hvor der også kan findes lighedstræk, som - omend med mindre sikkerhed - antyder fælles hjemsted. Og endnu en mulighed; Da forskellige pottemagere må antages at have brugt ler af forskellig sammensætning, skulle en analyse af lermassen i karrene kunne danne grundlag for en sortering af materialet efter fremstillingssted. Sidstnævnte metode vil, hvis den findes brugbar, kunne anvendes også på den grove bopladskeramik, og det skal så vise sig, om der bliver noget tilbage af jernalderkonernes husflid, eller om også disse lerkar kan regnes for professionelle pottemageres værk. (Fig. 13)

Tegning: Claus Andersen