Flintsmeden fra Gjøl

Ve den arkæolog, som i en fjern fremtid skal udgrave tomten af Anders Kraghs hus i Gjøl ved Aalborg. Han vil vende gråhåret hjem til sit museum. Hvad skal han tro om egne åndsevner, når han i ruinen finder pilespidser, okser og dolke fra alle stenalderens tidsafsnit sammen med bunker af flintaffald og alskens metalværktøj fra 1900-tallet.

Af Harald Andersen

Vi kender forklaringen. Anders Kragh er jo manden, der har sat sig for at gøre stenalderens flintsmede kunsten efter, at genskabe det gamle håndværk, som gik under for årtusinder siden, sådan som vi den dag i dag ser håndværk gå under, fortrængt af nye opfindelser og metoder. Gennem ti år har han ofret sin fritid og lidt til på dette arbejde. Han ønsker at kunne eftergøre alle stenaldertidens våben- og redskabstyper fra de groveste til de fineste, så at de gamle mestre, om de stod op af gravkamrene, ikke ville kunne se forskel. Det forekommer den, der nylig har besøgt ham, som om målet ikke er fjernt.

Til sit arbejde med flinten har Anders Kragh forfærdiget ca. 30 forskellige former for værktøj. Han siger ikke: Sådan har deres værktøj set ud, men: med sådant værktøj kan det gøres; de og de egenskaber behøves; gennem dem skal I spore flintsmeden.

Flintblokken former han ved at skrælle overfladen væk spån for spån til han har den ønskede facon. Det kan gøres på to måder, ved slag eller tryk. Hvad man skal bruge er et spørgsmål om, hvor store man ønsker spånerne. Mens små fliser kan presses af blokken med tryk, så giver den store spån sig kun for slaget. Og den mand er næppe født, som med tryk alene kan få den rigtige, store flække af flinten. Til at frembringe trykket er redskaber af ben, sten eller metal brugelige. Skal der slås, er metoden den, som fotografiet viser: Der slås med en blød hammer af træ eller ben, der ikke gør stenen skade; bruddet sker mod den hårde ambolt. - Naturligvis kan man også vende sagen om, bruge en hård hammer og en blød ambolt. I så fald springer flinten, hvor hammeren rammer. Men det giver upræcise resultater, fordi slaget ikke lader sig styre med fornøden sikkerhed (fig. 1).

Billede

Fig. 1. De tynde spåner, hvoraf flintbogstaverne er fremstillet, bliver til, som Anders Kragh her viser det.

De bogstaver, som her er afbildet, har Anders Kragh fremstillet i samme teknik, som stenaldermanden brugte til de tynde, hjerteformede pilespidser, som hører til hans sidste og bedste frembringelser (fig. 2). Redskaberne, som er brugt til fremstilling af stenskriften (trækølle, hammer af hjortetak, et mejselformet og et sylformet redskab), er vist på tegningerne, og andre tegninger viser arbejdets gang. Først: Den tynde flække eller spån, hvoraf bogstaverne fremstilles, fastholdes på et blødt underlag og bearbejdes i kanten med det mejsellignende benredskabs afrundede "æg”. Dernæst: Hårdere partier fjernes ved at lægge flækken på en spids ambolt af flint og slå med hammer af hjortetak (fig.3).

Billede

Fig. 2. De fem flintbogstaver, som ses her, repræsenterer nok Anders Kraghs mest fantastiske præstation. Mon nogen herhjemme - mon nogen overhovedet - gør ham dette efter? Ikke engang de gamle flintsmede mestrede så vidt vides den kunst at fremstille bogstaver.

Billede

Fig. 3. Tværsnit af flække.

Anders Kragh ønsker sig fire hænder eller - bedre endnu - en hjælper, for meget indenfor flinthåndværket er ikke enkeltmandsarbejde. Man må have lov at være indtrængende interesseret i opfyldelsen af dette ønske som er betingelsen for, at hans forsøg kan føres til afslutning. Gid der måtte skaffes ham mulighed for i tekst og tegning at fæstne sine resultater. Ærgerligt ville det være, om det, der her er vundet, igen skulle gå tabt.

Enhver, der inden for året 1958 til tidsskriftet Skalk, Forhistorisk Museum, Århus, indsender et i flint udhugget 4-tal, vil modtage bladet gratis et år. Denne bestemmelse gælder ikke for Anders Kragh.