Farlig flint
(Fig. 1) Den dominerende rolle, som flinten gennem årtusinder har spillet som materiale til våben og redskaber, skyldes, at den har egenskaber, som man kun finder hos få andre og meget sjældnere stenarter, nemlig styrke og hårdhed, men dog føjelighed, så at den let ved slag og presning lader sig tildanne i den ønskede form. I Danmark findes flintknolde som marksten overalt i landet, revet op af istidernes bræer fra deres leje i undergrundens kridtbund, der er dannet for omkring 120 årmillioner siden af kalkslam på havdybt vand. Af farve når den fra sort over gråt til hvidt. Undertiden er den prægtig gul eller rødlig, farvet af jernilte, og kan da se ud som om den var lagdelt. Men en flintknold har ingen spalteretninger, kan hugges lige godt fra alle sider. Stundom har den dog skjulte kerner, der ved tilhugningen viser sig som knaster i overfladen. Den kan også have indlejrede søpindsvin og muslinger, som bekræfter, at den stammer fra havdybet.
Af P. V. Glob
Fig. 1: Disse to flintstykker, løsfund fra forskellige egne af landet, blev for nylig her i bladet præsenteret som Danmarks ældste oldsagsfund, tilhørende en 100.000-årig istidskultur (1971:4). Det var C. J. Becker, der med stor sikkerhed fremførte den landshistoriske nyhed, idet han dog tilføjede, at næppe alle arkæologer kan antages at ville tilslutte sig hans opfattelse. At det sidste er rigtigt, vil fremgå af nedenstående artikel, som i upolemisk form fremsætter et ganske andet syn på flintfund af denne art.
Fejlfri flintknolde, der naturligvis har været de foretrukne til flintarbejdet, lader sig på grund af ovennævnte egenskab let tilhugge i bladform, hvad man har gjort til vidt forskellig tid overalt i verden, og da variationsmulighederne ved en sådan arbejdsproces er begrænsede, vil resultaterne meget ofte komme til at ligne hinanden til forveksling, i hvert fald på de indledende stadier. Lighed mellem flintfund af denne art er derfor ikke bindende med hensyn til oprindelse og alder, noget ikke alle forskere har gjort sig klart. Selv meget fremragende folk har på dette punkt begået fejltagelser. En skal nævnes:
Da den svenske arkæolog Oscar Montelius i 1917 udsendte sit typeværk om sten- og bronzealderen, lod han bogens to første billedsider vise otte tilhuggede flintkerner, som han kaldte »mandelformede« flintredskaber og henregnede til de ældste fund i Sverige, samtidige med de danske maglemosefund. Han fremhævede, at det må være færdige redskaber og ikke forarbejder til spydspidser og dolke, fordi de langs kanterne er tildannet med ganske fine slag. Det er uden tvivl de franske istidsredskaber, håndkilerne, som har ført ham på vildspor, men det må fremhæves, at han naturligvis ikke lader sig forlede til at bestemme dem som »palæolitter«, redskaber fra istidskulturerne. De svenske stykker er hovedsagelig fundet i Skåne og Bohuslän. Fra Danmark kendes talrige lignende fra alle egne af landet, men ingen af dem - hverken danske eller svenske - bærer det mindste af en istids slid.
At de alle er emner til stenredskaber, forarbejder til dolke, spydspidser eller kornsegle, er der ingen tvivl om. I adskillige fund, som med sikkerhed kan henføres til yngre stenalders slutningstid, findes lige så typiske stykker. (Fig. 2). Billedet herunder gengiver to fra det store fund på Fornæs, Jyllands forbjerg mod øst, hvor der ved udgravning, mellem dolke, og spydblade og pilespidser fra sen bondestenalder, blev fremdraget ikke mindre end 66 hele eksemplarer og 72 brudstykker af omtalte art. (Fig. 3).
Fig. 2: To flintstykker fra Fornæs på Djursland. I den stejle limstensklint har flinten været let tilgængelig, hvad stenalderfolket har forstået at udnytte. Der er fundet rester af en veritabel flintfabrik, der utvivlsomt har leveret mængder af hel- og halvfærdige redskaber til vore nabolande.
Fig. 3: Til sammenligning vises her de omstridte istidssten sammen med stenene fra Fornæs. - Tegning af P. Laurent, Bordeaux og J. Kraglund, Højbjerg.
Lit: Oscar Montelius: Minnen från vår forntid. Stockholm 1917. - P. V. Glob: En flintsmedie på Fornæs. Kuml 1951.
