Flere forsøg

Værdien af kulturhistorisk forsøgsvirksomhed har længe været kendt og intetsteds bedre end i Skandinavien, hvor nogle af de første og stadig værdifulde eksperimenter er blevet udført. Det nyeste danske fremstød på dette område vil være Skalks læsere bekendt gennem artiklen i sidste års nr 3. I England var arkæologen Evans foregangsmand på området ved forsøg med flinttilhugning og gennemboring af sten. Hensigten med denne artikel er dog ikke at give en historisk redegørelse, men at beskrive nogle nyere eksperimenter, som er udført i Storbritanien, og som kan antages også at have interesse for danske læsere.

Selv med denne begrænsning er emnet for omfattende til at lade sig udtømmende behandle på få sider. Vi må nøjes med at strejfe de pløjeforsøg, der er foretaget - forøvrigt med en kopi af en dansk oldtidsplov - og eksperimenterne med oplagring af korn i gravede gruber vil vi ligeledes gå let hen over, da de endnu ikke er endeligt afsluttet. Derimod vil vi se lidt nærmere på tre forsøg, som angår fødens tilberedning.

Interessant, selv om det ikke var udført efter videnskabens strengeste regler, var et forsøg tilrettelagt af BBC's fjernsyn. Også dette eksperiment har tilknytning til Danmark, det gik nemlig ud på at genfremstille den ret, som Tollundmanden nød umiddelbart før han, engang i ældre jernalder, endte sine dage i den midtjyske mose, hvor hans velbevarede lig blev fundet for nogle år siden. I ligets mave fandt man korn og frø af byg, hør, dodder og pileurt samt spor af andre vilde planter, og disse ingredienser indgik altså i forsøgsmåltidet. Ved langsom kogning i vand fremkom en gråviolet suppe, som man nok ville kunne opretholde livet ved, men som ikke vandt særlig bifald hos de arkæologer, der var udset til på seernes vegne at være smagsdommere. Fra klassiske forfattere ved vi, at en vælling meget lignende denne var et vigtigt fødemiddel for Europas bondebefolkning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse.

En mærkelig måde at koge kød på, nemlig i et dyreskind over åben ild, er kendt fra 1500-årenes Irland. At man virkelig har benyttet denne metode i ældre tid, synes der ikke at være tvivl om, men M. L. Ryders forsøg på at gøre de gamle kunsten efter faldt dog ikke særlig heldigt ud. Dyrehuden krympede i varmen og kunne kun holde et meget lille kvantum vand længe nok til, at det kunne bringes i kog.

Mere vellykket var et madlavningsforsøg udført i Irland af professor O'Kelly. Det fund, som danner grundlag for eksperimentet, er dateret til 16. århundrede før Kristus. Det omfatter en oval stolpesætning og ved siden deraf en stenkreds omkring en firkantet nedgravning med træbeklædte sider. Tæt ved dette »trug« ligger tre ildsteder, det nærmeste lidt forsænket i jorden. På grundlag af nyere sammenligningsmateriale forklarede O'Kelly dette som en plads for tilberedning af kød, og han prøvede altså sin teori i praksis. Den ovale stolpesætning opfattede han som slagtepladsen, hvor dyret blev parteret, og det nedgravede trætrug benyttede han til kogning af kødet. Det rummede knapt 500 liter vand, som på en halv times tid blev bragt i kog med hede sten fra de nærliggende ildsteder. Kødstykker blev lagt i gryden og vandet holdt kogende ved nu og da at komme nogle sten i vandet. Efter fire timers forløb var fåreskanken perfekt tilberedt og blev fortæret med god appetit. - Det ene af ildstederne, nemlig det der var forsænket i jorden, viste sig iøvrigt udmærket egnet som stegeovn, når kød blev nedlagt i gløderne og dækket over med en opbygning af hede sten. (Fig. 1, fig. 2)

