Europas fisk

I Næstved var man i 1870'erne ved at grave grunden til et hus, Brogade nr 5. Under dette arbejde stødte man på en plade af brændt ler med et våbenrelief på. Ejeren af byggepladsen lod pladen mure ind i en bagbygning til det nye hus, og her sad den temmelig upåagtet i næsten hundrede år.

Af Sven Tito Achen

En overgang var ejendommen blevet anvendt som kaserne, og da Garde-husar-regimentet i anledning af sit 200 års jubilæum for et par år siden forberedte en regimentshistorie, blev man opmærksom på relieffet, som man antog var af militær art. Det var det imidlertid ikke. En undersøgelse viste, at pladens våben tilhørte den gren af det gamle nordtyske Hansaforbund, som kaldtes »Bergensfarerne«, og som vil være Skalks læsere bekendt fra sidste års næstsidste nummer.

Helt overset har pladen dog ikke været i de forløbne år. Afdøde konservator Peter Linde og lederen af Næstved Museum lektor F. Michelsen har været opmærksom på dens eksistens, og den befinder sig nu i sidstnævntes varetægt, idet ejeren af huset besluttede at overlade den til museet. Lektor Michelsen har, efter Lindes antydning, fundet frem til, at relieffet er modelleret hos kunstneren Statius von Düren, hvis værksted i Lübeck spillede en stor rolle i anden halvdel af 1500-tallet. Pladen er fremstillet som aftryk af en negativ lerform. Ved hjælp af en sådan kunne man støbe mange plader, og der kendes fra vor tid i hvert fald tre andre eksemplarer af »Næstved-pladen«, alle fra Lübeck eller købt derfra. Hvor mange eksemplarer der i sin tid blev fremstillet, vides ikke. De har utvivlsomt først og fremmest været beregnet for ydre udsmykning af det hus, som Bergensfarer-kompagniet overtog i Lübeck omkring 1557. Bygningen eksisterer desværre ikke mere.

Dette er, hvad vi ved. Ikke så lidt, men som det i reglen går, er der endnu mere, vi ikke ved. Vi ved ikke, om pladen fra Næstved har siddet i Bergensfarernes hus i Lübeck, i en af deres bygninger andetsteds, eller om den kanske stammer direkte fra Statius von Dürens værksted. Der har været hanseatiske »liggere« i Næstved, men noget kontor synes Bergensfarerne ikke at have haft dér. Vi ved intet om, hvorledes eller hvorfor pladen er kommet til Næstved. Og udover, at det må være sket mellem 1550' erne og 1870'erne, ved vi heller ikke noget om hvornår.

De lübske Bergensfareres våben, som Næstved-pladen viser, var lodret delt. I det ene felt ses en kronet stokfisk, i det andet en halv dobbeltørn. (Fig. 1) De forskellige gengivelser af våbenet kan variere lidt; ørnen og stokfisken kan bytte plads, og sidstnævnte gengives ikke altid fra siden, blot opskåret og renset, den kan også vises flækket og åbnet, i hvilket tilfælde den altså er en klipfisk. Men ørnen og fisken er der altid. Hvad betyder de?

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst

Det er almindeligt antaget, at den kronede stokfisk er Islands våben, ørnen Lübecks. De varer, som de lübske købmænd hentede i Bergen, kom i vid udstrækning fra Island. Det var derfor naturligt - har man ment - at det kompagni, som formidlede handelen, forenede disse to staters våbener i eet. Hvad ørnen angår, er denne forklaring sikkert rigtig, selv om fuglen ikke er gengivet helt korrekt. Det våben, som de hamburgske Bergensfarere førte, var nemlig på ganske samme måde en kronet stokfisk, som var kombineret med Hamburgs halverede byvåben.

Men stokfisken? Hvad den angår må man have lov at tvivle på forklaringens rigtighed. Hvorfor skulle et tysk kompagni med endestation i og navn efter Bergen føre Islands våbenmærke i sit skjold? Hanseaterne sejlede vistnok kun undtagelsesvis selv til Island, og de varer, de hentede i Bergen, kom utvivlsomt i mindst lige så høj grad fra Norge og Færøerne som fra Island. Og kan et handelskompagni optage en fremmed stats våben i sit eget, blot fordi det køber denne stats varer? I dag kunne noget sådant bestemt ikke få lov til at passere. Bergensfarer-våbenet har eksisteret siden tidligt i 1400-årene, og at man ikke dengang var mindre kritisk over for heraldisk misbrug, viser flere store retssager og berømte domme om uretmæssig brug af andens våben netop fra disse år. (Fig. 2)

Billede

Fig. 3. Klipfisk tegnet i kanten af islandsk skindbog, fra ca 1360.

Vi ved, at den kronede klipfisk tidligere - det vil sige indtil 1903 - var Islands våben. Men fra hvornår? Var mærket i brug allerede omkring år 1400? Hvis ikke falder den ovennævnte teori jo bort af sig selv, eftersom man ikke kan låne noget, som ikke eksisterer.

Det ældste eksempel på officiel, uimodsigelig brug af den kronede klipfisk som Islands våben er fra 1589, men uofficielt kendes det fra 1539, hvor den svenske kirkemand Olaus Magnus gengiver det på sit kort over Norden. Endnu er der jo imidlertid et godt stykke vej tilbage til 1415, da Bergensfarernes våben optræder første gang.

