Flere kæmpekar

Det første blev fundet i 1920'erne på Ginderup-bopladsen: en 1,25 meter høj lerflaske med fire hanke og et hul nederst på siden; den blev straks opfattet som en kornbeholder, men har siden været tolket som bageovn (Skalk 1968:2). Ginderup gav endnu to, desværre stærkt ødelagte, kæmpekar, og også i Hurup og Ydby har man sporet dem, men først sidste år dukkede et nyt eksemplar op i al sin vælde. Den mærkelige lerkasse, der stammer fra en boplads i Nørhå, ses afbildet som nr 2 i rækken foroven, men har iøvrigt tidligere været omtalt her i bladet (1971:6). Senere er en skårdynge fra et andet af Nørhå-husene blevet sammensat til en endnu vældigere kasse, nemlig monstrummet på billede 1. Ikke nok med det: en skårdynge, der hører til det første, som blev udgravet i Nørhå, er ved samme lejlighed blevet taget under behandling, den blev til karret på billede 3, en stor rund beholder af formmæssig lighed med Ginderup-kæmpen. Nørhå-karrene kan, som hele bopladsen, dateres til omkring Kristi fødsel. De gode fund skyldes den for os heldige omstændighed, at landsbyen er brændt.

Undersøgelserne i Nørhå foregik i kapløb med grusgravning. De hustomter, hvor karrene stod, var allerede på vej ned i dybet og kunne ikke helt studeres med den grundighed, der tilkommer sådanne fund. Hvad der især fangede opmærksomheden, var en slags indvendige skillemure, som er usædvanlige i jernalderhuse, og det må også nævnes, at der i ingen af tomterne blev fundet spor af stald. De åbenbart stationære storkar var ikke bundet til verdenshjørner, men optrådte snart i østenden, snart i vestenden af husene. Kasserne var bygget direkte op fra stuens lergulv, mens det runde kar, der - lige som Ginderupkarret - har selvstændig bund og altså i nødsfald har kunnet flyttes, var anbragt i en 30 cm dyb forsænkning. Af lertøj iøvrigt blev der fundet ret store mængder, og også dyreben forekom talrigt. Blandt de sidste er knogler af hval. Beboerne her har åbenbart haft sans for kæmper.

Der er i den tidligere artikel gjort rede for, hvordan den først restaurerede kasse var opbygget, samt anstillet overvejelser om dens brug. Spørgsmålet er nu: kan det nye materiale støtte, udbygge eller ændre dette billede? Hvad opbygningen angår, er der ingen større afvigelser; også de nye kar synes rejst, etage for etage, af flade, langstrakte lerplader - for neden ca 10 cm brede, for oven noget smallere. For at få lermassen sej har man stabiliseret den ved iblanding af avner, men det har næppe løst alle problemer. Overpladens anbringelse på den store kasse må i hvert fald have været vanskelig, ja kan vel næsten kun forklares ved, at karret er bygget over en skabelon. Man kunne tænke sig denne opstablet af tørv - begyndelsen til den mile, i hvilken kassen senere er blevet brændt. Hvis brændingen er foregået på stedet, hvad man fristes til at tro, må det være sket før huset byggedes; ellers havde man jo futtet hytten af.

Forrådskar eller ovne? Begge muligheder har været diskuteret, men uden afgørende bevis i den ene eller den anden retning - og det må iøvrigt understreges, at de runde og de firkantede kar jo ikke behøver at have haft samme anvendelse. Den tanke, at de firkantede kasser skulle være til opbevaring, kan dog næsten udelukkes, det indre synes alt for utilgængeligt, og der blev da heller ikke ved udgravningen fundet spor af indhold. Som det vil erindres, hældede vi i den tidligere artikel til ovnteorien, men savnede et trækul, som vi dog ikke ville udelukke kunne have været der, nemlig i karrets stærkt ødelagte bagside. Her kommer nu den nye kasse til hjælp, også dens bagside er mangelfuld, men så meget er tilbage, at det med næsten sikkerhed kan siges, at der har været en åbning. Hullet har vendt ind mod husvæggen, kun en smal passage gjorde det tilgængeligt, men netop til aftræk har det sikkert kunnet fungere udmærket. En støtte for ovnteorien ville det være, om det kunne påvises, at der har brændt ild i lerkasserne, men den omstændighed, at selve husene er brændt, gør iagttagelser på dette punkt yderst vanskelige (Fig. 2). Det er tydeligt, at begge kar har været udsat for stærk varme, men vigtigere er det, at der ses tegn på sortbrænding indvendig. Godtages ovnteorien, melder sig straks et tillægsspørgsmål: hvilken slags ovne? Det kan ikke besvares. Til bagning synes de ikke særlig egnede. Måske bør muligheden rygning tages under overvejelse.

Også det gamle Ginderupkar har jo været tolket som ovn, og man må vel sige, at de nye fund yder denne tanke nogen støtte. Formmæssigt er ligheden ganske vist ikke særlig stor, men hullet i siden tyder dog på en ensartet anvendelse. Tilbage er det runde Nørhå-kar, der ikke har og aldrig har haft sidehul, og som ikke viste tegn på, at der har brændt bål i det, uden at man derfor tør udelukke, at det kan have været tilfældet. Det problem må vi foreløbig lade ligge.

Vi skal til øen Sild for at finde noget, der minder om de nordjyske kæmpekar, her til lands står de helt isoleret - en kompakt gruppe, der i kraft af genstandenes omfang ikke er let at overse. Thyboerne har virkelig haft noget at prale af. Den sidstfundne lerkasse slår i størrelse alle rekorder, at bygge den må have været et vovestykke, en vældig kraftanstrengelse, og man må undres over, at der midt i det hele er blevet tid til også at tænke på det dekorative. De kraftige hjørnelister, som bærer kassen, fremhæver samtidig formen, og i de tre ud mod stuen vendende sideflader har man indlagt firkantede pyntefelter, som vistnok har været hvidmalede, at dømme efter fundne farvespor. På Moesgårdmuseet ved Århus, hvor konserveringen er foretaget, kan kolossen nu ses udstillet. Det er dog meningen, at den med tiden skal forenes med de andre kæmper på Thisted Museum, som rimeligt er.