Faldgruben
(Fig. 1) I hele Norden og langt ud over dens grænser har faldgruber været benyttet til dyrefangst. Metoden er rimeligvis af forhistorisk oprindelse, i middelalderen var den meget udbredt, og den har været brugt langt op i nyere tid. Elg og ren, hare, ulv, ræv og bjørn er det vigtigste vildt, som er blevet jaget på denne måde.
Af Redaktionen
Fig. 1: Tegning af P. W. Hansen
Grubens omfang og dybde afhang af, hvilke dyr det var, man efterstræbte. Ulvegrave kunne være op til fire meter i tværmål og mindst lige så dybe. Også form og indretning vekslede; der var runde gruber og firkantede gruber, træbeklædte gruber og gruber, der var opmuret som stensatte brønde. Et forrædderisk dække af grene, mos, lyng eller lignende var lagt over. Undertiden skjulte dækket en vippelem, der kunne være sådan indrettet, at den lukkede sig efter dyret.
Indretningen varierede iøvrigt noget efter, om det var rovdyr eller klovdyr, man ville til livs. De første blev taget for sikkerhedens og pelsens skyld, de sidste for fødens. Rovdyr blev fanget ved hjælp af lokkemad. Midt i gruben kunne være rejst en stang, til hvis øvre ende var fastgjort et ådsel, for eksempel en død hund eller gris. De planteædende dyr, der ikke reflekterede på den slags tilbud, fik man i fælden ved at anlægge gruberne der, hvor man vidste, at dyrene havde deres gang, og for yderligere at vise vej byggede man hegn og gærder, som ledede hen til graven. I dens bund var der sat spidse pæle, undertiden med jernod, så at dyret blev spiddet i faldet. Rovdyrene synes altså gennemgående at have fået den blideste behandling, men det skyldes vel, at skindet ikke måtte beskadiges. - I Sverige krævede loven, at anlæggelse af dyregrav skulle bekendtgøres. Det var ikke ubegrundet, for det skete, at folk uforvarende gik i gruberne. Var den uheldige en af egnens omstrejfere, vakte en sådan tildragelse naturligvis almindelig munterhed.
I Danmark var det hovedsagelig ulve, faldgruberne blev brugt imod. Disse plagsomme dyr havde stor udbredelse i middelalderen, men allerede i 1500-årene synes de at have været så godt som udryddet på øerne. I Jylland fortsatte kampen mod dem - privat og ved ansatte ulvejægere - indtil 1813. Det år blev, såvidt man ved, den sidste danske ulv nedlagt. Der foreligger ganske vist beretninger om senere ulvedrab, men glubske, omstrejfende hunde kan have givet anledning til forveksling.
Faldgruberne var et vigtigt våben i ulvekrigen, selv om andre midler såsom fælder over jorden og simpel nedskydning naturligvis også blev brugt. En egn, som har været stærkt ulveplaget, er Djursland. I en skov under gården Høgholm ved Tirstrup findes en velbevaret, stensat ulvegrav.
