Filatelistisk krydstogt

I kommentaren til denne udgave blev der gjort rede for, hvorledes Exquemelins bog siden blev forøget af andre forfattere, så den endte med at blive en hel sørøverkrønike. Den vigtigste bidragyder næst efter Exquemelin selv var »kaptajn Charles Johnson« - påtaget navn for en anonym forfatter, der i årene 1724-1726 udsendte to bind sørøverhistorier i London under titlen »A General History of Robberies and Murders of the most Notorious Pyrates - en almindelig beretning om de mest berygtede piraters plyndringer og myrderier«. Denne »Charles Johnson« skrev ikke egne erindringer. Hvis han nogen sinde har stået ansigt til ansigt med en sørøver, var det sikkert under betryggende forhold i en retssal i London. Han skummede fløden af de urolige år mellem 1700 og 1720, da piraterne drev deres spil i ly af bl. a. Den spanske Arvefølgekrig. »A General History« består af omtrent fyrre
korte biografier alle omhandlende sørøverkaptajner, der enten allerede var berømte - som William Kidd - eller blev det takket være denne bog. Det er »Charles Johnson«, vi skylder de hårrejsende historier om Edward Teach, Bartholomew Roberts, Steed Bonnet m. fl. (Fig. 1)

Med Exquemelins og »Charles Johnsons« bøger blev de klassiske sørøverhistorier til. Verden havde fået endnu en sagnkreds - ikke ulig sagnene om heltene fra Troja, kong Arthurs riddere, jomsvikingerne osv. I hvert fald havde sørøverhistorierne det til fælles med de gamle sagn, at de skildrede en heroisk tidsalder - mænd i kamp og under erobring. Deres figurgalleri var stort, men overskueligt, og på en eller anden måde var det ustandselig de samme situationer, der gik igen og igen - de bragende bredsider, entringen, de rige skatte, som blev gravet ned på øde øer, og for manges vedkommende: døden på dækket eller i galgen. Ligesom de gamle sagnkredse var vokset op på baggrund af historiske begivenheder - fortællingen om Troja afspejler den græske ekspansion østpå, ligesom Roland-sagnene er en romantiseret udgave af Korstogene - således er sørøverhistorierne udtryk for europæernes og navnlig englændernes erobring af verdenshavene. Det er ikke noget tilfælde, at langt de fleste berømte eller berygtede sørøvere var englændere. På andenpladsen finder vi franskmændene, og det er heller ikke noget tilfælde.

Sagn udmærker sig bl.a. ved, at de er udødelige - at de finder vej til kimsten og bliver til statuer og malerier, som hos Thorvaldsen, breder sig ind i skønlitteraturen og bliver til digte, skuespil og romaner - ja, til film. Den vej gik sørøverhistorierne også, og nu er de ydermere blevet til frimærker. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

De serier, der vises her, stammer alle fra de øer og øgrupper i Vestindien, som englænderne fravristede Spanien i 1600-årene, og som - skønt de alle i dag har en eller anden form for selvstyre - stadig opretholder nær tilknytning til England. Den største er Jamaica - erobret fra Spanien i 1655, på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen og med en befolkning på to millioner. Sammenlignet hermed er Cayman Islands en lille prik på kortet syd for Cuba - bestående af Grand Cayman, Little Cayman og Cayman Brac. De er sammenlagt vel så store som Samsø og har 10.000 indbyggere. Af samme størrelsesorden er St. Christopher - ofte kaldet St. Kitts - med Nevis og Anguilla i den store øgruppe Leeward Islands, der afgrænser Det caribiske Hav mod øst. Deres tidlige historie er dramatisk, idet englænderne anlagde en koloni her i 1625 og måtte slås hårdt med spanierne for at bevare den. The British Virgin Islands, der ligger som naboer til de tidligere danske Jomfruøer øst for Puerto Rico, er også små. Endelig afslutter vi rækken med Turks and Caicos Islands - de sydligste øer i Bahama-øgruppen, der ligger ude i Atlanterhavet, og som blev engelske i 1629. De lader sig sammenligne med Bornholm. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

