Eventyr

Folkeeventyrene beslaglagde intet papir, de levede i folks bevidsthed og vandrede fra mund til mund gennem århundrederne. Deres alder er lige så dunkel som deres oprindelse, men nogle af dem er sikkert meget gamle. Handlingen kan være i den store stil eller hygge sig i den jævneste hverdag; men fælles er det overnaturlige moment, som gør fortællingerne til eventyr. Et hovedkaraktertræk ved folkeeventyrene er foranderlighed. Ingen fortæller har gengivet historien helt, som han hørte den; der er lagt til og trukket fra, indholdet har ændret sig og er måske i tidens løb blevet til flere historier. Nogle af eventyrene må antages at være rent danske, mens andre tydeligt er hentet i det fremmede – for eksempel af søfolk eller af studedrivere på turene i det sydlige.

Først højt op mod nutiden opstod der interesse for at få folkeeventyrene skrevet ned, og det var pa højeste tid, for de gamle ammestuehistorier var godt på vej til at gå i graven fortrængt af nyere former for underholdning. Nu blev de altså bevaret omend i stivnet, nedskrevet form. Blandt redningsmændene kan nævnes Asbjørnsen i Norge, Tysklands brødrene Grimm og herhjemme Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig. Nedenfor præsenteres et enkelt af de mange danske folkeeventyr. Det gengives uden litterære snørkler med de ord, som den folkelige fortæller anvendte, da han overgav det til Evald Tang Kristensens frelsende pen.

Der var en meget fattig mand, der engang skulle ud at bede til barsel. Men han vidste aldrig, hvem han skulle få til faddere, eller hvor han skulle gå hen. Omsider træffer han at komme mod en person, og han spørger ham ad, hvor han ville hen. Ja, han ville hen at bede faddere. »Da kan du jo lige så godt bede mig som en anden«, sagde den fremmede. Ja, det kunne også godt gå an, men så ville han da vide, hvem han var. »Ja, jeg er da den, de kalder Fanden«, sagde han. »Nej, dig vil a ikke have, for du er jo et skarn, du vil gøre folk fortræd«. Så skiltes de to ad. (Fig. 1)