Et er at genskabe et lille anlæg som en kogeplads, noget vanskeligere ligger det, når vi kommer til oldtidens store bygningsværker af jord og sten, men også det er blevet forsøgt. I 1960 byggedes et jordværk svarende til de mange forhistoriske befæstningsanlæg, som findes i Sydengland: en vold og en grav adskilt af en smal berme. Forsøget havde to hovedformål, nemlig dels at finde frem til byggemetoden og hvor lang tid der behøvedes til opførelsen, dels gennem en årelang periode at iagttage anlæggets sammensynkning og forfald. Hvad det sidste angår, er der allerede gjort visse iagttagelser, men det er endnu for tidligt at udtale sig om det endelige resultat. Det som foreløbig kan fremlægges drejer sig altså om byggearbejdets teknik. Der blev lejlighed til at afprøve forskellige forhistoriske redskabsformer og sammenligne dem med de tilsvarende fra nutiden. Det viste sig, at hakker af kronhjortetak, som er almindelige i forhistoriske fund i Sydengland, var meget effektive til at løsne det hårde undergrundsmateriale, hvorimod skovle lavet af hestens skulderblad var temmelig uanvendelige, selv som skraberedskaber. Flettede kurve egnede sig udmærket til transport af fyld. Helt så effektive som moderne redskaber var det gamle værktøj ikke, men forskellen var ikke stor og skyldtes hovedsagelig skovlene.

Et oldtidsanlæg, der ofte har været betragtet med undren er Stonehenge, det mægtige kultanlæg fra bronzealder med dets indtil syv meter høje, rejste sten. Hvordan har det været muligt at transportere og opstille disse vældige blokke? Atkinson, og før ham Stone, har vist, hvordan stenene kan være fragtet over land og vand. Ved Atkinsons forsøg benyttedes en tro kopi af en af Stonehenge stenene - en af de mindre med en vægt af »kun«. 2200 kg. Tre kanoer med en besætning på fire mand blev brugt til at flåde stenen. På land viste det sig, at en slæde var mindre effektiv end ruller, og der behøvedes kun en halv snes mand til at skubbe og trække stenen, når et andet hold flyttede rullerne fremad. - Nordmanden Thor Heyerdahl har udført et lignende, men endnu mere imponerende forsøg under sit berømte togt til Påskeøen. De mærkelige statuer, som findes på denne Stillehavsø er kæmpestore og vejer op til 66 tons. Heyerdahl forsøgte sig beskedent med en på 13 tons; og han beviste, at 180 mand kan flytte stenen uden stort besvær, og at en lille arbejdsstyrke kan rejse den til lodretstående stilling i løbet af et par uger. (Fig. 3, fig. 4)

Heyerdahls forsøg betegner et højdepunkt, et imponerende bidrag til den kulturhistoriske forsøgsvirksomhed og et bevis på, hvad fortidsmenneskene formåede, når de løftede i flok. Men vi vender os igen mod de mindre ting, ja mod de helt små: genstandene. Atter her må vi begrænse os til de seneste arbejder. Brænding af lerkar i primitive ovne er blevet forsøgt, og det har vist sig, at der var mange vanskeligheder at overvinde. Stenalderharpuner af hjortetak er blevet efterlavet og afprøvet. Det lykkedes Thompson at finde ud af, hvorfor hullet i en bestemt type af harpunspidser hjemmehørende i Nordspanien og Sydfrankrig oprindelig er placeret nær skaftenden, mens det senere anbringes omkring midten. I tiden efter istidens ophør bredte skoven sig i det pågældende område. Det tvang jægerne til at ændre deres jagtvåben, idet harpunen nu var mere udsat for at blive revet ud af kroppen på det sårede dyr, når det trængte sig frem gennem underskoven. Hullet må uden tvivl have tjent til fastgørelse af en line. og ved at flytte det hen mod midten opnåede man, at harpunspidsen, når skaftet knækkede af, stillede sig på tværs og virkede som et anker i dyrekroppen. (Fig. 5)