På disse vragrester af det fordum så mægtige britiske imperium hører sørøverne til den umistelige folklore - så uløseligt forbundet med disse samfunds oprindelse som landnamsmændene med Islands. På 4-cents frimærket fra St. Christopher (1) møder vi 1500-årenes karaveller - de første europæiske skibe i disse farvande - og på 5-$ frimærket (2) et dobbeltportræt af John Hawkins (1523-95) og Francis Drake (1540-96). Hawkins' rolle i Vestindiens historie er dobbelttydig. Gennem mange år solgte han i al fredsommelighed negerslaver til spanierne, og det var ikke med sin gode vilje, han på grund af de voksende spændinger mellem Spanien og England måtte slutte sin karriere som kaperkaptajn. Så er Drake lettere at placere - opdagelsesrejsende og fribytter, altid i krig med Spanien og altid til søs. Da han døde, sænkede hans mænd liget i Det caribiske Hav.

Årtierne efter Hawkins' og Drakes bedrifter var de anonyme sørøveres store tid. Det var dengang, franskmænd og englændere - især dog franskmænd - nedskød svin på Hispaniola (Haiti) og solgte røget svinekød til de søfarende. Det er to af disse »boucanier'er« - på engelsk buccaneers - der pryder 30-cents frimærket fra Turks and Caicos (3). Men som Exquemelin fortæller: når svinejagten ikke gav nok, sluttede de sig sammen 15-20 mand ad gangen og drev sørøveri med småskibe langs kysterne. 2-cents mærket fra Turks and Caicos (4) skal forestille et sørøverskib - vistnokdento-mastede type, som den franske missionær og sørøver-ekspert pére Labat kaldte en korvet. Boucanier'erne foretrak dog endnu mindre skibe til deres krydstogter. Korvetten førte nemlig råsejl og var ret vanskelig at manøvrere. Endelig to »klassiske« situationer fra Turks and Caicos - 15-cents mærket med »den maronerede sømand« (5) og 3-cents mærket med »den begravede sørøverskat« (6). (Fig. 8, fig. 9)

Den maronerede sømand var ikke noget særsyn i de dage, da skibene var under sejl i månedsvis, og man ikke kunne skaffe sig af med besværlige besætningsmedlemmer på anden vis end ved at sætte dem i land det første det bedste sted. Traditionen bød dog, at den maronerede skulle have bøsse, krudt og kugler med sig. Den berømteste »marooner« var skotten Alexander Selkirk, der i 1708 blev udfriet på San Juan Fernandez-øerne ud for Sydamerikas kyst, og hvis fortælling om opholdet gav Daniel Defoe ideen til »Robinson Crusoe«.

Medens maroneringen altså er en historiskkendsgerning, hersker der dyb mystik omkring de begravede skatte. Skal vi tro vore drengeårs bøger - Stevensons »Skatteøen« med alle efterligninger - var det ligefrem en mani blandt sørøverne at betænke eftertiden med deres plyndringsgods, og det er da heller ikke kun på Turks and Caicos, man er faldet for motivet. Vi møder det også på ½-cents mærket fra St. Christopher (7). Forklaringen på disse sagn turde være, at sørøverne ved hjemkomsten til deres baser på Jamaica eller Tortuga skulle betale procenter til henholdsvis den engelske og franske guvernør. Derfor stoppede de under hjemturen fra de udbytterige togter op undervejs for at dele rovet på en øde kyst - og efter hvad guvernør Modyford på Jamaica påstod: gemme nogle af herlighederne væk, så han blev holdt i uvidenhed om indtjeningen. Skattesnyderi altså. Efter hvad Exquemelin fortæller, var det sandsynligvis det, der foregik på Cayman Islands efter plyndringen af byen Portobelo i sommeren 1668. Der turde altså være historisk dækning for 8-cents mærket fra Cayman (8), hvor Elisabeth den 2. stirrer forundret på havbundens glitrende og fristende skatte. (Fig. 10, fig. 11)

