Foden på Trelleborg

Det, der skal beskæftige os i det følgende, er dog et andet aspekt af Trelleborg, en sag der ikke for alvor har været draget frem siden Poul Nørlund m.fl. i slutningen af fyrrerne fremlagde resultaterne af de mange års udgravning i en stor bog med tilhørende kort og grundplaner. Nørlund fremfører her, at anlægget må være udlagt med den romerske fod (29,33 cm) som grundenhed, men det vil vi nu tillade os at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Hele sagen lyder ikke af ret meget, men har dog ganske vide perspektiver. De imponerende anlæg, som vikingerne har efterladt sig – og der er adskilligt flere end ringborgene – viser, at de havde dygtige bygmestre med kendskab til regning og matematik. Og de ikke så få store enkeltgenstande, skibe, køretøjer o. lign., som efterhånden er fremdraget, røber tilsvarende færdigheder. Det er grundlaget for denne kunnen, vi i det følgende skal beskæftige os med, og som vi vil prøve at placere i større sammenhæng.

Når Nørlund kastede sine øjne på romerfoden, har det naturligvis sine grunde, og man må indrømme ham, at den ikke passer dårligt til Trelleborg. Tillige har den den fordel at være litterært bevidnet inden for et større geografisk område, Romerriget, gennem mange hundrede år. Der skal altså ganske vægtige grunde til at vælte den omkuld, men det skal nu alligevel forsøges. Lad os først se, hvordan romerfoden egentlig vandt indpas på Trelleborg, og hvorfor den så fuldstændig besnærede undersøgerne.

Teorien om romerfoden opstod, endnu mens udgravningerne var i fuld gang og opfattelsen af anlægget under udvikling. Det ser man af de tidligst publicerede beretninger. Det var de seksten store karréhuse inden for ringvolden, som med deres ensartede længder på omkring 29,5 meter først inspirerede til tanken. Dette mål kunne passende sættes til 100 romerfod á 29,33 cm. Også andre længder i anlægget – akseafstande, volddimensioner, længden af forborgshusene m.m. – lod sig dividere med romerfoden til smukt afrundede tal. Meget andet i Trelleborg pegede efter udgravernes mening tilbage på romersk tradition, således opdelingen i fire karréer omkring vinkelrette aksegader, der har slående paralleller i romersk militærarkitektur. (Fig. 1). Bygmesteren kunne have fået inspirationen østfra (Byzans?) eller vestfra (England), områder hvor romersk tradition endnu levede, og som vikingerne havde rige kontakter med. Senere, i middelalderen, optræder fodmål med værdier, som ikke ligger langt fra romerfoden, og som nok kunne tænkes inspireret af den. Alt passede smukt og harmonisk.