Eventyr

Folkeeventyrene beslaglagde intet papir, de levede i folks bevidsthed og vandrede fra mund til mund gennem århundrederne. Deres alder er lige så dunkel som deres oprindelse, men nogle af dem er sikkert meget gamle. Handlingen kan være i den store stil eller hygge sig i den jævneste hverdag; men fælles er det overnaturlige moment, som gør fortællingerne til eventyr. Et hovedkaraktertræk ved folkeeventyrene er foranderlighed. Ingen fortæller har gengivet historien helt, som han hørte den; der er lagt til og trukket fra, indholdet har ændret sig og er måske i tidens løb blevet til flere historier. Nogle af eventyrene må antages at være rent danske, mens andre tydeligt er hentet i det fremmede - for eksempel af søfolk eller af studedrivere på turene i det sydlige.

Først højt op mod nutiden opstod der interesse for at få folkeeventyrene skrevet ned, og det var pa højeste tid, for de gamle ammestuehistorier var godt på vej til at gå i graven fortrængt af nyere former for underholdning. Nu blev de altså bevaret omend i stivnet, nedskrevet form. Blandt redningsmændene kan nævnes Asbjørnsen i Norge, Tysklands brødrene Grimm og herhjemme Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig. Nedenfor præsenteres et enkelt af de mange danske folkeeventyr. Det gengives uden litterære snørkler med de ord, som den folkelige fortæller anvendte, da han overgav det til Evald Tang Kristensens frelsende pen.

Der var en meget fattig mand, der engang skulle ud at bede til barsel. Men han vidste aldrig, hvem han skulle få til faddere, eller hvor han skulle gå hen. Omsider træffer han at komme mod en person, og han spørger ham ad, hvor han ville hen. Ja, han ville hen at bede faddere. »Da kan du jo lige så godt bede mig som en anden«, sagde den fremmede. Ja, det kunne også godt gå an, men så ville han da vide, hvem han var. »Ja, jeg er da den, de kalder Fanden«, sagde han. »Nej, dig vil a ikke have, for du er jo et skarn, du vil gøre folk fortræd«. Så skiltes de to ad. (Fig. 1)

Nu gik han en tid igen, så kom der en anden en mod ham. Han spørger lige sådan om, hvor han ville hen. Ja, han ville da hen at bede faddere. »Så kan du lige så godt bede mig som en anden«. Så ville han naturligvis også vide, hvem han var. Ja, han var da den, de kaldte Vorherre. »Nej, dig vil a ikke have, for du gør forskel på folk. Du gør både fattige og rige, og det lider a ikke«. Så gik han igen, for han tænkte jo; »A må vel nok kunne finde én, der er passende for mig«. (Fig. 2)

Så træffer han at komme til den tredje, og han giver ham jo det samme spørgsmål, og han svarer som sædvanlig. Så ville han jo vide, hvem han var. Ja, han var Døden. »Dig vil a have, du er en ærlig mand og går ingen forbi, og du tager dem med, både fattige og rige«. Så tykte Døden, at da han nu var buden, så ville han alligevel unde ham et ønske. »Ja, gud bedre mig«, sagde manden, »a ved ikke, hvad a skal ønske«. - »Du kan jo ønske at være doktor«. - »A kender jo ikke til mediciner eller sådan noget«. - »Jamen det kan være det samme, men nu skal jeg sige dig en ting. Nu kender du mig, og når du så bliver kaldt til en syg og ser mig sidde i hovedet af sengen, der må du ikke tage dig på at kurere, for de skal dø, men hvor jeg sidder i fødderne, der kan det være det samme, hvad du giver dem, så kommer de dem«. (Fig. 3)

Altså gav han sig til at være doktor, og alle dem, han tog sig på at kurere, de kom dem. Forhen havde han jo været meget fattig, men nu høkkede han jo sådan til fremme og kom til velstand, og han blev så vidt berygtet, hvor han kom, te der var ingen hans lige. En gang blev han forskrevet til en konge fra fremmede lande, der havde ligget i så mange år. Da han kom ind til den syge, sad Døden i hovedet af sengen. Nu tykte han jo, det var for fed en steg at lade gå fra sig, og begærligheden efter penge og berømmelse var for længe siden kommet ind i ham. Så ordinerer han, at den syge konge skulle vendes, og nu kom han sig også, for nu kom Døden til at stå ved fødderne. Han fik alt det, han ville have, for hans ulejlighed, og mere til. Så rejste han hjem igen og levede en tid efter i stor velstand. (Fig. 4)

Da kommer Døden til ham igen og siger, at nu skulle han dø. Han bad så meget almindelig om at lade ham leve noget længere. Nej, det var der ingen råd til, for han havde narret ham den konge fra. »Ja, må a da ikke have lov til at læse en herrens bøn først«. Ja -, det var da synd at nægte ham det. »Da skal det min sandten også være længe til, inden den skal blive læst«.

Se så var han jo på benene igen og kunne kurere som sædvanlig, alle dem, der kom, blev kureret af ham.

Det var alligevel galt med, at han ikke kunne få hans herrens bøn læst. Så træffer han en dag at komme til en bitte dreng, der går og passer på nogle høveder. Om han kunne ikke læse hans herrens bøn. Ja, han vidste ikke, han havde da kunnet den. Så skulle han jo til at læse det, men begynde kunne han da ikke. Så måtte doktoren jo til at tage fat og sige: Fader vor. Straks viste Døden sig igen for ham, og nu måtte han af med livet. Han var også den gang blevet til en ældgammel, udlevet mand. (Fig. 5)

(Fortalt af Jens Mark, Vogslev)