Hermed har vi allerede foregrebet den epoke, der blev sørøveriets guldalder i Vestindien - tiden mellem 1655 og 1670. Den skyldtes især det forhold, at både englænderne og franskmændene i disse år for alvor pressede på for at få adgang til de spanske kolonier; men at denne periode står så skarpt tegnet i eftertidens erindring, kan vi takke Exquemelin for. Det er hans første »chef« Francois l'Olonnais, der er portrætteret på 6-cents mærket fra St. Christopher (9). l'Olonnais, der egentlig hed Frederick Nau (1630-71), havde en fortid som svinejæger på Haiti. I 1660'erne blev han den bedst kendte franske sørøver - opererede fra øen Tortuga og nåede toppen af sin løbebane i 1667, da han i spidsen for flere hundrede pirater plyndrede de spanske byer i Venezuela. Exquemelin skildrer ham som en hårdkogt terrorist. Ganske uhistorisk er l'Olonnais her på frimærket blevet anbragt foran en ét hundrede år ældre karrak.

Forlægget til billedet af l'Olonnais er det portræt, som Exquemelin bringer i sin bog - der findes overhovedet ikke andre. Det samme er tilfældet med Henry Morgan (1635-88) - anfører af de store sørøverflåder i slutningen af 1660'erne. På 5-cents mærket fra St. Christopher (10) ser man i baggrunden Morgans største sømandsmæssige bedrift, nemlig ødelæggelsen af den overlegne spanske blokadeflåde, der i 1669 forsøgte at standse sørøverne, da de forlod Maracaibo-søen i Venezuela. Naturligvis måtte også Jamaica have et Morgan-frimærke - 3 cent (11), for det var på Jamaica, han hørte hjemme, og det var her, han siden levede som en stærkt fordrukken viceguvernør med et blakket rygte - og ifølge sladderen på Jamaica: stamfader til talrige mulatter. (Fig. 12, fig. 13)

Morgans berømmelse kan måles derved, at han ydermere forekommer på et 60-cent frimærke fra Virgin Islands (12), skønt han overhovedet ikke færdedes på de kanter. Her ses han stående med en bøsse over skulderen. Åbenbart har kunstneren, der tegnede det temmelig dårlige frimærke, været i bekneb, for der findes kun et brystbillede af Morgan; men de tre andre figurer i serien - Edward Teach, George Lowther og Mary Read - er i fuld figur, og så måtte Morgan også være det. Underkroppen og benene er altså »digtet til«, og det samme gælder bøssen. Morgan var ikke kendt som bøsseskytte; han dyrkede pistolskydning.

I 1671 satte Morgan punktum for den klassiske sørøvervirksomhed i Vestindien ved at erobre og plyndre byen Panama. Det var i den ellevte time - eller rettere: Klokken havde slået tolv. Der var sluttet fred mellem England og Spanien, og herefter var der kneben plads for sørøverne, hvis de da ellers ønskede at slippe godt fra deres forehavender. En svindende gruppe af franskmænd fortsatte nogle årtier endnu; men ellers havde sørøverne spredt sig. De krydsede i Stillehavet, i farvandene omkring Madagascar og i Atlanterhavet. Den spanske Arvefølgekrig var en god grobund. Så længe den varede, opererede mange fribyttere med engelsk kaperbrev, og da den sluttede, fortsatte de som gemene sørøvere. Hermed blev tingene vendt på hovedet. Forhen havde de engelske kolonier i Vestindien været sørøvernes trygge hjemhavne. Nu blev de selv udsat for sørøvere. (Fig. 14, fig. 15, fig. 16)

