Flere forsøg

Værdien af kulturhistorisk forsøgsvirksomhed har længe været kendt og intetsteds bedre end i Skandinavien, hvor nogle af de første og stadig værdifulde eksperimenter er blevet udført. Det nyeste danske fremstød på dette område vil være Skalks læsere bekendt gennem artiklen i sidste års nr 3. I England var arkæologen Evans foregangsmand på området ved forsøg med flinttilhugning og gennemboring af sten. Hensigten med denne artikel er dog ikke at give en historisk redegørelse, men at beskrive nogle nyere eksperimenter, som er udført i Storbritanien, og som kan antages også at have interesse for danske læsere.

Selv med denne begrænsning er emnet for omfattende til at lade sig udtømmende behandle på få sider. Vi må nøjes med at strejfe de pløjeforsøg, der er foretaget – forøvrigt med en kopi af en dansk oldtidsplov – og eksperimenterne med oplagring af korn i gravede gruber vil vi ligeledes gå let hen over, da de endnu ikke er endeligt afsluttet. Derimod vil vi se lidt nærmere på tre forsøg, som angår fødens tilberedning.

Interessant, selv om det ikke var udført efter videnskabens strengeste regler, var et forsøg tilrettelagt af BBC’s fjernsyn. Også dette eksperiment har tilknytning til Danmark, det gik nemlig ud på at genfremstille den ret, som Tollundmanden nød umiddelbart før han, engang i ældre jernalder, endte sine dage i den midtjyske mose, hvor hans velbevarede lig blev fundet for nogle år siden. I ligets mave fandt man korn og frø af byg, hør, dodder og pileurt samt spor af andre vilde planter, og disse ingredienser indgik altså i forsøgsmåltidet. Ved langsom kogning i vand fremkom en gråviolet suppe, som man nok ville kunne opretholde livet ved, men som ikke vandt særlig bifald hos de arkæologer, der var udset til på seernes vegne at være smagsdommere. Fra klassiske forfattere ved vi, at en vælling meget lignende denne var et vigtigt fødemiddel for Europas bondebefolkning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse.

En mærkelig måde at koge kød på, nemlig i et dyreskind over åben ild, er kendt fra 1500-årenes Irland. At man virkelig har benyttet denne metode i ældre tid, synes der ikke at være tvivl om, men M. L. Ryders forsøg på at gøre de gamle kunsten efter faldt dog ikke særlig heldigt ud. Dyrehuden krympede i varmen og kunne kun holde et meget lille kvantum vand længe nok til, at det kunne bringes i kog.

Mere vellykket var et madlavningsforsøg udført i Irland af professor O’Kelly. Det fund, som danner grundlag for eksperimentet, er dateret til 16. århundrede før Kristus. Det omfatter en oval stolpesætning og ved siden deraf en stenkreds omkring en firkantet nedgravning med træbeklædte sider. Tæt ved dette »trug« ligger tre ildsteder, det nærmeste lidt forsænket i jorden. På grundlag af nyere sammenligningsmateriale forklarede O’Kelly dette som en plads for tilberedning af kød, og han prøvede altså sin teori i praksis. Den ovale stolpesætning opfattede han som slagtepladsen, hvor dyret blev parteret, og det nedgravede trætrug benyttede han til kogning af kødet. Det rummede knapt 500 liter vand, som på en halv times tid blev bragt i kog med hede sten fra de nærliggende ildsteder. Kødstykker blev lagt i gryden og vandet holdt kogende ved nu og da at komme nogle sten i vandet. Efter fire timers forløb var fåreskanken perfekt tilberedt og blev fortæret med god appetit. – Det ene af ildstederne, nemlig det der var forsænket i jorden, viste sig iøvrigt udmærket egnet som stegeovn, når kød blev nedlagt i gløderne og dækket over med en opbygning af hede sten. (Fig. 1, fig. 2)