I en islandsk skindbog fra midten af 1300-tallet findes en tegning af en klipfisk. (Fig. 3) I denne har Anders Thiset og andre med ham, set beviset for, at Island på dette tidspunkt førte klipfisken som sit våben. Thiset mener, at tegningen er »den ældste kendte fremstilling af våbenmærket«, og »et talende vidnesbyrd om, at dette mærke er opstået på Island selv«.

Billede

Fig. 3. Klipfisk tegnet i kanten af islandsk skindbog, fra ca 1360.

Er dette ikke en alt for omfattende slutning at drage? Det kan ikke afgøres, om tegningen er af samme hånd som teksten, men den har i alle fald intet at gøre med tekstens indhold, som er en række regler for gudstjenesten. Det er altså en ren tilfældighed, at fisken er tegnet netop her. Men hvorfor skulle en islandsk tegner ikke kunne falde på at gengive en klipfisk uden at have heraldisk tilskyndelse dertil? Hvis denne specielle fisk var ment som Islands våben, ville tegneren næppe heller have udeladt kronen og da slet ikke skjoldet. Hertil kommer, at den fremgangsmåde ved fisketørring, som resulterer i klipfisk - den flækkede og åbnede, symmetrisk afbildede fisk - vistnok først har udviklet sig i 1500-tallet, og at tegningen i håndskriftet alene af den grund ikke kan være ældre. Når Bergensfarernes stokfisk altså er dokumenteret mindst 125 år før Islands klipfisk, kunne det så ikke tænkes, at sammenhængen var lige omvendt, at Island havde sit våben fra Bergensfarerne, ikke Bergensfarerne deres fra Island? I sin artikel fra 1914 er Thiset inde på denne tanke, men afviser den på grund af tegningen i skindbogen. Men hvis denne tegning alligevel ikke kan opfattes som heraldisk, og tillige er 150-200 ar yngre, kommer der igen liv i teorien. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4. På Olaus Magnus’ Nordens-kort fra 1539 er Islands våben med klipfisken anbragt side om side med Norges kronede løve.

I det våben, Bergensfarerne gjorde sig, kombinerede de deres hjembys våbenmærke, ørnen, med en ganske nøgtern afbildning af den vigtigste af de varer, som de kom til Bryggen for at hente. De satte en krone over fisken for at tilkendegive deres kongelige handelsprivilegium, grundlaget for hele deres tilstedeværelse i Bergen. Intet kunne være naturligere end denne kombination. Det var et skilt, der fortalte, hvorfra de kom, og hvad de handlede med.

Nu viser det sig endvidere, at stokfisken slet ikke er så enestående et våbenmærke, som man vistnok i almindelighed tror. Norske museumsfolk har påvist, at den kronede stokfisk, uden ørn, er brugt som »byvåben« for den tyske bydel i Bergen, den såkaldte Brygge. Den stad i staden, som Bryggen udgjorde, havde altså sit eget stadstegn. Stokfisken forekommer også på våben for personer, som er helt uden tilknytning til Bergen og Hansaen; fra Tromsø kendes et eksempel - oven i købet i udelt skjold - og en dansk købmand, som blev adlet 1674, fik stokfisken i sit våben, fordi han tidligere havde forpagtet handelen på Færøerne. Vi ser altså en veritabel kreds af stokfiske-våbener grupperet omkring Nordatlanten: Bergensfarer-kompagnierne i Lübeck og Hamburg, Bryggen selv, Tromsø, Færøerne, Island. Og dette er jo i høj grad naturligt. Stok- og klipfisk har været den dominerende vare langs alle disse kyster, det som alle levede af, direkte eller indirekte, grundlaget for den hele trafik og handel; i Island blev stokfisken i 1420 gjort til landets »møntfod«. Sådanne grupper af »erhvervsvåben« findes også andre steder. I bjergværksegne fører talrige familier, institutioner eller myndigheder to krydsede hamre eller hakker i deres våben, og i vindyrkende egne møder man drueklasen i hvertandet våben. Det er ikke kun fastland, der skaber sådanne våbengrupper; også havet kan forbinde en kreds af våbener med et fælles præg. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Fire eksempler blandt mange på bergenske borgeres våbener. I den ene halvdel af skjoldet ses den kronede stokfisk, i den anden et tegn, der angiver, hvilken »stue« på Bryggen den pågældende er ejer af.

Pladen fra Næstved står som et lille lokalt mysterium: Hvordan er den havnet her? Det bliver vel aldrig opklaret; men fundet er interessant nok endda. Det opruller for os billedet af en vældig forretningsvirksomhed, hvis grundlag var Nordatlantens fisk. Med Bergen som indkøbscentral hentede det store tyske handelskompagni fastemad til sine kunder mod syd. Mon ikke det var Bergensfarerne, der først fandt på at sætte fisken i våbenet? Island var det i hvert fald næppe. Hvornår dette land tog den kronede fisk til mærke, ved vi ganske vist ikke, men oplysninger fra 1200- tallet tyder på, at Islands ældste våben var af en helt anden art.