Blandt de folk, der på egen hånd gav sig til at opbringe engelske skibe var Edward Teach kaldet Blackbeard. Han ses i brystbillede på 10-$ mærket fra St. Christopher (13) og i fuld figur på 30-cents mærket fra Virgin Islands (14). Med ham er vi nået frem til »Charles Johnsons« afsnit af sørøverkrøniken, »A General History« fra 1720'erne, og det er da også fra denne bogs sparsomme illustrationer, man har hentet forlæg til dette og størstedelen af de følgende mærker. Edward Teach er jo nok værd at få med, selv om hans tilknytning til Vestindien egentlig er svag. Man vil nødigt undvære hans udseende - med det mørke skæg flettet i rottehaler, det vilde blik, de brændende lunter, han plejede at stikke fast under sin hat osv. Teach var en mytedannende skikkelse, der gav anledning til allehånde historier (se Skalk 1974:5) - herunder den, at han for morskabs skyld knuste begge knæ på sin styrmand Israel Hands med to pistolskud. Israel Hands levede i 1720'erne som en invalid tigger i London og ville vel være gået i glemme, hvis Stevenson ikke havde genoplivet ham i »Skatteøen«. Ydermere har Cayman Islands tilstået ham et 10-cents frimærke (15), hvor han atter springer omkring på to raske ben. Fri fantasi. Der findes ingen samtidige billeder af Hands. (Fig. 17, fig. 18)

Medens Teach gjorde sit frygtelige ydre til et kendetegn, var hans kollega Bartholomew Roberts til gengæld berømt for ualmindelig lapset påklædning - altid i flammende rødt. Som en ren Jean de France træder han os i møde med menuet-agtige trin på 1-$ mærket fra St. Christopher (16). Bag denne karnevalsfigur skimter man et beskrevet stykke papir - den autentiske dødsdom over medlemmer af hans besætning … »and be hanged by your neck till you are dead«.

Det rumler også af dødsdomme på 15 -cents mærket fra Jamaica (17). Til venstre annoncerer en trykt plakat retssagen mod en vis kaptajn John Rackham og hans besætning. Rackham, der som de fleste andre sørøvere i de år havde hjemme i de engelske kolonier i Nordamerika, men havde fundet sin jagtmark i Vestindien, blev i 1720 hængt i Port Royal på Jamaica. Han var en temmelig ussel person, der næppe ville have påkaldt sig nogen som helst interesse, dersom hans besætning ikke havde været meget ejendommelig. Den omfattede nemlig bl. a. Mary Read og Anne Bonny - ikke mindre end to af de yderst fåtallige kvindelige sørøvere. Dette var så sensationelt, at »Charles Johnson« ofrede kobberstik på damerne. De er afbildet sammen på frimærket fra Jamaica, medens Mary har fået 5 -cents mærket fra Virgin Islands for sig selv (18). Under retssagen kom det frem, at de ikke gav deres mandlige kammerater noget efter i kamp, tværtimod, og de blev da også dødsdømt. Ingen af dem nåede dog at komme i galgen. Mary døde af sygdom forinden, medens Anne på uopklaret vis simpelthen forsvandt. (Fig. 19, fig. 20)

Her vil vi så slutte det filatelistiske krydstogt i sørøvernes kølvand. Det er ikke fordi, der ikke kom flere sørøvere. Efter en vis afmatning i anden halvdel af 1700-årene fik piratvirksomheden en kort og hektisk efterblomstring i de to første årtier af 1800-årene. Det er heller ikke fordi, der ikke er flere frimærker; det vrimler faktisk med huggerter, spanske piastre, skibskanoner og andet isenkram. Vi vil slutte, fordi dette rids af frimærkernes miniature-verden klart har vist, hvorledes myten om sørøverne stadig lever og plejes i de egne, hvor de engang færdedes. Det er ikke nogen udelt behagelig tanke, for som samfundsspejl betragtet repræsenterer sørøver-legenden intet andet end umoral, dobbeltmoral og gridskhed - ret beset netop alt det, der tegnede billedet af europæeren i Den nye Verden. De levede for at opnå rigdom og døde ofte en voldsom død, inden det lykkedes. Deres historie er grusom, men også patetisk - ligesom sagaerne om Stærkodder, Amled og Rolf Krake.

Umoralsk eller ej - gennem myterne føler vi dådløse hverdagsmennesker varmen fra de store og frygtelige handlingers svidende bål.

De afbildede frimærker er stillet til rådighed af redaktør Eichner-Larsen. De er gengivet i størrelsen 1:1.