Forsøg med yngre bronzealders skjolde af henholdsvis bronze og læder er foretaget af denne artikels forfatter, som ønskede at klarlægge deres fremstillingsmåde og anvendelighed. Bronzeskjoldet, der er en velkendt type i Storbritannien og andetsteds i Nordeuropa, lod sig forholdsvis let eftergøre, læderskjoldet derimod, som blev kopieret efter et irsk fund, voldte større problemer. Dets bærende element er et stativ af ribber, som er bøjet i form, og da der ikke er fundet spor af bagklædning eller anden forstærkning, må man gå ud fra, at læderet på en eller anden måde har været gjort hårdt og vandtæt. Det læder, som blev anvendt til forsøget, blev først udblødt i koldt vand og gnubbet for at fjerne enhver rest af garvesyre, hvorefter det blev banket ind i en træform. Tørringsprocessen tog tre dage under regelmæssig hamring for at forhindre krympning. Derefter var skjoldet brugbart, men det måtte forudses, at det ville blive blødt under fugtige forhold. Hærdning var nødvendig, og her viste to metoder sig anvendelige, nemlig dels overhældning med kogende vand i et nøje kontrolleret tidsrum, ca 2 minutter, dels neddypning i varm voks i ca et halvt minut. Navnlig den sidste metode var udmærket; skjoldet var nu hårdt og i stand til at modstå langvarig fugtighed.

Forsøgets sidste del var en styrkeprøve mellem de to skjoldkopier, bronzeskjoldet og læderskjoldet, der begge blev udsat for spydstik og sværdslag. Mens bronzeskjoldet straks blev ødelagt, modstod læder skjoldet gentagne kraftige hug med en kopi af et bronzesværd, specielt skærpet til lejligheden. Konklusionen må blive denne: Bronzeskjoldene er paradevåben. De skjolde, som bronzealderkrigerne benyttede i kamp, har været af læder eller træ. (Fig. 6, fig. 7)

En anden paradegenstand, som omtrent er samtidig med skjoldene, og som også hører hjemme i Nordvesteuropa, er blæsehornet: i Skandinavien den velkendte lur, i Irland et mindre - og mindre velstuderet - bronzehorn. Musikalske forsøg med lurer er gjort ved adskillige lejligheder, og det har vist sig, at rækken af tilgængelige toner er ret lang. Bronzealdermusikerne, der vel ikke var helt så drevne som trompeterene ved nationalorkestret, har dog næppe behersket hele dette register. - De irske horn er som sagt mindre, og tonerækken er tilsvarende kortere. Desværre findes de næsten aldrig med mundstykke, hvilket vanskeliggør forsøgene med dem meget. Der er to forskellige former, nemlig en, der blæses på normal måde fra enden, og en anden, der blæses fra siden. Forsøg har vist, at de fra enden blæste horn spænder over tre eller fire toner; hvis mundstykket havde været til stede, ville antallet dog muligvis have været fem eller seks. Tværblæseren, hvis forbilleder må være tilsvarende instrumenter fremstillet af dyrehorn - sådanne kendes fra egne af Afrika - er i grunden et eentonet instrument, og når mundstykket mangler, er det yderst vanskeligt at betjene. Et blæseforsøg udført i Irland i forrige århundrede blev særdeles mislykket; dr Robert Ball fra Dublin sprængte et blodkar og døde under forsøget på at fravriste et sådant horn en tone. Undertegnede har gentaget forsøget med større held. (Fig. 8)

Sammenligner man den britiske forsøgsvirksomhed, som her er beskrevet, med den tilsvarende nordiske, vil man finde både ligheder og forskelle. I nogle tilfælde er vi trådt i vore skandinaviske kollegers spor, i andre har vi søgt egne veje. Sammenlagt og brugt med omtanke vil dette arbejde kunne give et yderst betydningsfuldt bidrag til forståelse af vore forfædres liv.